Barselsbesøg og Forkælelse
I går havde Mor barselsvisit af Sabrina, som også er gravid og hjemmegående i øjeblikket. Det var ren hygge med kaffeslabberas, frokost på café og masser af sladren – uden børn! Sabrina er 25 uger henne i sin graviditet og venter også en Lillesøster.
I går aftes kom Sanne, en af Mors studieveninder fra tiden i Herning, på besøg og spiste sammen med Mor og Ida. Far er i Birmingham på forretningsrejse i går og i dag med så Mor tænkte, at vi godt kunne bruge lidt selskab. Ida synes det var en fest med gæst til maden og skruede charmen på og nåede at få vist Sanne en masse legetøj og de to fik også læst en masse bøger.
I dag har Mor haft tid til at forkæle sig selv med en ansigtsbehandling hos en klinik lige om hjørnet. Det var så skønt og tiltrængt for huden i det udtørrende vintervejr. Og så var det naturligvis skønt for en gang skyld selv at være i centrum og blive forkælet.
Levering af ‘Gris og Ko’ samt ‘Årstiderne’
I dag har vi fået leveret slagterkød lige til døren. Mor har tilmeldt os en abonnementservice hos firmaet ‘Gris og Ko’, hvor man selv bestemmer hvad og hvor ofte man vil have leveret en mængde slagterkød, og så kommer det ellers lige til døren med posten pakket i kølebokse så det kan stå helt indtil kl 21 om aftenen, hvis man ikke er hjemme.
Alt er pakket ned i vakuumposer så tingene fylder meget mindre i fryseren end de traditionelle ‘fars-bokse’ vi køber kød i. Det er smart når man har en ret lille fryser!
Man bestemmer selv hvilke kødpakker man ønsker (gris, ko, mv / hakket, udskåret, pålæg, mv.) og om man vil have det hver uge eller sjældnere. Vi har i første omgang bestilt en månedlig pakke så vi kan teste konceptet af og evt. få leveret hver 14. dag fremover, hvis vi synes det er lækkert. Mor glæder sig til at teste kvaliteteten af kødet så vi kan vurdere om det er noget vi vil fortsætte med.
Mor synes Nettos udvalg af kød er ret uinspirerende og hos Gris og Ko får man umiddelbart meget kød for pengene – leveret lige til døren – og så er det rigtig slagterkød.
Mor har også tilmeldt os Årstidernes frugt- og grøntlevering hver 14. dag så vi slipper for at slæbe en masse tunge poser med hjem fra supermarkedet med Ida og Lillesøster på slæb op af trapperne til 2. sal. Mor har hørt forskellige meninger om Årstidernes varer, men nu tester vi det af og ser om det er noget for os. Smart er det i hvert fald!
Mormor på besøg
I morgen kommer Mormor på besøg frem til søndag. Far har fået lov til udgang fredag (oveni at vi ikke har set ham mandag, onsdag og torsdag i denne uge på grund af arbejde 🙂 ) så han drøner til forsinket julefrokost med gutterne, men så er det godt, at vi har Mormor som back-up både fredag aften og lørdag, hvor Far nok tager en slapper. Onkel René kommer også forbi til spisning fredag aften, så der bliver fuldt hus, hvilket helt sikkert passer Lilletutten.
Søndag passer Mormor Ida imens Far og Mor tager på bryllupsmesse i Bella Centret og lader sig inspirere til efterårets forestående festivitas. Det glæder vi os til!