34+3 (12. juni 2012)

Så nåede den vordende mor også at få sig en sygedag pga. graviditeten. Hun har tidligere haft to dage undervejs med noget maveinfluenza, men begge dage har været i weekender. Fælles for alle tre gange er dog at det er opstået efter at have spist mad med hvidløg dagen før – så det har mor og Lillepigen besluttet at vi ikke prøver igen under graviditeten, men med 40 dage igen burde det være overkommeligt.

Dagen er derfor foregået i sengen kun afbrudt af utallige besøg på det lille hus og lidt i køkkenet efter vand så væskebalancen kan holdes oppe. Lillepigen virker dog ikke til at være påvirket af situationen da hun har slået masser af saltomotaler derinde i dag hvilket ikke just har gjort kvalmen bedre. Forhåbentlig er den kommende moder på toppen igen i morgen og kan komme tilbage på job hvor hun er i fuld gang med at overføre al hendes viden til barselsvikaren.

Fra den positive side har den vordende mor fået genoplevet de første 5 afsnit af Matador i dag dog afbrudt af utallige lure da natten ej heller var så god for maven.

Den vordende fader er i Amsterdam de næste par uger så der har ikke været meget sympati og hjælp at hente der – er sikker på der falder en syge-buket af på et tidspunkt for at løsne lidt op for en kulsort samvittighed 🙂