Udflytning – sæt i gang!

Udflytning

Så er vi i fuld gang med udflytningen. I skrivende stund løber tre flyttemænd rundt og pakker i hvert deres rum, imens Mor og Far sidder i sofaen med hver deres kop kaffe og laptop og besvarer spørgsmål lyttende til noget forfærdeligt hollandsk juleradio.

Lilletutten blev afhentet af Farmor og Farfar kl. 7.15 – Ida synes dog det var lidt træls, at man skulle op når man sov så godt, men man gik glad og tilfreds med Farmor og Farfar på tur som om hun aldrig havde gjort andet.

Kl. 7.30 troppede tre flyttemænd op og efter en kort rundvisning med instrukser om hvad der skal pakkes og hvad der ikke skal pakkes (det er jo lidt mere komplekst når det er en møbleret lejlighed) gik de i gang. I øjeblikket er det Idas legetøj, som bliver pakket ned, hvilket foregår med diverse bjældeklangs- og billyde 🙂

Flyttelæs klar til nedpakning
Flyttelæs klar til nedpakning

Af forsikringsmæssige årsager har vi ikke selv måtte pakke nogen flyttekasser, så Mor og Far har blot opdelt lejligheden i ‘stays’ and ‘goes’ så nu laver flyttemændene alt det kedelige pakke-arbejde.

Idas værelse næsten pakket ned!
Idas værelse næsten pakket ned!
Soveværelset godt i gang med at blive pakket ned
Soveværelset godt i gang med at blive pakket ned

Hjælpe-visit af Farmor og Farfar

Farmor og Farfar rykkede ind i fredags og har hygget, moslet og turet den. Ænderne har fået så meget brød, at de snart springer (Ida synes dog ikke ænderne skulle have det hele så hun fik spist et par skiver toastbrød på vej derned, og var ikke meget for at dele 🙂 og Ida og Farmor har drukket så meget lege-kaffe, at de snart revner!

Ida får frugt hos Farmor
Ida får frugt hos Farmor
Far og Farfar holder et velfortjent hvil i flytteprocessen
Far og Farfar holder et velfortjent hvil i flytteprocessen

Lejligheden er blevet genetableret med alt det oprindelige habengut og møblement så Mor har været tyk og peget og udstukket ordrer, og Far og Farfar har brugt deres elevatorkørselskvote i weekenden for at få hentet ting op fra kælderrummet, som ikke var vores, og udbyttet dem med nogen som godt måtte komme med til Danmark.

Så snart flyttemændene vinker ‘tot ziens’ og kører nordpå ringer Mor efter rengøringsdamen, som tropper op og går i gang med at gøre rent overalt i lejligheden. Mor og Far har optalt service, håndklæder osv. i lejligheden så sidste punkt på to-do-listen bliver at vaske rengøringsdamens klude mv. og feje i kælderrummet – så er eventyret i Amsterdam helt og aldeles slut.

Afhængig af vejret drager vi så måske en tur ind mod byen i eftermiddag/aften og snuser al den julestemning ind vi overhovedet kan nå før vi slutter dagen af på nabohotellet ‘West Side Inn’ sammen med Farmor og Farfar. I morgen står den således blot på evt. hovsa-opgaver og ellers udtjekning af lejligheden med vores udlejer kl 14.00. Derefter direkte i lufthavnen og så bare vente på vores flyet kl 18.40 (Idas flyvetur #27). Og SÅ flyver vi hjem til Danmark. For good!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *