Maya 10 Måneder, Ida 2½ år

Maya 10 Måneder

I dag er Maya 10 måneder gammel. Der er fart på hende og hun vil fremad. Hun aser og maser for at kravle og komme fremad, men det er stadig en stor udfordring på de glatte trægulve i lejligheden.

Lille My 10 måneder
Lille My 10 måneder

Motorik

Både Mayas fys og lægen, som er ekspert i den slags skade Maya har, har forberedt os på, at Maya formentlig ville kravle ret sent – eller måske slet ikke på grund af manglende kræfter i armen eller på grund af dårlig motorik. Derfor er Mor ekstremt stolt af den lille My, som trods alle odds nu kravler – og endda helt alderssvarende! Der er stadig et par af børnene fra vores mødregruppe, som ikke kravler så det er bare SÅ flot at Maya kan!

Vi har trænet og træner stadig med Maya på daglig basis for at hjælpe hende med at få så normal en arm som overhovedet muligt og særligt øvelserne fra Sansemotorik, hvor vi går ca. hver 3. uge og får nye øvelser hver gang, har virkelig sat gang i Mayas udvikling. Vi har særlig fokus på armen, men ligeledes på at give hende en god kropslig fornemmelse af hele kroppen – bl.a. ved at lave nogle øvelser vedr. krydskoordination, som er nødvendigt for at kunne kravle (højre/venstre – ben/arm frem).

Maya er også rigtig glad for at stå op og har et par enkelte gange selv fået rejst sig op. Hendes mås er dog stadig meeeeeget tung at få med op! Maya elsker at stå ved sofaen, hvor hun kan gå frem og tilbage mellem sofabordet, sofaen og legetøjskisten – og hun er modig nok til at slippe med den ene hånd for at kunne komme fra sofaen til sofabordet eller kisten og retur.

Fra sofaen...
Fra sofaen…
... til legetøjskisten
… til legetøjskisten

Fys og lægen havde også fortalt, at Maya måske vil få balanceproblemer på grund af armen og den måde Maya bruger sin arm på. Derfor er det ekstremt flot, at Maya allerede er så god til at gå rundt om tingene og det viser at hendes balance allerede er ret god, hvilket vi også har trænet en del.

Både fys og Marianne fra Sansemotorik har flere gange påpeget at Mayas vilje også er en kæmpe styrke for hende og for vores træning, da Maya ikke gider sidde stille. Hun vil rundt og hun aser og maser for at komme op og afsted. Marianne fortalte at nogle børn blot finder sig i at blive sat på et tæppe et sted og så kan de sidde der indtil de bliver flyttet videre helt uden brok. Maya gider ikke sidde stille ret lang tid af gangen og selvom det til tider giver Mor udfordringer når der skal laves mad osv. er det rigtig godt for hendes arm.

Søvn

I øjeblikket har vi også fokus på nogle øvelser, som skulle kunne hjælpe på Mayas søvn, da hun stadig sover rigtig, rigtig dårligt om natten og vågner og vil ammes på næsten timelig basis. I nat prøvede vi at lade Maya sove i sin seng inde i tv-stuen for at se om hun sov bedre, når Mor og Far ikke var i samme rum og måske forstyrrede, men sandheden er vist at naboerne larmer endnu mere så den plan virkede kun et par timer, så røg Maya ind i Mor og Fars seng igen. Mor har været i gemmeren på loftet og fundet en af Idas gamle soveposer (sådan en man lyner på hvor armene kan stikkes ud igennem et par huller) i håb om at det vil hjælpe Maya til at sove bedre, fordi hun ellers altid sparker dynen af og bliver kold. Det har også hjulpet noget så Maya har fået lidt mere ro på og i hvert fald ikke bliver kold.

Maya i soveposen
Maya i soveposen

De sidste dage har vi tilføjet en banan til Mayas putteritual så hun i hvert fald er mæt når hun puttes (hun ammes efterfølgende) og samtidig er en banan en slags supermad som naturligt fremkalder et søvnhormon i kroppen, som hjælper på bedre søvn.

Mad

Maya kunne stadig leve af amning, hvis hun selv måtte bestemme. Hun ELSKER at blive ammet og søger ofte når hun sidder hos Mor selvom det kun er i soveværelset og ved aften-/nattetid at hun ammes.

Maya er dog også begyndt at spise mere rigtig mad. Havregrød, rugbrødshapsere og ærter sætter hun stor pris på, og hun er god til selv at fange tingene på hendes bakke og putte dem i munden (igen god træning for armen!). Maya spiser dog ikke så store måltider, så for at være sikker på at hun bliver ordentlig mæt skal vi ofte aflede hende (det er Ida især god til 🙂 ) så hun får spist sig helt mæt og dermed har bedre forudsætninger for at sove længere stræk.

Maya er rigtig glad for at drikke vand og efter hun har fundet teknikken til at drikke fra Idas drikkedunk med sugerør går hun ofte selv hen til den og drikker en masse. Hun har dog også fundet teknikken til at hælde vandet ud (hvis man glemmer på sugerøret mens den vender på hovedet) så vi har måtte tørre op og skifte tøj et par gange. Heldigvis er Ida hurtig når hun opdager det og ripper en pakke kleenex så der kan blive orden igen 🙂

Leverpostejshapsere og drikkedunk!
Leverpostejshapsere og drikkedunk!

Vuggestuen

I dag har Maya haft sin første halve time helt alene uden Mor i vuggestuen. Mor afleverede Ida på legepladsen og fulgte Maya indenfor og da Maya havde vænnet sig til omgivelserne vinkede Maya med pædagogen Ane og så gik Mor over i personalestuen. Maya vinkede pænt igen og gav Mor et ‘Hey, hvor skal du hen?’-agtigt blik, men sagde ikke et kvæk.

Mor og Ane havde aftalt at Mor bare skulle sidde derovre 10 min. eller lidt længere hvis det gik godt, så ville Mor blive hentet igen (det hele skal jo koordineres sådan at Ida ikke ser Mor ude på legepladsen når der er vinket farvel så Ida ikke bliver forvirret og ked af det). Mor blev dog først hentet efter en halv time, da det nærmede sig børnenes frokosttid og Ida snart skulle ind. Maya havde haft en fest med Ane og de to andre vuggestuebørn, som var på stuen og Ane bemærkede at Maya var ekstremt social, mild og opmærksom. Gode ting når man skal lære at gå i vuggestuen.

I morgen afleverer Mor begge piger til samling lidt i 9 og så ringer vuggestuen når Maya skal hentes. Formentlig 10-10.30 før de andre skal spise frokost. På sigt giver vi Maya længere og længere dage og forsøger gradvist at bygge lidt på så hun spiser dernede og snart også sover lur. Heldigvis har vi god tid endnu, da Mor først skal starte den 23. februar. Ane er dog helt sikker på det bliver en super nem indkøring fordi Maya er så åben og vant til at være dernede. Mor er glad 🙂

Ida og Mor i sneen

Imens Maya ladede op efter vuggestuen og fik sig en god formiddagsskraber var Ida og Mor på kælkebakken i Søndermarken mandag og tirsdag. Mor og Ane havde aftalt at vi kunne lave et par dage hvor Maya og Mor var med til samling og så tog vi Ida med hjem efterfølgende så hun ikke skulle føle sig helt forladt når Mor og Maya gik. Det har været tophyggeligt med to børn hjemme (uden sygdom!!!), men det har også været hårdt fordi pigerne jo sover på skift så Mor slet ikke har haft tid til lige at siddet stille og slappe af. Ane var da også imponeret over Mors energiniveau og at vi tog på kælkebakken i stedet for blot at tage hjem, men Mor synes vi er nødt til at udnytte muligheden for kælkning og snemandsbygning når den nu så sjældent er her i Danmark. Og selvom det er besværligt med al det ekstra tøj og slæbe Ida, klapvogn og kælk frem og tilbage så er det det hele værd når Ida griner hele vejen ned af bakken og råber ‘Igen!’.

Klar! Parat! Kælk!
Klar! Parat! Kælk!
Igen!!
Igen!!
Ida kunne ikke forstå, at Mor ikke bare kunne løbe op af bakken igen med Ida i kælken
Ida kunne ikke forstå, at Mor ikke bare kunne løbe op af bakken igen med Ida i kælken
En lille snemand blev det til
En lille snemand blev det til

Ida 2½ år

I går blev Ida 2½ år.

Ida er en stor og dygtig pige, som kan rigtig mange til selv og gerne vil endnu flere ting! Hun kan selv gå ud på badeværelset og vaske hænder med sæbe, hun hjælper med at dække bord og hun prøver ihærdigt at tage sit tøj af og på.

Ida med sin yndlings Dukke Sally
Ida med sin yndlings Dukke Sally

Ida er en kærlig søster, men hun er også en bølle, som vælter Maya når Maya sidder på gulvet så Maya bliver ked af det. Ida vil rigtig gerne kysse og kramme Maya, men hun forstår ikke helt at hun af og til er for voldsom så det prøver Mor på bedste vis at forklare og vise Ida hvordan man i stedet kan gøre det.

To banditter spiller på xylofon
To banditter spiller på xylofon

Ida er rigtig dygtig til at tegne, lege med perler og andre små hyggesysler. Ida har et ekstremt godt sprog og er en af dem på hendes stue, som har det absolut bedste sprog – sammenligned med de andre på samme alder. Hun elsker når vi synger sammen og hun finder tit sangbogen frem og så skal vi synge alle sangene. Ida er også ved at være stor nok til at hun gider få læst historier højt i stedet for kun at kigge på billederne som tidligere.

Vi opfordrer stadig Ida til at tisse på toilettet eller potten hver dag, men det er sjældent Ida har lyst. Hun kommer dog tit og siger at hun har tisset og beder om at blive skiftet. Maven fungerer stadig ikke super godt, så hun får stadig Movicol Junior (afførende) hver dag for at hjælpe den lidt på vej.

Ida er et ægte vuggestue-barn med snot og hoste i hele vinterhalvåret, men Ida hader når næsen løber så vi har kleenex stående alle steder så Ida selv kan tage en serviet og tørre næsen.

Ida sover stadig middagslur – og de sidste uger har hun sovet helt op til 3 timer hver dag. Hun puttes ved 20tiden hver dag og sover så til kl 6 eller 7, og får sig så en middagslur fra omkring kl 11.30. Ida er stadig dybt afhængig af sin sut og Ninus og hun er en langsom vågner, som helst skal sidde foran TVet en halv time for lige at vågne op.

Ida spiser godt og er dygtig til at smage på det meste. Hendes yndlingsmad er stadig havregrød som vi får til morgenmad hver dag. Her spiser hun en portion på størrelse med Mors og så spiser hun ikke altid så store portioner resten af dagen.

Mere øjenbetændelse

Mere Øjenbetændelse

Lige som Ida så småt er ved at være ovenpå hendes omgang med snot, hoste og øjenbetændelse har lille My overtaget tørnen. Mayas næse løber og hendes ellers så store, brune øjne er reduceret til små røde sprækker med masser af gult snask. Maya virker dog ikke helt så generet som Ida har været og derfor har Mor indtil videre valgt blot at vaske Mayas øjne i saltvandsopløsning og dryppe hendes øjne med saltvandsdråber for at få skyllet det gule snask ud og få desinficeret øjet. Mor har testet saltvandsdråberne i sine egne øjne og det svier en lillebitte smule, men My tager det så fint.

Mor havde sin læge-veninde Julie på besøg i dag og Doktor Julie mente sagtens vi kunne nøjes med saltvandsdråberne så længe Maya ikke virkede til at være mere påvirket. Nu håber Mor bare at Maya når at komme helt på dupperne igen før hun skal starte vuggestue på torsdag!

Lille My med små øjne
Lille My med små øjne

Kan selv!

Ida er på mange måder kommet i selvstændighedsalderen (i dag er det jo ganz verboten at kalde det trods-alderen!). Hendes verden kan pludselig bryde sammen, hvis vi hælder sovs på hendes mad og hun selv havde tænkt, at hun skulle gøre det.

Ida er også meget opmærksom på at fortælle så snart hun har tisset i sin ble og henter selv en ny så vi kan skifte hende stående med det samme. Mor tilbyder ellers ivrigt både potte og toilet jævnligt, men det synes Ida ikke lige er sagen endnu.

Mor og Ida træner også, at Ida selv skal tage sit tøj af og på. Især jakke og støvler øver Ida selv med imens Mor klæder Maya på. Ofte lykkes det da også at få en af vinterstøvlerne på, men de kan godt være lidt lumske så Mor må ofte lige træde til og hjælpe med det sidste. Mor erklærede, at Ida havde fået grisetæer en dag og det synes Ida bestemt ikke om. “Nej, mig har Ida-tæer!”

Storepigen, som selv har taget strømper på! Såååå stolt!
Storepigen, som selv har taget strømper på! Såååå stolt!

Imens Ida øver sig i at blive stor er Maya i fuld gang med ‘Værsgod – tak’ lege hvor man skal give og tage ting med hende. Hun synes også det er en fest at få en kasse med legetøj eller andet i og få lov til at tage hver enkelt ting ud af kassen – nærstudere det – sandsynligvis lige smage på det – og derefter lægge det på gulvet for så at undersøge næste ting. Når kassen så er tom skal alle tingene retur i kassen og så kan man starte forfra. Det kan Maya få laaang tid til at gå med.

Mor og Ida leger med perler imens Maya tømmer og fylder værktøjskassen igen og igen
Mor og Ida leger med perler imens Maya tømmer og fylder værktøjskassen igen og igen

Ny Barnepige

Som erstatning for vores ynglings barnepige Jane har vi fået det tætteste vi kunne komme på hende. Nemlig Janes lillesøster Joan 🙂

Joan starter som pædagogstuderende i København om en uges tid og er derfor netop flyttet til København, hvor Mor var hurtig til at få kløerne i Joan igennem Jane. Mor har store forhåbninger om at Joan vil være lige så fantastisk som sin storesøster og Ida blev da også hurtigt dus med Joan, da hun var forbi i ugens løb for at hilse på. I Idas verden hedder Joan dog Jane, men det konstaterede Joan, at hun var vant til at blive kaldt og at hun sagtens kunne finde værre ting at blive kaldt 🙂

Joan kommer forbi på tirsdag igen, hvor vi skal en tur i Zoo med pigerne og langsomt lære Joan at kende før Mor starter på arbejde igen om en lille måneds tid, hvor Joan kommer til at hjælpe med at hente pigerne i vuggestuen og lave mad i løbet af ugen.

Vi glæder os til at lære Joan endnu bedre at kende og sender en varm tak til søster-Jane for hjælpen med importen 😉

Sludretutterne

Maya hos Doktor Keld

I dag har vi været på Odense Universitets Hospital (OUH), hvor Mayas arm skulle undersøges af Doktor Keld, som er den danske specialist indenfor den skade på armen som Maya fik under fødslen da hun sad fast (Duchenne Erbs Parese).

Vi skulle være i Odense kl 11, så vi var tidligt oppe for at få pakket og klargjort hele banden, så vi først kunne drøne Ida i vuggeren og derefter videre til Fyn.

Drinks til turen skal der til
Drinks til turen skal der til
...og så en lur
…og så en lur

Keld undersøgte Mayas arm og kunne konkludere, at hun har fået en mellemsvær skade. Han beskrev det som en type skade, hvor den letteste skade svarer til ‘en lammer’, som hurtigt kommer sig 100% igen, og den sværeste skade svarer til en død arm, helt uden bevægelighed. Keld manglede at se Maya bruge hendes biceps for at kunne træffe en beslutning om det endelige forløb. Keld mente han mærkede hende bruge den en smule, men for at være sikker skal vi komme igen om ca. 2 måneder så han kan undersøge hende igen og beslutte det fremtidige forløb derfra.

Såfremt Keld ikke kan mærke, at Maya bruger sin biceps næste gang vi kommer skal hendes nervefunktion i armen måles ved at sætte nogle elektroder på armen, der måler gennemstrømningen fra nakke ud til hånden. Hvis der ikke er bicepsfunktion vil Maya ikke selv kunne komme til at bøje sin albue, og i såfald vil hun hurtigst muligt skulle have transplanteret nerver (formentlig fra låret) til armen så hun kan komme til at bruge armen bedre.

Det eneste Keld med sikkerhed kunne fortælle os var at Mayas arm ikke ville blive dårligere end den var på nuværende tidspunkt. Nerver kan vokse sammen af sig selv og hvor godt det lykkes er afhængigt af om de blot er forstrukne, om nervehinden (som omkrandser nerven) er intakt så de nemmere kan finde sammen igen, eller om nerverne er revet helt over. Det er dog nu vi skal se store fremskridt da sandsynligheden for fremgang bliver mindre jo længere tid der går. Jo flere uger der går uden fremskridt, jo mindre sandsynlighed er der for at det kommer.

Vi håber selvfølgelig på det bedste træner så meget vi kan med Maya for at undgå at hendes led bliver stramme, så hun får sværere ved at bruge sine muskler.

Maya pludrer

Maya er begyndt at pludre. Hun lyser op når hun får øje på et kendt ansigt og hun kan næsten altid lokkes til at snakke lidt. Mor synes det er sååååå hyggeligt når Maya pludrer, og Mor og Maya får sig nogle gode lange snakke, primært bestående af vokaler.

Maya fortæller røvere
Maya fortæller røvere
1 stk. undrende Maya
1 stk. undrende Maya

Vi træner også Maya i at ligge på maven, selvom hun mildest talt ikke er tosset med det. Med mindre Maya lige har fået mad er det næsten stensikkert at hun bryder ud i gråd i det øjeblik hun bliver lagt på maven. Maya er bare gladest når hun spiser eller lige har spist 🙂

Vi øver og øver i at ligge på maven
Vi øver og øver i at ligge på maven
...men det er altså bare benhårdt - og især når man har en dum arm, som ikke hjælper.
…men det er altså bare benhårdt – og især når man har en dum arm, som ikke hjælper.

Vi hæfter os dog ved at både fyssen og sundhedsplejersken mente hun var ok med i betragtning af den skadede arm.

Ida, Marius og den lille forskel

I dag kom Ida hjem med en seddel fra vuggestuen. Mor ved ikke om det er til at læse sedlen så hun har skrevet den nedenfor.

Det fine brev med samtalen fra vuggestuen
Det fine brev med samtalen fra vuggestuen

” Onsdag 11/6 – 14

Ida, Marius og den lille forskel

Klokken er ca. kvart i tolv, og børnene gøres klar til middagsluren.

Ida, snart 2 år, sidder på toilettet uden tøj på.

Marius, 2½ år, kommer på badeværelset og begynder at få sit tøj af. Hans øjne fanger noget, der ser helt forkert ud: “Ida har ikke nogen tissemand’

Pædagogen Henriette: ‘Ida er en pige, Ida har en tissekone’

Marius har fået sin ble af, og skal på det andet toilet på badeværelset. Han stopper midt i en bevægelse, kigger igen på Ida og så på Henriette: ‘Er den faldet af?’

Henriette: ‘Nej Marius, den er ikke faldet af. Ida ser ud helt som hun skal.’

Marius går hen til det andet toilet, kigger undersøgende ned i vandet og kigger så spørgende op på Henriette: ‘Er den ikke faldet af?’

Henriette: ‘Nej den er ikke faldet af. Ida ser helt rigtig ud.’

Marius accepterer Henriettes forklaring, og sætter sig. “

Børn er FANTASTISKE 🙂

‘Ia prov’

Ida er ved at være en stor pige og hun kan selv rigtig mange ting og tror hun kan endnu flere. Idas fortrukne sætning fortiden er ‘Ia prov’ som betyder at Ida gerne vil prøve et eller andet. Det kan være Mors telefon, et par sko i en butik eller stavblenderen. Ida skal prøve alting. Ida vil nu selv tage sin mad over på sin tallerken, hun vil også selv hælde drikke op i glasset og Ida vil i det hele taget alting selv!

Ida er en pige med en stor vilje og et endnu større temperament. Mor undres over hvor pigebarnet får det fra…

'Ia prov (Ida prøve)'
‘Ia prov (Ida prøve)’
Ida skulle pludselig have sine gummistøvler og regntøj på... selvom der var 26 grader i lejligheden
Ida skulle pludselig have sine gummistøvler og regntøj på… selvom der var 26 grader i lejligheden

Ligesom hos Maya står munden ikke stille lang tid af gang hos Ida, og hun bliver da også bedre og bedre til at tale hver eneste dag.

'Ia åh Mimi (Ida og Minnie)'
‘Ia åh Mimi (Ida og Minnie)’
Yndlings Jane, Yndlings Ida, Yndlings Maya
Yndlings Jane, Yndlings Ida, Yndlings Maya
Man skal være lynenes hurtig ellers er Ida videre...
Man skal være lynenes hurtig ellers er Ida videre…

Mødregruppe og Kiropraktor

Maya Gade Helgren

Så er Mayas navn blevet registreret og hun hedder nu officielt:

Frk. Helgrens navneattest
Frk. Helgrens navneattest

Mødregruppe

I går skulle Mor mødes med sin mødregruppe for første gang. Med Ida smuttede vi jo mod Amsterdam kort tid efter fødslen så der takkede Mor nej til at komme i mødregruppe så Mor var ret spændt på om det mon var noget for hende.

Vi er 6 mødre i gruppen og derudover 2 små purke og 4 lækre piger. Mødet var sat op af sundhedsplejen på deres kontor og der var en sundhedsplejerske til stede til at facilitere det første møde. Det fungerede rigtig godt og samtidig fik vi mulighed for at spørge sundhedsplejersken om nogle småting hver især.

Amning

Mor havde besluttet at hun ville give amningen et sidste forsøg ved at veje Maya før og efter en amning på sundhedsplejerskens vægt for at se om hun mon overhovedet fik noget indenbords under amningen. Maya tog hele 140-150 gram på, hvilket var helt perfekt. Normaltvist kan hun mættes med en flaske med modermælkserstatning på 130 ml så det stemte meget godt overens med at hun var mæt efter en halv times amning og 140-150 gram. Mor var henrykt!

Mor fik også sundhedsplejersken til at veje Maya for lige at tjekke om hun stadig tog nok på. Mor har forsøgt at holde antallet af flasker med modermælkserstatning på et minimum de sidste dage da hun havde en fornemmelse af at der var kommet mere mælk efter at Mor har forsøgt at oppe produktionen med hyppige udmalkninger de sidste dage.

Maya havde da også taget hele 660 gram på i løbet af de sidste 8 dage! På dette tidspunkt skulle Maya helst tage ca. 200 gram på om ugen så hun havde i hvert fald ikke manglet noget. Tværtimod tænkte Mor at Maya måske faktisk fik for meget mad – og fik mad for ofte, så hun dermed fik lidt mavekneb. I hvert fald har vi kæmpet lidt med prutter den sidste tid.

Dumme prutter!
Dumme prutter!

Maya vejede 5,62 kg. Til sammenligning vejede Ida blot 4,68 kg ved hendes 5 ugers tjek hos lægen – altså næsten 1 helt kg mindre 🙂 Sundhedsplejersken viste da også Mor at Maya nu havde sneget sig op på den øverste vægtkurve i hendes vægtklasse og konstaterede at der i hvert fald ikke skete noget ved at droppe flaskerne og se om ikke hun tager fint på den næste uges tid indtil hun igen skal vejes af sundhedsplejersken.

Efter nu at have kørt ren amning det sidste døgns tid med 2-3 timer mellem hver amning (og endda hele 5 timers amme-pause og lur i aftes!) er Mor glad og fortrøstningsfuld og amme-selvtilliden har da også fået et nøk opad.

Nu skal vi blot have gang i en god rytme så Maya får mad når hun er sulten og ikke før, da hun har et kæmpe suttebehov og konstant søger brystet selvom hun egentlig er mæt. Der går nemlig kun ca. 30-45 min. efter en ‘ekstra’ amning, som Maya egentlig ikke havde behov for, og til at hun græder og trækker sig sammen med store mavekneb. Og så skal Mor og Far blive bedre til at give Maya hendes sut når hun skal falde til ro i stedet for at lade hende falde i søvn ved brystet.

Mor-og-Maya-selfie!
Mor-og-Maya-selfie!

Mor vil dog med glæde poste lidt energi i at få lavet en god ‘amme-plan’ når hun nu i stedet kan spare tid og energi på at vaske og sterilisere ammebrikker, sutteflasker og mælkepumper 🙂

Hos kiropraktoren

I går var Mor og Maya også forbi en kiropraktor. Ikke fordi vi har oplevet at hun har virket til at have ondt, men fordi Mor gerne ville have hende tjekket for en sikkerheds skyld når hun nu blev trukket så voldsomt i under fødslen. Kiropraktoren kunne da også konstatere at hun havde en skævhed i ryggen, hvilket var helt normalt når man var blevet taget med kop eller tang, og så havde Maya en skævhed i nakken – formentlig pga. hendes skade i armen som automastisk får hende til at kompensere ved at bruge den raske side mere. Kiropraktoren var dog overrasket over at Maya ikke havde flere ‘skavanker’ og spændinger i betragtning af hendes hårde medfart.

Kiropraktoren gik i gang med at justere Maya. Mor troede egentlig at hun var forberedt på hvad det indebar fra da vi gik til kiropraktor med Ida i Amsterdam mod hendes forstoppelses-problemer, men i guder hvor tog Mor fejl. Kiropraktoren tog noget hårdere fat og trykkede og vred i Maya så Maya græd og skreg – og Mor næsten gjorde det samme. For første gang græd Maya med rigtige tåre og den ellers så hårde Mor var lige ved at gøre det samme. Mor var dog ikke et sekund i tvivl om at kiropraktoren vidste hvad hun lavede, og Maya faldt da også til ro så snart hun blev lagt til Mors bryst bagefter, og hurtigt faldt hun i søvn. Mor er da også helt sikker på at Mayas lange lur i aftes på 5 timer i streg skyldtes udmattelse efter kiropraktor besøget.

På tirsdag skal vi igen forbi kiropraktoren til et tjek. Kiropraktoren mente ikke der ville være behov for et længere behandlingsforløb, men hun ville nu gerne lige se Maya en gang til om nogle dage for lige at tjekke at alt nu også var som det skulle være. Det synes Mor lød som en god idé, selvom hun ikke håber Maya skal have samme tur.

Ida på rov

Ida er begyndt at være MEGET grænsesøgende efter Maya er kommet til. Mor og Far er ikke i tvivl om at det er Idas reaktion på Lillesøster, men Mor og Far er blot glade for, at det er den måde det kommer til udtryk på og ikke overfor Lillesøster.

Ida er begyndt gerne at ville hjælpe til med flere ting. Ida hjælper med at dække bord og rydde af bordet igen, og hvis Mor er i gang med noget andet eller er for langsom efter Idas smag så går Ida da bare selv i gang.

Herunder ses resultatet af at Mor skulle sætte ris i kog i køkkenet. To minutter var Ida alene, men når man nu er sulten og man godt selv kan kravle op til frugtskålen så kan man jo ligeså godt bare selv fikse det 🙂

Taget på fersk gerning!
Taget på fersk gerning!
Ida har fundet sig et æble og en lækker banan...med skræl! Mmmmm
Ida har fundet sig et æble og en lækker banan…med skræl! Mmmmm

Ida synes også stadig det er en fest at tisse på potten og hun sidder der i kortere og kortere tid før der nu er gevinst. Mors store pige 🙂

Hos sundhedsplejersken og en ny hverdag starter

Hos Sundhedsplejersken

I går var Mor og Maya forbi sundhedsplejersken da vi havde tiltrængt rengøring i hjemmet imens 🙂

Maya blev målt og vejet, og Mor og sundhedsplejersken talte om Mayas trivsel

Specs:
Højde: 57,5 cm
Vægt: 4,96 kg

Vægten er ret gennemsnitlig for Mayas alder, mens hun ligger et stykke over den øverste kurve for højden 🙂 Mor synes nu ellers Maya er ved at blive lidt tyk, men det er primært på hage(r)n(e) og på lårene, der så småt er ved at danne elastikker. Ida har altid været en lille spinkel starut så Mor synes det er helt underligt med sådan en tyk basse – det skal da også siges at Maya ikke laver meget andet end at sove og spise.

"Hva' Mor! Siger du jeg har fået dobbelthager?!"
“Hva’ Mor! Siger du jeg har fået dobbelthager?!”

Udover dobbelthagen kæmper Maya også med hormonknopper og hårtab for tiden. Hun er i det hele taget en flot lille fis for tiden – heldigt man som forældre er temmelig blinde overfor den slags 🙂

Maya er ramt af hormonknopper og ligner en teenager
Maya er ramt af hormonknopper og ligner en teenager

Maya er et meget varmt barn så Mor har måtte finde de kortærmede bodystockings frem så hun ikke bliver så varm. Om natten sover Maya blot med en bodystocking og et tyndt tæppe – hvis Mor får puttet sig for tæt på Maya med dynen er Maya drivvåd når vi vågner igen. Med Ida var det helt anderledes. Ida var en lille frossenpind, som altid skulle pakkes ind og som blev marmoreret og kold så snart hun fik tøjet af.

Amning

Amningen går stadig noget op og ned så efter aftale med sundhedsplejersken supplerer Mor nu med modermælkserstatning efter de fleste måltider så Maya kan sove en god lur, og Mor (og Mors babser) kan få en pause engang imellem. Sundhedsplejersken var nervøs for at Mor ville blive kørt helt ned ellers når hun også har en storesøster Ida at tage sig af om eftermiddagen, så Mor måtte bøje sig og give Maya mere modermælkserstatning, selvom Mor nu nærmest bare venter på at amningen stille og roligt dør ud.

Et stk. Maya slået ud efter amning
Et stk. Maya slået ud efter amning

Maya er ellers rigtig glad for at blive ammet, og nætterne fungerer meget fint med, at Mor ammer Maya liggende så vi begge blot kan falde i søvn undervejs.

En træt lille My
En træt lille My

Potte-tutten

Ida har igen været på potten og leveret en lille pøl tis. Ida var ikke helt så utryg ved situationen denne gang, men fokuserede mere på at hun nu skulle putte papiret i toilettet og op og trykke på ‘skyl’-knappen.

Mor har købt nogle små klistermærker som hun påtænker skal være ’tisse-mærker’ sådan at Ida får et lille klistermærke hver gang hun har tisset i potten så hun motiveres til at blive ved med at synes det er sjovt. Mor mangler blot lige at finde ud af hvad klistermærkerne skal sættes op på.

Barnedåb

Mor og Far har kigget datoer til Mayas barnedåb og er blevet enige om at holde det den 3. august 2014, hvis vi kan finde en præst, der har tid og lyst den dag. Det er samme dag som Ida fylder 2 år, så vi tænker at slå de to begivenheder sammen til en fest, da mange af gæsterne vil være gengangere. Mor og Far tænker at Ida vil synes det er en vældig fest med alle de mennesker, og Maya er helt sikkert lige glad med om Ida får noget af opmærksomheden på denne dag 🙂

Onkel René har, ligesom med Ida, takket ja til at være gudfar, men det er også så langt vi er nået i planlægningen. Tingene går ikke så stærkt herhjemme for tiden 🙂

Hyggetid og Hverdag

I dag var første rigtige hverdag, hvor far afleverede Ida i vuggeren i morges og Mor og Maya hentede Ida i eftermiddags. Mandag og tirsdag har vi nydt godt af Janes hjælp både til hentning, zoo-besøg og madlavning, og i går hentede Far Ida så vi havde et par ekstra hænder.

Ida nyder en is i Zoo sammen med Jane
Ida nyder en is i Zoo sammen med Jane
Vi sender en kærlig tanke til Jane, som har sørget for maden hele ugen indtil videre. Tak :)
Vi sender en kærlig tanke til Jane, som har sørget for maden hele ugen indtil videre. Tak 🙂

I dag var det så Mors tur og det gik heldigvis rigtig fint. Maya sov hele vejen til og fra vuggestuen og Ida var i højt humør da Mor hentede hende. Da vi kom hjem legede vi i haven mens Maya sov og efter at have fodret Maya af lidt senere gik vi alle tre ned i gården igen. Maya tog – en anelse ufrivilligt – endnu en skraber og Mor og Ida hyggede i telt og på trampolinen.

Ida og Mor hyggede i gården i mens Maya tog en lur
Ida og Mor hyggede i gården i mens Maya tog en lur

I weekenden lykkedes det sågar også at få begge tutter til at nappe side om side samtidig til Mor og Fars fornøjelse.

To sovende børn på een gang! Succes!
To sovende børn på een gang! Succes!
Det skal nydes!
Det skal nydes!

Potte-tutten

Så har Ida begået sin første tissetår i potte!

Ida har ellers ikke villet sidde på potten tidligere – Mor tror det hænger sammen med, at Mor satte Ida på den et par gange i forbindelse med, at Ida var forstoppet og at Ida måske derfor har forbundet den med smerte. Mor satte den frem da vi flyttede tilbage til  lejligheden og har spurgt Ida et par gange om hun ville sidde på potten, men det har hun pænt takket nej til.

På det seneste er Ida begyndt at komme og pege på bleen og sige ‘tiiiis’ – og Mor har kunnet mærke, at bleen har føltes varm et par gange efterfølgende, så Mor tænkte det var tegn på, at Ida så småt var ved at blive opmærksom på hendes vandladning og derfor så småt var pottetræningsklar – i hvert fald på legestadiet.

I dag kom Ida igen og sagde ‘tiiiis’ og pegede på bleen og Mor spurgte om Ida skulle sidde på potten og tisse, og det nikkede hun ja til. Først satte hun sig med bukser og ble på, men efter et minuts tid fik Mor lov at tage begge dele af så Ida sad med rumpen bar på potten. Ida var først en smule utryg, men det gik hurtigt over når bare Mor sad ved siden af og sang lidt for hende.

Mor prøvede at forklare Ida, at man skulle trykke med maven og tissekonen for at tisse i potten, og Ida trak maven ud og ind på livet løs 🙂

Ida var oppe og stå flere gange for at kigge om hun havde tisset i potten, men selv efter 10-15 minutter var der stadig ikke kommet noget, så Mor begyndte at gøre klar til Idas bad og da Mor kom tilbage til badeværelset efter at have hentet Idas håndklæde i stuen stod Ida med fingrene nede i potten – i en fin pøl af tis 🙂

Ida var MEGET forundret og så mildest talt lidt bekymret ud med rynket pande, men Mor og Far prøvede at forklare, at det var rigtig flot, at hun havde tisset i potten og som belønning fik hun selv lov til at trykke på skyl-knappen på toilettet – så var humøret højt igen 🙂

 

Puuuuuuh!

Som en del af Idas ‘storesøster-gave’ fik hun bleer til Dukke Sally så Ida også kunne skifte ble når Mor skiftede Maya. Mor lugtede til Dukke Sallys ble, rynkede på næsen og sagde ‘puuuuuha’ og efterfølgende er Ida begyndt at lugte til Dukke Sally og sige ‘puuuuuuuh!’. Ida har også en enkelt gang peget på sin egen fyldte bæ-ble, taget sig til næsen og sagt ‘puuuuh!’ – og Mor og Far vil da også give Ida ret i, at det af og til er nogle værre stinkere hun leverer når man lige har vænnet sig til Mayas små remoulade-bleer 🙂