Så er Ida 4 uger gammel i dag. Moderen kan slet ikke forstå der allerede er gået så lang tid siden hun kom ud. 28 søvnløse nætter 🙂
Garderoben
Det kan ses på Idas garderobe, at hun er vokset da hun er ved at få vældig lange ben (hvilket hun hverken har fra sin mor eller far!) og vokser ud af den ene sparkedragt efter den anden hvor benene ikke kan strækkes ud. I dag har mor pakket den første kasse med tøj, som Ida er vokset ud af, væk og Ida er nu begyndt at bruge størrelse 62 i de fleste ting og 68 i enkelte ting. I dragter uden fødder kan hun dog stadig passe nogle enkelte i størrelse 56 ligeledes.
Moderen spørger sig selv hvor tiden blev af?!
Farmor på visit
Imens far er i Amsterdam for at åbne biksen dernede er Farmor på visit og hjælper med at passe Ida så mor også får lidt tid til at lave praktiske ting. Ida og Farmor hygger sig rigtig med at pludre og sove middagslure (Ida sover – Farmor betragter 🙂 ) og mor er lidt i tvivl om hvem af de tre der nyder det mest!
Barnevognen
De sidste tre dage er det lykkedes at få Ida til at sove en god lur på 2-2,5 timer i barnevognen. Det synes mor er helt fantastisk da det betyder, at hun ikke længere er låst til sofaen. Kl. 10 når Ida har fået tør mås og sin formiddagsbajer er hun blevet lullet i søvn for derefter at blive sneget ned i liften og ud i barnevognen. Hun er ganske vist vågnet et par gange undervejs – har kigget sig omkring – for derefter at lægge sig til at sove igen. Først efter 2-2,5 time er hun blevet utålmodig og gider ikke længere ligge i barnevognen.
I går havde vi besøg af en af Heidis kolleger og hans kone og søn, som alle er amerikanere, men bor i Danmark. De har netop været i USA på ferie, hvor de havde købt barselsgaver med hjem til Ida.
Tøjet er stadig alt for stort til Ida, men vi glæder os rigtig meget til at putte hende i strikdragten til efteråret når vi skal ud med barnevognen i Amsterdam, hvor den kan holde hende godt varm.
Far tager afsted og Farmor flytter ind
På torsdag tager farmand igen afsted til Amsterdam og kommer først hjem søndag da det er blevet tid til at biksen åbner i Amsterdam. Denne gang er det Farmor, som træder til og flytter ind et par dage så mor og Ida ikke skal være helt alene. Mor glæder sig til at kunne aflevere Ida i Farmors favn og tage et langt bad og vide at de begge to vil nyde det imens.
Farmor kommer helt sikkert til at blive overrasket over hvor stor Ida allerede er blevet. Vi har allerede måtte lægge 5 heldragter til side fordi Ida ikke længere kan strække benene i dem.
Hold nu op! Jeg skal da lige love for at Ida har fået sovet det sidste døgns tid. Mor og Ida faldt i søvn på sofaen kl. 19 i aftes (vi havde jo haft en ret hård nat dagen før) og moderen listede i seng ved 22.30 tiden mens far også lå og snuede på sofaen. Moderen tænkte at Ida nok vågnede liiiiige om lidt så hun bare kunne få lov at ligge indtil da.
Ved midnatstid listede far så også i seng mens Ida-pigen sov videre på sofaen. Moderen måtte lige ind og tjekke at der var vejrtrækning for det ligner da bestemt ikke prinsessen bare sådan at tage en så lang skraber.
Kl. 3 vågnede moderen igen og tænkte, at det kunne da ikke passe at hun stadig sov – men jo minsandten – og der var stadig puls og fin vejrtrækning 🙂 Moderen måtte også lige google lidt om det nu var ok at et spædbarn på den alder sov så mange timer i træk uden at få mad – google svarede at det var helt fint så længe baby følger sin vægtkurve og det fik vi jo bekræftet i går at hun gør. Når man anbefaler amning om natten er det desuden primært for at holde mælkeproduktionen oppe og da vi jo allerede ved at den er gået fløjten tænkte moderen at der nok ikke skete noget ved at Ida sov til hun selv vågnede. Det gjorde hun 3.45. Ida havde altså lige sovet knap 9 timer i streg!!!
Så fik baby Ida en tør ble, lidt babs og en flaske og sørme om hun så ikke sov to timer mere. Forældrene var helt forvirrede over at være udsovede da Ida ville op kl 7.30 i morges. SÅ skønt syvsover prinsesse!
Så har sundhedsplejersken Iben været forbi og se til Ida igen.
Ida vejer nu 3860 gram (3195 gram ved fødslen og 3500 gram ved sidste visit), hvilket er ‘idealvægten’ for en baby på 3 uger. Hun er nu 55 cm lang (52 cm ved fødslen), hvilket svarer til en baby på 2 måneder på vækstkurven, så hun er en lang og slank baby ifølge Iben.
Iben mener i øvrigt at Ida får fars brune øjne, hvilket far er svært tilfreds med 🙂
Derudover synes Iben at Ida lignede en pige, der trives. Hun er opmærksom, meget vågen og smiler når man leger med hende.
Amning
Vi talte lidt om amningen, som jo ikke går super godt, og Iben synes vi skulle fortsætte som vi gør nu med primært at give Ida modermælkserstatning og blot amme hende så længe både moderen og Ida fortsat gider. Det er dog godt for Ida at få modermælken så længe som muligt da hun ellers ikke får nogen antistoffer. Amningen anser vi derfor nu mere som en hygge-og-trøste-ting og ikke som en reel kilde til næring for Ida.
Søvn
Et barn på 3 uger bør sove ca. 16-20 timer i døgnet. Ida sover dog nærmere 8 timer i døgnet og primært om natten, hvor hun som regel sover 2 x 3 timer afbrudt af et måltid og et bleskift. Iben nævnte dog, at nogen børn har et langt mindre søvnbehov og at så længe barnet trives er det helt okay.
Ida vil som regel gerne falde i søvn hos sin mor og kan sagtens tage en lur på en time eller to der. Moderen føler sig dog ret låst imellemtiden da hun jo er bundet til sofaen imens Ida får sin skønhedssøvn. Vi fik dog et par tips til hvordan vi kan lokke Ida til at sove lidt mere bl.a. ved at snyde hende til at tro at mor stadig ligger ved siden af ved at amme hende et sted hvor hun kan blive liggende f.eks. i mor og fars seng og så erstatte mor med en af mors t-shirts så det dufter som om mor stadig er der.
Ida sov for første gang i går 4 lure i løbet af dagen (3×1 time og 1×2 timer), hvoraf tre af dem foregik på mor. Til gengæld sov Ida (og hendes forældre!) kun 2½ time i nat så vi krydser alle fingre for at det var et enkeltstående tilfælde.
Så har Mormor været på visit et par dage og hygget og puslet med Ida-musen. Her ses en video med lidt af hyggen fra et bleskift. Mormor har også været behjælpelig med madlavning og vasketøj og ikke mindst pasning af Ida-pigen så moderen kunne komme i bad og få ordnet lidt småting. Det er lidt nemmere at give hende videre når hun nu primært er flaskebarn og bare kan ammes engang imellem.
Sutten
Ida har også prøvet at bruge sut – vi er dog lidt i tvivl om det giver hende luft i maven så vi er stadig lidt tilbageholdende med at give hende den. I skal dog ikke snydes for et billede.
Sutten ser enormt stor ud – det er dog en speciel lille sutter til for tidligt fødte da en almindelig sut var alt, alt for stor til Ida 🙂
På tur igen
De sidste par dage, hvor Mormor har været på besøg har vi også været på tur. Vi fik Ida til at sove i barnevognen og fik kørt en halv times tid i Søndermarken før hun vågnede op til dåd og gråd og måtte have flaske og ammes før vi måtte opgive og køre hjem igen med en grædende Ida. Derefter fortsatte vi festen nede i gårdhaven hvilket Ida synes var vældig hyggeligt så længe der var mad og en favn i nærheden.
Ida synes vist stadig verden er lidt stor og uhyggelig 🙂
Tredje gang var lykkes gang når det kom til at tage på tur med Ida. Turen gik kun ned i gårdhaven, men fra at have siddet de sidste to uger i lejligheden uden at have været meget ude var det at komme ned i gårdhaven stort! Ida virkede til at synes det var vældig rart at komme udenfor – når der er 28 grader i lejligheden er det rart at kunne trække udenfor i skyggen og få lidt vind i håret. Hun fik sig i hvert fald en skraber på et par timer dernede mens forældrene slappede af og nød at være ude.
Brystbetændelse
Amningen er ikke kommet op og køre igen efter mor var nedlagt tre dage med brystbetændelse og 40,3 i feber, så Ida får primært modermælkserstatning og den smule mælk mor kan lave. Om det var de tre dage, hvor mor ikke var i stand til at amme, penicilinen eller kombinationen, der slog amningen i stykker vides ikke. Mor synes efterhånden hun har prøvet alt for at få mælkeproduktionen op igen – hvidtøl, amme-the, hyppige amninger og en næsespray, som skulle få mælken til at løbe bedre. Intet af dette har dog haft nogen virkning. På fredag kommer sundhedsplejersken igen og så må vi tage os en snak om om der er andet at gøre og lave en plan derfra.
Reserve far
I morgen tager farmand til Amsterdam frem til onsdag aften – mor er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå når farmand pludselig ikke længere er der til at tage over og dele de gode og hårde stunder. Heldigvis er mormor indkaldt som reserve far de næste dage så mor har god opbakning. Mor er også sikker på mormor glæder sig til at få lidt mere tid med Ida.
Badetid
Ida er nu blevet badet tre gange og hun synes det er vældig hyggeligt. Vi prøver at vænne hende til at få vand i ansigtet så hun kan blive en rigtig vandhund og der er ingen sure miner at spore undervejs. Dog synes hun det er vældig koldt at komme op af badet igen så man skal skynde sig at give hende tøj på og komme ind under den varme dyne og putte med det samme.
For at kunne komme ud og flyve med Ida skal hun have sygesikringsbevis og/eller pas, hvilket kræver, at hun er navngivet. Vi har derfor været omkring kirkekontoret og fået hende navngivet. Hun hedder nu: Ida Gade Helgren. Ida betyder ‘den virksomme’ og ‘den ædle’. Vi valgte navnet fordi det er et flot, energi-fyldt navn, som kan udtales internationalt uden at lyde helt forskruet. Man mener muligvis, at Ida er en kort form af navnet ‘Adelaide’, som kommer af det germanske navn ‘Adelheid’. Adelheid er pudsigt nok også det navn Heidi stammer fra, hvilket vi dog ikke var klar over da vi valgte Ida. Mellemnavnet ‘Gade’ kommer fra Heidis farmor (Bedste), som er døbt Gade til efternavn. Bedste er en virkelig gæv dame, som Heidi altid har set enormt meget op til da hun ikke har haft det nemmeste liv, men hun har været enormt stærk og klaret det rigtig godt. Og så har hun bare altid været en fantastisk ‘bedste’. Bedste er dog blevet 90 år gammel og derfor kommer Ida formentlig ikke til at huske meget om hende, så derfor har vi valgt at Ida skal have Bedstes efternavn til mellemnavn. Helgren var selvskrevet da det var det mest originale navn når alternativerne var Nielsen og Pedersen 🙂
Søndag d. 5. kom Farmor og Farfar og hentede os på barselshotellet for at tage os med hjem. Turen hjem blev lidt hektisk da vi pludselig ikke kunne komme i kontakt med Ida, som var helt slap. Det lykkedes dog at få liv i hende efter få minutter.
Efter at have talt med en jordemoder på barselshotellet blev vi enige om at tage en tur på Rigshospitalets børneafdeling for at få tjekket at alt var som det skulle være. Børnelægen kunne ikke se der var noget usædvanligt men mente det evt. kunne være at Ida havde sidder forkert med hovedet lidt for hængende i autostolen så hun havde fået lukket af for luftvejene. Hun sagde dog også at det Ida højst sandsynligt bare havde sovet rigtig, rigtig tungt og efter at have lært Ida lidt bedre at kende er de nybagte forældre blevet enige om at det må have været tilfældet. Vi har heldigvis ikke set tegn på noget lignende efterfølgende men er lidt spændte på at skulle have hende i autostolen næste gang.
Besøg i hjemmet
I løbet af de første dage hjemme fik vi besøg af Onkel René, mors veninde Julie og fars ven Thomas. Ida var lidt pirrelig disse dage, hvilket senere viste sig at skyldes, at mælken ikke var løbet ordentligt til så hun bare var SÅ sulten. Vi begyndte derfor at supplere med modermælkserstatning for at sikre os at hun fik det hun havde brug for. Det gjorde en verden til forskel og fra at have en pjevset pige som kun ville ligge ved mors bryst og sove med mors bryst i munden kunne hun nu rent faktisk mættes og lægges til at sove i liften uden at vågne igen 5 minutter senere.
Første tur med barnevognen
Vi kom også ud på vores første tur med barnevognen da vi manglede et par småting, som skulle hentes i Frederiksberg Centret. Det var dog mildt sagt ikke et hit hos Ida som græd uden ophold fra Vesterbrogade og stort set ned til Frederiksberg Centret før hun faldt i søvn. Hun vågnede dog kort tid efter og fortsatte gråden. Vi fik derfor også prøvet vores første offentlige amning, hvilket dog kun hjalp kortvarigt. Efter Frederiksberg Centret tog vi forbi mors veninde Sabrina og hendes familie. Her gjorde vi pitstop og fik givet Ida en ordentlig omgang modermælkserstatning, hvilket betød at hun sov hele vejen hjem.
Den anden tur med barnevognen bar ligeledes præg af en Ida som følte sig utryg i barnevognen, og som græd stort set hele vejen fra Vesterbrogade til Frederiksberg Rådhus videre til Valby og hjem igen. Ida blev så ulykkelig, at mor måtte improvisere en gående amning for at trøste hende og stadig komme hjem. Vi håber virkelig at Ida kan få nogle bedre oplevelser med barnevognen de næste par gange – indtil videre er planen at spise hende godt af med modermælkserstatning før.
Få timer efter fødslen blev den lille familie kørt over på Aldersro Barselshotel, hvor vi skulle bo et par dage for at komme ovenpå efter fødslen og lære lille Ida at kende.
Vi ankom ved 17.30 tiden og kl 18.00 blev middagen serveret. Det var skønt ikke at skulle forholde sig til at lave mad, og far kunne trisse op i køkkenet og hente maden som blev indtaget mens de nybagte forældre nøje betragtede deres lille guldklump, som lå og sov så fredeligt.
Barselshotellet består af 14 værelser indrettet med to senge, et par stole og et bord samt en pusleplads. Man deler bad og toilet med et andet værelse og der er fri adgang til bleer, bind, trusser etc. Endvidere serveres der morgenmad, frokost og middag hver dag så man helt og aldeles kan fokusere på at lære sit barn at kende. Der er to jordmødre tilstede døgnet rundt og derudover er der sygeplejersker, køkkenpersonale osv. som hjælper dig med alt hvad du kunne tænke dig.
Vi blev budt velkommen af en jordemoder da vi kom som gav en rundvisning og forklarede lidt om stedet. Som udgangspunkt kommer jordemødrene ikke ind på dit værelse med mindre du beder dem om det da hele ideen med stedet er at du skal slappe af og fokusere på den lille ny. Dog stikker de hovedet ind et par gange om dagen for at sikre sig at alt er som det skal være. Har du brug for hjælp derudover kan jordemødrene findes rundt omkring.
Vi var super glade for at være på barselshotellet og blev der indtil søndag eftermiddag da Ida så var blevet ‘gammel nok’ (48 timer) til at få foretaget hørescreening og hælprøve. hvilket hun tog rigtig pænt.
De første gæster
Lørdag d. 4. august fik vi de første barselsgæster, som havde ventet længe på at møde Ida. Nemlig Mormor og Kim samt Farmor og Farfar. De blev hver især et par timer og fik hilst på prinsessen hvorefter de drog hjem igen.
Farmor og Farfar havde dog taget campingvognen med og camperede i Nærum så de kunne køre os hjem fra barselshotellet om søndagen og så de kunne hjælpe os lidt de første dage hjemme, uden at være for påtrængende. Det var en helt perfekt løsning for de nybagte forældre som nød godt af indkøb og madlavning – og selvfølgelig godt selskab – men som samtidig havde tid til at være sig selv. Farmor og Farfar nød det vist også 🙂
Endelig oprandt dagen og lille Ida blev født. Det skete den 3. august efter mor var blevet sat i gang d. 2. august kl 9.00 med en ve-stimulerende pille. Kl. 16.00 begyndte de første veer at komme og kl. 19.00 var der 1,5-4 minutters interval mellem veerne. Veerne var dog endnu ikke så smertefulde så moderen vidste godt, at det endnu var for tidligt at tage afsted til hospitalet. Kl. 21.30 tog veerne til og mor ringede til Rigshospitalets akutjordemoder for at høre hvornår vi måtte komme ind. Vi fik grønt lys til at komme ind så snart vi ville, men da forældrene godt vidste, at der kunne gå mange timer før Ida kom ud valgte vi at blive hjemme så længe vi kunne for at undgå at blive sendt hjem fordi vi var for tidligt på den, men også fordi vi vidste, at det ville være langt rarere for os at blive hjemme og slappe af så længe som muligt frem for at ligge i en hospitalsseng.
Mor valgte derfor at sende far ind og få et par timers søvn på sofaen mens hun lå og jamrede sig over veerne med rigelige mængder puder og varmepuder i soveværelset.
Afsted med taxa
Da kl. var 02.30 blev veerne for meget for mor, som ringede til Rigshospitalet og sagde at vi var på vej. Så var de advaret og kunne nå at indkalde en ekstra jordemoder skulle det være nødvendigt. Mor fik pakket de sidste ting, gjort sig klar og vækkede til sidst far, som blot skulle bestille en taxa og så var vi afsted.
De første timer
Da vi kom ind på Riget startede de med at lave en undersøgelse af mor og maven. De tjekkede Idas puls, veernes regelmæssighed og hvor meget mor var åbnet. 4 cm. Jordemoderen sagde, at vi var kommet på det helt rigtige tidspunkt da vi var i ‘aktiv fødsel’, hvilket betyder, at man ryger direkte ind på fødegangen. Der lå vi så et par timer med veer som mor stadigvæk havde nogenlunde kontrol over og det eneste smertelindring hun fik var derfor en varmepude.
I starten kunne far bruge tiden på at læse nyheder på Tabben (læs: en iPad-agtig sag), men efterhånden blev veerne så slemme, at han gerne ville holde mor i hånden. Far ville gerne hjælpe mor så godt som han kunne så han holdt øje med ve-monitoren, som registrerer ve-aktiviteten og intensiteten. Hver gang der var en ve på vej sagde han ‘Så! Nu kommer der en mere’ hvortil mor kunne svar ‘Tak det vidste jeg godt!’ og hver gang veen havde toppet og monitoren viste, at veen var nedadgående sagde far ‘Så skat! Nu er den væk igen’ hvortil mor kunne svare ‘Nej det er den altså ikke bare fordi skærmen viser det!’ Det havde vi det mægtig skægt med et par timer 😉
Det næste skridt op af smertelindringsstigen bød på de såkaldte ‘Bistik’ også kaldet steriltvandspapler. Det består af seks indsprøjtninger i lænden for at lindre lændesmerter under fødslen. Det skulle eftersigende gøre ligeså ondt som at blive stukket af en bi – deraf navnet 🙂 Mor er blevet stukket af bier tre gange i hendes liv – en gang på armen og to gange i øjet – og dem i øjet gjorde altså temmelig meget mere nas end det almindelige på armen. Dog var smerten ved stikkene i øjet INTET i forhold til smerten ved at få de famøse steriltvandspapler. Det gjorde mildt sagt røv-ondt og ikke nok med det – så skulle man have seks af dem :s
De sidste timer
På et tidspunkt stoppede veerne med at komme regelmæssigt og jordemoderen mente derfor der skulle lægges et ve-drop for at få dem i gang igen så Ida kunne komme ud. Ve-droppet lægges i en slange i hånden, men jordemoderen havde rigtig svært ved at finde en blodåre. Hun prøvede en gang i hver hånd, men begge gange mislykkedes det og hun måtte pille nålen ud igen. Til sidst måtte hun hente en kollega og få hende til at lægge det. Et par timer senere faldt det drop dog også ud så det måtte lægges en fjerde gang. Ve-droppet hjalp dog og veerne kom godt i gang så der nærmest ingen pauser var imellem veerne.
Da veerne var værst bad moderen om at få lagt en epiduralblokade/rygmarvsbedøvelse. Den satte ind nærmest med det samme og tog toppen af veerne. Den var virkelig effektiv og gjorde at moderen følte hun igen kunne kontrollere veerne. Der gik dog ikke mange timer efterfølgende før presseveerne satte ind, hvilket epiduralblokaden ikke hjælper på.
Presseveerne varede i ca. 1,5 time før det blev besluttet at Ida skulle forløses med en sugekop. Fostervandet var blevet grønt, hvilket kunne være et tegn på at hun var begyndt at blive stresset derinde. Der var dog tidligere blevet sat en elektrode op på hendes hoved til at måle hendes puls og den var på intet tidspunkt unormal.
Moderen var godt mør efter mange timers veer og ingen søvn og dertil mente jordmoderen at Ida lå en smule skævt derinde hvilket gjorde hende sværere at presse ud. Der var efterhånden kommet en del ekstra folk på stuen og det blev således en noget mere erfaren jordmoder, som gav presseveerne et par ekstra forsøg før sugekoppen hvor hun fysisk forsøgte at hjælpe med at få prinsessen ud – det hjalp heller ikke og kl. 14.34 kom Ida til verden efter et enkelt træk med sugekoppen.
Navlestrengen blev klippet af en jordmoder, selvom vi egentlig havde aftalt at farmand skulle gøre det, men når fødslen sker med sugekop skal baby så hurtigt som muligt over til børnelægen og tjekkes. Der var ti fingre, ti tæer og hvad sådan en lille fis ellers skal have. Hun var helt perfekt og som prikken over I’et startede hun sin tilværelse med at lave både #1 og #2 på moderens bryst.
11 dage forsinket, men ud det kom hun og tog de nybagte forældre med storm. Velkommen til lille Ida.