Så er tasken pakket færdig, den sidste voksen-aften er nydt med mad og bio og den vordende moder og fader er klar til at strege ‘vordende’ fra titlen.
I morgen kl 9.00 går det løs med undersøgelse på Rigshospitalet for at beslutte hvordan igangsættelsen kommer til at foregå. Hvorvidt der skal stikpiller til eller om vi går direkte til at prikke hul på fosterhinden så vandet går kommer nemlig an på om Lillepigen allerede er i gang med forarbejdet eller om der slet ingen tegn er på at hun vil ud. En ting er dog sikkert – søndag er hun ude og forhåbentlig også før det når hun bliver hjulpet lidt på vej.
Lillepigen har holdt fest i maven i aften og nydt sin (forhåbentlig) sidste aften i sin et-værelses. Hun fylder efterhånden så meget derinde at der slet ingen plads er mellem baby og ribbene så den vordende moder synes bestemt det er tid at få den unge dame ud.
Vi glæder os til i morgen og skal selvfølgelig nok holde Jer opdateret på hvordan det går 🙂