Vuggestueforberedelser
Mor er så småt begyndt at gøre klar til Mayas vuggestue-debut. Der er indkøbt nyt (brugt) regntøj og overtræksfutter, og flyverdragten som Ida brugte sidste vinter er fundet frem. Mor har også købt nye hjemmefutter med skridsikre såler så Maya bedre kan stå fast – de skal selvfølgelig også ned i vuggestuen. Derudover er Mor så småt gået i gang med at pakke en taske med skiftetøj som navne-mærkes efterhånden som det pakkes i.
I dag er der kun 1 uge(!) til Maya starter på Solstuen. Hold nu fest hvor er denne barsel fløjet afsted!
Sygetutten
Ida har været syg fra fredag-onsdag med snot, hoste og øjenbetændelse. Mor fik heldigvis en tid hos lægen i fredags så snart hun så at der var øjenbetændelse under opsejling og et par timer efter var Ida allerede påbegyndt behandling med nogle meget dumme øjendråber. I virkeligheden er det mere en slags øjencreme, den er i hvert fald meget tykflydende og svær at blinke ud i øjnene synes Ida.
De første par gange Ida skulle dryppes måtte vi være to personer – en til at holde hende fast og en til at åbne øjnene og dryppe. Hun hylede og skreg og synes naturligvis ikke det var sjovt. Efterhånden som dagene er gået har Ida dog forliget sig med øjendråberne – mest af alt nok fordi Mor har bestukket hende med små slikposer efter hver drypning. Det er på ingen måde pædagogisk, men det virker og de sidste 2 dage har Ida været rigtig dygtig til at få dryppet øjnene helt uden brok.
I morgen er sidste dag med øjendråberne, men eftersom der ikke var mere øjenbetændelse i går har Ida været i vuggestuen i dag. Det har Mor også trængt til efter 6 hele dage (og nætter) med en syg Ida som har været træt, feberramt og tvær. Mor har haft sin sag for med en Maya som sover fra 10-12, en Ida som sover 12.30-14.30 og en Maya som sover igen 15-15.30. Ida har været med hver gang Maya skulle puttes da det kræver en lille trilletur med klapvognen, så det har været med ekstra meget forberedelse og to tutter, der skulle have overtøj på. På sin vis har det været fint at pigerne har sovet på skift da det sænker stressniveauet en smule, men samtidig har det betydet at Mor slet ingen pauser har haft i løbet af dagen, og med en Far som først er kommet hjem kl 20 mandag og tirsdag har Mor været meget, meget træt. Nu håber vi på lidt ro inden Maya starter i vuggestuen, hvor hun også vil blive bombarderet med baktusser.
Oveni al Idas sygdomshurlumhej har Maya tand#10 på vej. Bare fordi. Maya er ikke fan. Det er Mor heller ikke.
Sut og Ninus
Efter aftale med tandlægen skal Ida stoppe med at bruge sut senest når hun fylder 3 år. Mor har derfor besluttet og informeret Ida om, at Livs kommende lillesøster som kommer til maj, skal have Idas sutter. Det vil jo være frygtelig synd for den nye baby, hvis hun ingen sutter har. Ida er med på aftalen…. endnu! Det bliver helt sikkert nogle trælse dage og nætter og især sengetid og lurtid bliver hårdt uden sutten, men Mor håber på at det bliver lidt mere håndgribeligt for Ida når de nu går til et godt formål 🙂
Imens Ida har været syg har Ninus været i brug dagen lang. For at holde hygiejnen lidt oppe måtte Mor dog insistere på, at Ninus skulle vaskes da den nærmede sig at have grønne spidser…. Det kunne Ida egentlig godt forstå så Mor snuppede Ninus og vaskede den på 15 minutters lynprogram. Imellemtiden forsøgte Mor at give Ida erstatnings-Ninus som er helt magen til originale Ninus – bare ikke slidt og forvasket. Tidligere har Ida overhovedet ikke anerkendt erstatnings-Ninus fordi den bare var forkert, men denne gang tog Ida den til sig og nu har den faktisk fået en ligeværdig placering sammen med den originale Ninus.