Vuggestueplads til Maya

Vuggestueplads

Så har vi fået vuggestueplads til Maya. Det er i Carlsvognen, samme vuggestue som Ida går i, og som vi er rigtig glade for. Der er to vuggestue-stuer (Solstuen og Månestuen) så vi er spændte på om Maya kommer på samme stue som Ida, hvor hun kender personalet fra når vi afleverer og henter Ida hver dag.

Sakset fra vuggestue-foto'et
Vuggestuebarnet Ida – Sakset fra vuggestue-gruppefoto’et

Maya har fået plads fra 5. januar, men vi regner med at vente med indkøring til februar så Maya er 10 måneder og Mor snart skal starte job igen.

I samme anledning øver vi stadig spisning med Maya. Maya kunne stadig godt nøjes med babserne, hvis hun helt selv kunne bestemme, men det får hun ikke lov til. Mor har stadig et spinkelt håb om at Maya snart vil sove lidt bedre om natten og en mæt mave kunne være en genvej dertil.

Mos og grød er stadig yt. Maya vil gerne smage på forskellige ting, hvis hun bare selv får lov at styre det, og man kan lige vove på at forsøge at hjælpe med at putte noget i munden, så bliver hun gal. Rugbrød er en af favoritterne og ostehaps må helt klart være livretten i øjeblikket.

Maya gider kun spise, hvis hun selv må styre maden
Maya gider kun spise, hvis hun selv må styre maden

Maya er efterhånden vokset fra sin babydyne. Mor har købt hende en juniordyne så hun ikke sparker dynen af i løbet af nul komma fem. Mor har benyttet lejligheden til at lave en slyngevugge-dyne til Maya ud af den gamle babydyne. Slyngevugge-dynen er halv størrelse af babydynen så den lige passer i størrelsen når Maya ligger i sin slyngevugge og sover. Mor er nemlig bange for at Maya skal få sparket dynen over hovedet og ikke kan få den af igen, hvis dynen ligger dobbelt i vuggen. Derfor har Mor nu syet babydynen til så Maya har fået en lillebitte dyne med tilhørende dynebetræk. Mor har syet betrækket ud af det babydyne-betræk som var på dynen da både Ida og Maya blev hentet hjem fra hospitalet. Så holder vi liv i betrækket og de minder en smule længere.

Maya napper med sin lille slyngevugge-dyne
Maya napper med sin lille slyngevugge-dyne

Resten af babydynen har Mor lavet til en minidyne og mini-pude til Dukke Sally så hun heller ikke kommer til at fryse her til vinter.

Dukke Sally har også fået dyne og pude
Dukke Sally har også fået dyne og pude

Jyllands-tour

I weekenden har vi været på lynvisit i det jyske. Vi ankom i Malling, hos Farmor og Farfar, fredag aften og tog afsted igen søndag eftermiddag. Anledningen var Ellinoras navnefest hos Sabrina og Ole, i nærheden af Horsens, hvor vi havde en super hyggelig eftermiddag med gode mennesker og god mad. Ida og storesøster Kornelia hyggede på Kornelias værelse og gemte sig under sengen.

Søstre <3
Søstre <3
To frækkerter
To frækkerter

Ida og Maya havde deres bryllupskjoler på til navnefesten – sikker for sidste gang. Maya er nææææsten for stor til sin og når vi igen skal i festtøj er Ida formentlig også vokset ud af sin. Men det er ok. Nu nåede vi i hvert fald lige at bruge dem en enkelt gang mere.

Ca. samme tykkelse lårbasser
Ca. samme tykkelse lårbasser

Søndag formiddag kom Mormor forbi Malling til brunch og leg med pigerne.

Selvom det har været en super hyggelig weekend, så er det ikke noget vi har tænkt os at gøre så tit for så kort tid. Ida bliver nemt køresyg og kaster op og Maya hader at køre bil og skriger så snart Mor ikke underholder hende, hvilket er temmelig svært og hårdt fra forsædet. Det er en lang tur for de to tuttebasser for så få dage, men hyggeligt var det og vi var glade for at vi kunne være med til at fejre Ellinora.

Næste besøg i Jylland bliver i forbindelse med julen, hvor vi regner med at have en større bil at køre i så Mor kan sidde på bagsædet mellem pigerne, hvor hun lidt nemmere kan styre legetøj og brækspande uden at være ved at brække ryggen selv.

Farmor to the rescue!

Farmand skal på firma-tur torsdag og fredag så vi har igen-igen hidkaldt super-farmor som putte- og hyggeassistance. Fredag holder vi Ida hjemme og så skal vi en tur i Tivoli med pigerne og se på Halloween græskar. Det bli’r såååå hyggeligt!

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *