Mit online visitkort…
Header

Hjemmelavet Sækkestol

July 28th, 2009 | Posted by Heidi in Hygge-barsels-projekter

Budget & Materialer

88 kr. – Stof (gerne kraftigt og slidstærkt – jeg valgte ‘Lenda’ fra Ikea til 39 kr. pr/m) 210 cm x 140 cm
10 kr. – Sytråd i samme farve som stoffet
340 kr. – Krøyerkugler (340 liter)  (2 x 70 kr. i Silvan og 200 kr. i Jysk)
438 kr. – I alt

Derudover: En kende kreativitet, en nederdelsbøjle og en stak sikkerhedsnåle.

Etaperne

1. Stoffet foldes på midten af den længste side så det nu måler 105 cm x 140 cm (se illustrationen herunder).

2. Sy stoffet sammen (ret mod ret) på den lange side (140 cm) og den ene korte side (105 cm) så du får en stor pose.

3. Fold posen så syningen på den lange side (140 cm) kommer til at ligge i midten på den af de korte sider (105 cm) som endnu ikke er syet sammen. Du kan forestille dig, at posen skal tage form som et bolche – sådan lidt skævt trekantsagtigt.

4. Sy posen sammen i bolcheform, men husk at efterlade et hul på ca. 20 cm til at fylde kuglerne i.

5. Afrund de tre syede hjørner så sækkestolen får en mindre kantet form. Jeg syede tværs over hjørnerne ca. 10 cm inde.

6. Vend posen igennem fyld-hullet så vrangen kommer indad.

7. Fyld posen med kugler (se i Tips & Tricks! hvordan jeg gjorde for at undgå at få kuglerne ud i hele lejligheden).

8. Sy fyld-hullet sammen – og bum så har du dig en sækkestol!

Etaper

Tips & Tricks!

Sækkestolens størrelse

Fyld kuglerne i posen

Fyld kuglerne i posen

Du kan lave sækkestolen i lige den størrelse du synes. I den oprindelige opskrift jeg skævede til var stoffet 180 cm x 120 cm. Jeg ville dog gerne have en ordentlig flyder så jeg havde købt et større stykke stof og gik ud fra samme størrelsesforhold. Jeg brugte følgende beregning: 180cm/120cm = 1½ –> 140cm (bredden på mit stof) x 1½ = 210cm (længden på mit stof).Mængden af kugler til fyld skal selvfølgelig tilpasses størrelsen på posen. Der var dog ikke opgivet nogen mængde i min opskrift så jeg måtte sjusse mig lidt frem og kom frem til at omkring 3-400 liter måtte være passende til den størrelse jeg ønskede. Jeg endte med at bruge 340 liter, men kunne godt have nøjedes med 300 liter i min sækkestol, men det er jo smag og behag.

Fyld kuglerne i posen

Jeg valgte at hænge posen med krøyerkuglerne op på en nederdelsbøjle i et vindue og sætte den fast inde i fyldhullet med 4-5 sikkerhedsnåle. Jeg undlod at lukke den for tæt med nålene så jeg havde mulighed for at få en saks ind imellem og klippe hul i posen med kugler.  Så lod jeg posen hænge der i en halv times tid, hvor jeg blot sikrede mig af og til, at der var plads til, at kuglerne havde fri bane til at løbe ned i min sækkestol.

Jeg prøvede først et par andre metoder med et køkkenrullerør og en plastikflaske hvor jeg havde skåret bunden af – ingen af disse metoder var dog særligt velegnede. Med sikkerhedsnåle og nederdelsbøjle gik det dog ganske nemt.

Indersæk

Såfremt du ønsker at kunne vaske sækkestolens betræk er det muligt at sy en inderpose hvor alle kuglerne fyldes i. Denne inderpose lægges så ind i selve betrækposen mellem etape 3 og 4 og i stedet for at sy betrækket sammen i toppen kan du så sy en lynlås i betrækket så inderposen med kuglerne kan komme ud. Jeg besluttede dog, at såfremt det skulle blive nødvendigt med en vask af betrækket senere ville jeg hellere sy en ny betrækpose og sætte udenom den nuværende sækkestol da jeg på det tidspunkt sikkert alligevel gerne vil have sækkestolen i en anden farve eller et andet mønster.

Krøyerkugler

I hobbyforretningerne kommer man hurtigt af med en mindre formue for krøyerkuglerne (ca. 170 kr. for 100 liter) og så forsvinder en af gulerødderne ved projektet.

Jeg indhentede derfor priser fra Silvan, Bauhaus og diverse tømmerhandler på kuglerne som jeg efterhånden havde lært havde mange forskellige navne (Thermisol/Jackon/Styropor/Sundolitt og jeg kunne blive ved). Her kunne jeg finde kuglerne til ca. 90 kr. pr. 100 liter (billigst hos XL-byg) – dog med det forbehold at kuglernes egentlige formål var som isolering til huse og ikke til møbelfyld – det betyder i praksis, at kuglerne kan være behandlet med et brandhæmmende stof, som mistænkes for at være kræftfremkaldende, hvilket jo langt fra er optimalt i en stol.

Ved et tilfælde faldt jeg dog over 2 sækkestole på hver 100 liter som stod som ‘Rester’ udenfor en Silvan butik til den nette sum af 70 kr. stykket, hvilket var perfekt til mit formål. De blev selvfølgelig købt på stedet da der jo så trods alt var en slags garanti for at disse kugler ikke var sundhedsskadelige.

De resterende 140 liter kugler fandt jeg i en sækkestol hos Jysk til 200 kr. Det øgede ganske vist prisen en del, men pga. ganske strenge plukveer da jeg på tidspunktet var gået 4 dage over termin valgte jeg at lukke øjnene for dette og købte derfor de sidste kugler til en noget højere literpris (143 kr. pr. 100 liter) så jeg kunne komme hurtigere hjem.

På Den Blå Avis har jeg i øvrigt set, at man kan købe brugte sækkestole til ca. 50 kr. for en 100 liters stol så her kan man også spare penge på kuglerne – dog skal man lige sikre sig at kuglerne ikke er helt sammensunkne, hvis stolen er meget slidt.

Resultatet

Resultatet

Sækkestolen testes af min kæreste – den er godkendt!

You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 Both comments and pings are currently closed.

  • Bliv opdateret
  • Facebook
  • Google+
  • LinkedIn
  • Twitter
  • YouTube
  • Last.fm