I dag er Far og Ida taget på tur i ‘Den Blå Planet’ (Danmarks Akvarium) så Mor og Maya kan få ro til at amme hele dagen i håb om, at vi kan få boostet mælkeproduktionen så Maya kan nøjes med at blive ammet. Maya fik sin seneste flaske torsdag aften (for ca. 36 timer siden) og har både sovet fint og været i højt humør – se selv 🙂
http://youtu.be/BIC7RzgO_zc
Amme-damen på amme-ambulatoriet sagde, at med Mayas størrelse i betragtning burde vi sagtens kunne droppe flaskerne med det samme og blot amme hende så ofte hun efterspørger det – Mor vil dog hellere give Maya en flaske af og til, hvis hun stadig er sulten når babserne er tømte, så både Mor og Maya kan få et par timers søvn i streg i løbet af natten.
Som tommelfingerregel skal nyfødte mindst tage 200 gram på om ugen, så Mor har tænkt sig at veje Maya hver dag frem til på onsdag, hvor hun igen skal vejes af sundhedsplejersken, så vi er sikre på at hun får nok at spise.
I går erfarede Mor, at Maya får ondt i maven når Mor har spist jordbær, så det må Mor desværre holde sig fra de næste måneder så vi undgår endnu en skrigetur af den type vi havde i går 🙁
Farmor Forbi
I går sendt vi Farmor hjem til Farfar efter at have nydt godt af hendes selskab og madlavning siden tirsdag. Farmor har hentet og bragt Ida i vuggestuen, handlet ind, ryddet op og lavet mad – og allervigtigst leget med Ida. Det har været SÅ skønt og en kæmpe hjælp.
I dag har vi igen været forbi amme-ambulatoriet da vi har haft problemer med amningen i noget tid nu. Maya har slugt alle de flasker med modermælkserstatning vi har tilbudt hende og sovet som en sten efterfølgende. Det har været skønt med søvn, men Mor har stadig været træt af, at amningen ikke har fungeret tilstrækkeligt til at mætte Maya.
Den sidste uge har Mor haft en fornemmelse af, at Maya ikke fik tømt brystet når hun blev ammet så Mor har forsøgt at malke ud efterfølgende og har kunnet malke ud hvad der svarer til et halvt måltid – som Maya efterfølgende har fået serveret i flaske og slugt i en mundfuld. Mor lavede derfor en aftale på amme-ambulatoriet for at få tjekket om det kunne være Mayas tungebånd, der var for stramt eller om der blot var tale om at hun suttede forkert.
Amme-damen på ambulatoriet så på Mayas tunge i ganske få sekunder før hun konstaterede at Mayas tungebånd var meget stramt, hvilket betød, at hun ikke kunne danne det rigtige vakuum og dermed sutte rigtigt. Mor lod derfor amme-damen klippe tungebåndet over så Maya forhåbentlig ville være i stand til bedre at kunne ammes efterfølgende. Selve indgrebet tog under 1 minut og gjorde ikke særlig ondt på Maya. Maya var egentlig mest træt at af blive holdt fast og få tungen holdt fast af en særlig tang. Klippet blev lavet med en lille neglesaks og man kunne med det samme se kæmpe forskel. Maya klynkede i få sekunder, men sagde så ikke mere og Mor kunne med det samme mærke forskel på hvordan Maya suttede.
Efterfølgende har Maya både bøvset og gylpet mere end hvad hun har gjort sammenlagt i hele hendes levetid, hvilket Mor tænker er et godt tegn 🙂
Mor prøvede at malke ud efter to amninger i løbet af aftenen, og havde svært ved at få noget som helst ud, og det blev da også kun til ganske få ml, til Mors glæde.
Nu håber vi der igen kan komme godt gang i amningen så vi helt kan skippe flaskerne igen.
Vi fik også vejet Maya i dag da vi var på ambulatoriet og amme-damen kunne konstatere, at Maya har taget 500 gram på på den sidste uge. Det var super fint, og amme-damen synes derfor godt vi kunne skippe modermælkserstatnings-flaskerne med det samme, da Maya har lidt ekstra at give af, men Mor vil nu hellere trappe dem lige så stille ned så vi undgår en sulten og ked Minitut. Maya vejer nu 4425 gram – 625 gram mere end ved fødslen.
Fotoshoot
Vi har begået det første fotoshoot med Maya som deltager. Resultatet kan ses herunder:
Mor tilbage i egne bukser
Mor sendte far på loftet i mandags efter kasserne med Mors tøj fra før fødslen, og sørme om ikke Mor allerede kunne komme i de gamle bukser! Mor mangler kun at tabe 2½ kg før hun er tilbage på sin før-gravid vægt – 10½ kg var allerede røget på de første 2 uger. Mor synes ellers hun har spist godt til af kager og andre lækkerier under alle barselsbesøgene, men amningen må jo have forbrændt de ekstra kalorier – og lidt til.
Besøg af Liv & Co.
Vi har haft fornøjelsen af at have Liv og hendes skønne forældre forbi og hilse på Maya. Liv & Co. kom med Othello lagkage, hvilket var et kæmpe hit hos Ida 🙂 ‘Mer, mer, mer!’
Ida og Liv hyggede og legede og ligesom de sidste par gange blev de afbrudt og Liv skulle hjem lige da de legede allerbedst 🙂
Liv & Co. havde gaver med både til Maya og Ida – Ida fik den sødeste Cirkeline dukke og tilhørende tændstiksæske-seng og Maya fik en skøn heldragt (som passer nu trods den så stor ud Pernille! 😉 ) og den fineste spencer som Pernille selv har syet – Mor var MEGET imponeret over Pernilles sy-skills!
Tak for besøget, gaverne og Othello’en 🙂
Adios Au-pair Mormor
I fredags tog Mormor toget retur mod det jyske. Vi har alle 5 nydt ugen der gik og glæder os allerede til Mormor kommer igen, så vi igen kan komme på legepladser, i Zoo og bare hygge!
I løbet af ugen fik Ida lært at sige både ‘Mor’ og ‘Mormor’ til begges fornøjelse 🙂
Familie-påske-hygge
Da Mormor tog hjem var det tid til lidt familie-hygge – og hvor andet sted end i Zoo skulle det finde sted!
Næste au-pair velankommet
I tirsdags var det tid til at Far igen skulle på arbejde, så i den anledning (og bare fordi det er hyggeligt) har vi importeret Farmor fra tirsdag til fredag.
Farmor og Ida hygger på livet løs og Farmor laver dejlig mad til os alle. Det er skønt og vi nyder alle 4 de ekstra hænder.
Så har lille Maya fået sit navn og kan fremover tituleres Maya Gade Helgren. Det er egenrådigt vedtaget af Far, som prompte svarede ‘Maya’ da sundhedsplejersken i dag spurgte om hun havde fået et navn. Mor og Far har diskuteret mange navne og Maya kunne vi begge rigtig godt lide, men Mor var ikke klar over at det var en afsluttet diskussion. Ikke desto mindre tænker Mor at det måske er fair nok, når nu Mor fik lov at bestemme at Ida skulle hedde Ida.
Det ellers så smarte online system til registrering af navne er brudt sammen, så vi har endnu ikke kunnet registrere det. Måske det er et tegn om at hun slet ikke vil hedde Maya….
Ida har allerede forsøgt at udtale Maya flere gange, men pt bliver det mest udtalt som ‘Maaaj’.
Maya staves med Y så hun også kan udtales udenfor Danmarks grænser. Endnu en ægte verdensborger!
Maya betyder ‘yndighed’ og ‘skønhed’ – hvilket Mor synes passer rigtig fint på hende. Maya betyder også prinsesse og er navnet på en gudinde i græsk og romersk mytologi. På græsk betyder Maya ‘Morlille’….den lader vi ligge der.
Mellemnavnet ‘Gade’ kommer fra Mors farmor (Bedste), som er døbt Gade til efternavn. Bedste er en virkelig gæv dame, som Mor altid har set enormt meget op til da hun ikke har haft det nemmeste liv, men hun har været enormt stærk og klaret det rigtig godt. Og så har hun bare altid været en fantastisk ‘bedste’. Bedste er dog blevet 92 år gammel og derfor kommer Maya formentlig ikke til at huske meget om hende, så derfor har vi valgt at Maya, ligesom Ida, skal have Bedstes efternavn til mellemnavn. Helgren var selvskrevet da det var det mest originale navn når alternativerne var Nielsen og Pedersen 🙂
Tag godt imod vores lille stjerne – Maya!
Dagens Kontrolvejning
I dag har vi været til kontrolvejning med Maya hos sundhedsplejersken, som gerne ville holde lidt ekstra øje med hende grundet hendes lidt hårde start på livet.
Maya var rigtig utilpas i går, og lå ved brystet det meste af dagen og græd så snart hun blev fjernet derfra. Det viste sig da også, at hun kun havde taget 70 gram (dagens vægt = 3930 gram) på siden sundhedsplejersken var forbi i torsdags, hvilket ikke var nok, så sundhedsplejersken anbefalede, at vi fremover tilbyder Maya lidt supplerende modermælkserstatning 2-3 gange i døgnet for at være sikker på hun får nok mad. Mor synes det er et kæmpe nederlag at hun tilsyneladende igen ikke har mælk nok, som det var tilfældet med Ida, men er samtidig glad for at der var en forklaring på den meget skrigende og kede af det baby, som vi har haft det sidste døgns tid. Maya tog da også en god lur på 4 timer straks hun havde drukket halvdelen af flasken (20 ml) og Mor måtte vække hende for ikke at skulle vente for længe med at amme hende.
Svamp
Maya og Mor har fået en svampeinfektion. Maya i munden og Mor på babserne. Det er meget normalt – helt op til halvdelen af alle nyfødte får en svampeinfektion, men langt fra alle mærker noget til det og det er heller ikke umiddelbart til at se. Mor har stadig rigtig ondt i babserne, men har dog droppet ammebrikkerne og da Mor opdagede at Maya havde små hvid tunge og hvide prikker i ganen, lagde hun to og to sammen og fik sundhedsplejersken til at bekræfte at det var svamp. Lægesekretæren kunne heldigvis nemt udskrive en recept på noget gel, så vi begge kunne komme i gang med behandlingen med det samme.
Svamp kan godt påvirke babys evne til at sutte, så Mor krydser fingre for at Mor igen får mælk nok når infektionen er kureret.
Mormor-tid
Vi har stadig fornøjelsen af at have Mormor på besøg og Mor er i tvivl om det er Ida eller Mormor, der nyder selskabet mest 🙂
Mormor og Ida er blevet ansvarlige for indkøb i husholdningen og går dagligt en tur i Netto for at købe det fornødne. Mormor og Ida har også været i Zoo, i Søndermarken og nede i gården og lege.
Barselshygge
Vi nyder de sidste dage af Fars barsel. Far skal på job på tirsdag igen, og Mor undrer sig over hvordan andre familier klarer sig med to små størrelser og fuldtidsjobs :s Mor har allerede lavet en aftale med Farmor i næste uge om, at hun formentlig kommer Mor til undsætning så hverdagen uden Far i nærheden ikke bliver helt så overvældende lige med det samme.
Ida er stadig ligeså tosset med Lillesøster og starter dagen med at kalde på ‘Far’ eller på ‘baby’ 🙂
Vi har også fået afprøvet klapvognens dobbeltfunktion to gange, hvor Ida sidder i det løse søskendesæde ovenpå, imens Maya ligger nedenunder i den lille lift. Maya er heldigvis rigtig glad for at blive kørt i klapvogn og sover som en lille engel så snart hun bliver trillet ud over dørtrinnet. Mor er super lettet over, at Maya gerne vil køres, da Ida skreg i vildensky de første uger når hun lå i barnevognen.
Vi har efterhånden haft en del barselsgæster forbi, og forventer flere endnu i løbet af ugen.
Farmor og Farfar
Farmor og Farfar var naturligvis de første barselsgæster da de allerede ankom før Lillesøster. Vi ’tilkaldte’ Farmor og Farfar kl 2.30 natten til fredag, hvor Lillesøster blev født fredag aften. Farmor og Farfar skulle nemlig tage sig af Ida mens vi var på hospitalet. Vi havde jo regnet med, at det blot blev et par timer vi var væk, og så kunne vi komme hjem og hygge med Ida, Farmor og Farfar, men i stedet blev det jo til et længere besøg på Hvidovre Hospital, så Farmor og Farfar agerede forældre i et par dage indtil vi kunne vende hjem igen.
Farmor og Farfar havde købt en spilledåse-bamse til Lillesøster og et sæt tøj til Idas dukke-Sally, så Ida kunne give dukke-Sally tøj på ligesom Mor og Far gav Lillesøster tøj på.
Tak for gaverne til pigerne, men allermest tak for hjælpen da det brændte på! :*
Onkel René
Onkel René har efterhånden allerede været forbi 3 gange og hilse på Lillesøster. Onkel René var i London da Lillesøster kom til verden og havde købt en Storesøster-gave til Ida, en sej oppustelig frisbee-tingest med Nasa-rum-teknologi, som kan svæve lidt ala en vægtløs fidus. Den skal ses i aktion 🙂
Onkel René har også været forbi med hjemmelavede pandekager – bare fordi! Det synes Ida var et kæmpe hit – særligt med banan og nutella!
Tak for gave og forplejning 🙂
Sabrina
Sabrina har også været forbi og hilse på Lillesøster. Sabrina & Co. afventer selv en lillesøster om 13 dage så hun kunne bruge maven som Lillesøster-holder 🙂
Sabrina havde taget fine gaver med både til Ida og Lillesøster.
Tak for gaverne til pigerne! Vi glæder os til at kunne dele ud af vores erfaringer om #2 denne gang og ønsker held og lykke med en forhåbentlig snarlig fødsel!
Krølle og Sidsel
Krølle og Sidsel kom forbi til morgenmad og havde medbragt hjemmelavede kanelsnegle til alle, som blot skulle bages i ovnen. De havde også taget den fineste kjole med til Lillesøster og en forkælelsesgave til Mor!
Tak for gaver, bagværk og godt selskab 🙂
Mormor
Mormor er blevet tilkaldt i en uges tid som underhold til Ida, der er hjemme fra vuggestuen i dag mandag, tirsdag og onsdag, så vuggestuen kan spare lidt personale.
Mormor kom i fredags og tager hjem på torsdag. Mormor og Ida hygger og leger på livet løs, og samtidig er Mormor eminent til at få Lillesøster til at falde i søvn, så Mor og Far overvejer at ansætte Mormor som au-pair 🙂
Mormor havde købt et fint sæt tøj til Lillesøster og en rygsæk til Ida i storesøstergave. Lillesøster fik også et pænt tilskud til at åbne sin børneopsparing – Mor og Far skal bare lige først have besluttet sig for et navn 🙂
Tak for gaver og allermest tak for hjælp og underhold Mormor 🙂
Sanne
Sanne var forbi et kort visit i går og hilse på Lillesøster. Sanne havde en gave med fra hende og Mors andre to veninder Merete og Marie; En kyllingeagtig bamse som kan pippe når man klapper den på hovedet.
Tak for besøget og tak for pipper 🙂
Kenneth
Fars buddy Kenneth kom forbi med den røde bamse-ko, der ses på billedet herunder. Kenneth havde aftalt med Far at Kenneth skulle komme forbi og lave mad til os allesammen, og det gjorde han. Kenneth spurgte hvad vi havde lyst til at spise og Mor fik i spøg sagt entrecote, og det skulle man kun sige een gang – så stod der entrecote på bordet til aften 🙂
Tak for ko og entrecote Kenneth 🙂
Morfar og Bedste Grete
Morfar og Bedste Grete har endnu ikke været forbi, men de har været betænksomme og sendt en påske-/storesøster gave til Ida – 1 påskeæg fyldt med snolder og 4 nye Pixibøger, som altid er et stensikkert hit hos Ida. Morfar og Bedste Grete har også sendt en tillykke-blomst, som vi også takker for.
Lisa
Mors australske veninde Lisa, som tidligere har lavet en traktor til Ida, har sendt en lignende traktor til Lillesøster – blot i en anden farve og med andet mønster.
Thanks a bunch Lisa!
Flere hilsner
Olde-Ellen og Fars kolleger har sendt fine blomsterbuketter for at gratulere med Minitutten, og Olde-Tove har givet et fint bidrag til Lillesøsters kommende børneopsparing.
Lillesøster har stadig ikke fået et navn. Mor og Far har hver især masser af forslag, men mangler stadig at finde et navn som begge er glade for og som lige passer til Lillesøster. Hvis nogen har gode forslag til et navn på 3-4 bogstaver som også kan udtales udenfor Danmark og som passer godt til Idas navn er vi meget lydhøre 🙂
Amning
På trods af den hårde start på livet er Lillesøster en pige med masser af appetit. Hun spiser i døgndrift, hvis hun får lov, og afbryder kun spisningen af nogle lure.
Lillesøster brugte Mor som sut mens vi har på barselshotellet så det lykkedes desværre Lillesøster at sutte hul på begge Mors babser så de stadig er godt ømme. Heldigvis havde Mor og Far både sut og ammebrikker klar hjemme i lejligheden så begge dele blev taget i brug så snart vi kom hjem og det har hjulpet så Mor ikke er helt så øm mere, og så Lillesøster kan gå lidt længere imellem amningerne.
Mor var spændt på om der ville være nok mælk til Lillesøster, men det virker til, at der er masser af mælk og at Lillesøster får masser at spise. Vi fik da også vejet Lillesøster inden vi forlod barselshotellet, hvor Lillesøster måtte have tabt op til 10% af sin kropsvægt (dvs. 380 gram). Lillesøster vejede dog stadig 3710 gram og havde derfor kun tabt 90 gram i forhold til sin fødselsvægt, hvilket var superflot. Da Lillesøster blev vejet og målt af sundhedsplejersken i torsdags var vægten oppe på 3860 gram og Lillesøster målte 55 cm. Det var sundhedsplejersken godt tilfreds med.
Mor har stadig meget ømme babser når Lillesøster lige bliver lagt til og sutter hårdt når hun er sulten, men Mor er begyndt at tage ammebrikkerne af engang imellem for lige så stille at vænne både babser og Lillesøster til at amme uden dem igen. Lillesøster får desuden en del luft i maven af at amme med ammebrikkerne på, fordi de af og til lukker luft med ned, så vi vil helst af med dem så hurtigt som muligt.
http://youtu.be/tM-jYbQ2CbE
Lillesøster har det med at falde i søvn under amningen, så det kan snildt tage op til en time at få hende mæt. Mor må nemlig både bøvse hende af undervejs og skifte hende eller på andre måder forsøge at få liv i hende så hun kan spise noget mere. Ellers sover Lillesøster nemlig kun ½-1 time før hun vågner og vil spise igen. Den første mælk der kommer ud når Lillesøster ammer er meget tynd og slukker primært tørsten, hun skal helst spise i minimum 20-30 minutter pr. måltid før hun får nok af den tykkere mælk til at blive mæt nok til at tage en lang lur og til at vokse som hun skal. Når det lykkes at gøre Lillesøster helt mæt kan Mor og Far også være heldige at få 3-3½ times søvn i et stræk imellem at Lillesøster vil have mad. Far har pillet den ene side af Lillesøsters seng og skubbet den helt op af Mor og Fars seng så Lillesøster kan ligge i sin egen seng, men stadig være tæt på Mor og babserne uden at Mor og Far skal være bange for at klemme Lillesøster i deres seng.
Mor er rigtig lettet over at amningen ser ud til at fungere denne gang efter 6 ugers forsøg med Ida afbrudt af brystbetændelse og mælk, som bare ikke rigtig ville løbe til. Mor nyder virkelig de små stunder med Lillesøster under amningen, selvom det er benhårdt arbejde.
Mor ved ikke om det skyldes, at Lillesøster spiser så meget, men i hvert fald går det lynhurtigt med Mors vægttab. Mor havde, ligesom graviditeten med Ida taget 13 kg på, og Mor har allerede smidt de 9 kg. så der nu kun mangler 4 kg. før Mor er tilbage på sin før-vægt.
Storesøster
Ida er SÅ glad for Lillesøster. Lillesøster skal hele tiden aes, krammes og nusses med Ninus eller have Idas sut hvis hun græder. Ida siger hele tiden ‘baby’ og skal ofte finde Lillesøster og lige kigge om hun har det godt, hvis hun sover eller Mor er ved at give hende mad.
Far optog Idas første møde med Lillesøster på barselshotellet, og hvor var det fint 🙂
Endelig kom der gode nyheder om, at Lillesøster så småt er på vej! 🙂
Hun har hovedet godt nede i bækkenet, der er næsten ikke mere livmoderhals tilbage (og det der er tilbage er meget blødt og modent) og Mor er (hold nu fast!) 4-5 cm åben!!!
Da Mor og Far tog på fødemodtagelsen for at få Ida til verden var Mor 4 cm åben efter 10 timer med veer og blev med det samme lagt på en fødestue fordi 4 cm åben og veer betød aktiv fødsel. Så nu mangler vi bare veerne.
Omvendt skal hun heller ikke komme alt for hurtigt ud, for vi skal jo også lige nå at have Farmor og Farfar herover til at passe Ida før vi smutter mod Hvidovre og henter Lillesøster 😉
Status Lillesøster
Det var en ny jordemoder i dag, da hende Mor plejer at gå ved ikke havde nogen tider i denne uge. Mor fik målt mavsen (det der kaldes symfyse fundusmål) til 35 cm, hvilket er så gennemsnitligt som det kan være. Jordemoderen skønnede Lillesøster til 3500-3600 gram og altså en god del større end Ida var (3200 gram) selvom hun også var 11 dage ‘forsinket’.
Mor fik igen lavet hindeløsning, hvilket slet ikke gjorde så ondt denne gang som sidste torsdag (formentlig fordi Mor er langt mere ‘moden’ denne gang) og derefter blev Mor beordret ud at trave lidt før hun gik hjem og smed stængerne op, for at vente på veerne. Traveturen var intet problem for Mor skulle i forvejen gå hjem fra jordemoderen, men Mor forlængede turen med et par omgange rundt i kvarteret for lige at være på den sikre side :). Mor kan da også stolt berette, at hun og Ida stadig cykler til og fra vuggestuen hver dag (2 x 2 ture over Valby bakke 🙁 ) selvom Mor synes det er død-hårdt og til tider ser prikker for øjnene 🙂
Jordemoderen kunne i øvrigt berolige Mor med, at det nu er udelukket, at Mor skal have igangsættende piller for at sætte fødslen i gang fordi der ikke er mere livmoderhals tilbage. Nu satser vi bare på at veerne kommer (og bliver!) af sig selv så Mor også kan undgå ve-drop denne gang.
Nå, nu vil Mor sætte sig til rette med en af Onkel Renés hjemmelavede flødeboller og en kop kaffe og vente på, at der (forhåbentlig!!) kommer veer liiiiige om lidt. Til Farmor og Farfar: I kan godt gøre Jer klar 😉
Mens vi venter på Lillesøster udnytter vi ventetiden og får fikset småting. Skønt der torsdag aften var masser af veer skete der ikke mere end det. Fredag ved middagstid gik slimproppen, så veerne må have arbejdet lidt på livmoderhalsen. Slimproppen sørger for at baby ikke ‘ryger ud før tid’ og går som regel når livmoderhalsen er helt væk. Efterfølgende er der dog ikke sket mere og vi venter stadig….
Fredag kom Mormor på besøg og lørdag formiddag tog Mor, Mormor og Ida på en legeplads i Valby og nød det skønne forårsvejr. Ida elsker at have Mormor med på legeplads for hun er lidt mere adræt end Mor for tiden og vil gerne være med til at gynge og rutsche.
Søndag inden Mormor igen blev sendt mod Jylland gik vi en laaaang tur i Søndermarken, hvor vi spillede bold, kiggede på egern og hunde, plukkede blomster og legede på en af træningspladserne, som har trampoliner mv.
Mor forsøgte også at hoppe Lillesøster ud, men desværre uden virkning 🙁
Uddrivelses-programmet
Lillesøster-uddrivelses-programmet for den næste uges tid ser ud som følger:
-Mandag: Zoneterapi-igangsættelse hos Sabrina
-Onsdag: Akupunktur-igangsættelse hos Eileen
-Torsdag: Hindeløsning igen hos jordemoderen
-Lørdag: Tjek på Hvidovre Hospital for at lave status på Lillesøster og måske tage fostervandet
-Mandag: Hvis vandet ikke tages lørdag bliver der prikket hul på det mandag på hospitalet, da Lillesøster helst skal ud senest tirsdag.
Vi ser hvad der sker og venter i spænding – vi satser dog på at hun kommer ud før d. 1. april kl 00.00 da vi ellers må vente 3 måneder længere med første omgang børnepenge 😉
I dag har Mor været til jordemoder. Status var, at der stadig er 1½-2 cm livmoderhals tilbage, men den er meget blød og ‘moden’ så den bliver måske ved med at være der helt frem til veerne starter.
Jordemoderen kunne sagtens få 2 fingre op på Lillesøsters hoved og løsnede hinderne rundt om Lillesøsters hoved for at skabe mere plads til at lokke hende ud. Hindeløsning kan nogen gange sætte gang i fødslen og andre gange gør det bare nas og så sker der ikke mere. Jordemoderen sagde at hinderne var meget spændte, hvilket åbenbart var et godt tegn 🙂
Mor fik en ny tid til jordemoder og hindeløsning på torsdag såfremt Lillesøster ikke selv er dukket op endnu. Derudover fik hun en tid til besøg på fødegangen lørdag den 5. april, hvor der skal tjekkes op på om baby stadig har det godt med hjertestrimmel osv. Hvis livmoderen er moden til det vil de så måske prikke hul på fosterhinden ved samme lejlighed og tage fostervandet, og alternativt gøres det senest mandag d. 7. april da Lillesøster helst skal være ude tirsdag den 8., hvor Mor ellers vil være 42+0 uger henne i graviditeten.
Jordemoder skønnede Lillesøster til 3200-3300 gram på nuværende tidspunkt, men synes hun føltes meget lang… det må skyldes de usandsynligt høje forældre Lillesøster har sig…
Lillesøster står stadig ikke fast, men har hovedet nedad som hun skal. Jordemoderen sagde også at for flergangsfødende er det helt normalt, at hovedet ikke kommer til at stå fast før fødslen går i gang.
Men hvornår, kære læsere, tror I, at Lillesøster har tænkt sig at komme ud? Giv dit bud herunder!
[poll id=”4″]
Mor tror det bliver den 1. april for det er sådan en fin dato passer med at Sabrina får sat gang i kroppen med en omgang zoneterapi dagen før (ikke noget pres Sabbe 😉 ).
Idas ordbog
Ida øver og øver på nye ord. Hun gentager ALT hvad man siger – men holder det for det meste til en-stavelses-ord. De mest brugte ord er stadig: Hej, Det, Hov, Ja og Nej. Derudover er Ida begyndt at bruge et par andre lyde flittigt:
Sys eller Sya = Sut
Sia = Sidde her
Baar = Far
Mere = Mere mad! Flere rosiner! Flere vanillekranse…nuuuu!
Cyyy = Cykel
Cyyy (mens man klapper sig på hovedet) = Cykelhjelm
I går forsøgte Mor sig med et gammelt husmorråd for at sætte fødslen i gang: Spis en hel ananas. Årstiderne havde tilfældigvis været så flinke at levere en ananas så Mor tænkte, at det måtte være et tegn og Mor gik i fuld gang med ananasen. Det lykkedes da også Mor at spise det hele i løbet af dagen, men der kom hverken veer eller baby ud af det. Men godt smagte det og ganske harmløst var det jo også 🙂
Igangsættelse hos Akupunktør
For en uge siden var Mor til ‘fødsels-modning’ hos Eileen og i dag har hun været til endnu en aftale – denne gang med henblik på at få Lillesøster ud!
Sidste gang var en stille og rolig omgang, hvor Mor fik et par nåle i hist og pist, og hvor Eileen mærkede på og undersøgte Mor. Mor fik også nogle små kugler i ørerne, som hun skulle trykke på 3 x 10 gange hver dag for at afhjælpe smerter i halebenet og et par andre steder. Mor har slet ikke haft ligeså ondt i halebenet siden besøget hos Eileen og ligeledes har Mor haft færre bækkensmerter end tidligere, så et eller andet rigtigt har hun i hvert fald gjort 🙂
I dag fik Mor en noget mere heftig omgang med mange nåle fra top til tå (bogstavlig talt: En i hver lilletå, en på toppen af hovedet i hårbunden og en masse nåle derimellem). Eileen gav også Mor noget massage forskellige steder og satte igen kugler og magneter i ørerne så Mor selv kan behandle lidt videre. Lillesøster var temmelig urolig under hele seancen – Mor tror godt hun kunne mærke, at Eileen var i fuld gang. Eileen mærkede også efter hvordan Lillesøster lå og Eileen synes Lillesøster var kommet længere ned i bækkenet end i sidste uge, så det var jo positivt. Eileen sagde dog også at det ikke er sikkert at Lillesøster kommer til at stå mere fast før Mor går i fødsel – dels kan det skyldes at der ikke er så meget fostervand og ligeledes kan det også skyldes, at det er så forholdsvist kort tid siden Mor fødte Ida (knap 20 måneder) og derfor er bækkenet bare mere løst end, hvis der var gået længere tid.
Mor synes allerede hun kunne fornemme maven trække mere nedad da hun gik fra Eileen og Mor fik da også et par plukkeveer med på vejen. Efter at have prøvet akupunktur er Mor overbevist om, at det kan sætte gang i en fødsel, men det kræver jo, at kroppen er klar og det er Mor ikke helt sikker på, at hendes er endnu. Det får vi måske svar på i morgen eftermiddag, hvor Mor skal til jordemoder.
Oldemors Fødselsdag
Mor synes ellers det ville være så fint hvis Lillesøster kom ud i dag – det er nemlig hendes Oldemor Anes 92 års fødselsdag, og det er jo hende som Lillesøster får mellemnavn efter (Gade) ligesom Ida har det.
I morgen rammer vi terminsdatoen – 25. marts. 2014. Der er dog ingen tegn på at Lillesøster er på vej ud. På onsdag skal Mor til akupunktør igen – denne gang med henblik på at sætte lidt gang i fødslen…. meeeen lad os nu se 🙂 Torsdag har Mor en aftale hos jordemoderen til at lave status på om Lillesøster snart vil ud – og om hun vender rigtigt.
Vi venter i spænding 🙂
Projekt pigeværelse: Done!
Lillesøster kan dog godt se at smutte sydpå. Nu er vi nemlig helt klar. I weekenden satte Mor Far og Farfar i arbejde så pigeværelset nu er helt færdigt (…hvis det kan blive det 🙂 ). Og det er blevet SÅ fint – se selv her!
Om et par måneder når Lillesøster og Mor er klar til det er det meningen at puslebordet bliver rykket hen ved siden af Idas seng og så skal Lillesøsters seng stå der hvor puslebordet står i øjeblikket.
Efter Idas indkøringsperiode i vuggestuen, hvor hun har haft problemer med at falde i søvn, har vi fjernet hendes sengerand fra sengen så hun kan se ud. I stedet har Mor syet en stor pude, der passer i sengen så Ida stadig har et par bløde hjørner at krybe op i i løbet af natten. På sigt når Ida ikke længere vil finde sig i at sove i tremmeseng er det planen, at vi fjerner gitteret så hun selv kan gå i og ud af sengen, og så kan pude også fungere som ryglæn når der skal læses godnathistorier.
Ida er stadig tosset med dyr og især ‘graffer’ (giraffer) er i høj kurs! Ida har igen i dag været med Jane i zoo. Det er et stort hit lige meget, hvor ofte Ida er forbi. Fra d. 1. april udvider zoo åbningstiden frem til kl 17 mod kl 16 i dag, så Ida og Jane kommer til at kunne nå lidt længere rundt end på den time de omtrent når efter vuggestuen i dag.
Far og Farfar blev sat i fuld sving med at skrue bogkasserne fast på væggen efter nøje instrukser fra Mor – og de to håndværkere klarede det super godt! Mor er MEGET tilfreds med indsatsen og ikke mindst resultatet 🙂 Bogkasserne har kostet ca. 330 kr. + lidt lim og papir, som Mor havde i forvejen, så det er en billig løsning, der nemt kan bygges videre på, hvis vi synes vi får brug for mere plads til Lillesøsters ting 😉
Det eneste hængeparti vi nu har på pigeværelset er at få sat et gardin op. Der er ganske vist et rullegardin med mørklægning i, men da det ikke slutter tæt til vinduet er der meget lyst inde hos Ida tidligt om morgenen, hvilket har resulteret i, at hun er stået op kl 6 om morgenen den sidste uge. I går lavede Mor og Far en midlertidig lappeløsning og den virkede heldigvis efter hensigten for Ida sov helt til kl 7.15 i morges! 🙂 Luksus…
Det nye gardin er bestilt efter mål hos en stof-butik, men det har en leveringstid på 3-4 uger, så vi må leve med lappeløsningen lidt endnu – og ellers ser vi blot frem til skiftet til sommertid på søndag så vi vinder en time igen 🙂
Pre-Barsels-Besøg
Lidt spontant aftalte vi i sidste uge et besøg af Farmor og Farfar i weekenden. De dukkede op lørdag formiddag og smuttede igen søndag eftermiddag. Det var SÅ hyggeligt og de havde bilen fyldt op med små gaver til os alle – vi nævner i flæng: En ny strikket kjole til Ida, et strikket tæppe til dukke-Sally, nye suttesnore til Lillesøster, 2 bøtter med vanillekranse, hjemmesyltede rødbeder mv. Som tak satte vi Farmor til at underholde Ida og Farfar blev sat i sving sammen med Far. Udover pigeværelset var der nemlig også et par andre projekter i lejligheden der skulle fikses, så der var nok at se til og tiden blev brugt flittigt!
Tiden gik lynhurtigt, så vi er glade for at vi snart ser Farmor og Farfar igen…. hvis hende Lillesøster da ellers har tænkt sig at komme ud en dag!
I næste weekend kommer Mormor på besøg fra fredag til søndag så her står den igen på aflastning, leg og hygge for hele familien. Skønt!