Så er det første tøj til lillepigen indkøbt og vasket så det er klart til at blive taget i brug.
Den blå sparkedragt blev købt af farmand allerede før jul – farven illustrerer igen at farmand troede det blev en dreng – dog prøver han stadig at undskylde det med, at “blå er en neutral farve”, hvilket alle jo ved ikke er sandt…
I dag har vi også købt barnevognen – STOR, STOR beslutning 🙂
Vi har købt den på nettet efter nøje at have analyseret på hele Københavns, Malmøs samt hele internettets udvalg. Valget er faldet på en Trille Hippa Light i brun med giraf-mønster.
Vi har valgt den kombi-vogn med det længste liggemål vi har kunnet finde – som stadig lever op til diverse lovkrav og som har fået rigtig fine anmeldelser. At det er en kombivogn vil sige, at det er en barnevogn, hvor liften kan tages af og udskiftes med et klapvognssæde når lillepigen bliver gammel nok til det. Vi har valgt en lidt mindre model så den er nemmere at komme rundt med i en storby og nemmere for moderen at håndtere da den ikke er helt så høj som en traditionel barnevogn. Desuden kan den klappes rigtig meget sammen så den er til at have med i bilen når bedsterne skal besøges i Jylland.
Vi har bevidst valgt en barnevogn med drejehjul foran så den er nemmere at køre med i byen, hvor der ikke er så meget plads og nemmere at komme op og ned af kantsten med.
Vi har som sagt bestilt den over nettet, hvor vi fandt den til en skarp pris, så indenfor den næste uges tid skulle den gerne blive leveret og parkeret i lejligheden et sted. Vi glæder os!! 🙂
Herover ses billeder af henholdsvis klapvognsdelen (her vist i sort, men den er selvfølgelig også brun på den vi har købt), den medfølgende lift og selve barnevognen.