Dekoration af faldstamme med mosaik fliser

Budget & Materialer

160 kr. – 1 m2 flisemosaik (jeg valgte en model på net) (Silvan)
110 kr. – Fliseklæb, 5 kg (Silvan)
95 kr. – Fugemasse, 5 kg (Silvan)
40 kr. – Smal-tandet metalspartel (Silvan)
405 kr. – I alt
Derudover; En spand, en ske, en fugtig og en tør klud, evt. gummihandsker samt en god sum stædighed!

Etaperne

  1. Faldstammen gøres ren for eventuelle løse malingrester og lignende.
  2. Afdæk området omkring faldstammen hvis nødvendigt. Jeg havde blot en våd klud liggende og tørrede løbende gulvet af for spildt materiale, hvilket fungerede fint.
  3. Afmål om flisenettet passer med faldstammens omkreds – i mit tilfælde valgte jeg at klippe nogle rækker med mosaik sten af da man alligevel ikke ville kunne se dem bag på faldstammen og det ville blive væsentligt mere besværligt at få til at sidde bag på faldstammen.
  4. Fliseklæben røres op i det angivne forhold og smøres ud på faldstammen. Jeg valgte at bruge hænderne til at påføre fliseklæben da faldstammen står i et hjørne bag toilettet og derfor er relativt svær at komme til.
  5. Fliseklæben rettes til med en tynd-tandet spartel så  mængden af fliseklæb tilpasses og ensartes. Sørg dog for at have rigeligt fliseklæb i siderne så flisenettet klæbes godt fast her (se mere under Tips & Tricks!).
  6. Flisenettet klippes til i passende størrelse (hvis nødvendigt) og placeres i fliseklæben på faldstammen. Jeg startede nedefra og byggede fliserne opad.
  7. Flisenettet presses på plads med hænderne så det sidder lige og i øvrigt godt nede i fliseklæben. Det er her stædigheden kommer ind – især siderne af flisenettet kan give problemener hvis du ikke har nok fliseklæb på.
  8. Byg dig stille og roligt opad ca. en halv meter af gangen med henholdsvis fliseklæb og flisenet. Fliseklæben er nemmest at arbejde med når den lige er sat på faldstammen.
  9. Brug en fugtig klud til at fjerne eventuelt overskydende fliseklæb, der er gået igennem flisenettet og ud på forsiden af mosaikkerne.
  10. Lad faldstammen tørre i 24-48 timer. Tørretiden afhænger af den valgte type fliseklæb og udluftningsmulighederne.
  11. Rør fugemassen op og hav en fugtig klud parat til at fjerne overskydende fugemasse løbende.
  12. Påfør fugemassen så alle flisenettets fuger fyldes godt ud hele vejen rundt. Jeg valgte igen blot at ‘smatte’ fugemassen på med hænderne og nærmest massere fugemassen ind imellem mosaik stenene. Det var meget nemmere end forventet og tog kun en god times tid da jeg først kom i gang.
  13. Tør mosaik stenene over med en fugtig klud efter ca. 30 minutter for at fjerne overskydende fugemasse mens det stadig er vådt, men netop har nået at sætte sig lidt i selve fugerne. Hvor lang tid du skal vente med dette afhænger igen af typen af fugemasse du vælger.
  14. Vent ca. 15 minutter og tør så hele faldstammen af med en tør klud for at fjerne fugeslør fra fliserne. Det er vigtigt, at du får fjernet al fugeslør (den hinde, der sætter sig på fliserne og giver et hvidt skær når du har tørret overskydende fugemasse af med en våd klud) da det kan blive rigtig svært at fjerne når først fugemassen er helt tør.
  15. Lad faldstammen tørre i den på posen angivne tid og nyd derefter blot det flotte resultat af din nye og flotte faldstamme!

Tips & Tricks!

Godt med fliseklæb i siderne

Sørg for at putte godt med fliseklæb på i siderne hvor flisenettets ender skal fæstnes, ellers vil de løsne sig når fliseklæben er ved at tørre. Hvis du har problemer med at få flisenettet til at sidde fast skal du bruge mere fliseklæb.

Brug hænderne

Mit primære værktøj undervejs var mine hænder. På grund af faldstammens placering og form var det langt det nemmeste at komme til med hænderne frem for en gummispartel eller lignende. Jeg var spændt på om det ville give problemer i forhold til fugernes dybde mellem mosaikstenene men det var intet problem da den fugtige klud var perfekt til at sikre en ensartet ‘fuge-dybde’.

To par øjne ser bedre end et

Det kan være en fordel at have en medsammensvoren til projektet for at sikre at fliserne sidder lige hele vejen op – man kan sagtens selv gøre det så skal du bare gå lidt på afstand af faldstammen hver gang du har sat et flisenet på for at sikre at det ikke drejer den ene eller anden vej – det er nemlig ret svært at se når man sidder helt tæt på det.

Husk tyngdekraften!

Når du fjerner fugeslør med en tør klud så sørg for at starte oppe fra og køre nedad. Fugesløret vil falde af som et tykt lag støv så starter du nedefra vil du blot skulle starte forfra når du når toppen.

Resultatet

Årsagen til at jeg valgte at forsøge at dekorere min faldstamme med mosaikfliser var at jeg gentagne gange havde forsøgt at dække nogle rustgennembrud på faldstammen med hvid maling, men hver gang brød rusten igennem malingen igen på trods af jeg brugte diverse rustlukkermidler og fulgte Flügger-mandens anvisninger med hensyn til nedslibning, maling etc. Til sidst havde jeg brugt en mindre formue på forskellige typer metal- og rustegnet maling, men 14 dage senere var rusten igen brudt igennem. Derfor besluttede jeg mig for at prøve denne alternative mulighed selvom jeg ikke var klar over om man reelt kunne få fliseklæben til at fæstne på en jern-faldstamme, om flisenettene ville være for tunge osv. Oprindeligt var faldstammen gemt bag en stor trækasse, men da pladsen i forvejen er begrænset på vores toilet valgte vi at fjerne kassen og forsøge at peppe faldstammen lidt op i stedet for.

Heldigvis gik det langt nemmere end forventet og resultatet blev da også super godt hvis jeg selv skal bedømme det!

Resultatet
Original faldstamme –> Faldstamme med hvid maling –> Faldstamme med rustgennembrud –> Faldstamme med mosaik fliser –> Close-up af faldstamme og repos med mosaik fliser (Klik for større billede)

I bunden af faldstammen var der tidligere blot et beton-repos som ikke var særlig pænt. Det forsøgte jeg derfor også at sætte mosaikfliserne på som en flot finish. Jeg lavede en tegning med mål fra væg og rør til faldstamme på alle sider, klippede den ud og begyndte at klippe mosaik sten ud af et net. De steder jeg var i tvivl om hvorvidt der kunne være en hel mosaik sten lod jeg den være, lagde nettet på repos’et og testede på den måde om den kunne være der. Da jeg var færdig med at klippe flisenettet til satte jeg det fast på samme måde som med resten af faldstammen. Jeg gjorde dog den fejl at starte med at lave dette repos hvilket betød at jeg gentagne gange måtte fjerne spildt fliseklæb undervejs og rette lidt til på nettet. Så skal du lave et lignende repos så sørg for at lave det som en afslutning da det gør processen noget hurtigere.

De skæve mosaik sten som ligger helt inde ved faldstammen har min kæreste savet, klippet og filet til diverse værktøj fra vores almindelige værktøjskasse. Det tog lidt tid og krævede en del tilpasning undervejs for hver flise, til gengæld sparede vi indkøb af en fliseknækker som vi med stor sandsynlighed aldrig vil komme til at bruge igen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *