Maya 9 Måneder, Ida 2 år og 5 Måneder

Maya 9 Måneder

9 Måneder 9 Tænder

Maya lever videre efter devisen om at få en ny tand hver måned man har levet. Hun har nu 9 tænder inkl. en ny rigtig ond kindtand oppe til højre. Den har virkelig gjort ondt på Maya og har givet hende (og Mor samt resten af beboerne i opgangen) søvnløse nætter.

Babyer er så søde når de sover
Babyer er så søde når de sover

Krybe, Kravle, Stå og Gå

Maya udvikler sig stille og roligt og blive mere og mere aktiv. Hun kan komme en smule rundt ved at gumpe sig omkring og rotere når hun sidder på måsen. Hun vil dog allerhelst stå op og har bomstærke ben, men vi forsøger at holde hende på maven og på alle fire så meget som muligt, da det er god træning til armene at skulle støtte hele sin vægt på dem.

Maya har fået nye hjemmefutter så hun bedre kan stå fast når hun øver sig i at stå
Maya har fået nye hjemmefutter så hun bedre kan stå fast når hun øver sig i at stå
Lille My hygger på gyngehesten
Lille My hygger på gyngehesten
Mor bruger en pebernød som motivation til at få Maya til at kravle
Mor bruger en pebernød som motivation til at få Maya til at kravle

Kvantespring med Armen

Siden jul har Maya taget et kvantespring med hendes skadede arm. Hvor hun før kunne løfte den op til lidt mere end 90 grader kan hun nu løfte den op i 120-130 grader.

Vi har trænet ‘Hvor stor er Maya? Såååå stor’ og lært hende at tage begge arme op over hovedet. Den leg er hun vild med og man kan se stoltheden bruse op i hende når vi fortæller hende, hvor dygtig hun er. I forbindelse med legen er hun også begyndt at tage fat i en gaffel, en hårbørste eller hvad hun lige får i hænderne med først højre hånd, derefter venstre hånd og så løfter hun begge arme næsten op i lodret position. Det er fantastisk træning for hendes skadede arm og fyssen roser Mor og Far for at have været så flittige med træningen så hun stadig har fri passiv bevægelighed i armen og dermed – efterhånden som musklerne styrkes – kan løfte den højere og højere op.

'Hvor stor er Maya?'
‘Hvor stor er Maya?’
'Sååååå stor!'
‘Sååååå stor!’

Det har været den bedste julegave Maya har kunnet give Mor og Far og vi træner ihærdigt videre i håb om at udviklingen forsætter.

Mere mad, mindre mælk

Mor er nu nede på at amme Maya 3 gange i døgnet. Der er dog gået skuddermudder i den nu her hvor Maya har fået en ny tand, for så er den eneste lindring om natten – amning. Ellers bliver Maya ammet kl. 20 når hun bliver puttet, ved 23-24 tiden eller hvornår hun lige vågner først på natten og så igen tidlig morgen ved 5-6 tiden. Sådan burde det være, men den seneste uge, hvor den nye tand har drillet, er Maya vågnet hver halve til hele time natten igennem og har bare været ked, ked, ked.

Det er dog tydeligt at mærke, at Maya spiser langt mere fast føde i dagstimerne nu hvor hun ikke ammes så meget længere. Maya foretrækker dog stadig alt hvad der er sødt – grød ryger fint ned – såfremt det spices lidt op med noget frugtmos, marmelade eller kanelsukker. Mayas nye yndlingsmad er dog alt med sovs. Kartofler, bøf, frikadeller osv. ryger fint ned når bare vi kører 50% mad og 50% sovs.

Ida 2 år og 5 Måneder

Tale er Guld

Ida er begyndt at tale rigtig godt og får sagt nogle rigtig skægge ting ind imellem. Ida er dygtig til at bruge humor og hun fanger hurtigt når hun siger noget vi synes er skægt, og så kører hun videre i samme spor:

Ida: “Farmor er meeeeeget gammel”

Ida: “Mor må jeg lige låne saksen”. Mor: “Hvad skal du med den?”. Ida: “Lige klippe Mayas hår”

Ida er super sød og god til at sætte ord på sine følelser og hun fortæller ofte, at hun elsker Mor, Far, Maya og Farmor 🙂 Hun elsker også Ninus, sin sut, alt som er lyserødt, en nederdel, en gaffel og andre skægge ting hun pludselig oplever glæde ved. Ida kommer og putter og krammer os og fortæller at hun bliver ked af det. Ida bruger 5, 6 og 7 ord i en sætning og hun er rigtig dygtig grammatisk til at få ordene sat rigtigt sammen.

Helgrenerne
Helgrenerne
Farmor og Ida holder picnic
Farmor og Ida holder picnic

Den Lille Sangskat

Ida elsker at synge og gør det mange gange hver dag. Hun kender rigtig, rigtig mange sange og viser fagter til mange af dem. Vi synger ofte herhjemme, men størstedelen af Idas sangskat kommer fra vuggestuen, hvor de fast synger flere gange hver dag. Ida er ligeglad med om hun kender ordene til en tekst – ellers kan man altid bare udfylde hullerne med nogle sludderord eller med de ord man tror der synges.

Smukke Ida
Storepigen Ida

Nytårshygge

Nytårsaften blev fejret i Nordsjælland med Liv og hendes Mor og Far. Ida og Liv havde en fest, selvom det var lidt svært at man skulle deles om tingene. Uanset hvad den ene legede med var det det som den anden ville have.

Det var helt fantastisk at se, hvor ens de to tøser, som er født med 24 dages mellemrum, er. De er helt på niveau udviklingsmæssigt – har de samme talefejl, skal begge lige se nye mennesker an før de åbner op og er begge meget store piger, som stadig også er meget små.

Pigerne holdt ud til omkring kl 21 før de faldt omkuld. Forældrene holdt ud lidt længere og nåede også at få lidt taletid og rødvinstid før vi alle så dyner, for at være klar til nytårsbrunch med de tre piger meeeeget tidligt næste morgen.

På vej til nytårsfest i Nordsjælland
På vej til nytårsfest i Nordsjælland
Nytårsprinsessen Maya
Nytårsprinsessen Maya
Nytårstøser
Nytårstøser

Tak for et skønt arrangement Familien Diemer!

Frederiksberg når det er smukkest
Frederiksberg når det er smukkest

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *