Så er den gal igen – Ida vækkede os i nat og havde kastet op i sengen. Far og Mor er efterhånden så rutinerede at vi varetager hver vores opgaver så der bliver skiftet sengetøj og nattøj, fundet skåle, klude og lagt ekstra lagner på sengen så det er hurtigt at skifte, hvis man kaster op i sengen.
Mor tænker det må være 2. runde af den maveinfluenza som Ida var ramt af for et par uger tilbage, for den huserer stadig i institutionen. Denne gang er timingen dog noget bedre da der er gået ferie i den for mange af Mor og Fars kolleger så kalenderen er næsten tom, og resten kan tages hjemmefra. I dag har Mor sygetjansen, hvilket passer fint da Mor og Ida ikke har sovet meget siden 00.46 i nat da Ida vækkede os.
Far afleverer og henter Maya og så drøner Mor og Maya en tur til lægen sidst på dagen, hvor Maya skal have sin 15 mdr. vaccination. Mor er lidt imponeret over, at Maya ikke har været mere syg end hun har siden vuggestuestart – Ida har faktisk haft flere sygedage på trods af at det typisk er i vuggestuen at man bliver smittet tiere fordi man sutter på det samme legetøj…. Mor påtænker Mayas ekstra ‘kropspolstring’ fra de glade ammedage for at være en hjælpende hånd for Maya.
Maya bliver bedre og bedre til at underholde sig selv i op til 10 minutter af gangen. Af og til resulterer det dog i at der males på et bord eller at der tømmes en kasse lommetørklæder eller et glas med krydderi udover gulvet – men de 10 minutter er det værd 🙂
Her til morgen hyggede Maya med en kuffert med disney figurer i.
I søndags var Mor og Maya en tur i zoo, mens Far og Ida hyggede hjemme.
Begge piger var helt udkørte sidst på eftermiddagen og tog en synkron lur på sofaen.
I dag mødte Mor en stolt pædagog i vuggestuen, som kunne berette, at Maya havde gået rundt og kigget på billeder af de andre børn på stuen og da hun var kommet forbi Idas billede var Maya stoppet op, havde peget på billedet af Ida og sagt: “Ia”. Seje My.
Maya bliver bedre og bedre til at udtrykke sig og ryster på hovedet eller nikker helt bevidst, hvis der er noget hun vil eller ikke vil.
Ammestop #5
Maya er nu ikke blevet ammet siden 2. april. Hun har ikke syntes det just var en fest, men hun har egentlig taget det meget pænt i betragtning af vi har taget det mest trygge hun kender, hendes sut (mors babs) og hendes sovepartner fra hende.
Maya måtte dog lige markere imens Far var på weekend i Jylland for 1½ uge tilbage, at hun altså ikke havde glemt babserne. Det resulterede i at Maya græd i 2 timer og at hun først faldt i søvn da Mor hentede klapvognen og havde kørt Maya 50-60 gange rundt om spisebordet.
Det var samme scenario næste aften, men det lykkedes dog lidt hurtigere at få hende til at falde i søvn – igen i klapvognen.
Dagen efter havde Far heldigvis fundet en ny strategi til putning så der var hun tilbage til happy-happy og sov på 10 min. uden brok.
Søstre
Maya og Ida er rigtig gode venner. For det meste. Maya ser fuldstændig op til Ida og kopierer alt hvad Ida gør og forsøger konstant at være, hvor Ida er. Ida kan slet ikke undvære Maya og skal hele tiden kramme og ae og siger konstant “Maya-mus” og andre kærlige ting.
Ida er meget misundelig for tiden så, hvis Mor sidder med armene ude og venter på at Maya skal gå over til hende skynder Ida sig ind foran Maya og kaster sig i Mors arme så der ikke er plads til Maya. Ida vil også altid have det legetøj, som Maya sidder med. Uden undtagelse.
I skrivende stund har Maya (og Far!) klaret 8 nætter uden babser. I nat måtte Mor dog aflaste Far lidt da Maya vågnede kl. 4 og var vågen og tvær. På trods af Mor og Far afprøvede alle tænkelige tricks lykkedes det ikke at få Maya til at sove videre. Så vores dag startede tidligt. Til gengæld faldt Maya i søvn nærmest da vi kørte ud af opgangen på vej ned i vuggestuen. ‘In your Face Mor!’…
Ellers går det rigtig fint om natten. Maya vågner stadig mange gange i slyngevuggen og skal have et skub for at sove videre – dels fordi hun ikke er god til at sove endnu og dels fordi slyngevuggen er ved at være for lille til hende. Så så snart babserne er helt udvisket af hukommelsen skal hun lære at sove i sin egen seng.
Her til aften har Maya spist 4 fiskedunser, 4 kartofler, 2 gulerødder, lidt grønt peber og en god sjat sovs. Vi håber på det er nok til at mavsen kan sove lææææænge.
Fejring af Maya i vuggestuen
Lidt forsinket pga. påsken blev Maya fejret i onsdags på Solstuen. Mor havde lavet lækre frugtspyd som Maya kunne dele ud med halverede bær så alle børnene kunne være med. Og det havde været et kæmpe hit hos alle børnene, og pædagogerne var også godt tilfredse. De store børn havde lynhurtigt fanget at man kunne hapse tingene direkte fra spyddet, mens de voksne let kunne skubbe frugten af spyddet til de små børn og så kunne de ellers bare gnaske løs. Den ene af pædagogerne synes det var så god en idé at hun bedyrede at hun også ville lave frugtspyd næste gang hendes søn skulle dele ud i børnehaven.
Sjove ting Ida siger
Ida siger efterhånden flere og flere sjove ting. Hun hører alt hvad man siger og tyvstjæler nye ord som hun afprøver i forskellige kontekster indtil hun har styr på dem. Ordet ‘særlige’ (stærkt inspireret af børne-programmet Jordbær Marie) bruges flittigt for tiden. “Denne her sovs er særlig god Mor” 🙂
I et kærligt øjeblik for nylig sagde Mor til Ida: “Jeg elsker dig Ida!” og ligeså kvikt svarede Ida tilbage: “Og Jeg elsker kage!”. Bom.
For nylig skulle Far overnatte i Sverige i forbindelse med job. Det passede med at Farfar og Farmor var herovre i weekenden op til Far skulle afsted, så da Farfar kørte hjem søndag beholdte vi Farmor et par dage ekstra som hjælper. Far ville forklare Ida at han skulle på tur et par dage og spurgte derfor Ida om hun godt vidste, hvorfor Farmor var hos os. Svaret lød prompte fra Ida: “Fordi Farfar er kørt!” 🙂
Ida kopierer også alt hvad Mor siger til Maya. Ida klapper Maya på hovedet og siger “Lille Maya-mus”. Hvis Maya gør noget Ida ikke bryder sig om siger Ida bestemt: “NEJ Maya. Jeg vil IKKE ha’ det!”.
Efter Mor havde arbejdet hjemme et par dage imens Ida var syg havde Ida fundet på at hun skulle gå rundt med en lego-plade og bruge som bærbar computer. Så sad hun flittigt og tastede på lego-pladen med hendes lege-mobiltelefon i den ene hånd og hvis Mor spurgte Ida om noget var det stensikkert at svaret ville være: “Det har Jeg altså ikke tid til Mor. Jeg har travlt og Jeg arbejder”. Av, av, av 🙂
Maya har nu overlevet 4 nætter uden babser og mælk. Far tager tjansen så Maya ikke bliver forvirret af mælkekander lige i hovedhøjde, og indtil videre går det super godt med at holde hende sovende i slyngevuggen. Hun vågner stadig mange gange i løbet af natten men Far er hurtig når han kan høre hun er ved at vågne og vugger hende så hun kan holdes sovende. De første tre nætter vågnede hun og skreg en halv times tid ved 23-24 tiden, men i nat skete det ikke. Hun vågnede dog i stedet ved 3-4 tiden og klynkede lidt, men ingen tudetur. Seje Maya!
Mor sover på sofaen et stykke tid endnu indtil Maya har glemt babserne helt og babserne har glemt Maya. Mor har måtte malke ud et par gange om dagen de første dage, på trods af, at Maya kun plejer at blive ammet om natten. Nu ser det dog ud som om babserne også er ved at fatte det og er begyndt at regulere sig så Mor ikke behøver være Dolly Parton så længe endnu.
Når Maya har affundet sig helt med sin nye tilværelse som tørlagt mælkoman går vi i gang med 2. del af hendes søvneventyr – sove i egen seng. 3. afsnit kommer til at hedde ‘sove på Idas værelse i egen seng’, men der er vist lang vej endnu.
Familiebesøg
Siden fredag har vi haft bedsteforældre-besøg. Vi har hygget og leget og været i Zoo, leget i gården og været på tog-tur.
I går fandt Ida et klippekort, som snart udløber, i en af Mors tasker, så vi besluttede at benytte lejligheden til at tage en tur ud og køre med bus og tog. Ida synes nemlig det er top-skægt at køre i tog og det er sjældent vi gør det. Mor, Mormor og Ida tog bussen indtil hovedbanegården, hvor vi fandt et S-tog. Så tog vi det til Ryparken, hvor vi skiftede tog og tog videre til Nørrebro, hvor der var et loppemarked som vi kiggede lidt på. Det var dog temmelig fesent, så vi fandt hurtigt en bus videre mod Frederiksberg. Da vi stod af bussen passede det med at vi skulle forbi Zoo, og så kunne vi jo ligeså godt liiige gå derind og besøge isbjørnene og elefanterne. Ida var dog ikke lige i gå-humør så det blev kun til et kort visit før vi gik hjem og Ida fik en lur.
I dag toppede vi en skøn påskeferie med en tur på Bakken, hvor vi spiste is, så Pjerrot og kørte i hestevogn. Ida havde ikke rigtig lyst til at prøve nogen af forlystelserne, men en tur i hestevogn fra Bakken og ned til Klampenborg togstation sammen med Mor, Mormor og Maya synes hun var et hit (Far trak nitten og fik lov at gå turen med klapvognen ved siden af). Maya var også glad for karet-turen og sad og hujede hele vejen.
Status: Maya 1 år
Maya vejer nu 11 kg og måler ca. 80 cm. Hun bruger tøj i str. 1½-2 år – somme tider større, og det er praktisk når man er på tur med begge piger, for så kan de bruge det samme tøj – Maya blot med opsmøg på ærmer og bukseben.
Maya er et socialt væsen som er bedst til mode når storesøster er i nærheden og kan leges med eller hvis Mor eller Far gider at gå tur med hende. Cykeltur på Idas løbecykel er også et kæmpe hit og Maya er nu selv i stand til at kravle op på den og køre lige ud.
Tænder & Sprog
Maya har 12 tænder (de 4 midterste foroven og forneden samt 4 kindtænder). Dvs. hun mangler 4 hjørnetænder samt 4 andre kindtænder før hun har hele sit mælke-tandsæt. Det forventes man at have i en alder af 2-3 år.
Maya er begyndt at tale rigtig meget og siger mange ord. Tak, Hej (og Hejhej), Op, Af, Hov, Nej, Av, Vov og sikkert mange andre ord som Mor ikke husker i skrivende stund.
Mad
Maya er glad for mad og smager på alt. Hun spiser som regel små måltider mange gange om dagen – og er muligheden der for kun at spise kød (kogt hamburgerryg er især et hit) og sovs er hun rigtig godt tilfreds. Maya foretrækker stadig at spise selv og tager ikke imod mange bider på ske – så vil hun langt hellere have, at man klargør skeen med mos eller grød og at hun så selv får lov at putte den i munden.
Motorik
Maya er en stor basse med et større temperament og med krudt bagi. Hun sidder ikke stille mange sekunder af gangen og hun kan blive rigtig hys, hvis man ikke lige går tur med hende i hånden når hun har bestemt sig herfor. Hendes temperament og energiniveau har været en stor hjælp i forbindelse med hendes skadede venstre arm da hun kæmper for at opnå det hun har sat sig for og ikke blot sætter sig passivt tilbage.
Mayas humør er blevet langt bedre efter hun har lært at kravle og gå – det er meget tydeligt at frustrationen over ikke at kunne komme rundt som man vil er forsvundet og det har medført en langt gladere My.
Maya går stadigvæk mest rundt om ting eller med en hjælper i sin ene hånd, men hendes balance bliver bedre dag for dag og hun er modig og tager gerne en gåtur alene hvis hun ellers ikke kan komme frem til et ønsket sted. Maya har fundet nogle fikspunkter, hvor hun ved hun nemt kan komme op og stå og komme videre til fods fra. Maya er ligeledes rigtig god til at gå rundt med gåvognen, så ofte når hun skal på langfart kravler hun ind til gåvognen, som hun rejser sig ved, og så trisser hun ellers ind til en af dørene ud til entreen, hvor dørtrinnene gør at hun ikke kan komme videre. Derfra kan hun dog bare gå langs væggene for at komme ud i køkkenet eller ind på pigernes værelse.
Et andet yndlingssted er badeværelset, hvor man kan åbne et af skabene og hive shampooflasker, toiletruller og andet sjov ud.
Maya er uden tvivl højrehåndet, men hun bruger sin venstre hånd næsten lige så meget og kan sagtens lave finmotoriske ting så som at fange rosiner eller ærter med pincetgreb.
Mayas nye yndlingsbeskæftigelse er at male med (og spise) tuscher eller farveblyanter. Og hun er faktisk ret skrap til det, selvom hun af og til får vendt tuschen forkert så man får malet sig på hænderne eller på trøjen i stedet for.
Søvn
Maya har aldrig sovet sin tid væk, og det gør hun stadig ikke. Hun er dog blevet god til at sove lur om dagen, hvor hun sover en lang lur om formiddagen på 2 timer +/- 30 min. og om eftermiddagen sover hun 30 min-1 time når hun bliver hentet fra vuggestuen. Maya bliver puttet i seng kl 20 – samme tid som Ida – men Maya skal vugges i søvn i slyngevuggen og desuden vugges rigtig, rigtig tit i løbet af natten for at komme videre i søvnen. Det bliver næste projekt at få hende til selv at kunne komme videre i søvnen – og det i egen seng.
Igen i dag havde Mor held med at putte Maya i klapvognen og få hende til at falde i søvn på 5 minutter uden at køre hende. Maya klynkede en smule så Mor vuggede hende en lillebittes smule for at få hende til at falde til ro og det lykkedes da også at få Maya til at falde i søvn uden at hun blev vugget imens. Igen i dag sov Maya med sin nye ven Teddy som har en lækker nathue som Maya gumler lidt i.
Ammestop #1 varede omtrent 2½-3 timer. Så skreg Maya så højt og så længe, at hun var ved at kaste op. Det magtede Moderen ikke lige så hun lod barnet få sin vilje og endte med at sove i ske med Maya natten igennem. Eller det vil sige, Maya sov ikke så meget – hun er i øjeblikket midt i et såkaldt tigerspring, som kommer til udtryk ved at hun er meget klynkende om dagen og meget urolig om natten. I nat blev hun ved med at få vendt sig om på maven og bakke sig op i kravlestilling til hendes egen begejstring så Mor måtte lægge hende ned igen og lulle hende tilbage i søvn imens Maya lå smågrinende og klappede i hænderne helt entusiastisk. Det var et syn for guderne, og hvis ikke Mor havde været så djævelsk træt kunne hun også godt se det sjove i det.
Mor var temmelig overrasket over, at Maya blev SÅ ked af det i nat for da vi kørte ‘kold-tyrker’ på natamningerne omkring juletid gik det egentlig ok og uden det store brok. Mor har dog Maya mistænkt for at have tand #13 på vej oveni sit tigerspring. Grrr….
I nat prøver vi på ny. Maya er igen spist helt og aldeles af med masser af grød før tandbørstningen og godnathistorielæsning så nu håber vi på at hun tager en god første lur så der er nogle timer til hun vågner og kampen for alvor starter.
Hygge-fridag med pigerne
I dag har Ida, Maya og Mor hygget derhjemme. Begge piger sov til omtrent kl 7(!!!!) og så skød de ellers dagen i gang med et brag og forsatte det energiniveau frem til kl 20, hvor de begge blev puttet igen.
Far måtte på arbejde da det ikke er helligdag i Sverige så I stedet havde Mor allieret sig med Onkel René som kom og lavede pandekager og hyggede med os fra kl 11. Pandekagerne var et hit hos begge piger og Ida fik da heller ikke andet til frokost end pandekager. Efter nogle timer og mange pandakager i mavserne smuttede René hjemad igen og Ida, Maya og Mor tog på vuggestuens legeplads, hvor vi byggede sandslot, gyngede, spillede fodbold og hyggede. Det var ren lykke.
Så er projekt ammestop sat i gang…. pr. lige nu. Mor plejer at amme Maya i søvn om aftenen og så ellers så mange gange Maya nu vågner i løbet af natten – det kan være alt fra 4-25 gange. Den sidste uge har vi dog ændret putteritualet til at foregå i stuen sammen med Far og Ida, hvor Far læser godnathistorie. I dag ændrede vi det dog endnu engang da Maya ikke blev ammet i stuen, men blot blev tilbudt en kop med udmalket mælk, som hun nægtede at røre. ‘Ah ah’ blev der sagt og rystet på hovedet imens koppen blev skubbet væk.
Mor havde da også sørget for at Maya var fyldt godt op med en af livretterne – whatever med masser af sovs på – og så blev hun efterfodret med en ordentlig spand havregrød så hun i hvert fald ikke bliver sulten de næste timer.
Nu sidder vi så bare i spænding og venter på at se, hvor længe der går før hun vågner første gang.
I nat er det Mor der er på vagt – Far har nemlig ikke fri i morgen da det ikke er helligdag i Sverige, men i morgen overtager Far og så skal Mor sove. Og iiiih hvor hun glæder sig til at prøve at sove mere end bare 2-3 timer i streg for første gang i et år!
I morgen står agendaen på hygge og på at få så meget mad som overhovedet muligt i Maya så hun efterhånden kan lære at sove nogle længere stræk og i hvert fald ikke vågner op fordi hun er sulten.
Vi (og naboerne) krydser fingre for det bliver en nogenlunde rolig nat. Vi høres ved i morgen 🙂
Ida og Mor på tur
I dag har Mor haft en fridag, som blev brugt sammen med Ida på at lave store-pige sager som en lillesøster plejer at forpurre.
I formiddags tog vi bussen ind til Rådhuspladsen, hvor vi gik ned af strøget og gik på McDonald’s. Her fik Ida et Happy Meal og elskede det! Derfra fortsatte vi ned af Strøget og siksakkede imellem legetøjsbutikkerne: Fætter BR, Lego Butikken og sidst men ikke mindst Disney Store (aka Mickey Butikken). Ida elsker at tusse rundt inde i legetøjsbutikker og trykke på knapper og prøve tingene. Hun kan sagtens fortælle at hun gerne vil have noget, men hun forstår og accepterer altid når Mor siger, at Ida kan ønske sig det til sin fødselsdag og at hun ikke får noget i butikken.
Pludselig kom der optog med Tivoli Garden og Pjerrot på strøget. Det synes Ida var alt for voldsomt og kravlede nærmest selv op på Mors arm.
Efter Strøget fortsatte vi ned i metroen fra Kgs. Nytorv, hvor vi kørte til Frederiksberg Station. En tur på ca. 5 min., ikke desto mindre 5 min., hvor Ida talte uafbrudt og var dybt fascineret at at dørerne åbnede og lukkede, at folk stod af og på, og at vi kørte under jorden. Ida elskede det og flere af de øvrige passagerer var lige så fascinerede af Ida som Ida var af metroen 🙂
Da vi ankom til Frederiksberg Station havde vi aftalt at gå en tur i Frederiksberg Centret for at spise en is og købe lys til Mayas fødselsdagslagkage. Så sagt, så gjort. Og Ida fik da også sneget endnu et Fætter BR besøg ind i programmet før vi sprang på endnu en bus og tog ned i vuggestuen for at hente Maya.
Og jo, det var da træls for Maya, at hun ikke fik lov at komme med, men der skal være plads til at Ida kan være storesøster engang imellem uden at tage hensyn til Maya og ligeledes omvendt – så når Mor har endnu en fridag om et par uger tager Mor Maya med på tur og så skal Ida i vuggestue imens.
Både Mor og Ida har haft en fantastisk dag, som har givet point på Mor-datter kontoen til noget tid.
I går blev Mor (igen!) ringet hjem fra job allerede kl 9.30 fordi Maya havde feber og skulle hentes. Maya var dog i højt humør, bare en smule klatøjet (‘har Maya smørklat i øjet spurgte Ida da Mor sagde det 🙂 ).
Mor og Maya hyggede hjemme resten af dagen og så hentede Far Ida i vuggestuen så vi alle var tidligt hjemme og kunne hygge. Som ekstra bonus kom Onkel René og Tante Anne forbi til mad og leg.
Maya bliver bedre og bedre til at gå for hver dag der går, hun er efterhånden habil til at gå hurtigt bare med støtte i en hånd og hun bliver hele tiden bedre til at gå selv – og hun er modig nok til at kaste sig ud i det selvom der er langt og det af og til koster knubs.
Maya har ca. 38 i feber og hoster lidt og snotter en del, men er ellers fint til mode. Vi krydser alt hvad der krydses kan for at Ida går fri i denne omgang så vi ikke har syge børn i påsken!
Vi skulle egentlig have besøgt Liv og hendes forældre i dag, men med Mayas feber har vi aftalt en ny dato og så har vi ellers bare hygget hjemme i dag – lige med undtagelse af et hurtigt stop i Frederiksberg Centret efter en ny hårbørste til Ida og en madkasse, da hun snart skal til og i børnehave (ca. 1. maj) hvor man skal have madkasse med.
Ammestop
Mor har besluttet at påskeferien skal benyttes til ammestop. Mor trænger i den grad til sammenhængende søvn og nu hvor Maya runder et år lige om lidt er det på tide at stoppe – selvom Maya kunne nøjes med at blive fuldammet til hun bliver 14 år, hvis hun selv kunne bestemme. Mor forudser at det bliver lidt en kamp, fordi Maya er vant til at bruge Mor som sut om natten for at sove videre, men vi tager gerne kampen op for at Far kan komme lidt mere på banen og Mor kan få sig noget mere søvn. I påskeferien har vi ekstra hænder i form af Mormor, Farmor og Farfar, som alle kommer for at fejre Mayas fødselsdag, og med de ekstra hænder kan Mor og Far bedre tage nogle nætter uden søvn da vi så kan nappe lidt om dagen hvis det bliver nødvendigt.
Vi krydser fingre for at det går nogenlunde!
Mayas arm
I tirsdags var Mor og Maya både til fys og til sansemotorik. Det var meget på en dag, men det var effektivt i forhold til at Mor ikke skulle bruge to halve arbejdsdage på at få det til at hænge sammen, men kunne nøjes med at arbejde hjemme og så stod Farmor ellers til rådighed resten af dagen fordi Far var ude at rejse. Maya startede ud med at kaste op hele vejen ud til fyssen – nu har vi to køresyge børn – øv bøv 🙁
Fyssen var meget imponeret over hvor meget Maya bruger sin arm og sagde ordret, at Maya faktisk bruger sin dårlige arm ‘unormalt meget’ i betragtning af, at hun har en nerveskade. Fyssen sagde også, at hun var helt sikker på at det bl.a. skyldtes at vi har børstet, masseret, nappet og klappet armen fra dag 1 for at sikre så meget påvirkning af nerverne som overhovedet muligt. Fyssen var selvfølgelig også imponeret over at se Maya gå, men sagde også, at det jo betød at vi nu skulle være mere opfindsomme for at få hende til at styrke armen på andre måder, da kravleriet jo er den bedste træning armen kan få.
Mor havde glædet sig til dagen, men var også en smule nervøs og spændt for hvordan det hele skulle gå.
Det gik heldigvis rigtig godt – omend Mors hjerne føltes som en stor tom lagerhal, hvor nogen forsøgte at kaste ting ind i, som blot afgav et kæmpe ekko. Tirsdag var det heldigvis allerede meget bedre og da fredagens fyraften trængte sig på følte Mor sig allerede nogenlunde inde i tingene igen – selvom der stadig er lang vej endnu til det niveau Mor efterlod i juni 2012, da hun gik på barsel med Ida.
Mor har mødt på job kl 6.45 hver dag, så hun kan få noget fra hånden og komme tidligt hjem igen så pigerne ikke skal bruge hele dagen i vuggestuen. Det har betydet at Far har overtaget morgentjansen med tøjskift og morgenmad, og selvfølgelig aflevering i vuggestuen. Det er gået super godt hele ugen, selvom det har været noget af en omvæltning for alle 4.
Barnets første sygedag
Onsdag eftermiddag blev Mor ringet op af vuggestuen. Maya (og dermed også Mor) havde haft en dum nat da Maya var vældig snottet og hostede, så Mor vidste godt hvad det betød da telefonen ringede. Og ganske rigtigt – Maya var febersyg og hostede på livet løs. Mor måtte pakkede sit grej ned og ræse afsted til vuggestuen så hurtigt hun kunne. Mor havde heldigvis nået hvad hun skulle den dag så hun kunne gå fra Oticon med nogenlunde god samvittighed.
Far ringede til Farmor selvsamme eftermiddag kl 16 for at høre om hun mon havde mulighed for at komme og hjælpe med Maya torsdag og evt. fredag. Og som altid smed Farmor hvad hun havde i hænderne og sprang på en bus allerede en times tid efter. Kl 21 stod hun med sin kuffert i vores stue. Farmor er fantastisk!
Det betød at både Mor og Far kunne tage på arbejde torsdag og fredag, og dermed slap for at aflyse møder. Mor var meget taknemmlig over at hun slap for at blive hjemme i løbet af den første uge, så Mor lidt hurtigere kan komme ind i tingene. Farmor har da også allerede meldt ind at hun gerne kommer igen mandag, hvis det brænder på igen <3
Lægebesøg
Farmor havde My med til lægen torsdag middag, da der er lungebetændelses epidemi i vuggestuen. Doktoren lyttede på Maya og konstaterede heldigvis at hun ikke havde lungebetændelse, men, at der sad noget snavs i de øvre luftveje og at hun var temmelig rød i det ene øre.
Maya er stadig mega skravlet og især nætterne har været rigtig slemme, hvor Maya har været feberramt og som reaktion derpå bliver totalt overgearet når hun vågner om natten. Så ligger My og pludrer, råber, klapper, hoster og hyler. Mor har forsøgt at klodse Maya op på nogle puder under topmadrassen så Maya ikke hoster så meget, men det er noget bøvl når Maya vil ammes hver gang hun vågner for så resulterer det enten i at Maya får møffet sig ned fra puderne så hun begynder at hoste, eller at Mor får mega ondt i ryggen af at ligge så skævt. Maya har ikke sovet mange sammenhængende timer de sidste nætter, så Mor har været totalt slagen torsdag og fredag. I aftes gik Mor og Maya således i seng kl 20 og stod først op igen kl 7.30 efter endnu en hårdt nat. Pyyyh, vi glæder os til at Maya er ovenpå igen og håber Ida slipper for at få samme hårde omgang.
I tirsdags var vi til sansemotorik. Maya var noget pylret da hun stadig bakser med kindtænder (2 er helt igennem, en er halvvejs igennem og en ny (tand #12) troner fint lige under gummen). Dertil blev Maya pludselig køresyg på vejen til Smørum og kastede op i bilen så Mor måtte holde ind og fikse undervejs.
Maya var derfor ikke i sit es til sansemotorik, hvor det blev en hurtig omgang, men dog med nye gode træningsøvelser vi fik med hjem. Marianne bemærkede også at Maya klart foretrækker at gumpe sig frem i stedet for at kravle rigtigt – omend hun sagtens kan, så Mor og Far har fået til opgave at kravle på gulvet sammen med Maya og rette på hendes teknik så hun kommer til at kravle rigtigt i stedet for at gumpe sig frem, da det er langt bedre for hendes arm. Dertil er det vigtigt i forhold til at beherske krydskoordination fremadrettet. Både Mor og Far har de sidste dage brugt en del på gulvet sammen med Maya og hun er nu hyppigere korrekt, men når hun skal hurtigt frem foretrækker hun stadig at gumpe sig frem.
Om et par uger skal vi igen afsted til træning #5 hos Sansemotorik i Smørum. Dette bliver en evalueringsomgang, hvor Maya skal vurderes på de samme parametre, som hun blev den første gang. Nu er vi spændte på at se, hvor meget hun vurderes at have udviklet sig.
OUH
Onsdag var vi på Odense Universitets Hospital hos doktor Keld for at få gøre status på Mayas arm. Turen til Fyn var (som altid) lang. Maya hader stadig at køre bil så Mor må sidde ved siden af på bagsædet og synge og agere underhold til den helt store guldmedalje for at få hende til at brokke sig mindst muligt. Så er to timer (hver vej!) lang tid. Maya krydrede da også kagen med at kaste op efter en times kørsel på vejen hjem og igen da hun blev løftet ud af bilen på Frederiksberg. Øv. To køresyge børn er to for meget.
Maya var heller ikke just i sit es i Odense. Vi ankom i god tid så Maya kunne nå at sove 45 minutter i klapvognen (når hun nu nægter at sove i bilen), men for første gang var Keld foran tidsplanen (de andre gange har vi måtte vente hhv. 30 og 60 min.) så Maya nåede kun at sove 15 min. før vi kom ind. Her måtte vi vække en noget fortumlet og meget træt Maya, som mildest talt ikke var i selskabeligt humør, og da slet ikke interesseret i, at en fremmed mand skulle pille ved hendes arm. Det betød, at Keld ikke fik lov til at undersøge hende særlig grundigt og, at Maya var meget anspændt under undersøgelsen.
Keld sagde ordret, at han ikke var bekymret for Mayas arm PT, men hvis den blev mere spændt end på nuværende tidspunkt vil han indstille hende til en scanning og formentlig en kikkertoperation i skulderen for at løsne op. Det betyder, at vi nu skal bruge endnu mere tid på at lave udspændingsøvelserne med Maya hver dag for forhåbentlig at undgå dette.
Mor synes dog ikke, at Mayas arm generelt er lige så spændt som Keld gav udtryk for og tror den har virket mere spændt fordi Maya var så ked af det imens hun blev undersøgt. Uanset hvad har Mor skruet op for intensiteten af udspændinger og så vil Mor få fyssen til at tjekke Maya lidt grundigere i næste uge og høre hendes mening.
Mor spurgte også ind til Kelds holdning i forhold til om der var nogle skinner eller andre hjælpemidler, som han ville vurdere kunne hjælpe Maya på nuværende tidspunkt, men det mente han ikke. Dermed ikke sagt, at der måske ikke kan være det i fremtiden.
Mens vi ventede på at komme ind hos Keld kom Mors kære folkeskoleveninde Julie pludselig forbi. Julie er læge på OUH, og vi havde talt om at ses når vi alligevel var forbi, men det kom ikke rigtig til at passe med Julies kalender efter vi fik flyttet rundt på vores aftale. Julie kom dog helt tilfældigt forbi mens vi sad og ventede og så fik vi alligevel sagt hej 🙂
Kapitel 3
På mandag starter kapitel 3 i vores liv. Livet efter barsel. Hverdag med to børn og to fuldtidsjob. Det bliver hårdt.
Vores nye barnepige Joan er heldigvis efterhånden ved at være kørt i stilling til at hjælpe os med pigerne og med madlavning, og vi ser frem mod en noget anderledes hverdag end vi har været vant til de sidste 2½ år, hvor Mor har været på 2 x barsel.
Joan kommer hos os ca. 2 dage om ugen ved siden af hendes studie, hvor hun læser til pædagog. Joan er en kæmpe hjælp og pigerne er begge super glade for hende. Joan er heller ikke bange for at markere sig overfor Ida, hvilket der i den grad er behov for, da Ida er ekstremt grænsesøgende i øjeblikket.
Mor og Far har aftalt hente/bringe dage for de næste uger og Mor har forsøgt at planlægge madindkøb og madplan så vi ikke skal tænke for meget over det i hverdagene. Mor er spændt på at gøre status om en måneds tid på hvordan vores liv så ser ud.
Lille My har efterhånden vænnet sig til at gå i vuggestue og Ida er ved at være igennem hendes reaktion på at Maya har tyvstjålet hendes vuggestue. Nu venter vi blot spændt på at se om Maya får en heftig reaktion på et tidspunkt (det kan sagtens komme om nogle måneder). Mor har givet Maya fri afgang til mælkebaren dag og nat under indkøringen for at Maya kan få tanket masser af tryghed her og Maya virker generelt glad – og træt når hun bliver hentet i vuggestuen. Det er en god start 🙂
Fastelavn
I dag har der været fastelavnsfest i vuggestuen for børn og pædagoger. Maya var klædt ud som tiger i den samme natdragt, som Ida brugte sidste år og Ida var Doctor McStuffins (en supersej pige, som kurerer sit legetøj når det bliver sygt).
I sidste weekend var der fastelavnsfest i andelsforeningen, hvor der blev slået katten af tønden nede i gården, men det var alt for voldsomt for Ida, som blev meget forskrækket og græd hver gang der blev slået på tønden. Det var ingen succes, men heldigvis var det glemt da bunden røg ud af tønden og der faldt slikposer ud.
Børne-status
Mors vægt har været i stykker de sidste måneder og Mor har langt om længe fået købt en ny vægt og fået vejet pigerne. Det har givet følgende status:
Lad det være sagt: Vi eeelsker vores Marie! Og som Far sagde i går, da han lå på gulvet og forsøgte at motivere Maya til at kravle på det glatte trægulv: “Her er altså blevet meget renere efter Marie er flyttet ind”. Og Far har ret. Marie kommer mandag, onsdag og fredag kl 8.30 og støvsuger de tre stuer – når det er gjort kører hun tilbage i sin opladerstation og så kan Mor løfte hende ud i gangen, hvor hun tager køkken, gang og Idas værelse bagefter.
Jovist, man skal da lige rydde op så der ikke ligger ledninger og rod på gulvet – for så sætter hun sig fast – og man skal huske at lukke dørene ud til gangen, for ellers kører hun derud og kan ikke finde hjem igen, men hvis man husker de ting, så er hun altså en fantastisk hjælper.
Mor er stadig i chok over de mængder fnuller, hår, krummer og andet snavs Marie kan opstøve i lejligheden og glæder sig over, at det nu kommer væk lidt oftere.
Til den interesserede læser er vores Marie af denne art.
Maya går med gåvognen
Maya har fuld fart på og selvom vi allerhelst vil have, at hun kravler så længe som muligt for at styrke armen så får hun af og til lov at gå sig en tur med gåvognen, for det eeelsker hun og er faktisk ret skrap til det. Se selv.
http://youtu.be/jLnYIOXntTo
Fys
I tirsdags var vi atter en tur ved fysioterapeut, og ligesom os andre var hun glad og stolt over, at Maya nu kravlede.
Fyssen havde lige haft besøg af den anden pige med samme skade, som hun følger, så fyssen var fyldt med nye trænings idéer og råd derfra. Den anden pige har netop fået en skinne til hendes ‘gode’ arm så hun ikke kan bruge den så meget, hvilket tvinger hende til at bruge den dårlige arm mere og dermed styrke den. Fyssen fortalte, at den anden piges forældre har svært ved at få hende til at bruge den dårlige arm så dette var en løsning herpå. Både Mor og fyssen synes dog, at Maya er god til at bruge hendes dårlige arm, så dette er slet ikke på tale nu, men det er en mulighed vi kan have i baghovedet, hvis det ændrer sig over tid.
På onsdag skal vi til Odense igen (aftalen var oprindeligt på mandag, men den er blevet flyttet), hvor vi skal have ekspertens vurdering af hvor god eller dårlig Mayas arm er og hvor vi skal diskutere Mayas træning fremadrettet. Vi håber, at det vil være muligt at få en fys til at besøge vuggestuen fast i fremtiden så Maya ikke skal pilles ud halve dage for at tage til træning med armen. Det er dog ikke sikkert Frederiksberg kommune vil bevilge det, men det må vi tage til den tid. Alternativt håber vi at kunne finde en fys tættere på, hvor vi bor, så vi ikke skal bruge 2½ time hver gang vi skal til træning. Fysser er der masser af på Frederiksberg – men det er de færreste, der kender til denne skade så fyssen skal selv være motiveret for at søge noget information om skaden – ellers må vi bide i det sure æble og fortsætte med transporten til Hvidovre Hospital, hvor vi går til fys i dag.
Vuggestuen
I dag har Maya sovet sin første lur i vuggestuen. Maya har nu gået i vuggestue i 2 uger, men fordi vi har haft så god tid til indkøringen har vi trappet meget langsomt op så Maya ligeså stille kan vænne sig til at være vuggestuebarn.
Maya bliver kørt ind i vuggestuen af Ane, som er pædagog, og Maya er rigtig glad for og tryg ved Ane. Ane fortæller, at Maya er ‘en lille engel’ som bliver ked af det når Ane forlader Maya (f.eks. for at skifte et af de andre børn), men, at Maya er super let at trøste igen. Ane fortæller også, at det er et godt tegn når Maya reagerer fordi det betyder, at hun accepterer forandringen.
I dag skulle Maya så sove i vuggestuen for første gang. Mor havde nøje instrueret Ane i, at Maya som regel brokker sig når hun bliver puttet i klapvognen, men stopper så snart vi kommer udenfor – og Ane fortalte, at det var præcist samme billede i vuggestuen i dag.
Mor havde sendt Mayas voksipose med i vuggestuen så Maya havde noget trygt at forholde sig til, og der havde da heller ingen problemer været overhovedet. Faktisk tværtimod. Hvor Mor plejer at måtte trille en tur med Maya (2-5 minutter) før hun sover, havde Ane bare puttet hende og vugget barnevognen lidt frem og tilbage. Så havde Maya sovet. Det har Mor prøvet mange gange, men det er altid endt med at Maya har skreget og Mor har måtte køre med Maya indtil hun sov. De kan altså noget de pædagoger 🙂
Maya sov sige en god lang lur på 2 timer 20 min. og var en mægtig glad pige da hendes Mor kom for at hente hende. Det passede endda så fint at Ida stod op imens Mor var på Solstuen så Mor kunne få to meget glade piger med hjem derfra.
Idas reaktion på vuggestue opstart
Mor har meget fokus på, at Ida skal have lov at lave nogle ting uden Maya i øjeblikket, fordi Ida reagerer kraftigt på Mayas indkøring i vuggestuen. Ida føler formentlig, at Maya er ved at bevæge sig ind på Idas territorium og især fordi Mor og Maya har fået lov at være indenfor på stuen imens Ida skal være udenfor på legepladsen eller skal på tur.
Ida reagerer enten ved at vælte eller slå Maya, ved at bide Mor eller ved at blive ked af det. Vi har derfor måtte give Ida hendes sut og Ninus en del ekstra (normaltvist er det kun når hun skal sove) fordi Ida er begyndt at sutte på sine fingre, hvilket Mor frygter kan blive en meget dårligere vane end sutten – da hånden er temmelig meget sværere at tage fra hende (omend Mor har leget MEGET med tanken om Go’negl!).
Ida har også været hel ulykkelig ved sengetid tre gange i løbet af den sidste uge, hvor hun har sagt ‘Jeg vil også putte sammen med Mor i Mors seng’ når Mor er gået ind i soveværelset for at putte Maya. Det har ramt Mor lige i hjertet så Ida har fået lov at ligge ved siden af i sengen mens Mor ammer Maya og når så Maya er faldet i søvn og puttet over i sin egen seng, så har Mor og Ida puttet og krammet indtil Ida er faldet i søvn, og så har Mor også flyttet Ida ind til sig selv.
Mor har dedikeret den sidste del af barslen til at lave hygge ting med Ida imens tid og overskud er til det, så vi har været i Zoo, på biblioteket og på bus-tur i denne uge så Ida føler, at hun også bliver prioriteret. Mor er ligeledes über-opmærksom på ikke at rose Maya for meget for hendes motoriske fremskridt i Idas påhør, men i stedet rose Ida hver gang hun er flink ved Maya og på den måde forsøge at give Ida positiv opmærksomhed.
Mor håber det hele løser sig når Maya er kørt helt ind og hverdagen atter melder sig.
For fanden da Farmor!
I weekenden havde vi besøg af Farmor og Farfar. Det inkluderede en tur på legepladsen og en tur i Zoo for Ida, imens Mor og Maya hyggede derhjemme.
Det inkluderede også eftermiddagskaffe med hjemmebagte muffins og da Farmor skulle tage Idas muffin ud af muffinsformen knækkede den over på midten. Mor reagerede med et ‘Faaaarmoar!’, Farmor reagerede med et ‘Hov!’ og Ida sagde ligeså stille ‘For fanden da Farmor…’
Mor blev helt stum og spurgte Ida, hvad det var hun sagde, og så gentog Ida ellers ‘For fanden da Farmor’. Mor og Farmor kiggede på hinanden med sammenbidte læber og latter-tårer i øjenkrogene.