For fanden da!

Marie

Lad det være sagt: Vi eeelsker vores Marie! Og som Far sagde i går, da han lå på gulvet og forsøgte at motivere Maya til at kravle på det glatte trægulv: “Her er altså blevet meget renere efter Marie er flyttet ind”. Og Far har ret. Marie kommer mandag, onsdag og fredag kl 8.30 og støvsuger de tre stuer – når det er gjort kører hun tilbage i sin opladerstation og så kan Mor løfte hende ud i gangen, hvor hun tager køkken, gang og Idas værelse bagefter.

Vores nye ven 'Marie' som arbejder hårdt!
Vores nye ven ‘Marie’ som arbejder hårdt!

Jovist, man skal da lige rydde op så der ikke ligger ledninger og rod på gulvet – for så sætter hun sig fast – og man skal huske at lukke dørene ud til gangen, for ellers kører hun derud og kan ikke finde hjem igen, men hvis man husker de ting, så er hun altså en fantastisk hjælper.

Mor er stadig i chok over de mængder fnuller, hår, krummer og andet snavs Marie kan opstøve i lejligheden og glæder sig over, at det nu kommer væk lidt oftere.

Til den interesserede læser er vores Marie af denne art.

Maya går med gåvognen

Maya har fuld fart på og selvom vi allerhelst vil have, at hun kravler så længe som muligt for at styrke armen så får hun af og til lov at gå sig en tur med gåvognen, for det eeelsker hun og er faktisk ret skrap til det. Se selv.

http://youtu.be/jLnYIOXntTo

Fys

I tirsdags var vi atter en tur ved fysioterapeut, og ligesom os andre var hun glad og stolt over, at Maya nu kravlede.

Fyssen havde lige haft besøg af den anden pige med samme skade, som hun følger, så fyssen var fyldt med nye trænings idéer og råd derfra. Den anden pige har netop fået en skinne til hendes ‘gode’ arm så hun ikke kan bruge den så meget, hvilket tvinger hende til at bruge den dårlige arm mere og dermed styrke den. Fyssen fortalte, at den anden piges forældre har svært ved at få hende til at bruge den dårlige arm så dette var en løsning herpå. Både Mor og fyssen synes dog, at Maya er god til at bruge hendes dårlige arm, så dette er slet ikke på tale nu, men det er en mulighed vi kan have i baghovedet, hvis det ændrer sig over tid.

Minnie og Prinsesse Farmand
Minnie og Prinsesse Farmand

På onsdag skal vi til Odense igen (aftalen var oprindeligt på mandag, men den er blevet flyttet), hvor vi skal have ekspertens vurdering af hvor god eller dårlig Mayas arm er og hvor vi skal diskutere Mayas træning fremadrettet. Vi håber, at det vil være muligt at få en fys til at besøge vuggestuen fast i fremtiden så Maya ikke skal pilles ud halve dage for at tage til træning med armen. Det er dog ikke sikkert Frederiksberg kommune vil bevilge det, men det må vi tage til den tid. Alternativt håber vi at kunne finde en fys tættere på, hvor vi bor, så vi ikke skal bruge 2½ time hver gang vi skal til træning. Fysser er der masser af på Frederiksberg – men det er de færreste, der kender til denne skade så fyssen skal selv være motiveret for at søge noget information om skaden – ellers må vi bide i det sure æble og fortsætte med transporten til Hvidovre Hospital, hvor vi går til fys i dag.

Søstre <3
Søstre <3

Vuggestuen

I dag har Maya sovet sin første lur i vuggestuen. Maya har nu gået i vuggestue i 2 uger, men fordi vi har haft så god tid til indkøringen har vi trappet meget langsomt op så Maya ligeså stille kan vænne sig til at være vuggestuebarn.

Maya bliver kørt ind i vuggestuen af Ane, som er pædagog, og Maya er rigtig glad for og tryg ved Ane. Ane fortæller, at Maya er ‘en lille engel’ som bliver ked af det når Ane forlader Maya (f.eks. for at skifte et af de andre børn), men, at Maya er super let at trøste igen. Ane fortæller også, at det er et godt tegn når Maya reagerer fordi det betyder, at hun accepterer forandringen.

I dag skulle Maya så sove i vuggestuen for første gang. Mor havde nøje instrueret Ane i, at Maya som regel brokker sig når hun bliver puttet i klapvognen, men stopper så snart vi kommer udenfor – og Ane fortalte, at det var præcist samme billede i vuggestuen i dag.

Mor havde sendt Mayas voksipose med i vuggestuen så Maya havde noget trygt at forholde sig til, og der havde da heller ingen problemer været overhovedet. Faktisk tværtimod. Hvor Mor plejer at måtte trille en tur med Maya (2-5 minutter) før hun sover, havde Ane bare puttet hende og vugget barnevognen lidt frem og tilbage. Så havde Maya sovet. Det har Mor prøvet mange gange, men det er altid endt med at Maya har skreget og Mor har måtte køre med Maya indtil hun sov. De kan altså noget de pædagoger 🙂

Maya sov sige en god lang lur på 2 timer 20 min. og var en mægtig glad pige da hendes Mor kom for at hente hende. Det passede endda så fint at Ida stod op imens Mor var på Solstuen så Mor kunne få to meget glade piger med hjem derfra.

Lille My
Lille My

Idas reaktion på vuggestue opstart

Mor har meget fokus på, at Ida skal have lov at lave nogle ting uden Maya i øjeblikket, fordi Ida reagerer kraftigt på Mayas indkøring i vuggestuen. Ida føler formentlig, at Maya er ved at bevæge sig ind på Idas territorium og især fordi Mor og Maya har fået lov at være indenfor på stuen imens Ida skal være udenfor på legepladsen eller skal på tur.

Ida reagerer enten ved at vælte eller slå Maya, ved at bide Mor eller ved at blive ked af det. Vi har derfor måtte give Ida hendes sut og Ninus en del ekstra (normaltvist er det kun når hun skal sove) fordi Ida er begyndt at sutte på sine fingre, hvilket Mor frygter kan blive en meget dårligere vane end sutten – da hånden er temmelig meget sværere at tage fra hende (omend Mor har leget MEGET med tanken om Go’negl!).

Ida har også været hel ulykkelig ved sengetid tre gange i løbet af den sidste uge, hvor hun har sagt ‘Jeg vil også putte sammen med Mor i Mors seng’ når Mor er gået ind i soveværelset for at putte Maya. Det har ramt Mor lige i hjertet så Ida har fået lov at ligge ved siden af i sengen mens Mor ammer Maya og når så Maya er faldet i søvn og puttet over i sin egen seng, så har Mor og Ida puttet og krammet indtil Ida er faldet i søvn, og så har Mor også flyttet Ida ind til sig selv.

Mor har dedikeret den sidste del af barslen til at lave hygge ting med Ida imens tid og overskud er til det, så vi har været i Zoo, på biblioteket og på bus-tur i denne uge så Ida føler, at hun også bliver prioriteret. Mor er ligeledes über-opmærksom på ikke at rose Maya for meget for hendes motoriske fremskridt i Idas påhør, men i stedet rose Ida hver gang hun er flink ved Maya og på den måde forsøge at give Ida positiv opmærksomhed.

Mor håber det hele løser sig når Maya er kørt helt ind og hverdagen atter melder sig.

For fanden da Farmor!

I weekenden havde vi besøg af Farmor og Farfar. Det inkluderede en tur på legepladsen og en tur i Zoo for Ida, imens Mor og Maya hyggede derhjemme.

Ida. Famor. Isbjørn.
Ida. Famor. Isbjørn.

Det inkluderede også eftermiddagskaffe med hjemmebagte muffins og da Farmor skulle tage Idas muffin ud af muffinsformen knækkede den over på midten. Mor reagerede med et ‘Faaaarmoar!’, Farmor reagerede med et ‘Hov!’ og Ida sagde ligeså stille ‘For fanden da Farmor…’

Mor blev helt stum og spurgte Ida, hvad det var hun sagde, og så gentog Ida ellers ‘For fanden da Farmor’. Mor og Farmor kiggede på hinanden med sammenbidte læber og latter-tårer i øjenkrogene.

Henholdsvis 10 og 9 måneder
Henholdsvis 10 og 9 måneder, og meget forskellige.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *