Vi har fået en lille fætter. Fætter Peter. Han er det smukkeste vi har set nogensinde – lige siden vi så Nanna – og så Maya før det og så Ida…. Altså han er i hvert fald smuk!
Vi fik lov til at komme op og besøge ham 9 timer efter han var blevet født og allerede var hjemme igen og pigerne var super dygtige til at høre efter, hvordan Mor havde sagt man skulle opføre sig når man besøgte nogen, som lige havde fået en baby: Vaske hænder, være rolige, ikke råbe og gå efter kort tid igen så baby og dens forældre kunne få noget ro.
Ida fik hurtigt lov at sidde med Peter og hun havde ikke siddet med ham i mange sekunder før hun konstaterede: ”Mor Jeg elsker bare Fætter”. Mor smeltede <3
Maya var lidt mere nervøs for at sidde med den lille bebs, mest fordi hun var bange for at gøre ham fortræd, men ret hurtigt fik hun også aet Peter og fik ham på skødet så hun kunne sidde på ham. Og hun forelskede sig også straks.
Mor er fantastisk fascineret af at betragte forskellen på hvordan storesøster Nanna på 2 år agerer overfor lillebror ifht. Maya på 4 og Ida på 6 år. Der er helt klart et niveau til forskel for hver af pigerne, og Ida vokser da også en halv meter bare i stolthed når hun får lov at sidde med Peter.
Mor er naturligvis også blown away over den følelse man får til sådan en lille skabning som man ikke engang kender endnu, alene af den årsag at han er en del af familien. Ubetinget kærlighed <3
Ida tilbage på astma medicinen
Ida er, ligesom sidste vinter, kommet på astma medicin. Ida hoster ofte og meget, og sundhedsplejersken som vi besøgte på skolen i efteråret mente vi skulle få hende tjekket hos lægen igen, baseret på de symptomer Mor og Far beskrev. På dagen hvor Ida skulle til lægen fortalte hun da også Mor, at hun synes det var træls i frikvarteret når hun ikke kunne være med til at lege løbelege uden at måtte stoppe op og hoste når hun blev forpustet og fik ondt i halsen. Mor fik Ida til at fortælle det samme til lægen og han var ikke i tvivl om at Ida skulle have astma medicinen igen ligesom sidste år, hvor hun responderede rigtig godt på den.
Ida skal have medicinen i en maske morgen og aften, og så har hun også fået en akut-spray som hun kan bruge hvis hun pludselig begynder at hoste meget – f.eks. når hun bevæger sig imellem temperaturskift som inde til ude eller omvendt. Der er medicin til 60 dage og så skal vi evaluere derefter om hun skal fortsætte eller om hun kan nøjes med at få det henover vinteren.
Hun er heldigvis ikke ked af at skulle tage medicinen og kan godt se at det er for at hjælpe hende så hun får det bedre og ikke hoster så meget.