Ida er nu 97 cm høj og vejer ca. 15 kg. Ida har i dag været suttefri i 11 dage. Hun spørger stadig efter sutten et par gange dagligt, men hun har accepteret, at hun ikke får den. Ida kan være en hysterisk lille pige, men det meste af tiden er hun kærlig, nysgerrig, dygtig og sød. Hun er den bedste storesøster for Maya. Maya ser enormt meget op til Ida og kopierer alt hvad Ida gør, og Ida kvitterer ofte med en krammer og et ‘Jeg elsker dig lille Maya-mus’.
Ida er en lidt forsigtig pige, som helst skal have tid til at se tingene an før hun springer ud i noget nyt.
Ida sover fint de fleste nætter. I forbindelse med suttestoppet har vi også inddraget Idas middagslur for at få hende til at falde lettere i søvn om aftenen så Ida ikke skulle savne sutten så meget. Det har fungeret fint, men Mor er spændt på hvordan Ida reagerer når hverdagen igen vender tilbage med børnehave og faste rutiner.
Ida spiser alt. Hun elsker grøntsager, pasta og ris og efter bleen er lagt på hylden har Ida også kunnet undvære movicolen, som forebyggede hendes forstoppelse, som hun ellers har døjet med siden fødslen.
Ida er på niveau aldersmæssigt både sprogligt og motorisk. Hun er vellidt blandt vennerne og er efterhånden god til at finde på fantasifyldte lege, men samtidig elsker hun at sidde stille og nørkle med puslespil, vandfarver og perler. Hun er en rigtig pige, der elsker alt, som er lyserødt og hendes bedste legetøj er stadigvæk dukke Sally og selvfølgelig hendes Ninus, som følger hende i tykt og i tyndt.
Dagen blev fejret hos Farmor og Farfar som en del af vores sommerferie med godt humør og strandtur på Ajstrup strand. Billeder fra dagen ses herunder i galleriet. Klik ind på et af billederne og klik videre og se de andre.
Maya taler non-stop i øjeblikket kun afbrudt af når hun synger, spiser eller sover i stedet.
Hendes vokabular er temmelig imponerende for en lille fis på knap 16 mdr. og omfatter i øjeblikket følgende ord:
Mor, Far, Ida, Maya, Mormor, Morfar, Farfar, nøgler, bog, mad, mere, ‘Hvad er det?, min(!), ‘det der’, ja, nej, hov, av, ‘Hvor er mor/far?’, ‘Tak for det’, ‘Pas på’, traktor og ‘faldet ned’.
Derudover synger Maya på livet løs – som regel er det en blanding af ‘Ay, ay, ay’, ‘Giraffen Gumle’, Ia, ia, oh (Jens Hansens bondegård)’ og ‘Hurra, hurra, hurra (fødselsdagssangen). Se eksemplet i videoen herunder fra vores tur til Jylland i fredags.
Mayas yndlingsfagtesang er ‘hjulene på bussen’ hvor hun kan samtlige fagter og skråler løs i de rigtige toner.
https://www.youtube.com/watch?v=N2jMfxe__I4
Mor er dybt imponeret over hvad Maya efterhånden kan udtrykke og fortælle og Ida er da også langt foran Ida på dette tidspunkt. Ida var dog endnu ikke startet vuggestue på denne tid og havde heller ikke en storesøster man kunne kopiere så Maya er helt klart inspireret herfra. Selvom Maya er stærk i sproget bliver hun stadig af og til meget frustreret og smider sig ned på gulvet og skriger. Øv når man ikke får sin vilje!
Stadig suttefri
Ida har nu været suttefri siden i mandags – dvs. 3 hele nætter og 4 hele dage. I dag har hun spurgt om sutten et par enkelte gange, men hun er efterhånden med på at den er væk så hun giver hurtigt op igen. Mor har bildt Ida ind at vi har glemt sutten hjemme hos Farmor, så Mor er spændt på om Ida forventer at der er en sut hjemme hos Farmor når vi drager mod Malling igen i weekenden. Mor er allerede i gang med at forfatte en ny løgn 🙂
I nat har Ida overlevet sin første nat uden sutten. Mor fakede (som planlagt), at vi havde glemt sutten hjemme hos Farmor og Farfar så Ida ikke kunne få den da vi i går forlod Farmor og Farfar for at forsætte ferien hos Mormor.
Da Ida var til 2-års eftersyn hos tandlægen for snart et år siden konstaterede tandlægen, at Idas tænder var meget prægede af, at hun bruger sut og at sutten sad skævt i den ene side og dermed gjorde tænderne det samme. Tandlægen konstaterede derfor, at Ida skulle stoppe med at bruge sut senest når hun blev 3 år, hvis tænderne skulle nå at rette sig ind igen. Mor tænkte derfor at sommerferien, hvor vi er væk hjemmefra, var et perfekt skalkeskjul til suttestop.
Mor havde forklaret Ida et par gange, at vi ikke havde nogen sut med så hun ikke kunne få en sut til natten, men det gik først rigtig op for Ida i aftes da Mor puttede Ida. Ida klynkede lidt og kaldte efter sutten men Mor blev ved med at sige at vi ikke havde nogen sut så den kunne hun ikke få. Mor tilbød en godnat-sang, at fortælle en historie, at nusse Ida på ryggen, noget vand og alt hvad hun ellers kunne tænke sig. Ida havde kun lyst til sin sut. Mor prøvede at fortælle en historie, men det gad Ida ikke have. Så begyndte Mor at nynne en godnatsang imens hun nussede Ida i håret og efter 5 minutter sov Ida. Uden sutten og uden en eneste tåre. Super, super seje Ida!
Mor var noget spændt på, hvordan natten ville gå, men helt imod forventningerne sov Ida helt frem til kl 6.15, hvor Maya stod op og vækkede resten af huset. Vi har ikke hørt en lyd fra Ida hele natten. Super, super seje Ida!
Vi havde bevidst afholdt Ida fra at sove middagslur i går så hun var godt træt til natten og ikke havde så meget at kæmpe imod med, og det gav pote.
Nu krydser vi bare fingre for, at de næste dage (og uger) går ligeså godt.
Maya har nu overlevet 4 nætter uden babser og mælk. Far tager tjansen så Maya ikke bliver forvirret af mælkekander lige i hovedhøjde, og indtil videre går det super godt med at holde hende sovende i slyngevuggen. Hun vågner stadig mange gange i løbet af natten men Far er hurtig når han kan høre hun er ved at vågne og vugger hende så hun kan holdes sovende. De første tre nætter vågnede hun og skreg en halv times tid ved 23-24 tiden, men i nat skete det ikke. Hun vågnede dog i stedet ved 3-4 tiden og klynkede lidt, men ingen tudetur. Seje Maya!
Mor sover på sofaen et stykke tid endnu indtil Maya har glemt babserne helt og babserne har glemt Maya. Mor har måtte malke ud et par gange om dagen de første dage, på trods af, at Maya kun plejer at blive ammet om natten. Nu ser det dog ud som om babserne også er ved at fatte det og er begyndt at regulere sig så Mor ikke behøver være Dolly Parton så længe endnu.
Når Maya har affundet sig helt med sin nye tilværelse som tørlagt mælkoman går vi i gang med 2. del af hendes søvneventyr – sove i egen seng. 3. afsnit kommer til at hedde ‘sove på Idas værelse i egen seng’, men der er vist lang vej endnu.
Familiebesøg
Siden fredag har vi haft bedsteforældre-besøg. Vi har hygget og leget og været i Zoo, leget i gården og været på tog-tur.
I går fandt Ida et klippekort, som snart udløber, i en af Mors tasker, så vi besluttede at benytte lejligheden til at tage en tur ud og køre med bus og tog. Ida synes nemlig det er top-skægt at køre i tog og det er sjældent vi gør det. Mor, Mormor og Ida tog bussen indtil hovedbanegården, hvor vi fandt et S-tog. Så tog vi det til Ryparken, hvor vi skiftede tog og tog videre til Nørrebro, hvor der var et loppemarked som vi kiggede lidt på. Det var dog temmelig fesent, så vi fandt hurtigt en bus videre mod Frederiksberg. Da vi stod af bussen passede det med at vi skulle forbi Zoo, og så kunne vi jo ligeså godt liiige gå derind og besøge isbjørnene og elefanterne. Ida var dog ikke lige i gå-humør så det blev kun til et kort visit før vi gik hjem og Ida fik en lur.
I dag toppede vi en skøn påskeferie med en tur på Bakken, hvor vi spiste is, så Pjerrot og kørte i hestevogn. Ida havde ikke rigtig lyst til at prøve nogen af forlystelserne, men en tur i hestevogn fra Bakken og ned til Klampenborg togstation sammen med Mor, Mormor og Maya synes hun var et hit (Far trak nitten og fik lov at gå turen med klapvognen ved siden af). Maya var også glad for karet-turen og sad og hujede hele vejen.
Status: Maya 1 år
Maya vejer nu 11 kg og måler ca. 80 cm. Hun bruger tøj i str. 1½-2 år – somme tider større, og det er praktisk når man er på tur med begge piger, for så kan de bruge det samme tøj – Maya blot med opsmøg på ærmer og bukseben.
Maya er et socialt væsen som er bedst til mode når storesøster er i nærheden og kan leges med eller hvis Mor eller Far gider at gå tur med hende. Cykeltur på Idas løbecykel er også et kæmpe hit og Maya er nu selv i stand til at kravle op på den og køre lige ud.
Tænder & Sprog
Maya har 12 tænder (de 4 midterste foroven og forneden samt 4 kindtænder). Dvs. hun mangler 4 hjørnetænder samt 4 andre kindtænder før hun har hele sit mælke-tandsæt. Det forventes man at have i en alder af 2-3 år.
Maya er begyndt at tale rigtig meget og siger mange ord. Tak, Hej (og Hejhej), Op, Af, Hov, Nej, Av, Vov og sikkert mange andre ord som Mor ikke husker i skrivende stund.
Mad
Maya er glad for mad og smager på alt. Hun spiser som regel små måltider mange gange om dagen – og er muligheden der for kun at spise kød (kogt hamburgerryg er især et hit) og sovs er hun rigtig godt tilfreds. Maya foretrækker stadig at spise selv og tager ikke imod mange bider på ske – så vil hun langt hellere have, at man klargør skeen med mos eller grød og at hun så selv får lov at putte den i munden.
Motorik
Maya er en stor basse med et større temperament og med krudt bagi. Hun sidder ikke stille mange sekunder af gangen og hun kan blive rigtig hys, hvis man ikke lige går tur med hende i hånden når hun har bestemt sig herfor. Hendes temperament og energiniveau har været en stor hjælp i forbindelse med hendes skadede venstre arm da hun kæmper for at opnå det hun har sat sig for og ikke blot sætter sig passivt tilbage.
Mayas humør er blevet langt bedre efter hun har lært at kravle og gå – det er meget tydeligt at frustrationen over ikke at kunne komme rundt som man vil er forsvundet og det har medført en langt gladere My.
Maya går stadigvæk mest rundt om ting eller med en hjælper i sin ene hånd, men hendes balance bliver bedre dag for dag og hun er modig og tager gerne en gåtur alene hvis hun ellers ikke kan komme frem til et ønsket sted. Maya har fundet nogle fikspunkter, hvor hun ved hun nemt kan komme op og stå og komme videre til fods fra. Maya er ligeledes rigtig god til at gå rundt med gåvognen, så ofte når hun skal på langfart kravler hun ind til gåvognen, som hun rejser sig ved, og så trisser hun ellers ind til en af dørene ud til entreen, hvor dørtrinnene gør at hun ikke kan komme videre. Derfra kan hun dog bare gå langs væggene for at komme ud i køkkenet eller ind på pigernes værelse.
Et andet yndlingssted er badeværelset, hvor man kan åbne et af skabene og hive shampooflasker, toiletruller og andet sjov ud.
Maya er uden tvivl højrehåndet, men hun bruger sin venstre hånd næsten lige så meget og kan sagtens lave finmotoriske ting så som at fange rosiner eller ærter med pincetgreb.
Mayas nye yndlingsbeskæftigelse er at male med (og spise) tuscher eller farveblyanter. Og hun er faktisk ret skrap til det, selvom hun af og til får vendt tuschen forkert så man får malet sig på hænderne eller på trøjen i stedet for.
Søvn
Maya har aldrig sovet sin tid væk, og det gør hun stadig ikke. Hun er dog blevet god til at sove lur om dagen, hvor hun sover en lang lur om formiddagen på 2 timer +/- 30 min. og om eftermiddagen sover hun 30 min-1 time når hun bliver hentet fra vuggestuen. Maya bliver puttet i seng kl 20 – samme tid som Ida – men Maya skal vugges i søvn i slyngevuggen og desuden vugges rigtig, rigtig tit i løbet af natten for at komme videre i søvnen. Det bliver næste projekt at få hende til selv at kunne komme videre i søvnen – og det i egen seng.
Igen i dag havde Mor held med at putte Maya i klapvognen og få hende til at falde i søvn på 5 minutter uden at køre hende. Maya klynkede en smule så Mor vuggede hende en lillebittes smule for at få hende til at falde til ro og det lykkedes da også at få Maya til at falde i søvn uden at hun blev vugget imens. Igen i dag sov Maya med sin nye ven Teddy som har en lækker nathue som Maya gumler lidt i.
Maya lever videre efter devisen om at få en ny tand hver måned man har levet. Hun har nu 9 tænder inkl. en ny rigtig ond kindtand oppe til højre. Den har virkelig gjort ondt på Maya og har givet hende (og Mor samt resten af beboerne i opgangen) søvnløse nætter.
Krybe, Kravle, Stå og Gå
Maya udvikler sig stille og roligt og blive mere og mere aktiv. Hun kan komme en smule rundt ved at gumpe sig omkring og rotere når hun sidder på måsen. Hun vil dog allerhelst stå op og har bomstærke ben, men vi forsøger at holde hende på maven og på alle fire så meget som muligt, da det er god træning til armene at skulle støtte hele sin vægt på dem.
Kvantespring med Armen
Siden jul har Maya taget et kvantespring med hendes skadede arm. Hvor hun før kunne løfte den op til lidt mere end 90 grader kan hun nu løfte den op i 120-130 grader.
Vi har trænet ‘Hvor stor er Maya? Såååå stor’ og lært hende at tage begge arme op over hovedet. Den leg er hun vild med og man kan se stoltheden bruse op i hende når vi fortæller hende, hvor dygtig hun er. I forbindelse med legen er hun også begyndt at tage fat i en gaffel, en hårbørste eller hvad hun lige får i hænderne med først højre hånd, derefter venstre hånd og så løfter hun begge arme næsten op i lodret position. Det er fantastisk træning for hendes skadede arm og fyssen roser Mor og Far for at have været så flittige med træningen så hun stadig har fri passiv bevægelighed i armen og dermed – efterhånden som musklerne styrkes – kan løfte den højere og højere op.
Det har været den bedste julegave Maya har kunnet give Mor og Far og vi træner ihærdigt videre i håb om at udviklingen forsætter.
Mere mad, mindre mælk
Mor er nu nede på at amme Maya 3 gange i døgnet. Der er dog gået skuddermudder i den nu her hvor Maya har fået en ny tand, for så er den eneste lindring om natten – amning. Ellers bliver Maya ammet kl. 20 når hun bliver puttet, ved 23-24 tiden eller hvornår hun lige vågner først på natten og så igen tidlig morgen ved 5-6 tiden. Sådan burde det være, men den seneste uge, hvor den nye tand har drillet, er Maya vågnet hver halve til hele time natten igennem og har bare været ked, ked, ked.
Det er dog tydeligt at mærke, at Maya spiser langt mere fast føde i dagstimerne nu hvor hun ikke ammes så meget længere. Maya foretrækker dog stadig alt hvad der er sødt – grød ryger fint ned – såfremt det spices lidt op med noget frugtmos, marmelade eller kanelsukker. Mayas nye yndlingsmad er dog alt med sovs. Kartofler, bøf, frikadeller osv. ryger fint ned når bare vi kører 50% mad og 50% sovs.
Ida 2 år og 5 Måneder
Tale er Guld
Ida er begyndt at tale rigtig godt og får sagt nogle rigtig skægge ting ind imellem. Ida er dygtig til at bruge humor og hun fanger hurtigt når hun siger noget vi synes er skægt, og så kører hun videre i samme spor:
Ida: “Farmor er meeeeeget gammel”
Ida: “Mor må jeg lige låne saksen”. Mor: “Hvad skal du med den?”. Ida: “Lige klippe Mayas hår”
Ida er super sød og god til at sætte ord på sine følelser og hun fortæller ofte, at hun elsker Mor, Far, Maya og Farmor 🙂 Hun elsker også Ninus, sin sut, alt som er lyserødt, en nederdel, en gaffel og andre skægge ting hun pludselig oplever glæde ved. Ida kommer og putter og krammer os og fortæller at hun bliver ked af det. Ida bruger 5, 6 og 7 ord i en sætning og hun er rigtig dygtig grammatisk til at få ordene sat rigtigt sammen.
Den Lille Sangskat
Ida elsker at synge og gør det mange gange hver dag. Hun kender rigtig, rigtig mange sange og viser fagter til mange af dem. Vi synger ofte herhjemme, men størstedelen af Idas sangskat kommer fra vuggestuen, hvor de fast synger flere gange hver dag. Ida er ligeglad med om hun kender ordene til en tekst – ellers kan man altid bare udfylde hullerne med nogle sludderord eller med de ord man tror der synges.
Nytårshygge
Nytårsaften blev fejret i Nordsjælland med Liv og hendes Mor og Far. Ida og Liv havde en fest, selvom det var lidt svært at man skulle deles om tingene. Uanset hvad den ene legede med var det det som den anden ville have.
Det var helt fantastisk at se, hvor ens de to tøser, som er født med 24 dages mellemrum, er. De er helt på niveau udviklingsmæssigt – har de samme talefejl, skal begge lige se nye mennesker an før de åbner op og er begge meget store piger, som stadig også er meget små.
Pigerne holdt ud til omkring kl 21 før de faldt omkuld. Forældrene holdt ud lidt længere og nåede også at få lidt taletid og rødvinstid før vi alle så dyner, for at være klar til nytårsbrunch med de tre piger meeeeget tidligt næste morgen.
Vi julehygger på sidste dag i Malling. Vi havde egentlig tænkt, at vi ville have kørt tilbage til Kbh d. 29. eller senest den 30., men forplejningen på Hotel Helgren er så god, at vi har forlænget opholdet indtil i morgen tidlig og så kører direkte op til vores nytårsfest hos Liv og familien. Ida har allerede planlagt, at hun skal op og lege med Livs legekøkken – selvom hun i første omgang mente at de skulle ud og lege med vandpistoler, ligesom da vi var forbi i sommer, men det mente Mor nu var liiiiiige koldt nok.
Imellemtiden hygger vi på livet løs i Malling, og nyder sneen i haven og det gode selskab i stuen.
Vi træner stadig Maya i at bruge sut. Hun synes efterhånden den er OK sjov at tygge i, men hun finder ingen trøst i den. Mor tænker dog det er en god start, at hun ikke længere får opkastfornemmelser af sutten.
Maya har sovet helt elendigt siden juleaften. Hendes dårlige soveegenskaber har nået helt nye højder og hun er hver nat vågnet med max 30 min. mellemrum – hele natten igennem. Hun klynker og græder, og man er nødt til at tage hende op af og til De sidste nætter har Farmor heldigvis igen været en god hjælper og sovet hos Maya så Mor har kunnet få hvilet ud for første gang siden Maya kom til verden. Mor har sågar fået lov at sove til kl 10 og 10.30 næste formiddag og har været helt tummelumsk bagefter. Men det har været ganske fantastisk!
De sidste to dage har vi forsøgt at fylde så meget grød og mos på Maya – udover andet fast føde – som overhovedet muligt, og så har vi forsøgt at begrænse hendes lures varighed i dagstimerne og først putte hende til nat når Maya slet ikke kan hænge sammen længere. Det gik en smule bedre i nat, hvor hun tog et par timer uden brok, men der er stadig lang vej til en god nattesøvn.
Det eneste vi holder os oppe på er, at Maya er en lille charmebasse… det meste af tiden!
Maya er så småt i gang med at øve sig på at kravle og stå. Hun kommer dog ikke selv op i kravleposition endnu, men stiller man hende op på alle fire står hun og rokker lidt inden benene glider bagud og hun ryger ned på maven igen.
Maya eeeelsker at stå op og vil gerne gå med hjælp, og hun kan fint holde balancen i kort tid af gangen, hvis man stiller hende op af noget.
Mayas første jul
Vi er i øjeblikket på rekreation i det jyske. Vi startede hos Farmor og Farfar nogle dage. Derefter holdt vi juleaften hos Mormor og var der et par dage og nu er vi så tilbage hos Farmor og Farfar. Pigerne har en fest og Mor og Far nyder de ekstra hænder så de kan slappe lidt af om dagen og ikke mindst sove om natten hvor Farmor har påtaget sig at sove i rum med Maya så Mor kan få lov at sove for første gang i 8½ måned. Tak Farmor!!!
Turen hjem var rigtig træls. Ida kastede op 4 gange i bilen fra Frederiksberg til Odden. 2 gange på færgen. Og 1 gang i bilen på vej fra Århus til Malling. Den stakkels lille Tut var SÅ køresyg og søsyg. Om aftenen fik hun feber og kastede op igen en enkelt gang om natten, så måske det hele ikke kun var køre- og søsyge, men derefter har der heldigvis ikke været noget galt. Vi håber turen hjem går noget bedre.
Ida har hjulpet med at pynte op hos Farmor og Mormor, og hun var også med Farfar og Mor ude og vælge juletræ. Det synes Ida var en fest!
ALT skal være med Minnie eller Mickey Mouse for tiden. Og ALT skal helst også være lyserødt. Farmor kunne da heller ikke stå for disse Mickey og Minnie nissehuer til pigerne. Mayas er liiiige stor nok, men så kan Farfar jo heldigvis låne den.
Ida nyder at holde ferie med bedsterne. Så er der tegnefilm, leg, kager, is og slik dagen lang. Ida spiser dog ikke så meget af gangen og er rigtig sød til at dele når hun får en lille pose slik eller et stykke chokolade. Herunder er det Maya, som var vældig interesseret i Idas is, som lige får lov at smage en gang.
Juleaften
Onkel René havde indvilliget i at lege julemand for Ida og Maya. Ida var netop stået op fra lur og var lettere panisk angst da julemanden pludselig stod i Mormors køkken med gaver til Ida og Maya.
Pigerne har fået riiiiigtig mange julegaver fra alle sider. Ida kunne da heller ikke følge med i gaveåbningen selvom vi fordelte den ud på hele eftermiddagen og aftenen med hendes og Mayas’ gaver. I dag har vi ingen planer haft, og har dermed haft tid til at lege lidt med alle sagerne og ikke mindst slappe af. Vi siger tak til hele familien for de fine gaver!
Som det plejer, betyder juletid også julebesøg hos hele familien. Vi har derfor haft travlt med at køre rundt til hele banden og har noget at ønske alle en god jul – lige med undtagelse af Olde Ellen, som vi ikke har nået at se i denne omgang.
I dag har Mor, Farmor og Ida været ude og lave en snemand. Mor og Farmor rullede kuglerne, og Ida hjalp med at dekorere med sten og grene. Farfar var meget stolt af nu at have en ‘Teledanmark’-snemand i haven 🙂
Netop hjemvendt fra honeymoon i Oman. Det var fantastisk. Alle seks havde en fantastisk tur og nød det gode vejr og selskab dagen lang. Vi boede i en kæmpe lejet lejlighed, hvor der var tre udendørs pools og en lille legeplads tilknyttet og hvor vi selv kunne lave mad og gøre hvad der passede os. Derudover var vi på stranden et par gange, hvor pigerne havde en fest med at lege i sandet og bølgerne.
Flyveturen gik rigtig godt derned. Ingen problemer overhovedet. På vejen hjem var Maya ved at få tand #8, hvilket gav problemer da hun ikke ville amme, hvilket betød, at hun fik en smule propper i ørerne. Med god opbakning og titte-bøh fra stewardesserne den sidste halve time gik det dog uden alt for meget gråd.
Begge piger har klaret tidsforskellen (+3 timer) rigtig flot, de vågner dog stadig tidligt her i ugen efter.
Farmor og Farfar sover sikkert endnu. De har i hvert fald været spændt hårdt for undervejs, hvor begge piger nød de ekstra legekammerater og Mor og Far nød de ekstra hænder. Det lykkedes da også at få lidt Mor-og-Far-alene-tid undervejs og vi kom afsted på en massage og en shoppetur før vi igen vendte hjemad. Romantisk honeymoon var der dog ikke meget af, så den har vi til gode til når pigerne er lidt større og kan blive passet en weekend.
Vi har haft 28-29 grader og fuld sol hver eneste dag i de 14 dage vi har været afsted – en helt perfekt temperatur for hele familien. Eneste klagepunkt har været at solen var for skarp for pigerne midt på dagen, men det er heldigvis gået fint med at finde på alternative skyggelege det meste af tiden og ingen er blevet forbrændte. Og hold nu op, hvor er det blevet vinter mens vi har været afsted. Shorts og solbriller er erstattet med vinterjakker og huer. Brrrrrrrr…..
Tak for en helt fantastisk bryllupsrejse/gave Farmor og Farfar!
I går var Maya til en forsinket 5 måneders undersøgelse hos lægen (hun bliver 6 måneder på lørdag). Lægen bemærkede (surprise, surprise!), at Maya var noget over gennemsnittet vægtmæssigt, men sagde ‘Ja, ja, hun er jo også lang’… Mor tænker på, hvad lægen ellers ville have gjort. Nægte hende adgang til babserne? Held og lykke doc…
Maya vejede 9,95 kg (ikke helt 10 kg endnu!!) og målte 70,5 cm. Lægen synes desuden, at Maya var enormt opmærksom og kontaktsøgende. Derudover fortalte lægen også, at Maya var flot symmetrisk i skuldre og ryg i betragtning af hendes skade på armen, og roste ligeledes hendes kranieform, ligesom det tidligere er blevet. Kranieformen er relevant at nævne fordi Maya ligger rigtig meget på ryggen på grund af hendes arm, som gør det hårdere at ligge på maven i længere tid af gangen.
Mor fik også lægen til at kigge i Mayas ører igen da vi stadig har problemer med, at Mayas venstre øre løber hver gang hun har været i bad. Lægen kunne berette, at Maya danner en del ørevoks, men, at det ser helt fint og uproblematisk ud. Maya har været temmelig ked af det de sidste dage og Mor har været meget i tvivl om det har skyldtes ørerne eller armen. Mor har kigget i Mayas mund et utal af gangen for at se om der skulle være en tredje tand på vej, men uden at kunne se noget.
I aftes kunne Mor dog fornemme, at det gjorde ondt i babsen da Mor ammede Maya og sidst det var tilfældet kom der to tænder ud af det. Og sørme om der ikke var bid igen i morges! Et stk. øvre fortand tittede frem igennem tandkødet. Tanden er stadig ikke helt igennem og Maya er stadig temmelig irriteret af den. Mor lægger hende til brystet ligeså tit hun vil i håb om at det kan lindre lidt når man nu ikke vil tage en sut.
Her til aften blev Mor og Far dog enige om at give Lille My lidt panodil at sove på, da hun (0g Mor) har haft to hårde nætter, hvor hun har været meget ked af det og har villet ammes mange gange hver nat. Nu håber vi bare på en rolig nat og en skinnende ny flot tand i morgen tidlig.
Fys
I dag har Mor og Maya været til fys. Det er efterhånden en del uger siden vi sidst har været der og fyssen var meget imponeret over hvor aktiv Maya efterhånden er blevet. Vi er nu helt rykket ud af det lille kontor, hvor vi plejer at være og opholdt os udelukkende i en gymnastiksal med måtter, udstyr og legetøj til træning. Her træner vi med Maya og lader Maya selv vise hvad hun kan. Mor har de sidste dage haft en fornemmelse af, at Maya bliver begrænset af at ligge på ‘skumgummi-brikkerne’ så i stedet har Mor prøvet blot at ligge Maya direkte på vores trægulv for at se om hun er mere mobil der. Og det er hun. På skumgummi-brikkerne kan Maya trille fra ryg til mave, men hun gør det kun sjældent. I løbet af de sidste dage har hun trillet frem og tilbage fra ryg til mave og mave til ryg og ligeledes drejet sig selv rundt i cirkel på gulvet.
Farmor har brugt den forgangne uge på at træne Maya i at kravle, og på trods af at der stadig er lang vej endnu så tror Maya selv at hun kravl
er. Hun skyder rumpen i vejret og skubber sig frem med benene. Hun kommer dog ikke så langt.
Maya får dog point for ihærdighed herfra 🙂
Klar til bryllupsrejse
Vi er så småt ved at gøre klar til at tage på bryllupsrejse om nogle uger. Vi skal allesammen have lavet nye pas så Mor og Maya var i går forbi en fotograf for at få taget pasfoto af Maya-mus, da de ikke vil tage billeder af børn under 2 år på pas-kontoret. Maya fik ros af fotografen. Maya sad smilende og pludrede til fotografen som hurtigt var tilfreds og trykkede print.
I dag har vi også fået vores vielsesattest med de nye navne, så Mor og Far også kan få udstedt nye pas. Mor gnækkede dog lidt over at de havde skrevet de ‘gamle’ navne udenpå kuverten 🙂
Søde Sabbe fra Saltum har desuden været sød at fremsende et par bryllupsbilleder, så dem får I også her:
Far havde ferie i uge 28 og 29 så vi startede med en uge hjemme hvor vi bare hyggede, legede i gården og fik ordnet en masse småting. Oprindeligt skulle Mor og pigerne kun have været i jylland i uge 29 og 30, men ekstra hænder og adgang til have trak mere end 29 grader i en tom lejlighed, så vi valgte at forlænge ferien så vi i alt var tre uger i det jyske og blev til og med barnedåben, hvor vi alligevel ellers skulle have været returhos Farmor og Farfar.
Ferie hos Farfar og Farmor
Sidst i uge 28 drog vi mod Malling, hvor vi ferierede en uge.
Mor havde gruet for køreturen da Ida jo døjer voldsomt med køresyge og har på det seneste ikke engang kunnet klare 15 minutter i bilen uden at kaste op. Mor havde derfor indkøbt det helt store rejseapotek af køresygepiller og -mikstur, og pakket skål, poser, stofbleer, ekstra tøj og masser andet så vi kunne evakuere med lynets hast. Ida fik køresygemikstur og en masse ingefær-limonade, som også skulle hjælpe mod køresyge og så var der faktisk slet ingen problemer. Vi havde tilpasset køreturen med, at Ida kunne sove lur en times tid i bilen på vej mod Odden og det gik efter planen. Derefter var der en god time ombord på færgen, hvor Maya – surprise, surprise – spiste imens Far og Ida travede færgen rundt flere gange.
Det sidste stykke fra færgen og hjem til Farmor og Farfar gik også smertefrit og SÅ var der dømt ferie. Vi havde planlagt at besøge olde-Ellen og tage en tur ud i Ree-park, men uheldigvis fik Ida feber den dag og skræntede noget, så vi nøjedes med at besøge olde-Ellen og hygge lidt hos hende i stedet for.
Ugen gik med plasken i badebassin, hygge på legepladsen, gåture, kaffedrikning og afslapning. Det var SÅ dejligt og helt på børnenes præmisser.
Ferie hos Mormor og hos Morfar og Bedste Grete
Efter en SKØN uge hos Farmor og Farfar drog vi nordpå. Her fik vi besøgt de to andre older – ingen af olderne havde hilst på Maya før, så vi skulle naturligvis hele vejen rundt.
Hos Mormor hyggede vi i haven med badebassin, besøgte den lokale ‘mini-zoo’ med to kameler, en zebra, et par okser og et par muldyr, gik tur, legede med onkel René og slappede af.
Vi havde også et par dage hos Movsar og Bes Gre (Morfar og Bedste Grete), og som altid var det en fest for by-barnet Ida. Ida fik lov at sidde med en killing, der var blevet født dagen før så hun var SÅ stolt. Ida hjalp også med at plukke tomater og agurker i drivhuset, hente et par basilikumsplanter til Mor og med at grave kartofler op til aften. Og så skulle den nye legeplads indvies. Morfar og Bedste Grete havde fået lavet den fineste sandkasse i et gammelt traktor-dæk, med tilhørende låg for at holde misserne ude. Der var også blevet sat en gynge op og som prikken over I’et fik Ida lov at køre en tur sammen med Movsar på en traktor. Der var ikke et øje tørt!
Tak for den skønneste ferie kære familie og kæreste venner!