Lur på altanen

Så har Ida sovet sin første lur på altanen. Mor puttede Ida i overtøjet da hun begyndte at få små øjne og gnide i dem, puttede uldtæppet fra farmor godt omkring hende og endelig dynen på og så blev Ida skubbet ud på altanen.

Barnevognen står så fint i læ for regn og blæst og Mor kunne lige lure ud af vinduet fra soveværelset for at se om hun faldt i søvn og efter 5 minutter hvor Ida havde kigget lidt på sælerne faldt hun i søvn helt uden brok. Dygtig pige!

Idas første lur på altanen
Idas første lur på altanen

Det er skønt både for mor og Ida at hun kan sove lur udenfor; Ida får en masse frisk luft og elsker at ligge i barnevognen og mor får lidt frihed indenfor og skal ikke tænke på om hun larmer og vækker Ida.

Ida sovetryne
Ida sovetryne

Et andet plus ved altanen er at mor lynhurtigt kan hive Ida ind når hun vågner uden først at skulle have sko på og ned af trappen. Så slipper man også for ‘ravnemor-blikkene’ fra eventuelle naboer, som kommer forbi i det øjeblik Ida vågner og frem til man når ned af trappen og henter hende – selvom man har haft babyalarmen på og ved hun netop er vågnet 🙂

På altanen er der en smule larm fra trafikken oppe på vejen, forbipasserende på stien foran lejligheden og fra fly da vi ikke bor så langt fra lufthavnen – men alt dette er helt perfekt for Ida, som helst skal have lidt baggrundsstøj for at sove tungt. På Frederiksberg vågnede hun som regel efter en lang gåtur når hun blev stillet omme i gården fordi der var helt stille så altanen er bare helt perfekt for en lille sovetryne som Ida-musen.

Ida vågnede op dejlig varm med friske kinder efter 2½ time hvilket hendes mor var svært godt tilfreds med 🙂

Frisk igen efter en skøn lur!
Frisk igen efter en skøn lur!

Hjem kære hjem

Sådan så det ud efter flyttemanden havde været forbi i går:

Flyttelæsset
Flyttelæsset

Allerede nu er alle kasser dog pakket ud og indholdet næææææsten kommet på plads. Så nu ligner det faktisk et hjem. Et meget rodet hjem – men dog et hjem.

Far har samlet Idas nye aktivitetsstativ som hun allerede har leget en masse med og synes er smadder spændende og sjovt. Tværpinden kan indstilles i tre højder så det kan hæves når Ida får længere arme. På siderne af stativet har mor hængt Bamse, Kylling og Ælling bamserne fra Farmor og Farfar til stor morskab for Ida som af og til får fanget stakkels Kyllings ben og rusker ham en tur.

Ida og det nye aktivitetsstativ
Ida og det nye aktivitetsstativ

….men det er altså ret hårdt at lege så meget så Ida har fået en 3½ times lur i formiddag for at samle ny energi til at lege igen.

Ida tager en skraber på sofaen
Ida tager en skraber på sofaen

…men SÅ er man også bare brandfrisk og klar på mere leg!

Ida efter sin lur
Ida efter sin lur

Am-ster-dam!

Så er første nat som Amsterdammer vel overstået.

Øresmerter

Ida havde 10 min. krise på flyet på vej herned – formentlig pga. øresmerter og fordi hun ikke er vant til at have ondt så hun blev ret bange og skreg højt så hun næsten ikke kunne få vejret. Vi fik hende dog beroliget med sutten (hun ville ikke have flasken selvom vi gerne ville have at hun drak noget for at trykudligne) og hun faldt i søvn og sov hele vejen hjem.

Klokken var midnat inden hun blev lagt i seng men på trods af det vågnede hun alligevel kl 6.30 og var frisk, frisk, frisk – hun er ikke lige helt indstillet på det der vintertid endnu 🙂

I dag skal Ida og mor vente på vores flyttelæs ankommer, have købt lidt ind og ellers skal vi bare hygge med et langt bad til Ida og lege en masse – Ida er blevet lidt forsømt de sidste par dage pga. flytning og har måtte lege meget selv (hvilket hun heldigvis er ret god til) – godt bedsterne har været der til at dikkedikke 🙂

Familien Amsterdam
Familien Amsterdam

Søvn

Ida er ved at blive god til at sove selv om dagen og protesterer ikke når hun bliver lagt selvom hun stadig er lidt vågen, hvis bare hun er træt nok. Ofte gælder det bare om at finde det helt rigtige tidspunkt før hun bliver overtræt for så skal hun hjælpes langt mere med at falde i søvn, enten ved at blive vugget i vores arme, gået rundt med eller med en sut og lidt sang. Ida sover mest lure på 30-60 minutter men tager en gang imellem en ordentlig skraber på 2-2½ time. Nu er mor bare spændt på at se hvad musen siger til at blive lagt i barnevognen på altanen og sove til middag uden først at blive kørt med.

Men uanset om Ida sover korte lure om dagen og om hun skal hjælpes til at falde i søvn er vi stadig utrolig glade for hendes søvn generelt så længe hun sover igennem om natten – og det gør hun som oftest. Som regel ligger vi hende ved 22-23 tiden og så sover hun til kl 8-9. En sjælden gang vågner hun kl 5-6 og skal have en flaske for så at sove et par timer mere. Men det er helt ok når man knap er 3 måneder 🙂

 

 

Adios Vesterbrogade!

Så har flyttemanden hentet alt vores habengut og er nu på vej mod Amsterdam med det.

Ida har taget sin sidste lur i liften som er røget på loftet – der var ikke mange cm tilbage når hun strak sig ud så det passede fint, og barnevognen er på vej sydpå sammen med resten af vores ting.

Idas sidste hvil i liften
Idas sidste hvil i liften

I går blev gyngestolen bragt tilbage til Nørrebro hvor den gode Rasmus venligst havde udlånt den fra – og i en fælles symbiose fik vi den og Idas lånte aktivitetsstativ bragt tilbage til de respektive ejermænd. Herunder ses Rasmus som han fragtede gyngestolen.

Grønlænderflytning
Grønlænderflytning

I den forgående weekend har vi haft besøg af mormor, farmor og farfar som alle har hjulpet med flytning – nogle mere end andre – og nogen blot ved at dikkedikke Ida-musen så mor og far kunne pakke. Ida har nok nydt det næsten lige så meget som bedsterne og har fået fortalt en masse røverhistorier.

Bedsterne leger med Ida
Bedsterne leger med Ida

Ida har igen været heldig og er blevet begavet med farmors hjemmestrik så der er tilføjet 3 sæt futter til samlingen (minus et sæt som Kornelia var heldig at få fordi hendes mor synes Idas futter var brandflotte), en lækker cardigan, et sæt vanter og 2 djævlehuer. Så er Ida klar til det sidste af efteråret i Amsterdam.

Alle striktingene er pakket ned og på vej mod Amsterdam så I må nøjes med et billede af Ida-musen som undres over hvad det er mor egentlig laver med det kamera.

Ida-musen
Ida-musen

Vores fly afgår fra Kastrup kl 20.00 – så er der kun tilbage at sige adios Vesterbrogade!

Rullemusen Ida

Rullemusen

Så er den lille trold begyndt at rulle fra maven til ryggen. Mor er ikke helt sikker på at det altid er med vilje, men i hvert fald kan man flere gang i træk ligge hende på maven så hun kan træne nakken for ½ minut senere at finde hende liggende på ryggen. Ida er også begyndt at prøve at komme op på knæene engang imellem og skubber sig så fremad – i det hele taget ved hun vist ikke at hun kun er 2½ måned 🙂

Ny madras til musen

Ida og mor har været i Lyngby i dag for at bytte en bodystocking Ida har fået i gave til en større størrelse. Når man så alligevel er afsted på tur kan man jo ligeså godt se hvad byen ellers byder på. I Babysam fandt mor en ny madras til Idas barnevogn som var sat 25% ned. Den madras, som hører til barnevognen er lavet af meget tyndt skum så den synes mor ikke Ida skal ligge på hvis hun skal til at sove mange lure i vognen. Nu er hun også snart vokset ud af liften og så er det på tide med en bedre madras i den egentlige barnevogn. Så nu har Ida fået en Dunlopillo helsemadras så det lille myr kommer til at ligge bedre i barnevognen.

Mor fandt også lidt småting til Idas værelse og et par støvler til sig selv som hun på forhånd ved mormor bliver brandjaloux på 🙂

Når man har været på tur en hel dag kan man godt blive lidt træt og så er det godt man kan tage en slapper sammen med mor mens man venter på farmand kommer hjem fra Amsterdam.

Ida tager en slapper på mor
Ida tager en slapper på mor

Status

Ida er begyndt at pludre mere med åben mund end hun tidligere har gjort. Før er meste blevet mumlet nede fra halsen men nu er det tydeligere og højere lyde, der kommer ud. Nogen gange tror mor bestemt at Ida skælder ud og ikke gider ligge og lege mere men når hun stikker hovedet ned til Ida får hun bare et kæmpe smil mens Ida pludrer videre.

Der er også så småt ved at komme godt gang i Idas mave som der bør være. Hun er stadig på Lactulose-vognen og får 10 ml om dagen i en flaske. Mor har kæmpet en brav kamp for at sikre sig at Ida får nok, og har nu fundet ud af at den bedste løsning er at putte det hele i en flaske om morgenen med tilpas lidt mælk i til at mor ved Ida kan spise det hele. Ida er nemlig altid sulten om morgenen og falder ikke i søvn midt i flasken. Ida får dog sendt nogle bleer afsted som ofte kræver et tøjskifte men hellere det end at hun har ondt i den lille mavse.

Ida er stadig en rigtig glad pige som smiler og efterhånden griner mere og mere. Hun har bestemt temperament og man skal ikke tøve med at give hende sin flaske når man først er sat til rette – så får man besked om, at det går for langsomt.

Ida er også blevet rigtig god til at gribe fat i tingene. Det er både godt og skidt for hun hiver hårdt når hun først får fat i en tot hår eller i mors halskæde. Ida vil også gerne hjælpe med at skifte bleerne og hiver fat i alt hvad hun kan nå hvilket ikke altid er super praktisk synes mor 🙂

De første børnepenge

Så er de første børnepenge gået ind og det blev fejret med en lille shoppetur i dag. Ida fik 2 nye sutter – der er kun en slags hun gider bruge så hun havde i forvejen kun 2 sutter hvilket mor ind i mellem fik lidt paranoia af når hun ikke kunne finde dem.

Ida fik også et aktivitetsstativ magen til nedenstående så hun stadig har noget at lege med når vi leverer det lånte tilbage til Kornelia inden vi tager afsted.

Idas nye aktivitetsstativ
Idas nye aktivitetsstativ

Ida fik sig også 12 nye hagesmække da mor efterhånden var træt af at løbe tør og give Ida en våd hagesmæk på. Så nu har Ida hagesmække i alle regnbuens farver – og så kan man jo altid få en hagesmæk på som matcher farmors hjemmestrikkede futter 🙂

Idas nye hagesmække
Idas nye hagesmække

Ida fik sig også en ny hue da det efterhånden er ved at være rigtig efterårskøligt og mor vil være sikker på at Ida ikke fryser om hovedet når vi kører tur. Forhåbentlig kan hun begynde at sove lure i barnevognen på altanen fra næste uge af og så bliver huen også uundværlig. Huen kan ses på billedet længere nede.

Allerbedst var det dog at komme hjem og finde en pakke i postkassen fra farmor med den hjemmestrikkede vest. Den er blevet brandgod og passer Ida helt perfekt så hun ikke skal fryse når hun ligger og leger ved legestativet. Den forudser mor bliver et kæmpe hit!

Tak for pakken farmor 🙂

Smarte efterårsparate Ida
Smarte efterårsparate Ida

 

Flytteforberedelser

Så er vi så småt i gang med flytteforberedelserne. Lejligheden er efterhånden blot en skal med møbler – alt andet er snart pakket ned. De første 15 flyttekasser er pakket og vi mangler stadig at pakke en del så farmand må ud og købe flere flyttekasser når han vender hjem fra Amsterdam senere på ugen.

Mor har også været ude og købe lidt ting ind som man ikke kan få i Amsterdam indtil vi finder erstatningsprodukter dernede.

Dansk mad, som skal med til Amsterdam
Dansk mad, som skal med til Amsterdam

Ida-bademus

Mor har igen haft Ida med i svømmehallen. Denne gang sammen med Sabrina og Kornelia samt Rikke og Hugo (2 uger yngre end Ida).

Ida synes det var fantastisk at komme ned i vandet og plaskede med armene og grinede højlydt når mor hældte vand i håret på Ida. Mor har aftalt endnu en svønnetur med Sabrina og Kornelia i denne uge hvor Ida skal prøve at dykkes ned under vandet mens der er en dansk instruktør til rådighed så vi kan se hvordan hun reagerer og få lidt råd til hvordan vi bedst gør det så hun bliver glad for at være i vandet. Det er mor lydt spændt på.

Idas badefest og uldfest

Vi havde tænkt at gentage successen med svømmehal i dag men da babybassinet holder lukket blev besøget skubbet til i næste uge. Ida mente dog stadig hun skulle i vandet så hun begik en ble, der krævede et bad.

Ida synes det var helt fantastisk at ligge i vandet og blive vasket og fandt ud af at man kunne få vandet til at sprøjte hvis man plaskede med arme og ben. Så det gjorde hun mens hun hvinede og grinede højlydt. Det resulterede i at både mor og badeværelset også kom i bad da der var vand ud over det hele – men pyt Ida morede sig 🙂

Uldtøj

Vi er blevet ret glade for at give Ida uldtøj på da det ellers kan være svært at holde ende varm uden det bliver for varmt. Uldtøjet er smaddergodt fordi det transporterer sveden væk så Ida ikke bliver våd når hun har det for varmt og samtidig er det bare dejligt varmt på en kold efterårsdag. Om morgenen og aftenen kan der være lidt køligt i lejligheden men om dagen bliver der ofte ret varmt når solen står ind på vinduerne. Derfor er det lækkert at man ikke skal skifte tøj på Ida flere gange om dagen men blot kan give hende en cardigan over. Farmor er på opfordring fra mor i gang med at strikke en vest til Ida som hun kan få udover i de kolde tider da trøjer og cardigans har det med at kravle op i nakken på Idamusen. Vi er smadderspændte på resultatet 🙂

Farmor har i den seneste tid strikket og filtet futter til Ida (og et par til mor 🙂 ) så vi kan holde fusserne varme i den kolde tid vi nærmer os.

Farmors hjemmelavede futter
Farmors hjemmelavede futter

Vi venter spændt på postmanden kommer forbi med futterne så vi kan se hvor fine de er – billedet herover er nemlig blot et farmor har sendt så vi kan glæde os til pakken kommer. Vi er SÅ glade for at farmor gider strikke ting til Idamusen og så er hun endda smadder god til det!

Mormor har også været i aktion og været på uldtogt da hun fandt et super godt tilbud på uldtøj. Normalt koster en uldbodystocking ca. 90-130 kr – og det dobbelte hvis det skal være i et fancy mærke, men mormor fandt uldtøjet herunder til 40 kr, pr. stk hvilket var et kup!

I pakken fra mormor var der også et par cowboybukser og en lille cowboydragt som mormor tilsyneladende ikke kunne stå for – det var i hvert fald ikke noget, der var aftalt 🙂

Idas nye tøj
Idas nye tøj

Vi har sendt de tre kasser tøj Ida indtil nu er vokset ud af med hjem til Liv så hun kan få glæde af alt det tøj Ida ikke længere kan være i. Så slipper vi for at slæbe det op på loftet og Liv får lov at låne en masse tøj som hun sagtens kan være i endnu.

Når man har været i bad, er blevet smurt ind og har fået frokost kan man godt blive lidt træt så Ida napper lige på mor. Vi arbejder i øjeblikket på at vænne Ida til at sove lur i sin lift i stedet for på mor, og Ida sov da også en halv time i liften men er nu igen faldet i søvn i mors arme – og det er da også hyggeligt nok 🙂

Ida napper efter badet
Ida napper efter badet i sin nye dragt

…og bedst som man lige er kommet i tøjet og ligger og hygger ved mor tisser man igennem så alt tøj må af og til vask og så kan man starte forfra – godt vi har flere ulddragter – Ida er bestemt ikke en Libero pige 🙂

God weekend!

Legestue

For tiden bruger vi rigtig meget tid på at lege med legestativet som vi har låne af Sabrina, Ole og Kornelia. Det skal afleveres tilbage når vi tager til Amsterdam men vi bliver vist nødt til at købe et nyt til Ida for hun elsker at ligge under det og baske til figurene. Hun er begyndt at gribe ud efter tingene og får ofte fat i dem og holder dem i hånden noget tid.

Ida med kæmpesmil og endnu større dobbelthage
Ida med kæmpesmil og endnu større dobbelthage

Vi bruger også en del tid på at ligge på maven og træne nakken og det er Ida ved at være ret skrap til. Især hvis man lægger noget legetøj foran hende så hun har noget at kigge på. Hvis Ida får lov at se tv mens hun ligger på maven kan hun ligge der i mange minutter i træk fordi hun er så fascineret af alle farverne og lyset på skærmen. Det er dog ikke ret tit hun får lov til det da moderen er lidt nervøs for at Ida bliver overstimuleret med for mange indtryk på en gang.

Ida holder selv hovedet
Ida holder selv hovedet

Ida og mor bruger også en del tid på at være sammen med mors venner da der jo ikke går lang tid før vi drager mod syd – så det er med at nyde at have dem alle i nærheden mens tid er. Herunder er det Julie, som er på besøg og som dikkedikker med Ida.

Bag Ida kan man se pingvinspejlet som Ida fik i barselsgave og som også er et hit når man ligger på maven.

Ida og Julie leger
Ida og Julie leger

Når man ikke bruger legestativet kan man ligge i sofaen og træne benene ved at sparke til ryglænet. Ida er så stærk i benene at hun selv kan skubbe sig ud så man af og til skal løfte hende ned igen så hun kan nå at sparke.

Ida træner benmuskerne
Ida træner benmuskerne

Herunder er det Pernille og Mathias’ datter Liv som låner legestativet og som synes det er ret fantastisk. Mor har hængt små julefigurer på legestativet så Ida kan nå at baske til dem når hun ligger på gulvet og det er et stort hit både blandt Ida og Liv.

Liv låner legestativet
Liv låner legestativet

…Og iiiih hvor er vi bare jaloux på alt Livs flotte hår – men Ida skal nok komme efter det 🙂

Smukke Liv!
Smukke Liv!

 

Ida i svømmehallen

3 måneders vaccination (fortsat)

Ida blev lidt sløj om aftenen efter hun var blevet vaccineret. Hun fik 38 i feber og blev slap, men når man bare måtte sove hos mor var det helt ok.

Ida-trættenmus efter 3 måneders vaccinationen
Ida-trættenmus efter 3 måneders vaccinationen

Ida i svømmehallen

I dag har Ida og mor været i svømmehallen. Vi var i Frederiksberg svømmehals babybassin sammen med Sabrina og Kornelia på 10 måneder.

Det var super hyggeligt og begge tøser nød det. Ida synes dog der var voldsomt mange nye indtryk og lyde så hun faldt i søvn med det samme vi var klædt om igen.

Der var tilknyttet en instruktør som kunne give gode råd om hvordan mor kunne lege med Ida i vandet uden det blev for voldsomt og det så ud til at virke fint. Der var i hvert fald ingen klynk fra Ida overhovedet.

Sabrina, Kornelia og Ida gør klar til svømmeturen
Sabrina, Kornelia og Ida gør klar til svømmeturen