Potte-tutten

Så har Ida begået sin første tissetår i potte!

Ida har ellers ikke villet sidde på potten tidligere – Mor tror det hænger sammen med, at Mor satte Ida på den et par gange i forbindelse med, at Ida var forstoppet og at Ida måske derfor har forbundet den med smerte. Mor satte den frem da vi flyttede tilbage til  lejligheden og har spurgt Ida et par gange om hun ville sidde på potten, men det har hun pænt takket nej til.

På det seneste er Ida begyndt at komme og pege på bleen og sige ‘tiiiis’ – og Mor har kunnet mærke, at bleen har føltes varm et par gange efterfølgende, så Mor tænkte det var tegn på, at Ida så småt var ved at blive opmærksom på hendes vandladning og derfor så småt var pottetræningsklar – i hvert fald på legestadiet.

I dag kom Ida igen og sagde ‘tiiiis’ og pegede på bleen og Mor spurgte om Ida skulle sidde på potten og tisse, og det nikkede hun ja til. Først satte hun sig med bukser og ble på, men efter et minuts tid fik Mor lov at tage begge dele af så Ida sad med rumpen bar på potten. Ida var først en smule utryg, men det gik hurtigt over når bare Mor sad ved siden af og sang lidt for hende.

Mor prøvede at forklare Ida, at man skulle trykke med maven og tissekonen for at tisse i potten, og Ida trak maven ud og ind på livet løs 🙂

Ida var oppe og stå flere gange for at kigge om hun havde tisset i potten, men selv efter 10-15 minutter var der stadig ikke kommet noget, så Mor begyndte at gøre klar til Idas bad og da Mor kom tilbage til badeværelset efter at have hentet Idas håndklæde i stuen stod Ida med fingrene nede i potten – i en fin pøl af tis 🙂

Ida var MEGET forundret og så mildest talt lidt bekymret ud med rynket pande, men Mor og Far prøvede at forklare, at det var rigtig flot, at hun havde tisset i potten og som belønning fik hun selv lov til at trykke på skyl-knappen på toilettet – så var humøret højt igen 🙂

 

Puuuuuuh!

Som en del af Idas ‘storesøster-gave’ fik hun bleer til Dukke Sally så Ida også kunne skifte ble når Mor skiftede Maya. Mor lugtede til Dukke Sallys ble, rynkede på næsen og sagde ‘puuuuuha’ og efterfølgende er Ida begyndt at lugte til Dukke Sally og sige ‘puuuuuuuh!’. Ida har også en enkelt gang peget på sin egen fyldte bæ-ble, taget sig til næsen og sagt ‘puuuuh!’ – og Mor og Far vil da også give Ida ret i, at det af og til er nogle værre stinkere hun leverer når man lige har vænnet sig til Mayas små remoulade-bleer 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *