Så er det blevet tid til at være lidt refleksiv her mod enden af graviditeten.
Selvom det ikke udelukkende er en dans på roser at være gravid er der klart ting som den vordende moder kommer til at savne ved graviditeten. Ligeledes er der en række ting som hun bestemt godt kan undvære – herunder findes en liste over de største plusser og minusser:
Billedet viser maven 36+2.
Det der ikke vil blive savnet:
- -Den tilstoppede næse og det at skulle bruge næsespray hver evig eneste aften for at kunne falde i søvn
- -Udelukkende at kunne sove på siden hele natten med et utal af puder på alle sider for at støtte (mon ikke også farmand glæder sig til puderne ryger så han har lidt mere plads)
- -At føle sig som en flodhest når man skal vende sig i sengen eller på sofaen
- -At høre på andre kvinders skrækhistorier om graviditet, fødsel og barsel
- -At være afholdskvinde hvad angår alkohol (omend amningen også lige skal ‘overstås’)
- -At blive refereret til som ‘hende den gravide’
- -At have hævede fødder
- -En kropstemperatur, der konstant er et par grader over normalen
- -At blive vækket om natten af spark i ribbene
- -At skulle op på toilet 2-3 gange hver nat
- -Kun at have 4-5 sæt tøj at skifte imellem
- -At skulle undgå parfume & make-up, rutsjebaner, for meget kaffe og andre ting som kan være skadelige for den lille frøken
- -Ikke at have en talje og ikke at kunne lukke sin jakke
- -At gå ind i dørkarme og sæbedispensere med maven når den rent mentalt er noget mindre end i virkeligheden
- -At klippe tånegle og lukke sko i en særdeles aparte positur
- -Ikke at kunne planlægge noget som helst fordi man ikke ved hvornår Lillepigen beslutter sig for at komme ud
- -At pruste som en 80 årig efter at have besteget sølle 2 etager på trapper
Det der vil blive savnet:
- -At se og føle de små spark og bevægelser fra mavsen
- -At mærke Lillepigen have hikke 3-4 gange pr. dag
- -At have en lovlig undskyldning for at kunne spise uhæmmede mængder slik og kage fordi Lillepigen vil have chokolade nu!
- -At have leggins og bukser på, som slutter mange, mange cm over navlen så man aldrig bliver kold på ryggen fordi man ‘sprækker’
- -At få komplimenter for hvor fin maven er og hvor pænt man bærer graviditeten
- -At se folks reaktioner når de får at vide at man er 2-3 måneder længere henne i graviditeten end de gætter på fordi Lillepigen ikke er så stor
- -Fodmassagen fra farmand når man er blevet puttet
- -At kunne trække ‘gravidkortet’ når der er noget man ikke har lyst til (f.eks. at ro i en vikingebåd) – eller noget man VIRKELIG har lyst til (f.eks. is)
- -Friheden og muligheden for at sove når man selv vil og kan (er sikker på det bliver langt sværere når Lillepigen kommer ud)
- -Den søde ventetid og nedtællingen til termin og til at finde ud af hvad det er for et lille menneske, der gemmer sig inde i maven
- -At læse om, sætte sig ind i og købe de allerbedste ting til netop vores lille guldklump
- -At farmand ligefrem opfordrer til indkøb af gravidtøj og andet til moderen på fælleskortet
- -At have en undskyldning for ikke at kunne komme ud og løbe når det regner…
- -At høre farmand tale til maven og fortælle, hvor meget han glæder til sig Lillepigen kommer ud og leger
- -Muligheden for at ligge på sofaen og se ligegyldigt TV med god samvittighed!
- -Den hyggelige fornemmelse af aldrig at være alene fordi man altid har Lillepigen med sig!