Veninde-besøg og baby-fri

Veninde-besøg

Sent fredag aften ankom tre af mors veninder til Amsterdam. De havde booket et hotel i Amsterdam så vi så dem først lørdag formiddag. Pigerne var kørt herned i bil og kunne berette at det havde taget 8 timer inkl. 2 pauser fra Århus. De kørte i en Volkswagen Up så ikke ligefrem nogen sportsvogn 🙂 Pigerne synes det var gået så smertefrit at de mente at de formentlig ville tage bilen igen næste gang de kommer forbi fordi den giver så mange fordele mht. frihed og bagage.

Lørdag havde mor fået ‘baby-fri’ så far tog sig af Ida hele dagen mens mor tog tøserne med ind til byen og viste dem rundt og hyggede sig. Far og Ida hyggede sig vist i øvrigt også og nød nok at kunne gøre det på deres egen måde 🙂

Far havde forslået mor at overnatte på samme hotel som pigerne for at kunne være så meget sammen med dem som muligt, og da det viste sig at der var 2 ekstra senge på værelset blev det straks vedtaget.

Lørdag blev brugt på shopping (som man nu skal når 4 piger er samlet!), sightseeing og hygge – og selvfølgelig var der også indlagt en bytur i programmet lørdag aften. Det var mors første bytur i mere end et år så det var tiltrængt og ganske fantastisk.

Julehilsen til en ven i Danmark
Julehilsen til en ven i Danmark

Søndag formiddag da alle var blevet friske drog vi mod vores lejlighed for at hilse på far og Ida. Ida synes det var ganske fornøjeligt men også en smule overvældende med 3 ekstra tanter.

Da Ida kom ud til en lur tog mor igen pigerne med ind til byen for at få set og shoppet lidt mere. Der var dog knap så højt humør søndag som der havde været lørdag da alle var en smule trætte. Søndag aften lavede vi mad sammen i lejligheden og hyggede med scrabble og pandekager før pigerne igen tog mod hotellet for at få en god nats søvn før turen atter gik mod Danmark.

Trætte piger søndag aften
Trætte piger søndag aften

Tak for besøget damer – det var skønt at have Jer hernede! Kom snart igen!

Ida morgen-mus

Ida er begyndt at vågne hver morgen på slaget 6.00 uanset hvad tid hun bliver puttet aftenen før og uanset hvor mange gange hun har været vågen i løbet af en nat. Det synes mor er lidt hårdt og håber det ændrer sig før vi igen går over til sommertid i marts :s

Hjem til jul

På fredag drager den lille familie mod Danmark for at holde jul og nytår. Juleaften bliver afholdt hos mormor, d. 25. er der familiejulefrokost hos farmor og farfar og nytåret skydes ind nær Hillerød sammen med lille Liv og hendes forældre.

Vi glæder os til at se allesammen og glæder os til at holde Idas første jul

Juleforberedelser og julebesøg

Hmmm…

Mor troede egentlig at hun havde uploaded dette indlæg i mandags men det var tilsyneladende ikke sket så hvis det er skrevet lidt mærkeligt og er blevet lidt langt er det derfor.

I dag er der erklæret snestorm i Holland, hvilket mor ikke er stor fan af da mormor forventes med et fly kl 15.50. Derfor sidder både mor og mormor og følger med på diverse websites for at holde øje med om flyet bliver aflyst. Det er nu stoppet med at sne og mor kan høre at der er mere flyaktivitet udenfor så hun krydser fingre!

Mor rekognoscerer vejret i Amsterdam
Mor rekognoscerer vejret i Amsterdam
Snestorm i Amsterdam
Snestorm i Amsterdam

Besøg af Farmor og Farfar

Mandag ankom Farmor og Farfar til Amsterdam. Farmor og Farfar havde en hel kuffert med bare med forsyninger af alt det man ikke kan købe i Amsterdam til os – vi nævner i flæng: Groft mel, rugbrødsblandinger, græskarkerner, pålægschokolade, skifteunderlag til Ida osv. Der var også blevet plads til en hel dåse af Farmors fantastiske vanillekranse i kufferten.

Farmors fantastiske vanillekranse
Farmors fantastiske vanillekranse

Derudover havde Farmor og Farfar en ordentlig bunke tøj med til Ida musen. Farmor og Farfar er netop kommet hjem fra Oman og havde medbragt halvdelen af butikkernes indhold dernede fra.

Sommersko og vinterstøvler til lillemusen
Sommersko og vinterstøvler til lillemusen

Tirsdag tog Ida og mor farfar og farmor med ind til byen og viste lidt af den frem og onsdag holdt vi ‘pakjesavond’ (pakkeaften) som er den hollandske juleaften hvor Sinterklaas kommer med gaver. Vi twistede den en smule så den blev lidt mere dansk med dans om juletræet. Ida, mor og far skal holde jul hos mormor i år så vi tog forskud på julen og brugte anledningen til at holde en lille for-jul med farmor og farfar.

Sinterklaas havde sørget for, at der var en lille gave til alle og farmor havde sørget for lækker mad.

Herunder lidt stemningsbilleder fra pakjesavond:

Farmand arbejder mens familien gør klar til pakjesavond
Farmand arbejder mens familien gør klar til pakjesavond
(Plastik-)juletræet med sin pynt og gaver
(Plastik-)juletræet med sin pynt og gaver
The Helgren's klar til pakjesavond
The Helgren’s klar til pakjesavond
Ida ved ikke helt hvad hun skal synes om det der jul
Ida ved ikke helt hvad hun skal synes om det der jul
Far hjælper Ida med at åbne hendes gave
Far hjælper Ida med at åbne hendes gave
Ida med sine nye natdragter
Ida med sine nye natdragter
Traditionelle hollandske chokoladebogstaver. I for Ida
Traditionelle hollandske chokoladebogstaver. I for Ida

Glædelig Sint!

Idas spændetrøje

De sidste dage har Ida sovet meget bedre end i de sidste uger. Det skyldes formentlig, at vi har købt en sovepose til hende, som mest af alt minder om en spændetrøje så hun ikke ligger og blafrer med armene og vækker sig selv på den måde. Da hun var mindre kunne vi svøbe hende i hendes dyne så armene ikke kunne komme fri, men det er Ida nu blevet alt for stor og stærk til så vi har måtte tage stærkere midler i brug. Spændetrøjen/soveposen er købt i en babybutik og har intet med børnemishandling at gøre – bare rolig 🙂

Tripp Trapp Stol

Nu har vi også fået indkøbt en Tripp Trapp stol til Ida så hun kan komme med til måltiderne så snart hendes ryg er stærk nok til at sidde i den. Tripp Trapp stolen kunne sagtens findes brugt, men da vi ved at det er en stol hun kan bruge i mange år fremad har vi prioriteret at købe den fra ny.

Idas nye stol
Idas nye stol

Juledekorationer

Endelig er det også lykkedes mor at få lavet de årlige juledekorationer. Det er første gang i mors erindring at de ikke har stået klar til 1. december, men sådan er det åbenbart at være blevet mor 🙂

Den lille julemus, som tager al mors tid
Den lille julemus, som tager al mors tid

Det har desuden været lidt af en udfordring at finde gran og andre remedier, og juledekorationerne er da også langt fra så fine som de plejer at være – men de er der og er selvfølgelig indviede.

Adventskrans anno 2012
Adventskrans anno 2012
Kalenderlys anno 2012
Kalenderlysdekoration anno 2012

Selve kalenderlyset købte vi på det danske julemarked for et par uger siden til den svimlende sum af 10€ (75 kr.!). Da Holland fejrer jul d. 5. december var det jo ikke muligt at finde et kalenderlys hernede ellers. Det må vist være den dyreste dekoration til dato, men hvad gør man ikke for at få det lidt hjemligt og holde fast i traditionerne.

Skype

Så er det lykkedes os at få Skype op at køre hernede så vi nu kan modtage video-opkald. Vi forsøger altid at have Skype kørende på en computer så prøv bare at give os et kald. Tilføj os med brugernavnet ‘Moegkragen’ så tales vi ved 🙂

Skype kan downloades gratis her og så snart du har oprettet en profil kan du tilføje andre brugere og ringe gratis via internettet. Med skype er det også muligt at lave video-opkald så vi kan se hinanden mens vi taler. Så har I muligheden for at følge lidt med ‘live’ i hvordan Ida vokser og trives.

Besøg af Morfar og Bedste Grete

Besøg

I går havde vi besøg af Morfar og bedste Grete. Vi havde planlagt den store sightseeing tur, men måtte kapitulere lidt da regnede hele eftermiddagen. Vi nåede dog at se en del ting (Leidseplein, Bloemenmarkt (blomstermarked), Kalverstraat (=strøget), Red Light District, China Town mfl.) før vi måtte tage hjem i tørvejr. Vi nåede også lige at svinge forbi Beijenkopf, som svarer til det danske Magasin. Her hilste vi på et par Zwarte Pieter.

2 x Zwarte Piet og Sinterklass' hest
2 x Zwarte Piet og Sinterklass’ hest

Efter et par timers vandring fandt vi en hyggelig lille argentinsk restaurant med masser af plads til barnevognen (i Amsterdam skal man op af trapper for at komme ind på mange restauranter så stueplans steder foretrækkes).
Da vi var godt igennem vores spareribs synes Ida det var tid til at lave plads til mere mad i mavsen og lavede en af hendes berømte bleer hvor der mildt sagt er til både gården og gaden (= op af ryggen og ud af benene :s ). Som tidligere nævnt er det mildest talt umuligt at finde steder med pusleborde i Amsterdam så mor spurgte tjener-damen om hun måtte skifte Ida nede på gulvet på toilettet, men tjeneren insisterede på at det var for koldt så hun ryddede et bord i restauranten og så blev Ida skiftet der.
Mor var ikke sikker på det var en god idé i forhold til de andre gæster, men tjeneren var hverken til at hugge eller stikke i så Ida så snart efter helt splitter-ragendes på et restaurant bord og blev godt og grundigt etagevasket. Tjeneren blev ved med at sige ‘It’s better for the baby’ og det havde hun jo ret i. Ida fik rent tøj på fra top til tå og tjeneren fik sig en god gang drikkepenge da vi forlod stedet lidt senere.

Det var faktisk første gang Ida har lavet bommelum ude i ‘offentligheden’ (det er fordelen ved forstoppelse 🙂 ), men hun synes det var vældig interessant med nye omgivelser.

Ida med Morfar og bedste Grete
Ida med Morfar og bedste Grete

Ida er blevet en lille modigfrans og synes det er sjovt at få flyveture – og jo vildere jo bedre, så det var et stort hit at blive fløjet rundt af morfars stærke arme, som kunne holde til nogen flere flyveture end mors arme.

I morgen kommer Farmor og Farfar på besøg frem til torsdag – så er der igen masser af dikkedikke og opmærksomhed til lille tutten. Det glæder vi os vist allesammen til 🙂

Ida

I nat har Ida sovet igennem for første gang i 3 uger. Hun faldt selv i søvn med sutten kl 21.30 og først kl 6.30 igen. Mor var dog vågen et par gange i nat hvor Ida lå og moslede, men hun sov pænt videre. Natten til lørdag var mor kun oppe ved Ida en gang så nu har mor besluttet at Ida igen skal sove på sit eget værelse i nat – så vi krydser fingre for Ida også synes det – og at hun evt. sover lidt længere end til kl 6.30 i morgen 🙂

Ida havde masser af energi efter en god nats søvn og var i højt humør fra morgenen af.

Den lille kravleabe i gang med at bestige sit aktivitetsstativ
Den lille kravleabe i gang med at bestige sit aktivitetsstativ

Lejligheden & Dansker-hygge

Dansker-hygge

I dag har vi haft besøg af Trine, som vi kender fra Danmark. Trine har boet hernede et års tid og kom forbi til frokost (hjemmebagt rugbrød selvfølgelig – hvilket i øvrigt var i høj kurs) og kaffe inkl. æbleskiver (hvilket også var i høj kurs). Trine kunne give et par gode fif til hvor man finder hvad – og det viste sig at hun selv har boet 3 min. fra vores lejlighed så hun kendte i den grad kvarteret.

Ida blev lidt betuttet over, at der pludselig var andre mennesker i lejligheden end mor og far, men efter en lille lur var Ida klar på at charme Trine.

Lejligheden

Så er det lykkedes at få samlet de sidste Ikea møbler og få ryddet op så lejligheden nu er blevet ganske hyggelig og værd at fremvise. Idas værelse er blevet helt færdigt og helt perfekt, der mangler dog stadig et par småting i de andre rum – men Idas værelse har været topprioritet.

Herunder er et lille galleri med billeder fra lejligheden – husk du kan se alle billederne i større format ved at trykke på et af dem og trykke ‘Next’ nede i venstre hjørne. God fornøjelse og vi glæder os til at vise lejligheden frem i virkeligheden!

God lørdag!

Ida 14 uger

Så er den lille fis blevet 14 uger gammel. Hun passer dog stadig tøj, som er langt større end det (str. 68-74) og de bukser Ida har på på billedet herunder er str. 6-9 måneder – det er der vist ingen, der kan se 🙂

Ida riiiimelig kølig med hånden i lommen
Ida riiiimelig kølig med hånden i lommen

Ida og maden

Ida er stadig ikke helt oppe på samme mængder mad som hun tidligere indtog. Mor har derfor sat sig for at finde en løsning så Ida ikke går sulten i seng. Ida vågner nemlig flere gange hver nat så længe hun ikke spiser mere, og det synes mor og far ikke er særlig interessant når man er vant til at prinsessen sover igennem.

Mor har derfor været ude og købe nye sutter til sutteflaskerne med større huller i så Ida får mere mad i den korte tid hun gider spise. Mor har også købt sutter til vælling og vælling-pulver som hun vil forsøge at få Ida til at spise såfremt det ikke er nok med de nye sutter med større huller.

Idas nye vælling
Idas nye vælling

Spædbørn bør først få vælling når de er 4 måneder, men vi har flere gange læst at når et barn er født ‘for sent’ kan man lægge den ekstra tid i maven til deres udvikling. Og så er Ida næsten 4 måneder. Så i denne sammenhæng vælger vi at tro på det.

Mor er i det hele taget spændt på at skulle lave vællingen da instruktionen står på hollandsk og ikke helt giver mening når hun oversætter den med google translate – men mon ikke vi finder ud af det 🙂

Post fra Farmor

I dag har vi modtaget en pakke fra Farmor. I pakken var der 2 nye veste til Ida så hun har lidt at skifte med når den rosa vest skal vaskes. Bestillingen lød blot på en vest, men Farmor var ikke tilfreds med den første hun fik lavet så hun lavede en mere – og det brokker vi os jo ikke over 🙂 Vi synes nu de begge to er rigtig fine.

I pakken var der også et par nye mørkelilla futter, da Idas oprindelige mørkelilla futter blev doneret til Kornelia, som synes de var sååå fine. Farmor var ikke sen til at finde strikkepindene frem igen og vupti så var der matchende veninde-futter 🙂 pakken indeholdt også et halstørklæde, som mather Idas djævlehue og vanter. Det skal hun helt klart have på når hun er ude og sove fremover.

Pakken fra farmor
Pakken fra farmor

Farmor havde også tænkt på mor og far og havde lagt to skrabejulekalendere i pakken så vi forhåbentlig får skrabet os råd til en flybillet hjem til jul 😉

Tak for det hele Farmor – det er SÅ skønt du gider al den strikken!

Svensk Julemarked

I går var den lille familie på tur. Vi tog ud til et shopping sted ved navn Osdorp, hvor mor havde set der skulle være lidt butikker. Det var dog ikke den store succes da det mest af alt lignede et levn fra 80’erne, men vi fik da lidt familietid og fik indkøbt lidt julepynt.

Julepynt i Osdorp
Julepynt i Osdorp

I morgen skal vi på togt igen – denne gang skal vi på svensk julemarked i Amstelveen (en lille by ikke langt herfra). Vi har aftalt at tage afsted med farmands chef Åsa, som er svensk, og som også var med på det danske julemarked i sidste weekend. Vi er spændte på at se hvad dette julemarked kan byde på, men en ting er dog sikkert – der kommer ikke til at mangle gløgg 🙂

Playdate med mødregruppe

Mor har korresponderet en smule med nogle andre dansk mødre i Amsterdam via Facebook og har aftalt at joine nogle af deres playdates når de mødes med deres børn. Mor glæder sig til at komme ud og tale med nogle andre end Far, Ida og hende selv 🙂

Mor har også aftalt med hendes kollega Henriette, som pt er bosat i Rotterdam 1 time fra Amsterdam, at hun kommer på besøg med sine to døtre d. 22. november.

Det bliver SÅ skønt at kunne lære lidt af andres erfaringer om at være dansk i Amsterdam og så bliver det bare dejligt med lidt venindetid. Vi krydser fingre for det er nogle søde piger 🙂

Adios Vesterbrogade!

Så har flyttemanden hentet alt vores habengut og er nu på vej mod Amsterdam med det.

Ida har taget sin sidste lur i liften som er røget på loftet – der var ikke mange cm tilbage når hun strak sig ud så det passede fint, og barnevognen er på vej sydpå sammen med resten af vores ting.

Idas sidste hvil i liften
Idas sidste hvil i liften

I går blev gyngestolen bragt tilbage til Nørrebro hvor den gode Rasmus venligst havde udlånt den fra – og i en fælles symbiose fik vi den og Idas lånte aktivitetsstativ bragt tilbage til de respektive ejermænd. Herunder ses Rasmus som han fragtede gyngestolen.

Grønlænderflytning
Grønlænderflytning

I den forgående weekend har vi haft besøg af mormor, farmor og farfar som alle har hjulpet med flytning – nogle mere end andre – og nogen blot ved at dikkedikke Ida-musen så mor og far kunne pakke. Ida har nok nydt det næsten lige så meget som bedsterne og har fået fortalt en masse røverhistorier.

Bedsterne leger med Ida
Bedsterne leger med Ida

Ida har igen været heldig og er blevet begavet med farmors hjemmestrik så der er tilføjet 3 sæt futter til samlingen (minus et sæt som Kornelia var heldig at få fordi hendes mor synes Idas futter var brandflotte), en lækker cardigan, et sæt vanter og 2 djævlehuer. Så er Ida klar til det sidste af efteråret i Amsterdam.

Alle striktingene er pakket ned og på vej mod Amsterdam så I må nøjes med et billede af Ida-musen som undres over hvad det er mor egentlig laver med det kamera.

Ida-musen
Ida-musen

Vores fly afgår fra Kastrup kl 20.00 – så er der kun tilbage at sige adios Vesterbrogade!

De første børnepenge

Så er de første børnepenge gået ind og det blev fejret med en lille shoppetur i dag. Ida fik 2 nye sutter – der er kun en slags hun gider bruge så hun havde i forvejen kun 2 sutter hvilket mor ind i mellem fik lidt paranoia af når hun ikke kunne finde dem.

Ida fik også et aktivitetsstativ magen til nedenstående så hun stadig har noget at lege med når vi leverer det lånte tilbage til Kornelia inden vi tager afsted.

Idas nye aktivitetsstativ
Idas nye aktivitetsstativ

Ida fik sig også 12 nye hagesmække da mor efterhånden var træt af at løbe tør og give Ida en våd hagesmæk på. Så nu har Ida hagesmække i alle regnbuens farver – og så kan man jo altid få en hagesmæk på som matcher farmors hjemmestrikkede futter 🙂

Idas nye hagesmække
Idas nye hagesmække

Ida fik sig også en ny hue da det efterhånden er ved at være rigtig efterårskøligt og mor vil være sikker på at Ida ikke fryser om hovedet når vi kører tur. Forhåbentlig kan hun begynde at sove lure i barnevognen på altanen fra næste uge af og så bliver huen også uundværlig. Huen kan ses på billedet længere nede.

Allerbedst var det dog at komme hjem og finde en pakke i postkassen fra farmor med den hjemmestrikkede vest. Den er blevet brandgod og passer Ida helt perfekt så hun ikke skal fryse når hun ligger og leger ved legestativet. Den forudser mor bliver et kæmpe hit!

Tak for pakken farmor 🙂

Smarte efterårsparate Ida
Smarte efterårsparate Ida

 

Idas badefest og uldfest

Vi havde tænkt at gentage successen med svømmehal i dag men da babybassinet holder lukket blev besøget skubbet til i næste uge. Ida mente dog stadig hun skulle i vandet så hun begik en ble, der krævede et bad.

Ida synes det var helt fantastisk at ligge i vandet og blive vasket og fandt ud af at man kunne få vandet til at sprøjte hvis man plaskede med arme og ben. Så det gjorde hun mens hun hvinede og grinede højlydt. Det resulterede i at både mor og badeværelset også kom i bad da der var vand ud over det hele – men pyt Ida morede sig 🙂

Uldtøj

Vi er blevet ret glade for at give Ida uldtøj på da det ellers kan være svært at holde ende varm uden det bliver for varmt. Uldtøjet er smaddergodt fordi det transporterer sveden væk så Ida ikke bliver våd når hun har det for varmt og samtidig er det bare dejligt varmt på en kold efterårsdag. Om morgenen og aftenen kan der være lidt køligt i lejligheden men om dagen bliver der ofte ret varmt når solen står ind på vinduerne. Derfor er det lækkert at man ikke skal skifte tøj på Ida flere gange om dagen men blot kan give hende en cardigan over. Farmor er på opfordring fra mor i gang med at strikke en vest til Ida som hun kan få udover i de kolde tider da trøjer og cardigans har det med at kravle op i nakken på Idamusen. Vi er smadderspændte på resultatet 🙂

Farmor har i den seneste tid strikket og filtet futter til Ida (og et par til mor 🙂 ) så vi kan holde fusserne varme i den kolde tid vi nærmer os.

Farmors hjemmelavede futter
Farmors hjemmelavede futter

Vi venter spændt på postmanden kommer forbi med futterne så vi kan se hvor fine de er – billedet herover er nemlig blot et farmor har sendt så vi kan glæde os til pakken kommer. Vi er SÅ glade for at farmor gider strikke ting til Idamusen og så er hun endda smadder god til det!

Mormor har også været i aktion og været på uldtogt da hun fandt et super godt tilbud på uldtøj. Normalt koster en uldbodystocking ca. 90-130 kr – og det dobbelte hvis det skal være i et fancy mærke, men mormor fandt uldtøjet herunder til 40 kr, pr. stk hvilket var et kup!

I pakken fra mormor var der også et par cowboybukser og en lille cowboydragt som mormor tilsyneladende ikke kunne stå for – det var i hvert fald ikke noget, der var aftalt 🙂

Idas nye tøj
Idas nye tøj

Vi har sendt de tre kasser tøj Ida indtil nu er vokset ud af med hjem til Liv så hun kan få glæde af alt det tøj Ida ikke længere kan være i. Så slipper vi for at slæbe det op på loftet og Liv får lov at låne en masse tøj som hun sagtens kan være i endnu.

Når man har været i bad, er blevet smurt ind og har fået frokost kan man godt blive lidt træt så Ida napper lige på mor. Vi arbejder i øjeblikket på at vænne Ida til at sove lur i sin lift i stedet for på mor, og Ida sov da også en halv time i liften men er nu igen faldet i søvn i mors arme – og det er da også hyggeligt nok 🙂

Ida napper efter badet
Ida napper efter badet i sin nye dragt

…og bedst som man lige er kommet i tøjet og ligger og hygger ved mor tisser man igennem så alt tøj må af og til vask og så kan man starte forfra – godt vi har flere ulddragter – Ida er bestemt ikke en Libero pige 🙂

God weekend!

Barnedåb

Ida Gade Helgren

Ida i dåbskjolen
Ida i dåbskjolen

Så blev det tid til at få lille Ida døbt. For at undgå at skulle stresse over at få holdt barnedåb når vi er hjemme i forbindelse med julen blev forældrene enige om at holde barnedåben før den lille familie tager til Amsterdam.

Da familien på begge sider er fra Jylland var det nemmest at holde selve dåben i Jylland ligeledes. Mor ville gerne have Ida døbt hos den præst hun selv var konfirmeret hos og således blev det besluttet at holde barnedåben hos morfar og Grete d. 23. September 2012.

Hverken mor eller far går meget op i traditioner og ville gerne holde dåben så uformel og ukompliceret som muligt. Maden blev derfor bestilt udefra – med undtagelse af kagen som en af mors bekendte lavede (se billede længere nede) – kjolen blev lånt af de mormors moster, som havde hæklet en kjole, der tidligere var blevet brugt i familien og inviteret blev kun den nærmeste familie for at holde selskabet så småt som muligt. 20 personer + Ida var vi samlet.

Ida med far og gudfar
Ida med far og gudfar

Onkel René bar Ida op da han skulle være Idas gudfar. Derudover stod mormor og farmor fadder. Onkel var lidt nervøs for at bære Ida da det var første gang han skulle holde hende og mildt sagt ikke har megen erfaring med spædbørn. Ida blev spist af i våbenhuset før vi skulle ind og så sov hun sig ellers igennem hele dåben og ænsede end ikke, at hun fik vand i håret. Hun kiggede blot op en enkelt gang da der blev spillet højt musik, men blev hurtigt vugget i søvn igen i onkels arme.

Ida med sin gudfar og de to faddere
Ida med sin gudfar og de to faddere
4 generationer kvinder
4 generationer kvinder
4 generationer Helgren'er
4 generationer Helgren’er
Misserne skulle også mærke der var fest - her fortærer Bo og Ea 2 hummere
Misserne skulle også mærke der var fest – her fortærer Bo og Ea 2 hummere
Ida bliver døbt
Ida bliver døbt

Dåben faldt sammen med høstgudstjeneste og kirken var derfor fuld og pyntet med halm og sæsonens grøntsager i dagens anledning.

Familien samlet foran kirken
Familien samlet foran kirken

Efter selve ceremonien gik turen videre ud til morfar og Grete hvor der blev budt på frokost og kaffe – og ikke mindst Ida-kagen som mors bekendte Winni havde lavet. Kagen smagte mindst ligeså godt som den ser ud.

Idas kage
Idas kage

Herunder ses de stolte forældre med lille Ida udenfor kirken.

Den lille familie
Den lille familie

Dåbsgaver

Frk. Gade Helgren fik selvfølgelig en masse dåbsgaver som det ses herunder. Derudover fik hun en masse penge som hun havde ønsket sig og som skal gå til indkøb af seng, puslebord og Tripp Trapp stol i Amsterdam. Udover dette fik hun også en opsparingskonto med 5000 kr. så hun er godt på vej mod den første million.

Tak til alle for gaverne og for en dejlig dag!

Bukser og bodystocking
Bukser og bodystocking
Kjole og cardigan
Kjole og cardigan
Dagmarkors og kæde
Dagmarkors og kæde
Jørgen Clevin kop, tallerken og skål & H.C. Andersens eventyr
Jørgen Clevin kop, tallerken og skål & H.C. Andersens eventyr
Sparegris
Sparegris
Duplo hospital
Duplo hospital

Flyvetur og 5 ugers tjek

Idas første flyvetur

Da farmand skulle afsted til Amsterdam fra søndag til onsdag besluttede mor at hun og Ida skulle tage en tur på besøg hos mormor i Jylland da mormor alligevel gik hjemme hele ugen pga. sygemelding efter en operation. Søndag morgen blev der således impuls indkøbt billetter og arrangeret at farmor og farfar kunne aflevere autostolen hos mormor så mormor kunne hente Ida og mor i Karup lufthavn senere samme dag.

Mor og far var spændte på hvordan flyveturen skulle gå, men var fortrøstningsfulde med den nye bæresele. Oveni havde mor og far arrangeret billetterne således at mor kunne følges med far til og fra lufthavnen så hun havde lidt hjælp noget af vejen.

Ida blev sat i bæreselen uden for indgangen til lufthavnen og mor fik arrangeret bagagen og så var det afsted mod terminalen. Ida var utilfreds og stortudede fra da mor trådte ind i terminalen og selvbetjeningsautomaten til at printe boarding passene meldte fejl på mors kort – så var gode råd dyre. Mor forsøgte at slå koldt vand i blodet og prøvede at give Ida sutten selvom det sjældent er den store succes da hun normalvist blot spytter den ud med det samme. Denne gang var heldet dog med mor; Ida suttede to gange på sutten og faldt så i den dybeste søvn som varede hele vejen op i flyet (og det endda inkl. 1½ times ventetid i lufthavnen da vi ville være der i god tid af hensyn til security osv.).

Ida og mor i lufthavnen
Ida og mor i lufthavnen

Personalet i lufthavnen var virkelig hjælpsomme hvad enten det gjaldt at bære mors bagage op og ned af trapper, at sørge for mor og Ida fik deres egen række på flyet så der var masser af plads og med varmt vand til at varme Idas aftenbajer til flyveturen.

Ida skulle tages ud af bæreselen og spændes fast i en sele udenpå mors sele i flyet. Det var ret besværligt at spænde sin Idas sele fast i mors egen sele samtidig med hun med en hånd skulle holde Ida. Det gik dog og Ida opførte sig heldigvis eksemplarisk selvom hun blev moslet lidt med. Da flyet begyndte at køre fik Ida sin aftenbajer i munden og så var hun underholdt den halve time flyveturen tog. Mor havde dog været lige nærig nok med mælk i flasken så hun måtte forsøge at holde Ida hen med sutten lidt af vejen så der var nok mælk til landingen. Det gik dog fint og på vejen hjem igen havde mor sørget for at have langt mere mad med end Ida overhovedet ville kunne spise for at være på den sikre side.

Ida og mor kom ud af flyet med hjælp til bagagen af flypersonalet og så ventede mormor ellers i ankomsthallen i Karup lufthavn hvor Ida igen fik en aftenbajer så hun kunne sove hele vejen hjem i bilen hvilket også fik fint.

Ida på vej hjem til mormor
Ida på vej hjem til mormor

Ida klarede også flyveturen hjem igen i stiv arm; Hun kvalte en god del af sutteflasken allerede før vi lettede og sov så ellers indtil vi landede igen hvor mor kunne montere Ida i bæreselen igen og liste ud af lufthavnen hvor hun mødtes med far for at køre hjem.

Besøg hos bedsterne og olderne

Der var ikke noget formål med turen til Jylland udover at hygge med mormor nu hvor far alligevel ikke var hjemme. Det lykkedes dog også at få besøgt 2/3 older (Anne og Tove), som endnu ikke havde fået hilst på Ida, så de var selvfølgelig henrykte for at møde vidunderet som de øjensynligt var meget stolte af at have produceret gener til i sin tid. Vi fik også tid til at få besøgt farmor og farfar i Malling i løbet af dagene og sørme om vi ikke også nåede at få prøvet dåbskjolen på Ida før turen igen gik mor København.

Vi havde nogle super dejlige dage hos mormor og Ida nød virkelig at blive dikke-dikket og sunget for (selvom mormor vist ikke altid kunne huske teksten til sangene rigtigt).

Ida og olde Anne som Ida har fået mellemnavn efter
Ida og olde Anne som Ida har fået mellemnavn efter

I det hele taget klarede Ida hele turen super flot både med fly-og bilture, at blive kastet fra arm til arm og at skulle tilvænne sig og sove i helt nye omgivelser. Seje Ida-mus!

5 ugers tjek hos doktoren

Torsdag var det blevet tid til Idas 5 ugers tjek hos doktoren. Her blev hun vejet, mærket- lyttet og trykket på samt målt rundt om hovedet og i højden.

Ida er nu 58 cm høj (6 cm længere ved fødslen) og vejer 4680 gram (ca. 1500 gram mere end ved fødslen) og er både længere og tungere end gennemsnitsbabyen. Så er der ikke noget at sige til at vi synes hun er ved at være stor. Ida bruger nu str. 68 i heldragter med fødder i da hun ellers ikke kan strække tæerne ud.

Store Ida-musen - næsten 6 uger gammel
Store Ida-musen – næsten 6 uger gammel

Ved besøget hos doktoren fik mor ved samme lejlighed en recept på nogle øjendråber da hun vågnede op med øjenbetændelse i morges – det tager åbenbart hårdt på hende at blive mor. Ligesom man troede kroppen skulle til at tilbage til sin normale tilstand efter graviditeten bliver den udsat for den ene ting efter den anden. Gamle mor… Vi håber dog med den hurtige behandling at Ida går fri af øjenbetændelsen.

MinTicker.dk Ticker