Maya fortæller…

Med Tante Annes efterhånden tykke gravide mave som passer på vores kommende lille fætter og Mors veninden Sannes tykke mave bliver der sat tanker i gang hos Maya. Oveni er Olde Tove indlagt (men er heldigvis i bedring) så mange tanker kredser omkring hospitaler og læger.

Maya kl 15.00: “Mor, gør det ondt at få en baby ud af maven?”
Mor: “Ja, det gør ret ondt men man glemmer det igen når man sidder med sådan en lækker lille baby i armene”
Maya: “…….”

Da Mor senere putter Maya til nat begynder Maya at klynke. Mor spørger hvad der er galt:

Maya kl 19.30: “Jeg vil aldrig have en baby!”
Mor: “Nå, det var da voldsomt. Er det fordi Jeg har fortalt, at det gør ondt når babyen skal ud?”
Maya: “Ja!!!”
Mor forsøger at forklare, at det jo ikke er sådan en smerte ligesom når man brækker et ben men noget der forsvinder af sig selv og så glemmer man det igen.
Maya: “Men Mor! Hvordan kan man få folk til at forstå at man altså ikke vil have en baby ind i maven?!”
Mor: “Altså du er 4 år – der går jo mange år inden du er ligeså gammel som mig og overhovedet kan få børn”.
Maya: “Men Mor! Hvad nu hvis Jeg møder nogen på gaden og de putter en baby ind i min mave og så gør det ondt når den skal ud?!”
Mor: “Aaaaah, sådan sker det ikke”
Maya: “Hvordan kan man sige til dem på gaden at man ikke vil have en baby i maven?”
Mor: “Altså man skal jo have en kæreste for at kunne få en baby i maven”
Maya: “Men Mor! Mødte du Andreas (Mors kæreste) på gaden?!”
Mor: “Øøøøh nej, vi har gået i skole sammen”
Maya: “Okay, så må Jeg starte med det der med ikke at have få kæreste”

Mor var flad af grin over skønne lille Maya og al tankemylderet der pludselig skulle ud inden sengetid 🙂

Store Ida

I dag har Mor og Ida været til Middelalderfestival på skolen. Fritidshjemmet har holdt temauger og sluttede af med at invitere alle børn og forældre ned i skolegården. Mor og Ida var der en halv times tid – det var ikke den store succes da der var alt for mange mennesker på alt for lidt plads, og da Joan hyggede med Maya besluttede Mor og Ida sig for at tage toget til Valby og kigge efter en jakke til Ida. Vi havde set en på Mors telefon som Ida godt kunne lide men vi kunne ikke finde den helt samme i butikken, men til gengæld fandt vi denne her fine blå jakke, med blå pels og gulddetaljer. Mor var helt imponeret over at Ida havde valgt de lyserøde jakker fra – det plejer ellers at være selvskrevet når hun selv får lov at vælge. Mor er topglad for at der endelig er lys for enden af den lyserøde tunnel vi har befundet os i de sidste år 🙂

Ida med hendes nye selvvalgte jakke. Store pigen <3
Ida med hendes nye selvvalgte jakke. Store pigen <3

Ida har tabt to rokketænker og kom i dag i tanker om at hun ville aflevere den ene til tandfeen, som hun har lært om i skolen. Så kort før sengetid gik hun i gang med at skrive brev som blev lagt til tandfeen, så nu krydser vi fingre for at tandfeen har været forbi med en mønt i løbet af natten. Mor måtte også love at det ikke var Mor der var tandfeen, og da Mor spurgte Ida hvad hun dog skulle gøre med en af Idas tænder sagde Ida: “Sælge den på et loppemarked og tjene en masse penge på den!” 🙂

Ida i gang med at skrive brev...
Ida i gang med at skrive brev…
Brev til tandfeen
Brev til tandfeen

Skole-nyt

Ida er efterhånden ved at have vænnet sig til skolelivet og hun trives rigtig fint. Hun er blevet lettere at aflevere om morgenen uden brok og tårer end hun var i børnehaven på trods af at det var vante omgivelser og personale. Maya er også blomstret op efter hun har fået børnehaven for sig selv og ikke længere bare er ‘Idas lillesøster’.

I 0.C lærer de ordsprog som ‘at bide i det sure æble’ og ‘at blive brændt af’ for tiden og det er sjovt at høre Ida bruge disse vendinger når hun taler i det daglige.