Maya 3 Måneder

Maya 3 Måneder

I morgen er det 3 måneder siden Maya kom til verden. Maya er en (mad-)glad pige, som elsker at spise, lege og pludre. Hun er til gengæld ikke stor fan af det der søvn, med mindre man da kan være heldigvis at have en babs i munden. De sidste par nætter har Maya spist hver 1½ time (og her taler vi 1½ time fra start af et måltid til start af det næste) så Mor er ved at være træt. Godt nok kan Mor ligge ned og amme Maya så det gør det lidt nemmere, men Mors ryg er ved at være godt smadret af at sove i en aparte positur sådan lidt halvvejs sidelæns indover Maya. Mors eneste trøst er at hun ved at det er en fase og at det bliver bedre lige pludselig. Ida sov på dette tidspunkt fra 22-7 uden nogen opvågninger. Bom!

Mor kan dog godt være temmelig misundelig på de andre mødre i mødregruppen, som fortæller, at børnene sover fra 21-7 🙁 Men pyt. Så kan Maya så meget andet. Spise f.eks. Og det er hun god til. Faktisk så god at hun nu har taget føringen som den suverænt tykkeste i mødregruppen – endda foran Albert som er en god uge ældre og som har haft førstepladsen indtil i dag. Mor og Maya var til mødregruppe-møde med en sundhedsplejerske på sundhedsplejerskens kontor i dag, så her fik vi lejlighed til at få børnene målt og vejet.

Maya måler nu 64 cm (54 cm ved fødslen) og vejer intet mindre end 7,9 kg (3,8 kg ved fødslen) (dog røg vægten ned på 7,85 kg efter akut bleskifte kort tid efter første vejning 😉 ).

Da Ida var 3 måneder målte hun 63,5 cm (52 cm ved fødslen) og vejede 7,2 kg (3,195 kg ved fødslen). Mor husker dog slet ikke Ida som så stor en basse, og flere af børnene i mødregruppen ligger da også stadig omkring de 5 kg. Ida var på dette tidspunkt rent flaskebarn mens Maya fuldammes og elsker det 🙂

En tommelfingerregel er (ifølge nettet), at babyer skal fordoble deres vægt inden de er 5 måneder gamle og det har Maya altså klaret på under 3 måneder. Super flot!

Mor har stadig ikke opgivet at få Maya til at tage en sut… men der er stadig ikke noget, der tyder på, at Maya synes den er top-lex!

Tid til status

I et af de mange nyhedsbreve Mor modtager var der en liste over nogle af de ting et barn på 3 måneder bør kunne og der er Maya heldigvis fint med.

Nogle vigtige milepæle for dit barn på 3 måneder er:

 Grovmotorik:

  • Dit barn vil nu kunne løfte hovedet når det ligger på maven (Det kan Maya godt, men hun synes det er benhårdt!)
  • Dit barn vil snart kunne støtte på armene når det ligger på maven (Det går der nok lige noget tid med endnu pga. armen)

Finmotorik:

  • Dit barn vil kunne få hænderne til midtlinjen (samle dem) (Maya samler hænderne og putter dem i munden så tit hun kan komme til det)
  • Dit barn vil snart gribe efter genstande (Her er Maya meget godt med, hun griber efter ting og fanger dem ofte – det er tydeligt at se at det er bevidst, og derefter føres tingene op til munden)

Sprogudvikling:

  • Dit barn reagerer på lyd (Maya bliver skræmt af selv de mindste lyde, men elsker samtidig legetøj med lyd og lys og begynder at sprælle for at fange det vi holder op foran hende)
  • Dit barn begynder at pludre (Mor og Maya har lange dybe samtaler og hygger med pludring)

Social udvikling:

  • Dit barn smiler til ansigter (Maya kan næsten altid lokkes til at smile, hvis man snakker til hende og holder øjenkontakt – Maya har de fiiiineste smilehuller i sine tykke kinder <3 )
  • Dit barn begynder at smile spontant” (Maya smiler til både mennesker, legetøj og babserne. Alt det gode 🙂 )

Da Ida var 3 måneder gammel var hun allerede i gang med at trille fra mave til ryg. Der er dog lang vej endnu med Maya grundet den dumme arm, men Mor spurgte sundhedsplejersken i dag og hun sagde, at det forventes de først at kunne når de er mellem 4 og 6 måneder så Maya og Mor har masser af tid til at træne endnu.

Ida 3 måneder gammel
Ida 3 måneder gammel
Maya 3 måneder gammel
Maya 3 måneder gammel

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *