Nej
Nej. Nej. Nej Ida. Jeg vil ikke ha’ det. Nej!
Siden Ida er begyndt at kravle har hun fingrene i alting. Weekenden er dedikeret til at børnesikre hjemmet så ledninger bliver sat fast eller fjernet og ting flyttes rundt så hun ikke får fingrene i noget hun ikke må pille ved.
Herunder viser Ida lige igen hvor dygtig hun er blevet til at kravle – selv på det glatte trægulv går det nu stærkt og sikkert.
https://www.youtube.com/watch?v=Z-ndTJq2icE
Men nogen gange gider man altså ikke kravle bare fordi mor gerne vil fange det på film.
Klokken er i skrivende stund 9.07 og mor har allerede sagt ‘Nej’ 27 gange….cirka.
I går lykkedes det sågar Ida at låse mor ude på altanen mens hun var ude og hænge vasketøj op. Heldigvis var far kommet hjem så han kunne låse op for mor igen. Nu tør mor ikke lukke døren når hun er på altanen mere i frygt for at Ida låser hende ude igen.
Haven
Det er så småt ved at være forår hernede omend termometret kun viser 3,4 grader pt. Der har dog været nogle skønne solrige dage hvilket også kan ses på altankasserne som lige så stille begynder at vise tegn på liv.
Bedste Grete mener dog at nogle af tingene mor har plantet er blevet sat for tidligt og derfor ikke vil komme, så mor tænker at lave en mindre undersøgelse en af dagene for at se om der er ting på vej op i de andre altankasser eller om der skal plantes nyt.
Legestue
I eftermiddag er det planen at Ida og mor skal mødes med to andre danske mødre, Agnethe og Kirsten, samt deres tre børn. Augusta på 2½ år og tvillingerne Merle og Leander på 2 måneder.
Det er stadig ikke lykkedes mor at mødes med andre danske mødre på trods af efterhånden mange aftaler som alle er blevet aflyst. Mor krydser fingre for at det lykkes denne gang!