Babysitter og et grimt styrt

Babysitter

Efter to samtaler med to rigtig søde piger, som vi er kommet i kontakt med via en side på nettet, har vi nu endelig fundet en babysitter til Ida og Lillesøster. Hende vi har valgt, Jane, er en 21 årig sygeplejestuderende, som læser på Frederiksberg og som Ida straks var dus med.

Vi regner med, at Jane henter Ida i vuggestuen ca. 2 dage hver uge og tager i Zoo, på biblioteket eller lignende med Ida så der sker noget for Lilletutten mens Mor er gravid og træt – og endnu mere når Lillesøster er kommet til verden og kommer til at optage al Mors opmærksomhed. Ligeledes kommer Jane til at være Mor og Fars redning om aftenerne og i weekenderne, hvis Mor og Far får brug for lidt kærestetid. Jane kommer også til at hjælpe med at lave mad engang imellem og hvad vi ellers måtte have brug for hjælp til at små sysler. Det glæder vi os til!

Jane holder ferie i næste uge, men derefter kommer hun os til undsætning og bliver Idas nye legetante 🙂

Lilletuttens grimme styrt

Da Jane var gået efter dagens samtale gik Mor og Ida i gang med at lave aftensmad. Der gik dog ikke mange minutter før Ida havde taget et ordentligt styrt på køkkengulvet direkte ned på munden/hagen. Ida blødte rigtig meget fra munden og det var svært at få stoppet igen. Det lykkedes dog, og en sulten Ida fik spist et par fiskedunser til aftensmad. Da hun var færdig med at spise begyndte hun dog at bløde igen – og igen var det næsten umuligt at få til at stoppe.

Far og Mor prøvede at se om de kunne se, hvor blodet kom fra (Mor var ret sikker på det var fra den indvendige del af overlæben for hun kunne ikke se blodet komme andre steder fra) og det så ud som om Ida havde fået klemt et stykke af læben fast imellem de øverste fortænder. Det blødte dog så kraftigt – og Ida var naturligvis meget ked af det og ville ikke lade os komme til – så det var svært at se.

Mor og Far blev enige om at ringe til Akuttelefonen for at høre om vi skulle forbi skadestuen, men i kø som nummer 23 lagde Mor røret på og ringede til hendes gode veninde Julie, som er læge. Julie sagde, at vi skulle prøve at se om vi kunne rykke læben fri – for der var ikke umiddelbart noget i den del af munden som kunne ødelægges – og det var det eneste de også kunne gøre på skadestuen, da man ikke kan sy inde i munden. Julie ordinerede også isterninger i munden til at stoppe blødningen så det måtte Mor ned til underboen og hente 🙂

Mor og Far forsøgte at få Idas læbe fri fra tænderne, men det lod sig ikke rigtig gøre. Mor ringede igen til Akuttelefonen for at høre om det var noget vi skulle på skadestuen med, men da det efterhånden så ud som om læben ikke længere sad fast, men bare var meget hævet sagde sygeplejersken vi kom igennem til, at vi bare skulle forsøge at stoppe blødningen med is, som Julie også havde anbefalet, og så ellers lade være med at give hende mere mad og drikke i dag. Sygeplejersken sagde, at Ida muligvis havde sprunget den streng man har siddende helt oppe i toppen af overlæben, men det er ikke noget man kan gøre noget ved, den skal gro sammen af sig selv og det samme var tilfældet med en flænge i læben, når det er indvendigt i munden.

Mor og Far fik i Ida til at falde til ro med lidt Bamse og Kylling og nogle små stykker isterninger. Da blødningen efterhånden stoppede kunne Far putte Ida og Mor kunne gå i gang med den helt store tøjvask da både Ida og Mor var smurt ind i blod.

Ida faldt heldigvis forholdsvist hurtigt til ro på et par ml flydende panodil (som hun heldigvis synes smager fantastisk!) – nu er vi spændte på at se hvordan Idas læbe ser ud i morgen.

Stakkels Lilletutten 🙁

Bornholm, Bornholm, Bornholm!

I morgen aften drager Mor til Bornholm for at besøge den selv samme doktor Julie, som nævnt ovenfor. Julie og Mor skal holde tøsehygge med sladder og spa-visit – og så glæder Mor sig til at få et par nætter uden Ida på sidelinjen med mange, mange opvågninger. Mor er ved at føle sig MEGET gravid, så det er tiltrængt med lidt ro og forkælelse til hendes krop.

Imellemtiden skal Far og Ida hygge og lege frem til søndag aften, hvor Mor igen vender hjem med fornyet energi!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *