Mayas Første Tand

Mayas Første Tand

Mayas første tand er begyndt at titte frem. Det er hendes højre fortand, som er på vej og som netop har fået spidsen igennem gummen. Mor havde det godt på fornemmelsen da hun kunne mærke noget ukendt under en af amningerne i nat og ganske rigtigt – 1 stk. lille-bitte-bis tittede frem. Knap 5 måneder gammel. Ida var 7½ måned da hun fik sin første tand, som dog trak tand nummer to med igennem ved samme lejlighed.

Maya er ganske hårdt ramt pt. Hun har været med Ida på besøg i den nye vuggestue og har ved den lejlighed fået en del kys og kram af en stribe snottede vuggestuebørn – inkl. hendes søster. Det har resulteret i lidt forkølelse og en grim hoste, som raller en del. Mor tror Maya kan fornemme, at hun har en anderledes stemme i disse dage, i hvert fald har hun brugt det meste af dagen på at teste skingre skrig som en slags leg. Oveni har Maya formentlig ondt i sin hals og måske også i bisserne og det kan mærkes på humøret der svinger op og ned. Mest ned. Maya vil helst sidde på armen med en af Mors eller Fars fingre i munden og gumle lidt på dem.

I håb om en rolig nat har Mor givet Maya en baby-stikpille lige før hun blev puttet, så Maya forhåbentlig ikke mærker for meget til det hele de første par timer.

Det er hårdt at få bisser og samtidig være småsyg
Det er hårdt at få bisser og samtidig være småsyg

Vi har heldigvis haft god underholdning for en nysgerrig baby i dag med Copenhagen Pride (parade for homoseksuelle) lige udenfor på gaden. Det er altid underholdende – en fantastisk fest – og det er fysisk umuligt ikke at blive i godt humør af det. Maya faldt da også omkuld halvvejs inde i paraden helt træt efter de mange indtryk. Ida sov sig igennem hele optoget, selvom Mor havde håbet at Ida var vågnet lidt tidligt, så hun kunne have oplevet det. Det må blive næste år.

Copenhagen Pride "Stop Homophobia!"
Copenhagen Pride “Stop Homophobia!”
Copenhagen Pride og heste
Copenhagen Pride og heste

Regnvåd Sommerfest

Sommerfest!
Sommerfest!

I går var vi til sommerfest i Idas nye vuggestue. Det blev dog en noget våd fornøjelse, men vi havde da heldigvis garderet os med regntøj, gummistøvler og paraply – og det blev der i den grad brug for.

Festen startede kl 16 og ca 15. minutter efter vi var ankommet begyndte det at regne, og det blev det ved med indtil vi smuttede hjem kl 18 som 4 små druknede mus.

Det var dog ikke alle, der syntes det var en skam, at det var regnvejr 🙂

Regnvejr <3
Regnvejr <3
Vandpytter <3
Vandpytter <3

Det var Fars debut i vuggestuen og Ida havde da også travlt med at vise Far rundt på legepladsen.

Gynger <3
Gynger <3
Rutsjebaner <3
Rutsjebaner <3

Der var lagt op til et brag af en fest med kæmpe sammenskuds-buffet. Regnen lagde dog en dæmper på festen så vi smuttede hjem tidligt med en sulten Maya og en glad Ida som havde haft en skøn dag.

Mor havde bagt en lækker pizza med culotte-rester fra fødselsdag :p
Mor havde bagt en lækker pizza med culotte-rester fra fødselsdag :p

Vi havde en hyggelig eftermiddag til sommerfest og nød at få hilst på en del af forældrene til børnene på Idas stue.

Klar til Vinter

Apropos det dårlige vejr har Mor i dag købt en ny (brugt) flyverdragt til Ida. Pudsigt nok er den præcis magen til den hun havde sidste vinter – vist endda i samme farve og det hele. Bare 3 størrelser større – nemlig en 98er 🙂

Idas nye flyverdragt
Idas nye flyverdragt

Mor har givet 200 kr inkl. fragt og til den pris kan vi endda tillade os at købe en ekstra flyverdragt så vi ikke behøver at slæbe den med hjem hver dag eller stresse over at få den vasket. Mor har også købt en ny elefanthue til Ida og et par ekstra hjemmefutter så vi forhåbentlig undgår kolde fusser og mellemørebetændelse her til efteråret. Maya fik sig også et par hjemmefutter med, i en lækker lilla farve, som sikkert smager rigtig godt 🙂 Så mangler vi bare et par gode støvler til Ida for at være helt vinterklar, men med den fart Idas vækst skyder i øjeblikket tør Mor ikke rigtig købe noget endnu.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *