Ida er en super opmærksom og nysgerrig pige, som følger med i alt hvad der foregår omkring hende. Hun er glad og imødekommende og er særligt glad for andre børn og for dyr – især fugle og hunde.
Ida er stadig 75,5 cm og vejer stadig 9,3 kg ligesom for en måned siden – denne gang er begge tal dog målt mens Ida selv har stået oprejst henholdsvis ved reolen og på vægten.
Ida og Motorikken
Ida er efterhånden ved at have nok selvtillid til at tøffe rundt alene uden at have mor eller far lige ved siden af til at gribe hende, hvis hun falder. Hun kan gå 1-2 meter helt selv, hvis underlaget er jævnt og ikke for glat. Små fine skridt og med en eller to kunstpauser undervejs så man lige holder balancen. Og Ida er brandstolt!
Ida kravler nu kun når hun ikke kan komme frem ved at gå rundt. Hellere bruge dobbelt tid på at komme rundt om sofabordene ved at gå frem for at kravle. Ida vil også meget gerne løbe når hun har Mor og Far i hænderne, men det er ikke altid resten af hendes lille krop kan følge med de små hurtige ben. Mor og Far prøver såvidt muligt kun at tage Ida i den ene hånd når vi går tur med hende, så hun kan øve sin balance.
Ida rejser sig nu op midt på gulvet uden hjælpemidler og tager et par skridt derfra eller begynder at danse, hvis stemningen og musikken lige er til det 🙂
Ida havde sin første oplevelse med trapper i Farmor og Farfars campingvogn i Italien og på trods af Ida aldrig før har prøvet at kravle op af en trappe vidste hun lige hvordan det skulle gøres og få sekunder senere var hun kravlet op af de to trin og var sikkert inde i campingvognen. Hun mangler dog stadig forståelsen af, at man skal baglæns tilbage og ikke blot kan træde ud i luften.
Hej!
Ida er en ekstrovert lille sag, som elsker at være på tur og møde nye mennesker – og især børn. Ida hilser med et højlydt “Hej!” eller ved at vinke. Ida råber også “Hej!” selvom der ikke er nogen at hilse på, for det er nu engang et af de få ord hun har lært foruden ‘ja’ og ‘[n]ej’ som hun dog ikke altid bruger i den rette sammenhæng. Udover disse tre ord pludrer Ida på livet løs og fortæller lange historier.
Ida har dårlige manerer og stirrer stift på folk indtil hun får deres opmærksom for derefter at sende dem et hej eller et stort smil – særligt travle businessmænd er Idas hovedmål når vi sidder i flyveren eller i et tog. Ida bliver dog en smule genert når de folk hun har charmet sig ind på nærmer sig for at hilse på.
Tænder
Ida har stadigvæk 5 tænder, som er brudt igennem (2 i overmunden og 3 i undermunden). Det er dog tydeligt at se at der snart kommer flere til.
I går blev mor så begejstret for Idas første skridt at hun slet ikke havde tid til at lave resten af den planlagte opdatering – så den får I her 🙂
Haven
Haven er kommet til at se rigtig have-agtig ud med grønt tæppe på gulvet (beregnet til udendørs brug).
da elsker at være ude på altanen, men betongulvet har været meget koldt og vi har længe talt om at lægge noget kunstgræs eller lignende på. Det faldt vi så over da vi var i byggemarkedet i lørdags og iiiiih, hvor synes Ida det er skønt at trisse rundt på.
I går kom det første rigtige sommerglimt, så mens Ida sov lur sad mor ude på altanen med en kop kaffe og en bog og nød solen. Sommerglimtet varede dog kun til frokost, men det gjorde ingenting, for når klokken når 12 er der alligevel ikke meget sol tilbage på altanen. I skrivende stund gentager mor successen fra i går og siddet på altanen med kaffen i 21 grader – skønt! I dag og i morgen skulle det dog blive sommer hele dagen med henholdsvis 27 og 29 grader. Mor planlægger at tage Idas badekar ud på altanen så Ida kan soppe lidt, hvis det bliver så varmt som lovet.
Den første af mors pinseliljer er også tittet frem i haven – lidt sent da pinsen forlængst er overstået, men smuk – det er den – og mor er helt tosset med pinseliljer!
Projekt: Installation
Mor har længe grublet over, hvad vi skulle bruge de to store kroge over sofaen fra et tidligere billede til og langt om længe besluttede hun sig for at bygge en ramme, spænde stof udover som lærred og sætte nogle hylder på.
Mor fik lidt hjælp af far så stoffet kom til at sidde helt stramt, men ellers har mor selv stået for resten, når Ida har været ude og sove. Resultatet ses herunder og Mor synes selv det er blevet ret fint.
Ida er også glad for hylden og vil gerne løftes op og kigge på billederne tit så vi kan fortælle hende hvem der er på billederne “Ida, Ida, Ida, Ida, Ida og mor og far!”.
Da mor og Ida var i Ikea efter hylder i fredags købte vi også et lille sæt med et bord og to stole til Ida. I venteværelset hos kiropraktoren har de et lignende og Ida synes det er hyggeligt at sidde og samle klodser ved bordet, så mor synes også Ida skulle have sådan et sæt. Så kan hun senere hen bruge det til at tegne ved og hjælpe mor med kagebagning etc.
Ny artikel på Babybusiness
Mor har også skrevet en ny højaktuel artikel til Babybusiness med gode råd til hvordan man kommer mest smertefrit igennem flyveturen med en baby. På lørdag drager vi afsted på Idas 15. flyvetur og mor er efterhånden blevet spurgt af flere venner og bekendte hvordan man undgår propper i ørene, så mor tænkte at det måtte være aktuelt med en artikel om emnet. Artiklen finder du her!
Gudfar Renés 30 års Fødselsdag
Den 15. juni blev Idas gudfar 30 år. Det fejrede Ida med flaget og vi sendte ham selvfølgelig et billede af hans skønne guddatter, som ses herunder.
Mor melder breaking news! I dag den 17. juni har Ida i en alder af 10½ måned taget sine første skridt – og flere til.
Ida har været mere modig i dag og har turde stå længere tid uden støtte og pludselig gik hun! Mor har (naturligvis) fanget Ida på video da hun gør tricket 3. gang her til aften.
http://www.youtube.com/watch?v=tnUo8y5BRZ8&feature=youtu.be
Mor er stolt og far sidder i Sverige til møde og ærgrer sig!
Mor har trænet med Ida efter videoen er skudt og hun har allerede udvidet repertoiret med længere distancer og flere skridt. Sådan sejetutten!
Ida er blevet en virkelig kærlig lille pige, som gerne vil kramme og krammes ofte. Uanset om Mor står og laver mad, lægger vasketøj sammen, sidder og spiser eller ligger på gulvet og leger med Ida kommer Ida ofte hen og krammer Mor – eller bare Mors ben, hvis det er hvad hun lige kan nå.
Mor synes naturligvis det er super skønt at Ida endelig er blevet glad for krammere, for tidligere har hun bare skubbet sig væk fra os og kravlet ud for at lege.
Far synes ikke at han får helt så mange krammere og synes i det hele taget at Ida er temmelig mor-glad for tiden.
Op og stå!
I går rejste Ida sig, for første gang, midt på gulvet uden hjælpemidler. Hun blev, som altid, helt stolt og glad før virkeligheden gik op for hende og hun skyndte sig at sætte sig ned igen – det kunne jo være farligt! Hun forsøgte efterfølgende et par gange igen, men uden held – rumpen er altså lidt tung når man skal op og stå uden hjælp.
Leger selv
Ida har de sidste dage været rigtig dygtig til selv at tusse rundt og lege. Hun rejser sig ved alt, og bruger mange kræfter på at få slæbt legesagerne op på borde, i vindueskarmen eller på sofaen så hun kan stå op og lege.
Ida har i nat kun været vågen en enkelt gang og har ellers sovet igennem. Mor kan ikke huske det før er sket mens vi har været i Holland så hun var helt forvirret i morges da Ida kaldte kl 7. 11 timer i streg har hun taget og kun lige fået sutten en enkelt gang sent i aftes. Dejligt musen!
Så passerede vi dagen for Lilletuttens 10 måneders fødselsdag. Ida vejer nu 9,6 kg og måler 75,5 cm – det lange hyl – og det kan bestemt ses, at hun er vokset i løbet af den sidste måned (600 gram og 2,5 cm). Hun har fået laaaange bimser og kan nu nå alt, hvad der står på kanten af spisebordet. Man skal virkelig passe på hvad man sætter hvor henne nu!
Ida er en glad lille trold, som er vild med andre børn og dyr og gerne vil hilse på og sige hej. Ida er også på det seneste begyndt at være meget kærlig og give krammere til bamser, dukker og os omkring hende – og er hun rigtig i krammehumør kan gulvet også godt få en god krammer. Hun er nysgerrig og modig, og en rigtig grinebidder.
Livretter
Det undrer os dog ikke at Ida er blevet en ordentlig starut i løbet af den sidste måned for hun har virkelig spist meget! Hun kan snildt sætte 3 frikadeller og en god portion broccoli (yndlingsmad for tiden!), blomkål og champignon til livs og så er hun heller ikke for fin til at snacke videre på mors og fars mad efterfølgende.
Ida har fået bittebittesmå smagsprøver på is og kage mens vi har været i Danmark, men hun vil hellere have en god kvast dampet broccoli, så det får hun. Mor og Far synes ikke der er grund til at fylde hende med alt muligt sukkerholdigt så længe hun alligevel ikke forstår hvad hun går glip af.
Ida får efterhånden de samme ting som mor og far får at spise, på nær hvidt brød, havregryn o.l. Rugbrød laver vi stadig til øllebrød eller små hapsere – og det er stadig af den kernefri type. Ida spiser alt hvad hun får i munden og elsker grøntsager. Hun spiser mest hvis man giver hende 3-4-5 forskellige slags mad i et måltid som placeres på bordet foran hende så hun selv kan sidde og hapse stykkerne som hun lyster. Det er hun blevet rigtig dygtig til.
Mavsen
I går var vi til kiropraktor igen og hun mente bestemt at det går i den rigtige retning. Det var vi nu ikke selv i tvivl om da det mærkes tydeligt på Idas væremåde og det faktum, at hun nu bummelummer 2-3 gange på en dag (i stedet for en gang pr. uge!) Dejligt! Den sidste måned har vi slet ikke brugt lactulose, men nøjes med at være opmærksomme på hendes kost og give hende 5 biogaia dråber (probiotika) hver dag. Så kører maven som den skal.
Motorikken
Præcis en uge før Ida blev 10 måneder besluttede hun sig for at nu måtte hun hellere udvikle sig lidt, så nu rejser hun sig op ved hjælp af vores hofter når man ligger på siden foran hende og slipper så for at tage armene helt op i vejret og være tonser stolt – “Se lige hvor sej Jeg er!”. Ida står max i 10 sekunder af gangen før hun ryger på rumpen igen, men hun er frygtløs og synes det er en fest!
Ida elsker når man hjælper hende med at gå ture og hun traver gerne gulvet tyndt hele dagen for at øve sine gå-skills. Hun bliver ligeså stille bedre og bedre på balancen og af og til går hun nu kun ved hjælp af en hånd. Mor tror dog stadig ikke Ida kommer til at gå før hun nærmer sig sin 1 års fødselsdag, men lad os nu se.
Bisser
Ida har i noget tid nu haft sine 4 fortænder og haft 1 mere på vej i undermunden. Det er dog først over de sidste 2 dage at den virkelig er begyndt at komme igennem og her til morgen kunne man så se at den var brudt helt igennem. Ida har ikke rigtig mærket noget til den, men har gerne villet have frosne sutter nu og da til at hygge med.
Søvn
Den sidste uges tid har Ida sovet meget bedre om natten end de forrige måneder. Hun er kun vågnet 2-3 gange i løbet af en nat og ofte har det været nok at give hende sutten for så at sove videre. Nogle dage har hun endda sovet helt til klokken 7.30!!! Det er luksus. Andre dage har hun været vågen klokken 6 og er så kommet ind til mor og far for at putte en times tid i sengen sammen. Det er også hyggeligt.
Mor tror så småt vi står overfor at skippe den ene af Idas to daglige lure. Mens vi har været i Danmark har Idas lure ligget meget sporadisk og enkelte dage har hun klaret sig med bare en lur. Vi har afprøvet at vække hende fra hendes lure efter 1 times tid så hun ikke sover for længe om dagen resulterende i at hun sover dårligt om natten, og det virker til at have en positiv effekt. Mor har et par gange prøvet at skubbe hendes formiddagslur til en middagslur i håb om at hun så tager een lang skraber på et par timer, men hun vågner som oftest efter 1 times tid og så er der længe til kl 20 og sengetid. Hvis Ida kommer for sent ud til sin eftermiddagslur er hun brandfrisk helt frem til 22.30 og vil absolut ikke sove. Det har kostet et par kampe og et par trætte forældre.
Mor tænker og tester videre og håber på at finde en god løsning.
Lyde
Ida er begyndt at sige “Hej” – ofte kombineret med, at hun begynder at vinke. Hun pludrer meget og er begyndt at få flere lyde. Hun siger ofte noget som lyder som tak, ja og nej, men mor tror ikke rigtig det er bevidst. Ved nærmere eftertanke tror mor nu faktisk godt hun ved hvad ‘nej’ betyder for det siger mor og far OFTE til Ida når hun er ude på ballade.
Pyyyyh, hvor har vi haft travlt. Vi har været i Danmark hvor mor var til surprise polterabend hos Sabrina, som skal giftes på lørdag (yay!), til indflytterfest hos Marie og Nees og på besøg hos hele den pukkelryggede. Vi fik et par dages sommervejr så vi kunne smage på mormors græs og næsten på en regnorm og Ida synes det var lidt svært at sove når der var så varmt.
Ida fik lavet et godt styrt hjemme hos Farmor og Farfar da man lige skulle stå selv op af vinduet, hvilket resulterede i nedenstående flotte blå mærke lige i panden.
Dagen efter vores hjemkomst satte Farmor, Farfar, Bitte og Erik retning mod Amsterdam og 9 timer efter stod de i lejligheden med alle de julegaver, som vi ikke selv har kunnet have med i fly og andre pakkenelliker. Under besøget nåede vi at se tulipanparken Keukenhof med 7 millioner tulipanløg! Det var ganske fortryllende. Herunder ses blot et enkelt billede for mor er slet ikke færdig med at redigere sine billeder fra de sidste par uger endnu så der må komme en fotoreportage senere.
Vi nåede også på den obligatoriske kanalrundfart og havde god tid til at hygge og lege med Ida. Ida var som sædvanligt i højt humør og sad tålmodigt i klapvognen og kiggede rundt.
Da hele banden igen kørte mod Danmark ankom Pernille, Mathias og Liv for at besøge os.
Det var Livs første flyvetur og hun klarede det brandgodt med en lille lur undervejs. Liv og Ida hyggede med Idas legesager, selvom Ida var lidt en strid banan som hapsede al legetøjet fra Liv ligesom hun legede bedst med det. Liv kravler ikke helt endnu så Ida kunne snildt hapse legetøjet og kravle afsted med tingene så Liv sad tilbage uden noget. Liv affandt sig heldigvis med det og sad fint og kiggede rundt efter nye ting at lege med.
Mor og Pernille hyggede sig med drinks imens far og Mathias kokkererede alt fra Entrecote til Hotdogs. Nu har vi lige et par fridage med afslapning og playdate med vores tyske venner før vi igen fredag drager mod Danmark og bryllup samt en uges ferie i det jyske. Det glæder vi os til!
Ida har så småt tand nummer 5 på vej og er temmelig pjevset i disse dage. Hun vil helst hele tiden kravle rundt på mor eller far, men humøret stiger når man får en afkølet sut til de ømme gummer. Liv har muligvis skoldkopper under opsejling så vi er noget spændte på at se hvad det udvikler sig til og selvfølgelig om Ida i såfald også får skoldkopper inden længe.
Dyrevennen Ida
Af flere omgange har vi været i kontakt med dyr. Bl.a. i Keukenhof (Tulipan-park) og i Amstelpark, hvor der begge steder var en petting zoo med køer, heste, får, geder, hængebugsvin osv. Vi hilste også på en lille hundehvalp i forbindelse med frokost en dag og det endte med at den ellers så glade hundehvalp måtte se sig slået af en endnu gladere Ida som meget gerne ville klappe og lege med den lille hund.
Vinke vinke!
Ida begynder at forstå flere og flere ord. Hun elsker når vi synger klappe-kage-sangen og hopper på rumpen mens hun selv klapper. Hun forstår ‘Tak for mad’ og begynder selv at klappe når vi siger det (en af vores rutiner) og ved at man så kommer ned på gulvet og leger. For nylig er hun også begyndt at vinke når vi siger ‘Vinke vinke’. Da vi var hos kiropraktoren forrige gang vinkede hun til en lille pige, som var på vej ud af døren helt uden vi havde sagt ‘Vinke vinke’.
Farmor og Ida har øvet ‘Værsgo – tak’ og Ida er begyndt at dele sin mad. Eller det vil sige, hun rækker et stykke ud med hånden men tager hånden tilbage før man kan nå at tage maden.
Ida er også begyndt at forstå ‘Skal bamsen/dukken/mor/far ha’ en krammer?’ Når vi spørger og rækker bamsen frem tager Ida den op til hovedet og krammer den. Når det er en rigtig god krammer lægger hun bamsen på gulvet og lægger sig ovenpå den og giver den en ordentlig krammer.
http://www.youtube.com/watch?v=3xBUtlspA_I
Fremgang hos kiropraktoren
I tirsdags var vi til kiropraktoren og det går klart i den rigtige retning. Vi kan lynhurtigt se om Ida har fået noget maven ikke kan tåle for så går der mere end 1½ dag før der er gevinst og hun skal bruge flere kræfter end ellers. Vi er begyndt konsekvent at hjælpe Ida så hun kommer op i stående position når hun begynder at trykke for at hjælpe maven lidt på vej, og det bærer som regel altid frugt. I de sidste par dage hvor vi har slappet af og været hjemme har Ida været på tønden 2-3 gange hver dag hvor der førhen godt kunne gå en uge imellem. Og nu er det endda uden hverken laktulose eller svesker.
Det er bare super godt, og hvis den gode stime fortsætter trapper vi snart ned til at besøge Dr. Lauren hver anden uge. Ida får stadig ikke hvidt brød og havregrød, men derudover får hun det hun nu kan få af vores mad. Til morgenmad får hun blødkogt æg for tiden og det er et sikkert hit. Som tilbehør får hun f.eks. avocado eller kartoffelmos og en kvart rugbrød. Jo flere forskellige ting der indgår i et måltid, jo mere spiser Ida. Efter besøg af Liv og hendes forældre har Ida fået hang til friske blåbær, så dem har hun også fået en masse af med stor fornøjelse.
I dag har mor bagt nogle spelt-banan-boller til Ida uden sukker. Ida har fået en af dem i dag med smør på så mor er spændt på at se hvad maven siger til det over de næste dage.
Haven
Haven har båret frugt og vi har nu konsumeret to måltider med hjemmedyrket salat. Det er dejligt altid at have friskt salat ved hånden og det smager af så meget mere end supermarkedets.
Da mor og Ida kom hjem fra Danmark havde far passet godt på mors have og vandet den godt så den overlevede de mange solskinsdage.
I weekenden har vi haft besøg af onkel René. Fredag aften var mor og onkel på Ajax Arena og se Ajax spille 1-1 mod Heerenveen. Kampen var ikke sprudlende, men det var sjovt at opleve stemningen på arenaen.
Lørdag var vi alle 4 på sightseeing tur med kanalrundfart und alles i Amsterdam og ellers cruisede vi blot rundt og hyggede os.
Haven
Haven sprudler i øjeblikket. Salat, radiser, basilikum, purløg og tulipanerne er godt i gang med at spire, og vi venter nu blot på at se om der kommer noget frem fra tomaterne, lavendel og pinseliljerne.
Gang i Tutten
Ida bruger sin krop dagen lang og holder ikke mange stille stunder. Herunder ses dagens invention: et gangstativ så man kan skubbe sig frem med maven og så tage små skridt frem (1½ meter blev det til!) – helt uden at falde…..næsten da.
http://www.youtube.com/watch?v=vnJ7ooA2-tQ&feature=youtu.be
http://www.youtube.com/watch?v=SPLi-ey_fag&feature=youtu.be
Ida har fået sig egen skuffe i køkkenet så hun er underholdt mens mor laver mad, og så mor kan bestemme hvilke ting Ida kan få fingrene i. Skuffen er et stort hit – Ida mangler dog lige at lære at man skal rydde op igen…
http://www.youtube.com/watch?v=rbgc-qO0i-M&feature=youtu.be
I går var vi hos kiropraktoren for 3. gang og Ida er virkelig begyndt at nyde besøgende. Hun ligger fuldstændig stille på mor mens Dr. Lauren behandler hende. Ida reagerer kun når Dr. Lauren rammer et ømt punkt og så når hun bruger sit værktøj som siger en kliklyd som Ida ikke er glad for. Det begynder også allerede at hjælpe på Idas mave. Lørdag var der gevinst tre gange og hele fire gange søndag. Vi havde givet Ida sveskemos til morgenmad lørdag og det gav gevinst. Ida har hidtil været så forstoppet at end ikke svesker kunne gøre en forskel, men nu hvor maven kun får frugt og grønt (og lidt riskiks og fisk) hjælper det på mavsen.
Idas seng er blevet rykket ind til mor og far i disse dage for at se om det kan få Ida til at sove mere roligt. Mor kan mærke at det tit er en tryghedsting når Ida vågner om natten og vil gerne holde mor i hånden indtil hun sover igen. Når mor kan gøre det liggende i sin egen seng vågner hun ikke nær så meget og er dermed et meget sjovere bekendtskab dagen efter.
Selvom det blot var i går Ida fandt ud af at rejse sig op har hun helt styr på teknikken (det hjælper lidt at mor har givet hende skridsikre strømper på). Derfor kan man jo ligeså godt begynde at trippe lidt rundt så man kan udforske endnu mere.
Mor har måtte sande at man ikke kan have noget i Ida-højde i fred længere, så vindueskarmen er nu dedikeret til Idas legetøj så der er lidt motivation til at rejse sig og bevæge sig rundt. Og det har allerede givet pote. Ida har her til formiddag trippet lidt frem og tilbage for at nå de forskellige ting. Hun har langt fra styr på at komme ned og sidde igen, men heldigvis er tyngdekraften en sikker hjælper. Godt man er godt polstret og har ble på!
Det er altså kun knap 3 uger siden Ida lærte at kravle og nu er hun i den grad alle steder. I den forbindelse er hun dog også blevet endnu mere opmærksom på at der altså stadig er ting hun ikke kan så hun er blevet super hysterisk (nogen vil mene hun ligner sin mor da hun var barn……) og skriger og græder i vildensky hvis hun ikke får mors telefon, fjernbetjeningen, den varme gryde eller andre ting hun helst ikke skal i nærheden af. Mor ved ikke lige helt hvordan man takler en hys baby bedst, men mor tænker det er bedst ikke at give Ida for meget opmærksomhed når hun er sådan. Så mor går ind i et andet rum og lader Ida sidde og skrige for sig selv indtil hun finder ud af det ikke hjælper. Der går ikke mange sekunder fra mor har forladt rummet og til man kan høre Ida bliver helt stille og kravler afsted for at finde ud af hvor mor blev af. Tænk hvis hun nu var blevet rigtigt væk!
Idas mad
Efter Ida er blevet sat på diæt nærmest udelukkende bestående af grøntsager har mor været i gang med kogeriet. På vejen hjem fra kiropraktoren i går svingede vi forbi den lokale grønthandler og købte stort ind af nogle alle de ting som Ida må få. Mor har derfor været i gang med at koge mos af squash, sweet potatos, broccoli og svesker og frosset det hele ned i små bøtter så Ida kan få en masse forskelligt i løbet af dagen uden vi skal have hele køkkenet i gang hver gang.
Ida fik squashmos til morgenmad og spiste det med stor fornøjelse, selvom mor synes det var lidt en underlig morgenmad…
Mor har haft gang i den store oversætter og lavet en dansk udgave af madoversigten fra Dr. Laurens bog så man nemt lige kan kigge over på køleskabet og se hvad Ida egentlig må få. Oversigten er opdelt øverst (med gråt) efter 6-9 måneder. Nedenunder med hvidt 9-12 måneder. Med gråt igen 12-18 måneder og nederst med hvidt 18 måneder+. Ida er heldigvis kun 2 uger fra at være 9 måneder så mor fortsætter altså med at give Ida nogle af de ting hun egentlig kun må få fra 9 måneder af.
Mor synes nu det var dejlig let da man kunne give Ida en rugbrød, men det er desværre alt for hårdt for Idas mave så lige nu står den kun på frugt og grønt.
Mor har også købt noget probiotika (mælkesyrebakterier) som skulle være godt til babyer med forstoppelse. Ida har fået første dosis i dag så mor håber også at det kan hjælpe lidt på mavsen.
Så oprandt dagen hvor Ida endelig(!) kom op at stå uden hjælp. Ida har elsket at stå oprejst siden hun var få måneder gammel og den sidste uges tid har hun prøvet at hive sig op ved hjælp af borde, sofa og bukser (…). I dag lykkedes det så endelig for Ida helt selv at trække sig op at stå ved sofaen. Ida panikkede dog en lille smule da hun ikke kunne holde sig oprejst lang tid og synes der var langt ned igen, så mor måtte lige hjælpe lidt til.
Nu kan det kun være et spørgsmål om tid før Ida får sig nogle seriøse knubs og blå mærker fra de styrt som ikke kan undgås.
Kiropraktor visit #2
I dag har vi været hos kiropraktor Dr. Lauren igen. Hun startede med at fortælle hvad hun havde fundet ud af sidste gang og forklarede ud fra nedenstående tegning.
Øverst refereres der til området omkring svælg og kæbe. Nederst refereres der til tyktarmen og nyrene.
Herunder ses en illustration af hvor Ida skal behandles. Kraniet skal behandles fordi alle nerverne går derop så det påvirker hele kroppen.
I dag fik Ida en behandling på en halv times tid, hvor Dr. Lauren trykkede og masserede Ida så der bliver løsnet op for nogle spændinger i hendes krop. Ida lå på ryggen på mor som selv lå på briksen for at hjælpe med at holde Ida i ro. Ida var helt rolig til de første 10 minutter og lå blot og betragtede Dr. Lauren som sødt fortalte Ida hvad hun lavede når hun trykkede på hende. Efterhånden blev Ida dog mere urolig og græd et par gange hvor Dr. Lauren trykkede nogle steder hvor hun åbenbart havde ondt. Ida var dog hurtigt trøstet igen. Dr. Lauren brugte sit klikke-instrument igen i dag men Ida tog det heldigvis lidt bedre end sidst hvor hun blev skræmt og helt ulykkelig.
Vi har lånt en bog hos Dr. Lauren, “Well adjusted babies” som bl.a. fortæller hvad man kan give Ida at spise som er mere skånsomt for maven og hvad der er forbudt for hende. Ganske kort er det faktisk kun frugt og grøntsager Ida må få samt glutenfri korn- og rissorter – f.eks. quinoa, som vi i forvejen spiser af og til. Når Ida er 9 måneder må vi så småt begynde at introducere nye ting igen som er lidt grovere. Kød og fisk er bandlyst i øjeblikket ifølge bogen så mor og far skal vist lige lave en plan for hvor meget vi har tænkt os at følge bogen. Havregrøden som både mor og Ida ellers er blevet ret glad for er også blevet bandlyst og Ida skal nu have grøntsagsmos til morgenmad. Mor tror dog hun holder fast i havregrøden til sig selv 🙂
Mor er noget spændt på hvor hurtigt vi kommer til at se resultater, men der går nok lige et par uger.
Søvn
Efter Idas 4 tænder er kommet helt igennem har vi nu haft 2-3 gode nætter hvor Ida har sovet langt bedre og har taget længere stræk. I nat sov hun fra 20.30 til 7.30 og skulle bare have sutten kl 22.30 og så først igen kl 5. De sidste par timer var hun dog lidt urolig, men bare det at kunne få et langt søvnstræk gør underværker for os!
Keep it up Ida! 🙂
Besøg af Idas gudfar
I morgen kommer Idas gudfar, morbror René, på besøg. Mor og René skal på stadion og se Ajax spille mod Heerenveen fredag aften. Oprindeligt skulle far også have været med men da vi ikke kunne få en babysitter til Ida besluttede vi at far måtte blive hjemme med Ida. Far har tidligere været på stadionet og se Ajax spille så det var mors tur 🙂
Ellers skal vi blot hygge og turiste den lørdag inden René flyver tilbage søndag formiddag.
Phew, sikke meget vi har nået siden sidste opdatering herinde!
Ny klapvogn
I onsdags var Ida og mor ude og hente en ny (brugt) klapvogn. Det er meningen at mor vil bruge den når vi skal i lufthavnen og når vi skal på andre ture hvor det ikke er nemt at have en stor klapvogn med. Den vi har købt er en paraplyklapvogn, som dog kan lægges ned i ryggen så Ida kan tage tur i den. Ida vejer efterhånden 8,9 kg (pr. 14. april) og er tung at have i bæreselen i længere tid af gangen. Derfor ville mor gerne have en lille klapvogn, som må tages med helt ud til gaten så Ida kan sidde og lægge i den når vi er i lufthavnen.
Klapvognen kostede mor 45€ (335 kr.) og har kun været brugt i 4 måneder. Nypris er mellem 1000-1500 kr. i Danmark. Sælgeren fortalte, at kurven under vognen og kalechen var lidt i stykker, men mor tænkte at det var lige meget til det formål den skulle bruges til. Mor kunne dog fikse begge problemer på 2 min. da hun kom hjem da det viste sig at den blot var samlet forkert. Sælgerne var vist ikke så handy 🙂
Klapvognen bliver taget i brug første gang når vi flyver til DK igen den 2. maj.
Legestue
I torsdags var Ida og mor i legestue med en masse internationale mødre og babyer fra 7-12 måneder.
Der var engelske, hollandske, polske og svenske mødre og børnene legede med hinanden og havde det så sjovt. Det er især skægt at se hvordan Ida reagerer på det at skulle dele legetøj, hvilket hun jo ikke er vant til herhjemme. Ida er som regel den mest frembrusende baby så det var rart at se nogle af de større babyer tage legetøjet fra hende så hun blev helt paf og kiggede på mor med ‘Er det okay, mor?’-blikket.
Vi var i legestuen et par timer før turen gik hjemad igen, og Ida var godt brugt så hun sov hele vejen hjem.
Besøg!
Efter legestuen nåede mor lige at bakse et ordentligt læs hjemmelavede forårsruller sammen så der var nem mad til aften.
Så smuttede Ida og mor i lufthavnen for at hente mors veninde Sabrina samt Kornelia og Ole. De kom for at besøge os hele weekenden og lad det være sagt med det samme – det har været en helt fantastisk weekend med leg og hygge, sightseeing og kanalrundfart, marked og lækker mad.
Kornelia agerede den perfekte, kærlige storesøster, som fandt legetøj til Ida og som gerne ville ae Ida på hovedet. Mor og Kornelia brugte dog også en del tid sammen på at kigge efter flyvere og andre godtfolk udenfor vinduet.
Kornelia synes det var skønt med en masse nyt og ukendt legetøj, og især Idas gåvogn med hollandsk tale og sang var et kæmpe hit og fik kørt mange ture.
Sabbe og Co. boede på hotel Bastion og dukkede op hos os efter morgenmaden. Fredag var vejret dog ikke så indbydende så dagen stod alene på en indkøbstur og ellers hygge og leg hos os.
Lørdag stod dagen på en tur til byen. Vi gik derind igennem Vondelpark og vores kære gæster fik også et glimt af de to lokale storke.
Derefter tog vi på kanalrundfart og så byen fra vandsiden. Det synes pigerne var ganske fornøjeligt og var helt klar til en god lur bagefter.
Søndag var vi på Puremarkt i Amstelpark. En helt fantastisk park med masser af blomster og legepladser. Markedet var også ret skønt med en masse økologiske og hjemmelavede sager.
Far måtte mødes i arbejdsregi søndag morgen og stødte først til os til frokost i parken. Her sad vi et par timer og nød solen (og de 20 grader!) med en spandfuld kaffe imens begge piger fik en tiltrængt lang lur.
I går aftes fløj familien Heltoft Hjørringgaard retur til Danmark efter nogle helt fantastiske dage. De har allerede lovet at vende tilbage – måske i sensommeren – det glæder vi os til. Til den tid kan Ida formentlig gå og vil være en endnu sjovere legekammerat for skønne Kornelia.
Næste gang vi ses bliver til Sabrina og Oles bryllup den 25. maj i Danmark. Det glæder vi os helt bestemt også til!
Idas nye dukke
I ren desperation over gerne at ville beholde sit hår har mor købt en kludedukke til Ida med stofhår som man hellere end gerne må rykke i. Ida synes dog ikke dukken er helt så lækker som mors hår så mor må vist fortsat gå med håret opsat så længe Idas så fingre skal pille.
Ida hos kiropraktor
I dag har Ida været til kiropraktor for at få hjælp til forstoppelsesproblemerne. Efter vi har skruet ned for modermælkserstatningsindtaget og op for den almindelige mad er Ida blevet mere og mere forstoppet, og trods det at vi har skruet op for lactulosen kan den lille stakkel ikke rigtig komme af med noget i bleen. Mor blev anbefalet en kiropraktor, som er specialiseret indenfor babyer, og som skulle være dygtig til at hjælpe børn med forstoppelsesproblemer.
I dag var et indledende besøg hvor kiropraktoren ville undersøge Ida og stille en masse spørgsmål til hendes trivsel. Hun nåede dog også at give lidt behandling for at løsne op for nogle spændinger i Idas kæbeområde.
Dr. Lauren var en virkelig, virkelig sød dame, men Ida skulle nu lige se hende an. Ida var helt ok med at blive undersøgt af Dr. Lauren, men synes det var strengt at man ikke måtte få hendes ur, ring og værktøj at bide i.
Dr. Lauren brugte sådan en fætter her til at aktivere nogle nerver i Idas krop. Værktøjet sagde en høj kliklyd og Ida blev helt forskrækket og ret ked af det. Resten af tiden kunne Dr. Lauren heldigvis nøjes med at bruge hænderne til behandlingen.
Mor fik at vide at vi helst skal holde os fra at give Ida brød og mælkeprodukter (inkl. ost og youghurt) indtil Ida runder et år da det er for hårdt for hendes mave. Ellers skal vi blot fortsætte med at give hende en masse frugt og grønt ligesom vi gør i dag. Dr. Lauren viste mor en massageteknik som mor og far skal bruge på Idas mave hver gang hun har spist for at hjælpe tarmene med at fordøje maden.
Dr. Lauren konkluderede at Ida havde nogle spændinger i kæbeområdet som formentlig har været der siden fødslen og som måske har været skyld i at amningen gik i vasken, fordi Ida simpelthen ikke kunne få ordentlig fat så mælken aldrig rigtig kom til at løbe som den skulle. Dertil fortalte hun at Ida har nogle skævheder i nakken som også godt kan påvirke maven og fordøjelsessystemet og dem vil hun behandle over de næste uger for at hjælpe Idas krop i gang.
Ida skal i starten til kiropraktor 2 gange ugentligt og senere blot 1 gang indtil vi får styr på maven. Udover at cutte brød og mælkeprodukter skal vi fortsætte med at give hende mad og lactulose som vi gør nu, og med tiden skal vi så trappe hende ud af lactulosen, men først når kroppen er blevet aktiveret så den kan klare sig uden.
Ida har en tid igen på torsdag hvor vi håber humøret er lidt bedre end i dag.
Vi skulle ikke forvente nogen forskel efter dagens behandling da den var så kortvarig. Ida kom dog af med lidt i bleen da vi kom hjem og syntes ikke at være så besværet af det.
Mor har måtte give Ida lavament 3 gange i løbet af den sidste uge hvor Ida slet ikke har kunnet komme af med noget. Ida har heldigvis taget det pænt og afleveret en god portion på potten efterfølgende. Mor satte også Sabrina i gang med lidt zoneterapi på Ida, da Sabrina er i gang med at læse det og måske kunne hjælpe Idas mave lidt. Om det skyldtes resten af lavamentet fra lørdag eller zoneterapien fra Sabbe ved mor ikke, men Ida leverede i hvert fald et par pæne bleer i går med en konsistens vi ikke tidligere har set. Nu håber vi bare at der snart kommer styr på Idas mave så hun kan blive en glad lille trold igen uden ondt i mavsen.
Søvn
Ida har sovet rigtig dårligt den sidste uges tid med mange opvågninger. I nat sov hun dog fra 20.30-8 kun med 2 opvågninger. Det var skønt og tiltrængt for os alle. Mor håber på at nu hvor alle 4 fortænder er igennem kan Ida (samt mor og far) få lidt bedre søvn igen.