Tid på Tommelise
Så er Idas første uge i vuggestuen start passé. Mandag og tirsdag var korte dage, hvor Mor og Ida (samt Far mandag) var forbi fra 9-11 og lege og hygge. Allerede tirsdag gik Mor dog ind i personalerummet en god times tid, hvilket gik helt ok. Onsdag (9-13) og torsdag (9-14) har Ida været i vuggestuen og spise frokost og sove lur og igen i dag sidder Mor og kigger på telefonen i tide og utide for at se, hvornår de ringer, at Ida er stået op og gerne vil hentes 🙂
Ida har været lidt betuttet når Mor er gået, men ifølge pædagogerne er det hurtigt gået over og Ida har hygget sig dernede med de andre børn og med alle de nye legesager.
Mor har aftalt, at vi også laver en fleksibel uge i næste uge med korte dage så Ida stille og roligt kan komme ind i rytmen. Og så er det jo ren luksus, at Mor ikke arbejder i tiden så hun har god tid til at køre Ida ind i vuggestuen i Idas eget tempo.
Tid hjemme
Ida har været lidt mere opmærksomhedskrævende om eftermiddagen i den sidste uge og har helst villet have Mor med til at lege.
Vi har forsøgt at holde fast i de øvrige rutiner herhjemme så hverdagen ikke er helt ny, men sengetid har været en trist omgang for Ida den sidste uge, hvor hun ikke har villet give slip på dagen og har skullet bruge lang tid på at falde i søvn.
Det er stadig Far, som har puttetjansen, og det har han brugt en time på hver aften, hvor Ida er blevet meget ked af det så snart han har forladt rummet, hvor Ida ellers bare plejer selv at ligge og falde i søvn.
Vi har rykket Idas godnattid frem til 19.30 (fra kl 20) da vi jo står op ‘allerede’ 7-7.30 nu for at nå at få spist morgenmad, komme i tøjet og ud af døren før samling på Tommelise kl 9.
Ida har også haft 1-2 opvågninger hver nat i ugens løb, hvor hun har været meget ked af det og hvor det igen har kunnet tage op til en halv times tid at få hende til at sove videre igen. Mor eller Far skal helst sidde på skamlen ved siden af sengen indtil Ida sover helt, for ellers græder hun så snart vi forlader rummet (hvilket ikke kan lade sig gøre uden lidt larm pga. et meget, meget, meget knirkende trægulv 🙁 )
Weekendplaner
I den forestående weekend har vi ingen planer, så her skal vi bare hygge, lege og måske få lidt styr på de sidste ting i lejligheden så vi snart er helt på plads. Måske smutter vi en tur i Zoo med vores nyligt erhvervede årskort og kigger på dyr, hvilket er et sikkert hit for Ida.
Opgradering af Idas garderobe
Mor har brugt noget af den nyligt vundne tid i ugens løb på at få opgraderet Idas garderobe. Nu skal man jo pludselig have flyverdragt og dobbelt op på hjemmesko (og Ninus 🙂 ). Vi har været heldige at låne en lækker varm flyverdragt af Kornelia, men Mor har også købt en brugt Reima flyverdragt via nettet (til den nette sum af 145 kr. inkl fragt – nypris 900 kr. og med en knækket plastik-dims på lynlåsen som eneste fejl) så vi kan nå at få vasket og tørret fra dag til dag efter en våd tur på legepladsen. Så kan vi også fast efterlade den ene flyverdragt i vuggestuen så vi ikke skal slæbe frem og tilbage hver dag. Dejligt!
Farmor er også blevet sat på arbejde for at lave vanter til Ida uden snor imellem, det må man nemlig ikke have i vuggestuen af sikkerhedshensyn. Farmor er som altid en lyn-strikker når vi lige står også mangler noget, så første sæt vanter i en fin mørkeblå farve blev leveret i går (efter bestilling afgivet i mandags 🙂 ) og et ekstra par er næsten færdigstrikkede så vi også kan få vasket vanterne engang imellem. Farmor har strikket vanterne ekstra lange efter Mors ønske så vanterne ikke så let falder af, når snoren nu ikke længere er der til at holde dem fast.
Ida har også fået megen ros med på vejen fra pædagogerne i vuggestuen for hendes fine striksamling af cardigans, veste etc. som alt sammen er Design By Farmor 😀
Mor har været grundigt i gang med at printe og stryge Dymo labels på Idas tøj til vuggestuen så vi kan holde på det så længe som muligt. Sko og støvler har også fået navn i samt selvfølgelig den nye Ninus 🙂
Mor-tid
Mor har dog også haft tid til at tage en slapper med og få benene lidt op – ligesom Mor har været forbi Frederiksberg Bibliotek og hente bøger til Ida så der er nyt at fordrive de våde vinterefterdage med.
I går havde Mor sin gode ven Wazz på besøg så der blev catchet op hele eftermiddagen (inkl. hentning af Lilletutten) for de forliste måneder i Amsterdam 🙂
Yes – vi nyder livet tilbage på Frederiksberg!