Igangsættelsen
Endelig oprandt dagen og lille Ida blev født. Det skete den 3. august efter mor var blevet sat i gang d. 2. august kl 9.00 med en ve-stimulerende pille. Kl. 16.00 begyndte de første veer at komme og kl. 19.00 var der 1,5-4 minutters interval mellem veerne. Veerne var dog endnu ikke så smertefulde så moderen vidste godt, at det endnu var for tidligt at tage afsted til hospitalet. Kl. 21.30 tog veerne til og mor ringede til Rigshospitalets akutjordemoder for at høre hvornår vi måtte komme ind. Vi fik grønt lys til at komme ind så snart vi ville, men da forældrene godt vidste, at der kunne gå mange timer før Ida kom ud valgte vi at blive hjemme så længe vi kunne for at undgå at blive sendt hjem fordi vi var for tidligt på den, men også fordi vi vidste, at det ville være langt rarere for os at blive hjemme og slappe af så længe som muligt frem for at ligge i en hospitalsseng.
Mor valgte derfor at sende far ind og få et par timers søvn på sofaen mens hun lå og jamrede sig over veerne med rigelige mængder puder og varmepuder i soveværelset.
Afsted med taxa
Da kl. var 02.30 blev veerne for meget for mor, som ringede til Rigshospitalet og sagde at vi var på vej. Så var de advaret og kunne nå at indkalde en ekstra jordemoder skulle det være nødvendigt. Mor fik pakket de sidste ting, gjort sig klar og vækkede til sidst far, som blot skulle bestille en taxa og så var vi afsted.
De første timer
Da vi kom ind på Riget startede de med at lave en undersøgelse af mor og maven. De tjekkede Idas puls, veernes regelmæssighed og hvor meget mor var åbnet. 4 cm. Jordemoderen sagde, at vi var kommet på det helt rigtige tidspunkt da vi var i ‘aktiv fødsel’, hvilket betyder, at man ryger direkte ind på fødegangen. Der lå vi så et par timer med veer som mor stadigvæk havde nogenlunde kontrol over og det eneste smertelindring hun fik var derfor en varmepude.
I starten kunne far bruge tiden på at læse nyheder på Tabben (læs: en iPad-agtig sag), men efterhånden blev veerne så slemme, at han gerne ville holde mor i hånden. Far ville gerne hjælpe mor så godt som han kunne så han holdt øje med ve-monitoren, som registrerer ve-aktiviteten og intensiteten. Hver gang der var en ve på vej sagde han ‘Så! Nu kommer der en mere’ hvortil mor kunne svar ‘Tak det vidste jeg godt!’ og hver gang veen havde toppet og monitoren viste, at veen var nedadgående sagde far ‘Så skat! Nu er den væk igen’ hvortil mor kunne svare ‘Nej det er den altså ikke bare fordi skærmen viser det!’ Det havde vi det mægtig skægt med et par timer 😉
Det næste skridt op af smertelindringsstigen bød på de såkaldte ‘Bistik’ også kaldet steriltvandspapler. Det består af seks indsprøjtninger i lænden for at lindre lændesmerter under fødslen. Det skulle eftersigende gøre ligeså ondt som at blive stukket af en bi – deraf navnet 🙂 Mor er blevet stukket af bier tre gange i hendes liv – en gang på armen og to gange i øjet – og dem i øjet gjorde altså temmelig meget mere nas end det almindelige på armen. Dog var smerten ved stikkene i øjet INTET i forhold til smerten ved at få de famøse steriltvandspapler. Det gjorde mildt sagt røv-ondt og ikke nok med det – så skulle man have seks af dem :s
De sidste timer
På et tidspunkt stoppede veerne med at komme regelmæssigt og jordemoderen mente derfor der skulle lægges et ve-drop for at få dem i gang igen så Ida kunne komme ud. Ve-droppet lægges i en slange i hånden, men jordemoderen havde rigtig svært ved at finde en blodåre. Hun prøvede en gang i hver hånd, men begge gange mislykkedes det og hun måtte pille nålen ud igen. Til sidst måtte hun hente en kollega og få hende til at lægge det. Et par timer senere faldt det drop dog også ud så det måtte lægges en fjerde gang. Ve-droppet hjalp dog og veerne kom godt i gang så der nærmest ingen pauser var imellem veerne.
Da veerne var værst bad moderen om at få lagt en epiduralblokade/rygmarvsbedøvelse. Den satte ind nærmest med det samme og tog toppen af veerne. Den var virkelig effektiv og gjorde at moderen følte hun igen kunne kontrollere veerne. Der gik dog ikke mange timer efterfølgende før presseveerne satte ind, hvilket epiduralblokaden ikke hjælper på.
Presseveerne varede i ca. 1,5 time før det blev besluttet at Ida skulle forløses med en sugekop. Fostervandet var blevet grønt, hvilket kunne være et tegn på at hun var begyndt at blive stresset derinde. Der var dog tidligere blevet sat en elektrode op på hendes hoved til at måle hendes puls og den var på intet tidspunkt unormal.
Moderen var godt mør efter mange timers veer og ingen søvn og dertil mente jordmoderen at Ida lå en smule skævt derinde hvilket gjorde hende sværere at presse ud. Der var efterhånden kommet en del ekstra folk på stuen og det blev således en noget mere erfaren jordmoder, som gav presseveerne et par ekstra forsøg før sugekoppen hvor hun fysisk forsøgte at hjælpe med at få prinsessen ud – det hjalp heller ikke og kl. 14.34 kom Ida til verden efter et enkelt træk med sugekoppen.
Navlestrengen blev klippet af en jordmoder, selvom vi egentlig havde aftalt at farmand skulle gøre det, men når fødslen sker med sugekop skal baby så hurtigt som muligt over til børnelægen og tjekkes. Der var ti fingre, ti tæer og hvad sådan en lille fis ellers skal have. Hun var helt perfekt og som prikken over I’et startede hun sin tilværelse med at lave både #1 og #2 på moderens bryst.
11 dage forsinket, men ud det kom hun og tog de nybagte forældre med storm. Velkommen til lille Ida.
