Maya 6 måneder

Specs

I går rundede Lille My 6 måneder. I sidste uge målte doktoren Maya til 70,5 cm og 9,95 kg. Ida målte på samme tid 8,2 kg og 71 cm. Maya holder altså sit forspring fra fødslen endnu.

Humør

Maya er en dejlig tyk grinebidder, som er opmærksom og en værre selskabspony. Hun eeelsker når folk i bussen eller i Netto tager sig tid til at sige hej til hende, men hun kan også godt blive bange for nye mennesker – især mænd virker det til. Maya har et iltert temperament og kan råbe meget højt når tingene ikke passer hende. Hun kan gå fra 0-100 på grådskalaen på 1 sekund – som oftest i det øjeblik, hvor Mor har lagt Maya til rette før en amning, men stadig lige skal have lukket mælkebaren ud. Det kan bare ikke gå hurtigt nok! Til gengæld er hun lykkelig igen i det øjeblik, hvor hun får babsen, og så er der fred for en stund.

Motorikken

Maya er motorisk udfordret på grund af sin arm, som fik en nerveskade ved fødslen. Armen var helt lam ved fødslen og kun fingrene kunne bevæge sig. Heldigvis er der efterhånden kommet rigtig godt gang i Mayas arm, men hun har stadig ikke så meget kraft i armen som hun burde have, og på grund af nogle svækkede muskler kompenserer hun ved at bruge andre muskler og har derfor en forkert rotation i armen. Maya er dog en knokler, som finder alternative måder at gøre tingene på og man skal ikke vise hende hvordan hun kommer videre fra en fastlåst position mange gange, før hun selv kan gøre det. Men Maya ER bagud motorisk. Hun kan ikke ligge på maven ligeså længe som hendes mødregruppe-kammerater og det frustrerer Maya når hun bare ligger på ryggen og ikke kan være med. Maya bliver hurtigt utålmodig når hun skal ligge selv og så er der ikke andet for Mor at gøre, end at komme hende til undsætning. Mor er derfor i fuld gang med at øve i at få Maya til at kunne sidde selv så hun ikke er så låst uden Mor. Mayas balance er der ikke helt endnu, men hun kan godt sidde et par sekunder selv før hun tilter. Mor tror faktisk Maya er på samme niveau her som Ida var.

Mad

Maya har altid været glad for babser og kunne sagtens undvære alt det andet, som Mor prøver at lokke i hende. Mos har mildt sagt aldrig været et hit, men Mor har efterhånden fundet ud af at Maya er et tag-selv-barn, som gerne vil smage på tingene, hvis bare hun selv får lov at styre det. Maya vil gerne spise æble, pære, banan, avocado, kogte kartofler og gulerødder – og seneste skud på stammen er rugbrødsmadder, som hun har fået lov at begi sig i kast med de sidste to dage. Rugbrød virker faktisk til at være røget ind på en suværen 1. plads i Mayas madhjerte. Øllebrød kan til nøds gå. I dag har hun for første gang smagt rugbrød med leverpostej og det faldt også i god jord. Det er dog stadig MEGET små portioner hun spiser. Vi taler måske 1½ teskefuld eller 1/16 af en rugbrød pr. måltid. Men det er en start, og nu hvor både Maya, Jane og Mor overlevede brylluppet så er Mor fortrøstningsfuld. Mor har stadig ikke hørt om nogen, der skulle starte i skole og som stadig kun fik babs :p

Maya spiser vist stadig oftere end gennemsnittet på hendes alder, men hun kan godt klare sig 4-5 timer uden babs, hvilket vi fik afprøvet i forbindelse med bryllupsplanlægningen, hvor Farmor måtte underholde Maya imens Mor var til frisør og på barselsvisit hos en veninde. Både Farmor og Maya klarede den 🙂

Amningen er dog så meget mere end bare mad for Maya. Maya nægter stadig at tage en sut og suttekluden har ikke rigtig nogen trøsteeffekt endnu, så amningen er også hygge, tryghed og trøst. Lige til at blive dejlig tyk af 🙂

Søvn

Maya sover stadig rigtig dårligt. Hun vågner konsekvent efter 35 min. Dag og nat, og skal hjælpes videre i søvnen for ikke at vågne helt op. Om dagen sover Maya lure i slyngevuggen, som er det eneste sted, hvor Maya kan lokkes til at sove videre efter de 35 min., hvis man vel og mærke vugger hende indtil hun sover igen, og som regel kræver det en del vugninger i løbet af en hel lur for at få hende til at sove 1½-2 timer. I klapvognen vågner Maya helt op efter de 35 min. og det samme er tilfældet i Mor og Fars seng, hvor hun heller ikke længere er til at få til at sove videre. Med undtagelse af om natten dog. Om natten sover Mor og Maya som regel i ske. Maya vil ammes alt mellem 4 og 10 gange på en nat og hvis hun først har sat sig for at hun vil have mad er der ingenting at gøre. Nogle nætter forsøger Mor at tage kampen op for at få Maya til at sove videre uden mad og andre nætter er Mor ALT for træt og ruller bare over til Maya i håb om at kunne sove videre uden for meget bøvl.

Dertil er Maya begyndt at vågne kl 4 om morgenen og tænker at det er morgen. Det tænker Mor ikke og det eneste der virker endnu er at ligge Maya op i slyngevuggen og vugge hende i søvn der. Så kan hun engang imellem lokkes til at sove helt frem til kl 6 eller endda 6.30!

Natten til i dag forsøgte Mor og Far med en ny strategi: “Fjern Maya fra mælkeduften i soveværelset”. Den gik ud på at Far sov på en madras i stuen under Maya i slyngevuggen, imens Mor sov i soveværelset. Det var dog ikke nogen succes og Maya ville da også spise hver 1½-2 timer, så da kl. var 2.30 og Mor havde ammet Maya tre gange siden kl 20 gav Mor op og tog Maya med i seng.

Tænder

Ida fik sine to første tænder da hun var 7 måneder gammel, så her er da et område, hvor Maya er foran 🙂 Maya har længe haft sine to nederste fortænder og har hendes højre fortand i overmunden på vej. Mor synes også det ligner at den sidste fortand er på vej, men Maya vil ikke rigtig lade Mor se efter. Maya er meget plaget af tænder og det virker som om det gør ondt på hende at blive ammet ind imellem. Man ved, at den er helt gal med Maya når hun ikke engang kan trøstes ved babsen og så er der ikke andet at gøre end at give hende lidt panodil til at falde til ro på. Stakkels lille bitte My.

Maya 0-6 mdr.
Maya 0-6 mdr.

Ida 6 Måneder

Mor har læst sit indlæg igennem fra da Lilletutten blev 6 måneder og selvom Mor husker det som om Ida var langt nemmere er det heldigvis ikke lutter idyl fra dengang heller 🙂 Mor brokker sig i hvert fald over at skulle ind til Ida helt op til 15 gange på en nat for at give Ida sin sut fordi hun taber den og ikke selv kan finde den igen – det er der heldigvis styr på i dag 🙂

Derudover sov Ida kun om natten, hvis hun blev svøbt så hun ikke vækkede sig selv med armene og det stod faktisk på helt frem til Ida var et halvt år gammel, hvor hun efterhånden lærte selv at tage sin sut om natten når hun havde tabt den og fik styr på armene.

Til sammenligning havde Ida også i lang tid kunnet rulle fra ryg til mave og møvede sig rundt på trægulvet i cirkler og skubbede sig baglæns. Hun havde lige lært at hive sig selv helt op og stå når hun havde Mor i hænderne og hun kunne næææææsten sidde selv. Der mangler Maya lidt endnu for at kunne følge i storesøsters rekord-fodspor.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *