Syvsover Ida

Hold nu op! Jeg skal da lige love for at Ida har fået sovet det sidste døgns tid. Mor og Ida faldt i søvn på sofaen kl. 19 i aftes (vi havde jo haft en ret hård nat dagen før) og moderen listede i seng ved 22.30 tiden mens far også lå og snuede på sofaen. Moderen tænkte at Ida nok vågnede liiiiige om lidt så hun bare kunne få lov at ligge indtil da.

Ida og far tager en skraber
Ida og far tager en skraber

Ved midnatstid listede far så også i seng mens Ida-pigen sov videre på sofaen. Moderen måtte lige ind og tjekke at der var vejrtrækning for det ligner da bestemt ikke prinsessen bare sådan at tage en så lang skraber.

Kl. 3 vågnede moderen igen og tænkte, at det kunne da ikke passe at hun stadig sov – men jo minsandten – og der var stadig puls og fin vejrtrækning 🙂 Moderen måtte også lige google lidt om det nu var ok at et spædbarn på den alder sov så mange timer i træk uden at få mad – google svarede at det var helt fint så længe baby følger sin vægtkurve og det fik vi jo bekræftet i går at hun gør. Når man anbefaler amning om natten er det desuden primært for at holde mælkeproduktionen oppe og da vi jo allerede ved at den er gået fløjten tænkte moderen at der nok ikke skete noget ved at Ida sov til hun selv vågnede. Det gjorde hun 3.45. Ida havde altså lige sovet knap 9 timer i streg!!!

Så fik baby Ida en tør ble, lidt babs og en flaske og sørme om hun så ikke sov to timer mere. Forældrene var helt forvirrede over at være udsovede da Ida ville op kl 7.30 i morges. SÅ skønt syvsover prinsesse!

MinTicker.dk Ticker

Sundhedsplejersken på visit #2

Vækst

Så har sundhedsplejersken Iben været forbi og se til Ida igen.

Ida vejer nu 3860 gram (3195 gram ved fødslen og 3500 gram ved sidste visit), hvilket er ‘idealvægten’ for en baby på 3 uger. Hun er nu 55 cm lang (52 cm ved fødslen), hvilket svarer til en baby på 2 måneder på vækstkurven, så hun er en lang og slank baby ifølge Iben.

Iben mener i øvrigt at Ida får fars brune øjne, hvilket far er svært tilfreds med 🙂

Derudover synes Iben at Ida lignede en pige, der trives. Hun er opmærksom, meget vågen og smiler når man leger med hende.

Amning

Vi talte lidt om amningen, som jo ikke går super godt, og Iben synes vi skulle fortsætte som vi gør nu med primært at give Ida modermælkserstatning og blot amme hende så længe både moderen og Ida fortsat gider. Det er dog godt for Ida at få modermælken så længe som muligt da hun ellers ikke får nogen antistoffer. Amningen anser vi derfor nu mere som en hygge-og-trøste-ting og ikke som en reel kilde til næring for Ida.

Det nærmer sig Idas spisetid
Det nærmer sig Idas spisetid

 Søvn

Et barn på 3 uger bør sove ca. 16-20 timer i døgnet. Ida sover dog nærmere 8 timer i døgnet og primært om natten, hvor hun som regel sover 2 x 3 timer afbrudt af et måltid og et bleskift. Iben nævnte dog, at nogen børn har et langt mindre søvnbehov og at så længe barnet trives er det helt okay.

Ida vil som regel gerne falde i søvn hos sin mor og kan sagtens tage en lur på en time eller to der. Moderen føler sig dog ret låst imellemtiden da hun jo er bundet til sofaen imens Ida får sin skønhedssøvn. Vi fik dog et par tips til hvordan vi kan lokke Ida til at sove lidt mere bl.a. ved at snyde hende til at tro at mor stadig ligger ved siden af ved at amme hende et sted hvor hun kan blive liggende f.eks. i mor og fars seng og så erstatte mor med en af mors t-shirts så det dufter som om mor stadig er der.

Far og Ida tager en lur
Far og Ida tager en lur

Ida sov for første gang i går 4 lure i løbet af dagen (3×1 time og 1×2 timer), hvoraf tre af dem foregik på mor. Til gengæld sov Ida (og hendes forældre!) kun 2½ time i nat så vi krydser alle fingre for at det var et enkeltstående tilfælde.

Ida tager sig en lur
Ida tager sig en lur

MinTicker.dk Ticker

Den første gode tur

Gårdtur

Tredje gang var lykkes gang når det kom til at tage på tur med Ida. Turen gik kun ned i gårdhaven, men fra at have siddet de sidste to uger i lejligheden uden at have været meget ude var det at komme ned i gårdhaven stort! Ida virkede til at synes det var vældig rart at komme udenfor – når der er 28 grader i lejligheden er det rart at kunne trække udenfor i skyggen og få lidt vind i håret. Hun fik sig i hvert fald en skraber på et par timer dernede mens forældrene slappede af og nød at være ude.

Gårdtur
Den lille familie på gårdtur

Brystbetændelse

Amningen er ikke kommet op og køre igen efter mor var nedlagt tre dage med brystbetændelse og 40,3 i feber, så Ida får primært modermælkserstatning og den smule mælk mor kan lave. Om det var de tre dage, hvor mor ikke var i stand til at amme, penicilinen eller kombinationen, der slog amningen i stykker vides ikke. Mor synes efterhånden hun har prøvet alt for at få mælkeproduktionen op igen – hvidtøl, amme-the, hyppige amninger og en næsespray, som skulle få mælken til at løbe bedre. Intet af dette har dog haft nogen virkning. På fredag kommer sundhedsplejersken igen og så må vi tage os en snak om om der er andet at gøre og lave en plan derfra.

Reserve far

I morgen tager farmand til Amsterdam frem til onsdag aften – mor er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå når farmand pludselig ikke længere er der til at tage over og dele de gode og hårde stunder. Heldigvis er mormor indkaldt som reserve far de næste dage så mor har god opbakning. Mor er også sikker på mormor glæder sig til at få lidt mere tid med Ida.

Ida og mormors første møde
Ida og mormors første møde

Badetid

Ida er nu blevet badet tre gange og hun synes det er vældig hyggeligt. Vi prøver at vænne hende til at få vand i ansigtet så hun kan blive en rigtig vandhund og der er ingen sure miner at spore undervejs. Dog synes hun det er vældig koldt at komme op af badet igen så man skal skynde sig at give hende tøj på og komme ind under den varme dyne og putte med det samme.

Ida i bad
Ida i bad

 

MinTicker.dk Ticker

Hjemkomsten

Ekstra visit på børneafdelingen

Søndag d. 5. kom Farmor og Farfar og hentede os på barselshotellet for at tage os med hjem. Turen hjem blev lidt hektisk da vi pludselig ikke kunne komme i kontakt med Ida, som var helt slap. Det lykkedes dog at få liv i hende efter få minutter.

Efter at have talt med en jordemoder på barselshotellet blev vi enige om at tage en tur på Rigshospitalets børneafdeling for at få tjekket at alt var som det skulle være. Børnelægen kunne ikke se der var noget usædvanligt men mente det evt. kunne være at Ida havde sidder forkert med hovedet lidt for hængende i autostolen så hun havde fået lukket af for luftvejene. Hun sagde dog også at det Ida højst sandsynligt bare havde sovet rigtig, rigtig tungt og efter at have lært Ida lidt bedre at kende er de nybagte forældre blevet enige om at det må have været tilfældet. Vi har heldigvis ikke set tegn på noget lignende efterfølgende men er lidt spændte på at skulle have hende i autostolen næste gang.

Besøg i hjemmet

I løbet af de første dage hjemme fik vi besøg af Onkel René, mors veninde Julie og fars ven Thomas. Ida var lidt pirrelig disse dage, hvilket senere viste sig at skyldes, at mælken ikke var løbet ordentligt til så hun bare var SÅ sulten. Vi begyndte derfor at supplere med modermælkserstatning for at sikre os at hun fik det hun havde  brug for. Det gjorde en verden til forskel og fra at have en pjevset pige som kun ville ligge ved mors bryst og sove med mors bryst i munden kunne hun nu rent faktisk mættes og lægges til at sove i liften uden at vågne igen 5 minutter senere.

Far trøster Ida
Far trøster Ida
Første tur med barnevognen

Vi kom også ud på vores første tur med barnevognen da vi manglede et par småting, som skulle hentes i Frederiksberg Centret.  Det var dog mildt sagt ikke et hit hos Ida som græd uden ophold fra Vesterbrogade og stort set ned til Frederiksberg Centret før hun faldt i søvn. Hun vågnede dog kort tid efter og fortsatte gråden. Vi fik derfor også prøvet vores første offentlige amning, hvilket dog kun hjalp kortvarigt. Efter Frederiksberg Centret tog vi forbi mors veninde Sabrina og hendes familie. Her gjorde vi pitstop og fik givet Ida en ordentlig omgang modermælkserstatning, hvilket betød at  hun sov hele vejen hjem.

Sabrina og Ida
Sabrina og Ida

Den anden tur med barnevognen bar ligeledes præg af en Ida som følte sig utryg i barnevognen, og som græd stort set hele vejen fra Vesterbrogade til Frederiksberg Rådhus videre til Valby og hjem igen. Ida blev så ulykkelig, at mor måtte improvisere en gående amning for at trøste hende og stadig komme hjem. Vi håber virkelig at Ida kan få nogle bedre oplevelser med barnevognen de næste par gange – indtil videre er planen at spise hende godt af med modermælkserstatning før.

Et af de få fredfyldte øjeblikke i barnevognen
Et af de få fredfyldte øjeblikke i barnevognen

MinTicker.dk Ticker