Mens vi venter
Mens vi venter på Lillesøster udnytter vi ventetiden og får fikset småting. Skønt der torsdag aften var masser af veer skete der ikke mere end det. Fredag ved middagstid gik slimproppen, så veerne må have arbejdet lidt på livmoderhalsen. Slimproppen sørger for at baby ikke ‘ryger ud før tid’ og går som regel når livmoderhalsen er helt væk. Efterfølgende er der dog ikke sket mere og vi venter stadig….
Fredag kom Mormor på besøg og lørdag formiddag tog Mor, Mormor og Ida på en legeplads i Valby og nød det skønne forårsvejr. Ida elsker at have Mormor med på legeplads for hun er lidt mere adræt end Mor for tiden og vil gerne være med til at gynge og rutsche.
Søndag inden Mormor igen blev sendt mod Jylland gik vi en laaaang tur i Søndermarken, hvor vi spillede bold, kiggede på egern og hunde, plukkede blomster og legede på en af træningspladserne, som har trampoliner mv.
Mor forsøgte også at hoppe Lillesøster ud, men desværre uden virkning 🙁
Uddrivelses-programmet
Lillesøster-uddrivelses-programmet for den næste uges tid ser ud som følger:
-Mandag: Zoneterapi-igangsættelse hos Sabrina
-Onsdag: Akupunktur-igangsættelse hos Eileen
-Torsdag: Hindeløsning igen hos jordemoderen
-Lørdag: Tjek på Hvidovre Hospital for at lave status på Lillesøster og måske tage fostervandet
-Mandag: Hvis vandet ikke tages lørdag bliver der prikket hul på det mandag på hospitalet, da Lillesøster helst skal ud senest tirsdag.
Vi ser hvad der sker og venter i spænding – vi satser dog på at hun kommer ud før d. 1. april kl 00.00 da vi ellers må vente 3 måneder længere med første omgang børnepenge 😉