Ny døgnrytme
I nat valgte Ida at holde nattefest fra kl. 22-04 og sov kun ½ time af gangen i dette tidsrum. Derfor besluttede mor og far i dag at læse lidt på lektierne og finde en ny døgnrytme til Ida.
Mor og far slog op i den store bibel om børn og søvn og fandt en foreslået døgnrytme for en 3-4 måneders baby. Købt!
Med denne søvnrytme skal Ida kun sove 3 lure – en formiddagslur fra 9-11, en middagslur fra 13.30-15.30 og en sen eftermiddagslur fra 18-19. Putning skal så ske omkring kl 21.30 og så sover hun frem til kl 8.30 muligvis med et par enkelte korte opvågninger…..måske.
Vi krydser fingre for at det hjælper i løbet af den næste uges tid så vi kan få flyttet flere af hendes sove-timer fra om dagen til om natten.
Bogen foreslår, at man deler et måltid op i to portioner, hvis man har problemer med ‘sjat-spiseri’ så det vil vi også forsøge os med så Ida får en mindre flaske lige efter en lur og en flaske igen lige før en lur.
Opskrivning til daginstitution
Udover at være trætte har vi også fået krydset et stort punkt på to-do listen af i dag. Opskrivning til daginstitution. Vi har skrevet Ida op til to institutioner, som ligger lige i nærheden. Vi har dog ikke haft mulighed for at besøge nogen af dem, så det er lidt et sats, men vi håber på det bedste og har en god fornemmelse efter at have læst om dem på hjemmesiderne og set billeder.
Begge institutioner lægger på Frederiksberg og har vuggestue og børnehave integreret så Ida ikke skal skifte når hun bliver stor nok til at skulle i børnehave.