Maya

Maya

Så har lille Maya fået sit navn og kan fremover tituleres Maya Gade Helgren. Det er egenrådigt vedtaget af Far, som prompte svarede ‘Maya’ da sundhedsplejersken i dag spurgte om hun havde fået et navn. Mor og Far har diskuteret mange navne og Maya kunne vi begge rigtig godt lide, men Mor var ikke klar over at det var en afsluttet diskussion. Ikke desto mindre tænker Mor at det måske er fair nok, når nu Mor fik lov at bestemme at Ida skulle hedde Ida.

Det ellers så smarte online system til registrering af navne er brudt sammen, så vi har endnu ikke kunnet registrere det. Måske det er et tegn om at hun slet ikke vil hedde Maya….

Ida har allerede forsøgt at udtale Maya flere gange, men pt bliver det mest udtalt som ‘Maaaj’.

Maya staves med Y så hun også kan udtales udenfor Danmarks grænser. Endnu en ægte verdensborger!

Maya betyder ‘yndighed’ og ‘skønhed’ – hvilket Mor synes passer rigtig fint på hende. Maya betyder også prinsesse og er navnet på en gudinde i græsk og romersk mytologi. På græsk betyder Maya ‘Morlille’….den lader vi ligge der.

Mellemnavnet ‘Gade’ kommer fra Mors farmor (Bedste), som er døbt Gade til efternavn. Bedste er en virkelig gæv dame, som Mor altid har set enormt meget op til da hun ikke har haft det nemmeste liv, men hun har været enormt stærk og klaret det rigtig godt. Og så har hun bare altid været en fantastisk ‘bedste’. Bedste er dog blevet 92 år gammel og derfor kommer Maya formentlig ikke til at huske meget om hende, så derfor har vi valgt at Maya, ligesom Ida, skal have Bedstes efternavn til mellemnavn. Helgren var selvskrevet da det var det mest originale navn når alternativerne var Nielsen og Pedersen 🙂

Tag godt imod vores lille stjerne – Maya!

Prinsesse Maya
Prinsesse Maya

Dagens Kontrolvejning

I dag har vi været til kontrolvejning med Maya hos sundhedsplejersken, som gerne ville holde lidt ekstra øje med hende grundet hendes lidt hårde start på livet.

Maya var rigtig utilpas i går, og lå ved brystet det meste af dagen og græd så snart hun blev fjernet derfra. Det viste sig da også, at hun kun havde taget 70 gram (dagens vægt = 3930 gram) på siden sundhedsplejersken var forbi i torsdags, hvilket ikke var nok, så sundhedsplejersken anbefalede, at vi fremover tilbyder Maya lidt supplerende modermælkserstatning 2-3 gange i døgnet for at være sikker på hun får nok mad. Mor synes det er et kæmpe nederlag at hun tilsyneladende igen ikke har mælk nok, som det var tilfældet med Ida, men er samtidig glad for at der var en forklaring på den meget skrigende og kede af det baby, som vi har haft det sidste døgns tid. Maya tog da også en god lur på 4 timer straks hun havde drukket halvdelen af flasken (20 ml) og Mor måtte vække hende for ikke at skulle vente for længe med at amme hende.

Svamp

Maya og Mor har fået en svampeinfektion. Maya i munden og Mor på babserne. Det er meget normalt – helt op til halvdelen af alle nyfødte får en svampeinfektion, men langt fra alle mærker noget til det og det er heller ikke umiddelbart til at se. Mor har stadig rigtig ondt i babserne, men har dog droppet ammebrikkerne og da Mor opdagede at Maya havde små hvid tunge og hvide prikker i ganen, lagde hun to og to sammen og fik sundhedsplejersken til at bekræfte at det var svamp. Lægesekretæren kunne heldigvis nemt udskrive en recept på noget gel, så vi begge kunne komme i gang med behandlingen med det samme.

Svamp kan godt påvirke babys evne til at sutte, så Mor krydser fingre for at Mor igen får mælk nok når infektionen er kureret.

Mormor-tid

Vi har stadig fornøjelsen af at have Mormor på besøg og Mor er i tvivl om det er Ida eller Mormor, der nyder selskabet mest 🙂

Mormor og Ida er blevet ansvarlige for indkøb i husholdningen og går dagligt en tur i Netto for at købe det fornødne. Mormor og Ida har også været i Zoo, i Søndermarken og nede i gården og lege.

Mormor-børnebørnshygge i sofaen
Mormor-børnebørnshygge i sofaen
Ida og Mormor underholder Lillesøster
Ida og Mormor underholder Lillesøster
Mormor-hygge
Mormor-hygge
Mormor med de to skønne prinsesser
Mormor med de to skønne prinsesser

Barselshygge

Vi nyder de sidste dage af Fars barsel. Far skal på job på tirsdag igen, og Mor undrer sig over hvordan andre familier klarer sig med to små størrelser og fuldtidsjobs :s Mor har allerede lavet en aftale med Farmor i næste uge om, at hun formentlig kommer Mor til undsætning så hverdagen uden Far i nærheden ikke bliver helt så overvældende lige med det samme.

Far og Ida hygger med Duplo
Far og Ida hygger med Duplo

Ida er stadig ligeså tosset med Lillesøster og starter dagen med at kalde på ‘Far’ eller på ‘baby’ 🙂

Den stolte storesøster sidder med Lillesøster for første gang
Den stolte storesøster sidder med Lillesøster for første gang

Vi har også fået afprøvet klapvognens dobbeltfunktion to gange, hvor Ida sidder i det løse søskendesæde ovenpå, imens Maya ligger nedenunder i den lille lift. Maya er heldigvis rigtig glad for at blive kørt i klapvogn og sover som en lille engel så snart hun bliver trillet ud over dørtrinnet. Mor er super lettet over, at Maya gerne vil køres, da Ida skreg i vildensky de første uger når hun lå i barnevognen.

Far med de to tutter
Far med de to tutter
Ida og Ninus titter ud fra første etage
Ida og Ninus titter ud fra første etage
Lillesøster napper i stueetagen
Lillesøster napper i stueetagen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *