Netop hjemvendt fra honeymoon i Oman. Det var fantastisk. Alle seks havde en fantastisk tur og nød det gode vejr og selskab dagen lang. Vi boede i en kæmpe lejet lejlighed, hvor der var tre udendørs pools og en lille legeplads tilknyttet og hvor vi selv kunne lave mad og gøre hvad der passede os. Derudover var vi på stranden et par gange, hvor pigerne havde en fest med at lege i sandet og bølgerne.
Flyveturen gik rigtig godt derned. Ingen problemer overhovedet. På vejen hjem var Maya ved at få tand #8, hvilket gav problemer da hun ikke ville amme, hvilket betød, at hun fik en smule propper i ørerne. Med god opbakning og titte-bøh fra stewardesserne den sidste halve time gik det dog uden alt for meget gråd.
Begge piger har klaret tidsforskellen (+3 timer) rigtig flot, de vågner dog stadig tidligt her i ugen efter.
Farmor og Farfar sover sikkert endnu. De har i hvert fald været spændt hårdt for undervejs, hvor begge piger nød de ekstra legekammerater og Mor og Far nød de ekstra hænder. Det lykkedes da også at få lidt Mor-og-Far-alene-tid undervejs og vi kom afsted på en massage og en shoppetur før vi igen vendte hjemad. Romantisk honeymoon var der dog ikke meget af, så den har vi til gode til når pigerne er lidt større og kan blive passet en weekend.
Vi har haft 28-29 grader og fuld sol hver eneste dag i de 14 dage vi har været afsted – en helt perfekt temperatur for hele familien. Eneste klagepunkt har været at solen var for skarp for pigerne midt på dagen, men det er heldigvis gået fint med at finde på alternative skyggelege det meste af tiden og ingen er blevet forbrændte. Og hold nu op, hvor er det blevet vinter mens vi har været afsted. Shorts og solbriller er erstattet med vinterjakker og huer. Brrrrrrrr…..
Tak for en helt fantastisk bryllupsrejse/gave Farmor og Farfar!