Så må det vist være tid til en lille update. Der er ikke meget nyt om lillepigen – hun spræller på livet løs og træner sine lårmuskler nærmest i døgndrift så hun er klar til at komme ud og spille bold med mor og far liiiiiiige om lidt. Moderen er begyndt at føle graviditeten for alvor nu med hævede fødder og hænder samt en iskias nerve i lænden som sætter sig fast hvis man ikke er god nok til at huske at slappe af. Så moderen har ordineret sig selv et par timer på sofaen med benene oppe når farmand nu ikke er hjemme til at massere fødderne i disse dage. Moderen blev for anden gang ramt af kvalme og opkast i lørdags uden helt at vide hvorfor – hun har dog ikke haft det dårligt efterfølgende.
Moderen er også ved at blive godt rund og har rundet 5 ekstra kilo siden hun blev gravid.
Lillepigen vejer nu ca. 750 gram (formoder vi – disse tal er jo alene baseret på statistik om gennemsnit størrelse) og er lige under 30 cm lang hvis hun strækker sig helt ud. Hvis hun skulle vælge at komme ud nu vil der være 20% chance for at hun vil overleve og få et normalt liv – på trods af, at der stadig er 16-17 uger tilbage før hun er ruget helt færdig. Det er ret utroligt, at hun er så stor derinde og i princippet kunne klare sig udenfor maven med hjælp til at modne lungerne.
De næste par uger bliver der nok stille her på siden da de vordende forældre skal en tur til Amsterdam og Athen for at nyde påsken mens tid stadig er og før moderen bliver for stor til at kunne komme rundt.