39+3 (17. juli 2012)

Dagens barsels-strabadser har båret frugt i form af et hjemmelavet repos til Lillepigens lift så hun kommer til at sove i samme højde som os så det bliver lidt mindre besværligt med amning om natten.

Repos’et blev lavet af en ekstra hylde vi fandt i et skab og 4 ben fra Silvan som lige passede i højden med vores seng.

Og så er den næææææsten samme træsort som vores seng 🙂 Repos’et skal sammen med liften alene bruges som erstatning for en rigtig babyseng indtil vi flytter til Amsterdam hvor Lillepigen nok skal få en rigtig fin prinsesse seng.

Derudover lykkes det den vordende moder at få hentet en ekstra barselspakke i dag. Pakken er fra Miljømærkning Danmark og indeholder kun materialer som er svanemærkede, ikke indeholder phthalater etc.

I pakken var der en bodystocking (str. 6-9 mdr.), en lille bil, en pakke vådservietter, lidt cremeprøver (en til Lillepigen, en til far og en til mor), en pakke tandpasta, en kundevogns-mønt og et par brochurer om hvordan man undgår skadelige stoffer og lignende.

Pakken var rigtig fin og kunne afhentes gratis på Valby Kulturhus.

39+2 (16. juli 2012)

Så er der under en uge til termin! Der er dog stadig intet, der tyder på Lillepigen vil ud lige foreløbig så mon ikke hun bliver derinde frem til d. 1. august, hvor vi så skal på Rigshospitalet og sættes i gang.

Der er stadig masser af liv døgnet rundt – Lillepigen sparker, spjætter, vender sig og hikker på livet løs og hendes mor synes efterhånden hun er lidt voldsom af og til.

Barslen bliver derfor benyttet til ren hygge – den vordende moder sover længe, ordner små projekter og hygger med vennerne – særligt folkeskoleveninden Julie, som har sommerferie fra medicinstudiet, har været med rundt på eventyr.

Nedenfor ses et par billeder af mavsen fra i dag (39+2) – som det ses er der stadig en smule talje at spore hos den vordende moder 🙂

38+4 (11. juli 2012)

Når man nu er på barsel skal man jo huske at hygge sig og slappe af – så da dagens gøremål var overståede og en veninde postede et link med titlen “Chokoladekage på 5 minutter” på Facebook tænkte jeg – det skal da prøves! Resultatet ses herunder.

Ingredienserne er ca. de samme som i en almindelig chokoladekage, tricket er derimod, at man bager den i micro-ovnen så den kun skal bage i 3 min. (vores ovn gik lidt længere op i watt end angivet i opskriften så min fik kun 2,5 minut og det var nok).

Resultatet var ret imponerende – selvom den på billedet ser temmelig ubagt ud var det slet ikke tilfældet – kagen var gennembagt hele vejen igennem og rummede noget mere kage end først antaget. På trods af jeg havde taget den største kop vi havde ramte kagen alligevel toppen af micro-ovnen undervejs, hvilket vist også kan ses på formen på billedet.

Skal jeg lave den igen (og det kunne godt tænkes, hvis man lige blev lækker sulten en anden dag) så bliver det i en bredere, lavere kop med mindre bagepulver – og måske i virkeligheden kun halvdelen af portionen for hold nu op der var meget kage – nok til man faktisk godt kan dele den. Den vordende fader var dog på arbejde da kreationen fandt sted så moderen valgte i stedet for at dele den med Lillepigen som satte stor pris på den 🙂

 

38+3 (10. juli 2012)

Så oprandt dagen for det sidste jordemoderbesøg før termin. Såfremt Lillepigen ikke er kommet ud d. 24. juli har vi dog et ekstra visit på denne dato. På nuværende tidspunkt er der dog intet der tyder på at Lillepigen skulle være på vej ud så mon ikke vi får jordemoderen at se igen.

Jordemoderen mente, at Lillepigen var omkring 2600 gram i dag (ca. 5-600 gram mindre end gennemsnittet) og lå klar til udstigning med hovedet mod syd.

For at passe jordemoderaftalen ind i den vordende faders arbejde skulle vi allerede være derinde kl. 8.10 – lang tid før den vordende moder normalt er stået op! Så for at få brugt dagen gik den vordende moder i gang med at lægge sidste hånd på projekt-faldstamme. Fugemassen blev masseret ind i fugerne med hænderne da det ikke var muligt grundet den trange plads at bruge spartel-værktøj. Det gik dog ret smertefrit og resultatet blev da også helt godt. Bedøm selv fra billederne herunder. Det eneste hængeparti er nu at se om vi kan få fjernet de gamle malingrester på faldstamme-holderne (ses på billedet til højre), men det kan vi først komme i gang med når fugerne er helt tørre.

 

38+1 (8. juli 2012)

Så kan vi tilføje flisemestre på CVet! Eftermiddagen er blevet brugt på at få sat mosaikfliser op på faldstammen, som længe har været det sidste projekt på badeværelset – et projekt der startede i august 2011. Vi valgte nogle sorte mosaikfliser på net fra Silvan for at få lidt mere farve ind i rummet end blot hvidt-i-hvidt. De sorte fliser er på afstand samme farve som fliserne i brusekabinen (som egentlig er meget mørkeblå). Et af kriterierne for at vælge disse fliser var at selve mosaik-stykkerne kun var 20×20 mm store og dermed ville sidde mere ‘rundt’ på faldstammen. Projektet har kostet den nette sum af 400 kr. og dermed mindre end hvad vi har brugt på diverse typer maling for at få dækket rustpletterne som blev ved med at bryde igennem.

Da vi først kom i gang og fandt den rigtige teknik (som inkluderede at smøre langt mere fliseklæb i kanterne end først antaget) var det egentlig ret let. Nu skal fliserne lige have lov at tørre til på tirsdag, hvor vi så kan fortsætte med at lave fugerne, som nok skal få det hele til at set lidt lækrere ud – vi er dog ret tilfredse med resultatet indtil videre og håber nu blot at fliserne også sidder fast når vi står op i morgen!

Herunder ses fra venstre mod højre: Før-billede af faldstammen, efter-billede af faldstammen, bunden af faldstammen.

Vi skal selvfølgelig nok poste nye billeder når vi får afsluttet projektet – forhåbentlig i næste uge – med mindre Lillepigen vil ud inden da.

De sidste 3-4 dage har Lillepigen moslet rundt i maven nærmest 24/7 – hun vil formentlig lige minde mor om at nyde den sidste bid af stilheden og friheden før hun kommer ud 🙂

37+7 (7. juli 2012)

Så er det blevet tid til at være lidt refleksiv her mod enden af graviditeten.

Selvom det ikke udelukkende er en dans på roser at være gravid er der klart ting som den vordende moder kommer til at savne ved graviditeten. Ligeledes er der en række ting som hun bestemt godt kan undvære – herunder findes en liste over de største plusser og minusser:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billedet viser maven 36+2.

Det der ikke vil blive savnet:

  • -Den tilstoppede næse og det at skulle bruge næsespray hver evig eneste aften for at kunne falde i søvn
  • -Udelukkende at kunne sove på siden hele natten med et utal af puder på alle sider for at støtte (mon ikke også farmand glæder sig til puderne ryger så han har lidt mere plads)
  • -At føle sig som en flodhest når man skal vende sig i sengen eller på sofaen
  • -At høre på andre kvinders skrækhistorier om graviditet, fødsel og barsel
  • -At være afholdskvinde hvad angår alkohol (omend amningen også lige skal ‘overstås’)
  • -At blive refereret til som ‘hende den gravide’
  • -At have hævede fødder
  • -En kropstemperatur, der konstant er et par grader over normalen
  • -At blive vækket om natten af spark i ribbene
  • -At skulle op på toilet 2-3 gange hver nat
  • -Kun at have 4-5 sæt tøj at skifte imellem
  • -At skulle undgå parfume & make-up, rutsjebaner, for meget kaffe og andre ting som kan være skadelige for den lille frøken
  • -Ikke at have en talje og ikke at kunne lukke sin jakke
  • -At gå ind i dørkarme og sæbedispensere med maven når den rent mentalt er noget mindre end i virkeligheden
  • -At klippe tånegle og lukke sko i en særdeles aparte positur
  • -Ikke at kunne planlægge noget som helst fordi man ikke ved hvornår Lillepigen beslutter sig for at komme ud
  • -At pruste som en 80 årig efter at have besteget sølle 2 etager på trapper

Det der vil blive savnet: 

  • -At se og føle de små spark og bevægelser fra mavsen
  • -At mærke Lillepigen have hikke 3-4 gange pr. dag
  • -At have en lovlig undskyldning for at kunne spise uhæmmede mængder slik og kage fordi Lillepigen vil have chokolade nu!
  • -At have leggins og bukser på, som slutter mange, mange cm over navlen så man aldrig bliver kold på ryggen fordi man ‘sprækker’
  • -At få komplimenter for hvor fin maven er og hvor pænt man bærer graviditeten
  • -At se folks reaktioner når de får at vide at man er 2-3 måneder længere henne i graviditeten end de gætter på fordi  Lillepigen ikke er så stor
  • -Fodmassagen fra farmand når man er blevet puttet
  • -At kunne trække ‘gravidkortet’ når der er noget man ikke har lyst til (f.eks. at ro i en vikingebåd) – eller noget man VIRKELIG har lyst til (f.eks. is)
  • -Friheden og muligheden for at sove når man selv vil og kan (er sikker på det bliver langt sværere når Lillepigen kommer ud)
  • -Den søde ventetid og nedtællingen til termin og til at finde ud af hvad det er for et lille menneske, der gemmer sig inde i maven
  • -At læse om, sætte sig ind i og købe de allerbedste ting til netop vores lille guldklump
  • -At farmand ligefrem opfordrer til indkøb af gravidtøj og andet til moderen på fælleskortet
  • -At have en undskyldning for ikke at kunne komme ud og løbe når det regner…
  • -At høre farmand tale til maven og fortælle, hvor meget han glæder til sig Lillepigen kommer ud og leger
  • -Muligheden for at ligge på sofaen og se ligegyldigt TV med god samvittighed!
  • -Den hyggelige fornemmelse af aldrig at være alene fordi man altid har Lillepigen med sig!

 

37+5 (5. juli 2012)

Så blev det sidste indkøb gjort og vi mangler nu kun at hente den gyngestol den vordende moder har fået lov at fået til ammestol. Det drejer sig om lege-onkel Wazz’ farmors gyngestol, som hun har fået lov at låne indtil vi flytter til Amsterdam, hvor der indkøbes en ny til samme formål.

Dagens indkøb var den famøse kopholder som flere af Jer nok har hørt omtalt som ‘det sidste vi mangler udover babyen’. Kopholderen er allerede monteret på barnevognen og nedenfor ses en komplet pimp-my-stroller-oversigt – fra venstre mod højre ses:

Cykelcomputer, pusletaske, kopholder, barnevognskæde, regnslag og myggenet, kodelås, refelkser, tøjklemmer til montering af stofble.

Så kan der vist heller ikke monteres mere grej på barnevognen hvis Lillepigen skal kunne være der 🙂

 

 

37+3 (3. juli 2012)

Når man nu er ingeniør bliver man nødt til at pimpe sin barnevogn bare en smule, så nu er der blevet monteret en cykelcomputer på barnevognen så den vordende moder kan følge med i hvor mange km hun får gået med Lillepigen.

Som det ses af tredje række på displayet er vognen allerede blevet luftet 48 meter  – det være sig 48 meter rundt om spisebordet. Det tog nemlig lige lidt fintuning af computeren, at få den til at sidde fast og måle korrekt da det viser sig at være lidt mere besværligt at montere sådan en sag på en barnevogn end på en cykel, hvor der er noget mere plads i og omkring hjulene.

Men monteret blev den 🙂

Derudover har den vordende moder brugt dagen på lidt shopping i Fields hvor hun blandt andet forkælede sine små trætte fusser med en gang fiske-peeling. Det var skønt at få nusset fødderne og fjernet dødt hud, men det er bestemt ikke for sarte og kildne sjæle 🙂

Det er forresten ikke min fod, der ses på billedet herunder men blot et billede der illustrerer hvordan sådan en fiske-peeling går til.

 

37+2 (2. juli 2012)

Så er mavefilmen blevet opdateret frem til dags dato.

Nu er der kun 20 dage til termin 🙂

[media id=14 width=400 height=320]

37+1 (1. juli 2012)

Så er vi (forhåbentlig) gået ind i graviditetens sidste måned – juli. Nedtællingen er for alvor i gang med kun 3 uger til termin. Barslen nydes med afslapning, masser af søvn og generelt bare hygge. I dag blev den sågar forsødet med lidt hjemmelavet jordbærgrød – de vordende forældre tænkte, at de blev nødt til at prøve det på egen krop før det engang bliver aktuelt at lave for Lillepigen. Som det ses af nedenstående foto faldt det i god smag – den vordende fader havde i hvert fald knap tid til at smile til kameraet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den vordende moder er begyndt at mærke, at hun er nået ind i graviditetens sidste fase – der er en del bækkensmerter forbundet med gang, som dog kan undgås ved at sidde ned og lade daddy in spe lave det hårde arbejde – til tider mener moderen dog det går lidt for langsomt og tager selv over.

I fredags holdt vi barsels-fejring med Pernille og Mathias, som afventer deres egen Lillepige d. 20. august. På trods af, at de er en måned bagud rent tidsmæssigt var Pernilles mave dog noget mere synlig – det bliver spændende at se hvor lille Lillepigen rent faktisk er når hun kommer ud til os.

I morgen drager den vordende fader for sidste gang på denne side af fødslen mod Amsterdam. Aftalen var egentlig, at han havde udrejseforbud i hele juli, men grundet et vigtigt opstartsmøde i Amsterdam mandag fik han dispensation til at tage afsted en enkelt dag mere – dog med flex-billet og ud-og-hjemrejse samme dag. Vi skulle jo nødig risikere at pappa ikke når hjem til at klippe navlestrengen når Lillepigen vil ud til os.