Minitutten

Ida er ikke stor fan af sommeren. Den er ellers langt om længe nået til Amsterdam med 30 grader, fuld sol og ikke en vind. Ida er ikke fan.

Selvom man får lov at løbe rundt uden en trævl på kroppen og tisser overalt, er det bare stadig alt for varmt. Det endda selvom mor har etableret badebassin til tutten på altanen så Ida kan få en dukkert.

Ida nyder en dukkert i skyggen
Ida nyder en dukkert i skyggen

Idas reaktion er meget pjevset, hun piver og vil bæres. Hele tiden. Mors skuldre sidder helt oppe ved ørerne, for Ida har vist glemt at hendes tilnavn er Lilletutten og ikke Minitutten. For når man vejer knap 10 kg er man alt for tung at slæbe rundt på. Også selvom man føler sig Minituttet i varmen.
Humøret bliver dog lidt bedre når man får en bananis man kan nyde.

Slapper og bananis - mums!
Slapper og bananis – mums!

I dag er det heldigvis kun 22 grader og overskyet, så vi er på tur og nyder at blive kølet lidt af.

Ida spiser snacks og kigger på hunde
Ida spiser snacks og kigger på hunde

Skiftedag på Hotel de Lierhof

Mormor på besøg

I lørdags ankom Mormor. Mor var taget i lufthavnen for at hente mormor, som landede så sent at Ida var kommet i seng da vi kom hjem.

Søndag var vi i Amstelpark hvor vi kørte med børnetog, klappe dyr i deres petting zoo, var på PureMarket (økologisk loppemarked med tøj og mad) og fik lækker frokost på cafe. Ida synes selvsagt det var en fest, og vejret var med os så vi havde en skøn dag i det grønne.

Mandag var far selvsagt på job mens mor, mormor og Ida tog på tur. Mor havde planlagt et visit på Molen van Sloten (Slotens [by] mølle). Møllen sørger for at pumpe vand fra byens kanal ud i en større kanal så et kæmpe område (inklusive her hvor vi bor) holder sig tørt.

Foruden selve møllen, som vi fik guidet tour i, var vi også på et håndværksmuseum (den grønne bygning ved siden af møllen).

Molen van Sloten, som vi var oppe i
Molen van Sloten, som vi var oppe i

Mor anede ikke hvad man kunne lave ved møllen men havde fundet åbningstider og tænkte det var en god måde at bruge mandag formiddag hvor nærmest alting holder lukket i Amsterdam (butikker etc.). Det viste sig dog at være noget mere omfattende end forventet og før end vi anede var der gået en time med fortælling af vores tourguide som fortalte på livet løs. Ida synes det blev lidt kedeligt til sidst, og særligt fordi vi havde måtte efterlade klapvogn med Idas mad i stueetagen. I ren forglemmelse havde vi også glemt sutten dernede så mormor og Ida måtte gå ned og finde den lidt før guiden var færdig med sin fortælling.

Efter Molen van Sloten, fortsatte vi med bussen mod byen Hoofddorp. Mor og mormor havde aftalt at købe Idas fødselsdagsgaver under Mormors besøg så vi har det mindre at slæbe med hjem fra DK efter Idas fødselsdag. Mor og Far har i lang tid planlagt at give Ida en bondegård i træ til alle hendes dyr, så den skulle vi også have købt.
Mor vidste at der lå en rigtig god legetøjsbutik i Hoofddorp med lækkert trælegetøj til overkommelige priser, så det var den oprindelige grund til at vi satte kursen dertil.
Og vi blev så sandelig ikke skuffede. Efter at have turet den i resten af byen sluttede vi af i legetøjsbutikken hvor vi måtte slæbe afsted med bondegård, dukkevogn og et hammerbræt til Ida (foruden de småting som vi allerede havde købt og læsset i vognen).

Idas fødselsdagsgave fra Mormor - en dukkevogn!
Idas fødselsdagsgave fra Mormor – en dukkevogn!

Ida har allerede fået dukkevognen fra Mormor så vi får gaverne spredt ud over lidt mere tid i stedet for at give hende det hele på en gang. Dukkevognen er SÅ fin og udover at Ida kan skubbe rundt med Dukkelise, Ninus og alverdens mad i den kan Ida selv sidde deri og få en køretur. Det synes hun er en fest!

Idas gave fra Olde Tove (en Babyborn dukke) er også bestilt og skulle gerne snart blive leveret hernede så nye-dukken også kan få en køretur.

Tirsdag fortsatte vi shopping og sightseeing i Amsterdam by. Vi startede i en børneskobutik lige i nærheden hvor vi fik købt et par gode futsko som Ida kan bruge indendørs og udendørs. Mor fandt også en lille sløjfe til Idas hår så hun ligner en rigtig pige. Mølleguiden blev ved med at omtale Ida som ‘Him’ da vi var på mølletur mandag så mor tænkte at vi hellere måtte gøre det lidt tydligere at det er en tuttepige vi har.

Herunder ses Ida med de nye sko OG med ny sløjfe i håret.

Ida tester sine nye sko
Ida tester sine nye sko

I løbet af mandag fik vi vandret 12 km rundt og fik fundet en kjole til mor som hun kan bruge til sommerens andet bryllup, som kalder om et par uger. Derudover stod den på dejlig frokost, imens Ida tog sig en laaaaang middagslur. Da vi var færdige med shopping gik vi hjem igennem Vondelpark, hvor vi gjorde stop ved legepladsen så Ida og mormor kunne soppe lidt i soppebassinet. Det synes Ida var skønt! Ida fandt sig også en veninde som hun spillede bold med og holdt lidt i hånd med.

Find Ida og mormor
Find Ida og mormor

Onsdag stod den på hygge hjemme og i Vondelpark hvor Ida igen var ude og soppe lidt. Det varede dog kun et par timer før vi drog mod lufthavnen for at sætte Mormor på hendes fly hjem til DK igen.

Hyggestund "Mormor jeg kan lige hjælpe dig!"
Hyggestund “Mormor jeg kan lige hjælpe dig!”

 Afslappertid!

Efter al den gæsteri og traveri (vi har travet 40 km på 4 dage ifølge mors skridttæller!) er det tid til en pause før vores nye gæster Julie (mors folkeskoleveninde) og Marie (Julies studieveninde) rykker ind i aften.

Lilletutten og Mor har derfor holdt hjemme-afslapper dag i dag med hygge i badekarret på altanen, pixibogslæsning og bolle- og ærtepandekage-bagning. Ærtepandekagerne består af 1 kop frosne ærter, 3 tsk mel og 2 æg, som blendes og bages på panden som almindelige pandekager. Og de var et hit hos Lilletutten som fik dem både som formiddags- og eftermiddagssnack.

Ærtepandekager - mums!
Ærtepandekager – mums!

Ida har også fået lov at sove to lure i dag efter ellers kun at have sovet en middagslur den sidste uge. Ida har været oppe kl 6 siden i søndags så hun var ved at være godt træt. Dertil har hun haft nogle trælse nætter grundet tand #6, som kom helt igennem natten til onsdag. I nat har hun heldigvis sovet godt, kun afbrudt af en enkelt opvågning kl 4 – men vågnede stadig kl 6 :s

Nu krydser vi fingre for, at med en ekstra lur i dag og måske en lidt senere sengetid får vi lov at sove til længere end kl 6 i morgen1

Ninus, luskebuksen og lidt fra gemmeren!

En lur i stedet for to?

De sidste par måneder har Ida sovet fra 9.30-10.30 (+/- 15 min) og fra 14-15 (+/- 15 min). Ida er kommet i seng omkring kl 20-20.30 og på det sidste har der ikke været problemer med at få hende til at falde i søvn.

Man skal aldrig undervurdere værdien af en sovende baby!
Man skal aldrig undervurdere værdien af en sovende baby!

Den sidste uges tid har Ida sovet længere om morgenen end tidligere. Fra at vågne kl 7 normalt er hun begyndt at vågne kl 8-8.30. Det synes mor egentlig er skønt, det skubber bare Idas rytme resten af dagen. Derfor har mor spekuleret lidt på om det mon er tid til at gå fra to daglige lure til en enkelt.

I morges vågnede Ida igen 8.30 og mor tænkte at det var tid til at eksperimentere lidt, så da Ida ikke gav udtryk for at være træt før ved 10.45 tiden ventede mor med at lægge Ida ud til lur indtil da. Den var Ida dog ikke med på og efter at have pludret i knap en time (uden brok!) kom Ida ind igen. Så kunne hun få lidt frokost og så komme ud igen. Nu måtte hun da være træt. Heller ikke denne gang overgav Ida sig, og efter yderligere 45 min. måtte mor overgive sig og køre en tur med klapvognen for at få Ida til at sove. Det lykkedes langt om længe kl 13. Ida sov tungt 1,5 time og var så klar til leg igen.  Mor var lidt spændt på om Ida ville kunne holde helt til kl 19-20 stykker med at komme i seng, og da mor og far puttede Ida ved 19.30 tiden var hun stadig temmelig frisk. Først kl 20 lagde hun sig til at sove efter et par protester.

Nu venter mor og far spændt på at se, hvordan mønsteret ser ud i morgen, og om vi prøver samme metode igen.

Almost there...
Almost there…

Må jeg det?

Ida er begyndt at være meget opmærksom på at der er ting hun ikke må. Så opmærksom, at hun ind imellem kigger op på os med ‘må jeg det’-blikket for at se om det er okay. Det skal dog siges, at Ida gør hvad der passer hende uanset om vi svarer ja eller nej 🙂

Ida er en lille luskebuks, som gerne laver små manøvrere som at komme og give en krammer for så liiiige at hive ens solbriller af, eller gerne liiiige vil op i sofaen og kramme for så at hapse en fjernbetjening eller mobiltelefon.

"Skal jeg lige hjælpe dig med denne der mor?"
“Skal jeg lige hjælpe dig med denne der mor?”

Opvaskemaskinen er stadig Idas yndlingssted, og på trods af, at Ida ikke en eneste gang har fået lov at pille ved den, bliver hun ved med at styrte hen til den, i det øjeblik den åbnes – bare for at pille.

Ninus

Det er ikke kun mor og far Ida er begyndt at være kærlige overfor. Det samme gælder for Ninus. Ninus er Idas nusseklud, som hun har haft siden hun blev født. Faktisk har hun to, men det er vist ikke helt gået op for hende endnu, da de er helt ens og bare beregnet som back-up i tilfælde af at den ene skulle blive væk. Og det sker. Ida synes nemlig det er sjovt at smide ting ud fra klapvognen når man alligevel bare sidder der og kigger. Ida har smidt Ninus overbord et par gange så mor måtte på jagt, og farmor har også været sendt i felten et par gange efter Idas solhat, som også lige kan ryge ud på opdagelse.

Ninus var med helt fra start. Her kun 8 timer gammel
Ninus var med helt fra start. Her kun 8 timer gammel
Ninus var med fra starten. Her 3 dage gammel
Ninus var med fra starten. Her 3 dage gammel

Far og mor har puttet Ida med Ninus lige siden Ida blev født, men det er først indenfor den sidste måned at Ida er blevet rigtig glad for ham. Eller hende. Det ved vi ikke helt.

Ninus var med ude og sove i sneen i vinters
Ninus var med ude og sove i sneen i vinters

 

Nu skal Ninus med fra morgen til aften, ud på altanen, med i supermarkedet, og adskillelsen sker da også kun når Ninus kastes ud på eventyr fra klapvognen. Når Ida ligger i barnevognen og venter på at falde i søvn foregår det som regel med Ninus i den ene hånd og med flagende bevægelser frem og tilbage. Langsomt som søvnen sætter ind bliver bevægelserne mere rolige, og når Ida er lige ved at sove lægger hun Ninus over ansigtet, så man skulle tro hun ikke kunne få luft, men det kan hun åbenbart. Det foregår på samme måde om aftenen hvor Ninus også bliver brugt som øjenmaske.

Ninus har været med på køreture...
Ninus har været med på køreture…
Ninus tager også lige en skraber
Ninus tager også lige en skraber

Ida har også fundet ud af at man kan lade Ida falde på gulvet når man bliver puttet af mor og far om aftenen efter ens flaske. Så samler mor og far den op og så får man den igen. Sådan kan Ida lave sjov mange gange, selvom mor og far sjældent nyder legen ligeså meget som Ida.

Idas hår

Idas hår er endelig begyndt at vokse så hun snart kan få en mere piget frisure. Ida har aldrig haft meget hår, men siden foråret er det gået fremad. Nu har Ida nærmest konsekvent morgenhår, selvom mor forsøger at fange hende med en børste og vandspray ind imellem. Ida har nogle lange totter rundt omkring som gerne vil stritte, og så har hun andre steder hvor håret gror knap så stærkt. Mor har to gange rettet enkelte hår til på Ida som har været lange nok til at gå i øjnene.

Ida med den nuværende hårpragt (fint og nyvasket!)
Ida med den nuværende hårpragt (fint og nyvasket!)
Idas hårpragt i november. Frisuren tillod stadig kun noget, der mindede om en hanekam
Idas hårpragt i november. Frisuren tillod stadig kun noget, der mindede om en hanekam
Ida med hanekam - det er nu engang den frisure det kan blive til!
Ida med hanekam – det er nu engang den frisure det kan blive til!
Seje tutten med hanekam
Seje tutten med hanekam

Ida synes dog at mene at frisure-opsatsen bedst gøres med en form for mad-voks. F.eks. kartoffelmos eller øllebrødshold til håret. Det holder i MANGE timer og fikserer lokkerne på fin manér!

Ida med mad i håret og tosset blik i øjnene!
Ida med mad i håret og tosset blik i øjnene!

Rydde op tutten

Ida er begyndt at interessere sig for oprydning. Hun putter ting tilbage i kasserne når hun er færdig med at tømme dem, og sådan kan hun sidde og hygge sig i lang tid. Ud af kasserne. Tilbage i kasserne. Legen ender dog som regel med ‘ud af kasserne’ så far og mor har noget at tage sig til når Ida er kommet i seng.

Hilsen fra Michel

Mors kammerat Michel, som var vores Rotterdam guide i weekenden, har sendt os en tak-for-sidst-hilsen og dette fine foto. Det er sjældent vi alle tre bliver foreviget på samme tid, og bortset fra Lilletuttens skepsis er det her da helt godt i den gamle sporvogn.

Familien Tut i Rotterdam
Familien Tut i Rotterdam

Rotterdam og Haarlem

Rotterdam

I lørdags drog vi en smuttur til Rotterdam. Rotterdam ligger kun små 70 km væk og dermed en god time i tog. Mor havde aftalt med hendes hollandske kammerat Michel som hun kender igennem arbejdet, at han skulle være vores guide. Michel havde lagt en sightseeing plan for hele dagen og stod klar til afgang da vi stod af toget på Rotterdam station.

Vi startede med en byrundtur i en oldgammel sporvogn. Så gik turen videre mod frokost på en lille ø, derfra gik vi ombord på SS Rotterdam, et gammelt skib fra Titanics tid (som dog ikke sank!!) og som nu er toprenoveret og super flot indrettet med mange caféer og restauranter. På soldækket kan man komme dyppe tæerne i en pool (det gjorde Ida og mor) og derefter kan man nyde et glas vin i solen.

Dernæst sejlede vi med bådtaxa til Euromast, som er 185 meter højt og Hollands højeste tårn. Det var vi oppe i og nød udsigten over byen. Derfra var det afslapperpause med Ida på græs på en lille café, men først kunne Ida lige nå at jagte nogle vilde kaniner, som sad på græsset. Ida tabte. Kaninerne var drønhurtige.

Rotterdam er bare hylt!
Rotterdam er bare hylt!

Efter Euromast tog vi på en lækker, lækker restaurant og fik dejlig mad og derfra gik den med sporvogn mod hotellet, hvor vi tog afsked med Michel.

Michel, Mor og Far i Euromast
Michel, Mor og Far i Euromast
Ida i Euromast
Ida i Euromast
SS Rotterdam som vi betrådte og fik lidt rosé på
SS Rotterdam som vi betrådte og fik lidt rosé på
Far, Ida (under solnettet) og Michel
Far, Ida (under solnettet) og Michel
Den gamle sporvogn vi kørte med
Den gamle sporvogn vi kørte med

Vi boede på et superfint 5-stjernet hotel som mor havde fundet til spotpris. Her overnattede vi for derefter at tage i Rotterdam Zoo søndag. Michel havde anbefalet os at besøge Zoo fordi den skulle være rigtig flot – og det var den i den grad. Her kunne Københavns Zoo kun lige knapt være med.

Ida ELSKEDE Zoo og pejede og ‘Hejede’ til alle dyrene og menneskerne. Det var virkelig en skøn dag for hende – og for hendes forældre.

Ida savnede Farmor til at tage med på togtur!
Ida savnede Farmor til at tage med på togtur!
Ida og Far kigger på fisk
Ida og Far kigger på fisk
Ida elskede giraffen som kom ret tæt på
Ida elskede giraffen som kom ret tæt på
Vi sku' hilse Farmor fra turtlerne!
Vi sku’ hilse Farmor fra turtlerne!

Vi var velsignede med 25 grader og høj sol både lørdag og søndag og både mor og far kom da også hjem med røde næser.

Rotterdam var virkelig anderledes end Amsterdam. Det meste af Rotterdam blev jævnet med jorden under anden verdenskrig så alt er nyt. Byen har slet ikke den samme sjæl som Amsterdam, til gengæld er byen rigtig godt lavet logistisk og har mange små fine oaser.

Haarlem

I dag har mor og Ida været på endnu et minieventyr. Denne gang i Haarlem, som er Hollands 13. største by med 150.000 indbyggere. Haarlem ligger kun 20 km fra Amsterdam og med en metro og et tog står man midt i byen. Mor og Ida skulle afsted i dag da vi havde rengøring og mor havde tænkt at hun gerne ville se Haarlem, og den var Ida med på.

Ida og Adriaan Møllen
Ida og Adriaan Møllen
To tutter på togt!
To tutter på togt!

Byen var rigtig hyggeligt med små brolagte stier, forbudt for biler. Haarlem har også et par kanaler, men slet ikke i samme stil som i Amsterdam. Haarlem er den 4. mest besøgt by i Holland og mange kommer der åbenbart for at shoppe – og det kan mor godt forstå, for hold da op alle de butikker! Ida var dog ikke i shoppehumør så Far slap for et opkald fra bankdamen i dag 😉 Resten af shoppingen må vente til Mormor kommer forbi på lørdag – onsdag så Ida kan blive mandsopdækket mens mor er i prøverum 🙂

Ude godt, hjemme godt!

Eftermiddagen er gået hjemme med hygge og for Ida også med et styrt lige ned i radiatoren så læben sprak. Æv det gjorde ondt! Mors lille supermand var dog hurtigt på fode igen efter en krammer og lidt sodavandsis til at køle læben ned og standse blødningen.

Lilletutten efter et grimmer styrt med sodavandsis til afkøling og blod fra læben på trøjen. Dumme radiator
Lilletutten efter et grimmer styrt med sodavandsis til afkøling og blod fra læben på trøjen. Dumme radiator

Så må man hellere gå lidt forsigtigt når man lufter Bodil på det glatte gulv.

Lilletutten lufter Bodil
Lilletutten lufter Bodil

I mandags fejrede mor og Ida sommeren med lakse og pesto madder og det var et stort hit hos Ida. ida åd et helt stykke brunt brød (hollændernes rugbrød / groft toast) med skorper und alles – ned skulle al den lækre norske laks vi havde fundet! Og bagefter måtte fiskelugte-babyen i bad 🙂

Lilletutten får lakse-pesto hapsere
Lilletutten får lakse-pesto hapsere

 

Sutteflasker og putte-i-kasser

Nedtrapning af sutteflasker

Efter at Ida i den sidste uges tid ikke har været særligt interesseret i sine sutteflasker besluttede mor i tirsdags at forsøge at droppe de to flasker Ida plejer at få i løbet af dagen, før hun kommer ud og sove formiddags- og eftermiddagslur. Mor ville teste om Ida stadig ville lægge sig lige så fint til at sove som med flaskerne og det gjorde Ida. Selv nu på fjerdedagen lægger Ida sig straks til at sove i det øjeblik hun bliver lagt ud på altanen, helt uden flasker og brok.

Vores sundhedsplejerske anbefalede os at fortsætte med sutteflaskerne frem til Ida er omkring 1 års tid, men mor synes lige så godt vi kunne prøve at trappe ned allerede nu i stedet for om en måneds tid, når nu Ida alligevel ikke rigtig ville have dem. Som erstatning får Ida et brev med jernpulver strøet på sin mad så hun får ekstra jern den vej igennem og ligeledes er vi begyndt at give Ida sødmælk i et glas til et par af hendes måltider hver dag.

Ida får stadig sin sutteflaske om aftenen før hun skal sove, den har vi ikke tænkt os at skære væk før om en måneds tid.

Putte-i-tutten

Ida er blevet glad for at lege med Duplo Lego og for at putte ting indeni hinanden. Hun kan bruge megen tid og endnu flere kræfter på at klemme to Duplo klodser sammen, og selvom det sjældent lykkes at få dem sat rigtigt sammen synes Ida det er en fest!

Ligeledes er Idas putte-i-kasse blevet flittigt brugt på trods af det stadig er alt for svært at få de forskellige forme i de rigtige huller. Til gengæld kan man putte alverdens ting ned i kasser, spande og æsker. Også når man spiser. Små rugbrødshapsere og blåbær tages op af tallerknen, lægges på bordet, puttes tilbage i tallerknen, puttes ned i griberen på hagesmækken, samles op igen for så endelig at blive puttet i munden.

Øvelse gør mester

Vi øver stadig med Ida i at gå og man kan se hun bliver mere og mere modig for hver dag der gå. I går blev hun modig nok til selv at tage et skridt fra puffen over til radiatoren i stedet for at sætte sig ned og kravle derover, som hun ellers plejer. Der er dog stadig lang vej til at kunne gå rundt helt selv, men detmhar vi jo hele ferien til at træne.

Afslapning i nattøj

I dag holder mor og Ida slappe-af-i-nattøj-når-det-alligevel-regner-dag. Mor og Ida havde en Skype-aftale med Kornelia og Sabrina kl 8.30 og da mors alarm ringede 8.15 lå vi allesammen og puttede endnu – selv far, som har haft nogle lange aftener i den sidste uge. Ida har sovet rigtig, rigtig godt den sidste uges tid og har faktisk sovet helt fra omkring kl 22-6 uden at vågne flere dage. Som regel har man så kunnet lægge Ida ned igen og få hende til at sove en time længere så vi strækker den til 7-7.30. Det er SÅ dejligt og SÅ tiltrængt med noget sammenhængende søvn for mor og far efter snart et halvt år hvor vi har måtte stå op hver anden time mange nætter. Tak for det Tuttenberg!

Mor og Ida holder hyggedag i nattøj
Mor og Ida holder hyggedag i nattøj

Ida og mor holdt Skype-date under morgenmaden og fik en god sludder om ferie og efter-bryllups-reaktioner med Sabbe og K, og efterfølgende har vi bare hygget og tusset rundt i nattøj og leget. Vi må jo huske at komme ned i gear så vi er ferie klar i morgen!

Venedig!

I morgen står den så på Idas 15. flyvetur når vi drager mod Venedig. Derfor kommer hjemmesiden nok også til at stå stille de næste dage indtil vi er tilbage igen.

Sommerklar pige!
Sommerklar pige!

Ha’ det godt allesammen!

Resten…

I går blev mor så begejstret for Idas første skridt at hun slet ikke havde tid til at lave resten af den planlagte opdatering – så den får I her 🙂

Haven

Haven er kommet til at se rigtig have-agtig ud med grønt tæppe på gulvet (beregnet til udendørs brug).

da elsker at være ude på altanen, men betongulvet har været meget koldt og vi har længe talt om at lægge noget kunstgræs eller lignende på. Det faldt vi så over da vi var i byggemarkedet i lørdags og iiiiih, hvor synes Ida det er skønt at trisse rundt på.

Ida nyder at være udenfor
Ida nyder at være udenfor

I går kom det første rigtige sommerglimt, så mens Ida sov lur sad mor ude på altanen med en kop kaffe og en bog og nød solen. Sommerglimtet varede dog kun til frokost, men det gjorde ingenting, for når klokken når 12 er der alligevel ikke meget sol tilbage på altanen. I skrivende stund gentager mor successen fra i går og siddet på altanen med kaffen i 21 grader – skønt! I dag og i morgen skulle det dog blive sommer hele dagen med henholdsvis 27 og 29 grader. Mor planlægger at tage Idas badekar ud på altanen så Ida kan soppe lidt, hvis det bliver så varmt som lovet.

Den første af mors pinseliljer er også tittet frem i haven – lidt sent da pinsen forlængst er overstået, men smuk – det er den – og mor er helt tosset med pinseliljer!

Den første pinselilje
Den første pinselilje

Projekt: Installation

Mor har længe grublet over, hvad vi skulle bruge de to store kroge over sofaen fra et tidligere billede til og langt om længe besluttede hun sig for at bygge en ramme, spænde stof udover som lærred og sætte nogle hylder på.

Mor fik lidt hjælp af far så stoffet kom til at sidde helt stramt, men ellers har mor selv stået for resten, når Ida har været ude og sove. Resultatet ses herunder og Mor synes selv det er blevet ret fint.

Ida er også glad for hylden og vil gerne løftes op og kigge på billederne tit så vi kan fortælle hende hvem der er på billederne “Ida, Ida, Ida, Ida, Ida og mor og far!”.

Den nye installation i stuen
Den nye installation i stuen

Da mor og Ida var i Ikea efter hylder i fredags købte vi også et lille sæt med et bord og to stole til Ida. I venteværelset hos kiropraktoren har de et lignende og Ida synes det er hyggeligt at sidde og samle klodser ved bordet, så mor synes også Ida skulle have sådan et sæt. Så kan hun senere hen bruge det til at tegne ved og hjælpe mor med kagebagning etc.

Idas nye bord og stolesæt
Idas nye bord og stolesæt

Ny artikel på Babybusiness

Mor har også skrevet en ny højaktuel artikel til Babybusiness med gode råd til hvordan man kommer mest smertefrit igennem flyveturen med en baby. På lørdag drager vi afsted på Idas 15. flyvetur og mor er efterhånden blevet spurgt af flere venner og bekendte hvordan man undgår propper i ørene, så mor tænkte at det måtte være aktuelt med en artikel om emnet. Artiklen finder du her!

Gudfar Renés 30 års Fødselsdag

Den 15. juni blev Idas gudfar 30 år. Det fejrede Ida med flaget og vi sendte ham selvfølgelig et billede af hans skønne guddatter, som ses herunder.

Tillykke Onkel René!
Tillykke Onkel René!

Krammetutten

Krammetutten

Ida er blevet en virkelig kærlig lille pige, som gerne vil kramme og krammes ofte. Uanset om Mor står og laver mad, lægger vasketøj sammen, sidder og spiser eller ligger på gulvet og leger med Ida kommer Ida ofte hen og krammer Mor – eller bare Mors ben, hvis det er hvad hun lige kan nå.
Mor synes naturligvis det er super skønt at Ida endelig er blevet glad for krammere, for tidligere har hun bare skubbet sig væk fra os og kravlet ud for at lege.

Far synes ikke at han får helt så mange krammere og synes i det hele taget at Ida er temmelig mor-glad for tiden.

Op og stå!

I går rejste Ida sig, for første gang, midt på gulvet uden hjælpemidler. Hun blev, som altid, helt stolt og glad før virkeligheden gik op for hende og hun skyndte sig at sætte sig ned igen – det kunne jo være farligt! Hun forsøgte efterfølgende et par gange igen, men uden held – rumpen er altså lidt tung når man skal op og stå uden hjælp.

Man skal helst op og stå hele tiden!
Man skal helst op og stå hele tiden!

Leger selv

Ida har de sidste dage været rigtig dygtig til selv at tusse rundt og lege. Hun rejser sig ved alt, og bruger mange kræfter på at få slæbt legesagerne op på borde, i vindueskarmen eller på sofaen så hun kan stå op og lege.

Ida er blevet glad for hendes julegave fra mor og far
Ida er blevet glad for hendes julegave fra mor og far

Ida har i nat kun været vågen en enkelt gang og har ellers sovet igennem. Mor kan ikke huske det før er sket mens vi har været i Holland så hun var helt forvirret i morges da Ida kaldte kl 7. 11 timer i streg har hun taget og kun lige fået sutten en enkelt gang sent i aftes. Dejligt musen!

Afslapningsuge!

Idas første lige-ved-og-næsten skridt

Ida øver sig konstant i at stå op uden hjælp og hun bliver mere og mere modig. Hun er stadig lige stolt og glad når hun slipper taget og selv står. Normaltvist er Ida meget opmærksom på ikke at falde så hun sætter sig hellere ned og kravler et par meter end at risikere at falde. I går var hun dog modig og tog et skridt hen imod mor fra TV-bordet som hun ellers holdt fast i. Ida kom også fint hen imod Mor men ville være styrtet hvis ikke Mor havde været hurtig til at gribe Ida. Så ikke et rigtigt skridt endnu – men et lige-ved-og-næsten et af slagsen.

Ida er nu også begyndt at gå mere med gåvognen. Vi skal dog ikke kigge for meget på hende imens for så bliver hun helt genert og sætter sig ned igen.

Der kan ikke gå lang tid før den lille tut begynder at gå rigtigt!

Hjulskifte

I går måtte Mor i gang med at skifte dæk og slange på klapvognen da den var punkteret på vej ned i supermarkedet. Mor havde forudsagt at det snart ville ske og vi havde da også kun nået at køre få hundrede meter med klapvognen, efter Paris-turen hvor vi travede mere end 30 km, før dækket punkterede. Pyyyyyh, hvor var det heldigt at det ikke skete i Paris for så havde vi været på spanden.

Mor havde heldigvis allerede købt både nyt hjul og slange til vognen og på en time lykkedes det da også mor at få det gamle dæk af og det nye sat på. Mor havde tænkt at det var den slags Far snildt kunne klare, men han er åbenbart bange for at få sorte fingre, og så måtte ingeniøren jo selv i gang, men fikset – det blev det!

Afslapningsuge

Efter et par uger med fester, gæster, besøg og tur til Paris har vi nu endelig en uge – og weekend!! – helt uden planer. Der er dog en plan: Afslapning!

I næste weekend (22.) flyver vi til Venedig, hvor vi har tre dages sightseeing før vi joiner Farmor og Farfar på en campingplads i nærheden af Venedig. Vi skal være der en uge og har lejet en campingvogn med aircondition på campingpladsen. Mor har kun tidligere camperet 2 gange i hhv. Danmark og Norge for mange år siden, mens far nærmest er vokset op på den campingplads vi skal ned på. Mor er så småt ved at stocke up på sommertøj til Ida og i dag har mor og Ida været på tur og købe et par små sandaler til Ida så hun ikke skal gå helt barfodet rundt når hun øver gåning på campingpladsen og stranden.

Idas nye Crocs sandaler
Idas nye Crocs sandaler

Ida er vokset ud af sine andre hjemmesko så mor har også købt et par nye bløde – men seje – futter til Ida som hun kan tusse rundt i herhjemme.

Ida i de nye seje sutsko
Ida i de nye seje sutsko og med hårdt arbejdende ansigtsudtryk

Design by Farmor

Farmor har haft travlt det sidste stykke tid – mor ytrede nemlig ønske om en strikket kørepose til Ida, som kan sidde fast i klapvognen og have stropperne igennem. Ida sparker nemlig alle tæpper og dyner af så de lander på jorden og hun får kolde fusser.

Den slags skal man ikke sige 2 gange før Farmor har været i byen og købe garn 🙂

Farmor og strikket og strikket og fik posen færdig da hun og Farfar besøgte os sidst. Vi aftalte dog lige at teste posen og lave eventuelle tilretninger i den forgangne uge hvor Farmor var på besøg igen. Der var nogle småting der skulle finjusteres og nu er den bare super god og fin, nu hvor voksiposen er ved at være for varm at bruge.

Den cardigan Ida har på på billedet herunder er desuden også strikket af Farmor 🙂

Idas nye kørepose
Idas nye kørepose

Tak for de (altid) fine sager Farmor!!

Ida 10 måneder

Så passerede vi dagen for Lilletuttens 10 måneders fødselsdag. Ida vejer nu 9,6 kg og måler 75,5 cm – det lange hyl – og det kan bestemt ses, at hun er vokset i løbet af den sidste måned (600 gram og 2,5 cm). Hun har fået laaaange bimser og kan nu nå alt, hvad der står på kanten af spisebordet. Man skal virkelig passe på hvad man sætter hvor henne nu!

Ida er en glad lille trold, som er vild med andre børn og dyr og gerne vil hilse på og sige hej. Ida er også på det seneste begyndt at være meget kærlig og give krammere til bamser, dukker og os omkring hende – og er hun rigtig i krammehumør kan gulvet også godt få en god krammer. Hun er nysgerrig og modig, og en rigtig grinebidder.

Lilletutten 10 måneder
Lilletutten 10 måneder

Livretter

Det undrer os dog ikke at Ida er blevet en ordentlig starut i løbet af den sidste måned for hun har virkelig spist meget! Hun kan snildt sætte 3 frikadeller og en god portion broccoli (yndlingsmad for tiden!), blomkål og champignon til livs og så er hun heller ikke for fin til at snacke videre på mors og fars mad efterfølgende.

Ida har fået bittebittesmå smagsprøver på is og kage mens vi har været i Danmark, men hun vil hellere have en god kvast dampet broccoli, så det får hun. Mor og Far synes ikke der er grund til at fylde hende med alt muligt sukkerholdigt så længe hun alligevel ikke forstår hvad hun går glip af.

Ida og far mosler
Ida og far mosler

Ida får efterhånden de samme ting som mor og far får at spise, på nær hvidt brød, havregryn o.l. Rugbrød laver vi stadig til øllebrød eller små hapsere – og det er stadig af den kernefri type. Ida spiser alt hvad hun får i munden og elsker grøntsager. Hun spiser mest hvis man giver hende 3-4-5 forskellige slags mad i et måltid som placeres på bordet foran hende så hun selv kan sidde og hapse stykkerne som hun lyster. Det er hun blevet rigtig dygtig til.

Mavsen

I går var vi til kiropraktor igen og hun mente bestemt at det går i den rigtige retning. Det var vi nu ikke selv i tvivl om da det mærkes tydeligt på Idas væremåde og det faktum, at hun nu bummelummer 2-3 gange på en dag (i stedet for en gang pr. uge!) Dejligt! Den sidste måned har vi slet ikke brugt lactulose, men nøjes med at være opmærksomme på hendes kost og give hende 5 biogaia dråber (probiotika) hver dag. Så kører maven som den skal.

"Hmm, mon der er noget lækkert at spise her i Farmors bed?"
“Hmm, mon der er noget lækkert at spise her i Farmors bed?”

Motorikken

Præcis en uge før Ida blev 10 måneder besluttede hun sig for at nu måtte hun hellere udvikle sig lidt, så nu rejser hun sig op ved hjælp af vores hofter når man ligger på siden foran hende og slipper så for at tage armene helt op i vejret og være tonser stolt – “Se lige hvor sej Jeg er!”. Ida står max i 10 sekunder af gangen før hun ryger på rumpen igen, men hun er frygtløs og synes det er en fest!

Ida står selv (bemærk det stolte blik x2)
Ida står selv (bemærk det stolte blik x2)

Ida elsker når man hjælper hende med at gå ture og hun traver gerne gulvet tyndt hele dagen for at øve sine gå-skills. Hun bliver ligeså stille bedre og bedre på balancen og af og til går hun nu kun ved hjælp af en hånd. Mor tror dog stadig ikke Ida kommer til at gå før hun nærmer sig sin 1 års fødselsdag, men lad os nu se.

"Kom så den her vej Mormor"
“Kom så den her vej Mormor”

Bisser

Ida har i noget tid nu haft sine 4 fortænder og haft 1 mere på vej i undermunden. Det er dog først over de sidste 2 dage at den virkelig er begyndt at komme igennem og her til morgen kunne man så se at den var brudt helt igennem. Ida har ikke rigtig mærket noget til den, men har gerne villet have frosne sutter nu og da til at hygge med.

"Se mine flotte bisser"
“Se mine flotte bisser”

Søvn

Den sidste uges tid har Ida sovet meget bedre om natten end de forrige måneder. Hun er kun vågnet 2-3 gange i løbet af en nat og ofte har det været nok at give hende sutten for så at sove videre. Nogle dage har hun endda sovet helt til klokken 7.30!!! Det er luksus. Andre dage har hun været vågen klokken 6 og er så kommet ind til mor og far for at putte en times tid i sengen sammen. Det er også hyggeligt.

Imellem lurene er der tid til en slapper i Farmors vaskebalje
Imellem lurene er der tid til en slapper i Farmors vaskebalje

Mor tror så småt vi står overfor at skippe den ene af Idas to daglige lure. Mens vi har været i Danmark har Idas lure ligget meget sporadisk og enkelte dage har hun klaret sig med bare en lur. Vi har afprøvet at vække hende fra hendes lure efter 1 times tid så hun ikke sover for længe om dagen resulterende i at hun sover dårligt om natten, og det virker til at have en positiv effekt. Mor har et par gange prøvet at skubbe hendes formiddagslur til en middagslur i håb om at hun så tager een lang skraber på et par timer, men hun vågner som oftest efter 1 times tid og så er der længe til kl 20 og sengetid. Hvis Ida kommer for sent ud til sin eftermiddagslur er hun brandfrisk helt frem til 22.30 og vil absolut ikke sove. Det har kostet et par kampe og et par trætte forældre.

Mor tænker og tester videre og håber på at finde en god løsning.

Lyde

Ida er begyndt at sige “Hej” – ofte kombineret med, at hun begynder at vinke. Hun pludrer meget og er begyndt at få flere lyde. Hun siger ofte noget som lyder som tak, ja og nej, men mor tror ikke rigtig det er bevidst. Ved nærmere eftertanke tror mor nu faktisk godt hun ved hvad ‘nej’ betyder for det siger mor og far OFTE til Ida når hun er ude på ballade.

Billedkavalkade

Gynger hos Farmor og Farfar. Det' sjov!
Gynger hos Farmor og Farfar. Det’ sjov!
Hej hej!
Hej hej!
I Randers Regnskov med Mormor
I Randers Regnskov med Mormor
"Ha! Ham der King Kong er da slet ikke farlig!"
“Ha! Ham der King Kong er da slet ikke farlig!”
Eftertænksom Tut
Eftertænksom Tut
Ida på opdagelse
Ida på opdagelse

Gæster og Fester!

Besøg! Besøg! Besøg!

Pyyyyh, hvor har vi haft travlt. Vi har været i Danmark hvor mor var til surprise polterabend hos Sabrina, som skal giftes på lørdag (yay!), til indflytterfest hos Marie og Nees og på besøg hos hele den pukkelryggede. Vi fik et par dages sommervejr så vi kunne smage på mormors græs og næsten på en regnorm og Ida synes det var lidt svært at sove når der var så varmt.

Ida fik lavet et godt styrt hjemme hos Farmor og Farfar da man lige skulle stå selv op af vinduet, hvilket resulterede i nedenstående flotte blå mærke lige i panden.

Ida et par dage efter styrtet
Ida et par dage efter styrtet

Dagen efter vores hjemkomst satte Farmor, Farfar, Bitte og Erik retning mod Amsterdam og 9 timer efter stod de i lejligheden med alle de julegaver, som vi ikke selv har kunnet have med i fly og andre pakkenelliker. Under besøget nåede vi at se tulipanparken Keukenhof med 7 millioner tulipanløg! Det var ganske fortryllende. Herunder ses blot et enkelt billede for mor er slet ikke færdig med at redigere sine billeder fra de sidste par uger endnu så der må komme en fotoreportage senere.

Et sneak-peak fra Keukenhof
Et sneak-peak fra Keukenhof

Vi nåede også på den obligatoriske kanalrundfart og havde god tid til at hygge og lege med Ida. Ida var som sædvanligt i højt humør og sad tålmodigt i klapvognen og kiggede rundt.

Da hele banden igen kørte mod Danmark ankom Pernille, Mathias og Liv for at besøge os.

Far, Pernille, Mathias og en sovende Liv
Far, Pernille, Mathias og en sovende Liv

Det var Livs første flyvetur og hun klarede det brandgodt med en lille lur undervejs. Liv og Ida hyggede med Idas legesager, selvom Ida var lidt en strid banan som hapsede al legetøjet fra Liv ligesom hun legede bedst med det. Liv kravler ikke helt endnu så Ida kunne snildt hapse legetøjet og kravle afsted med tingene så Liv sad tilbage uden noget. Liv affandt sig heldigvis med det og sad fint og kiggede rundt efter nye ting at lege med.

Mor og Pernille hyggede sig med drinks imens far og Mathias kokkererede alt fra Entrecote til Hotdogs. Nu har vi lige et par fridage med afslapning og playdate med vores tyske venner før vi igen fredag drager mod Danmark og bryllup samt en uges ferie i det jyske. Det glæder vi os til!

Ida har så småt tand nummer 5 på vej og er temmelig pjevset i disse dage. Hun vil helst hele tiden kravle rundt på mor eller far, men humøret stiger når man får en afkølet sut til de ømme gummer. Liv har muligvis skoldkopper under opsejling så vi er noget spændte på at se hvad det udvikler sig til og selvfølgelig om Ida i såfald også får skoldkopper inden længe.

Dyrevennen Ida

Af flere omgange har vi været i kontakt med dyr. Bl.a. i Keukenhof (Tulipan-park) og i Amstelpark, hvor der begge steder var en petting zoo med køer, heste, får, geder, hængebugsvin osv. Vi hilste også på en lille hundehvalp i forbindelse med frokost en dag og det endte med at den ellers så glade hundehvalp måtte se sig slået af en endnu gladere Ida som meget gerne ville klappe og lege med den lille hund.

Mor og Ida hilser på en ged
Mor og Ida hilser på en ged

Vinke vinke!

Ida begynder at forstå flere og flere ord. Hun elsker når vi synger klappe-kage-sangen og hopper på rumpen mens hun selv klapper. Hun forstår ‘Tak for mad’ og begynder selv at klappe når vi siger det (en af vores rutiner) og ved at man så kommer ned på gulvet og leger. For nylig er hun også begyndt at vinke når vi siger ‘Vinke vinke’. Da vi var hos kiropraktoren forrige gang vinkede hun til en lille pige, som var på vej ud af døren helt uden vi havde sagt ‘Vinke vinke’.

Farmor og Ida har øvet ‘Værsgo – tak’ og Ida er begyndt at dele sin mad. Eller det vil sige, hun rækker et stykke ud med hånden men tager hånden tilbage før man kan nå at tage maden.

Ida er også begyndt at forstå ‘Skal bamsen/dukken/mor/far ha’ en krammer?’ Når vi spørger og rækker bamsen frem tager Ida den op til hovedet og krammer den. Når det er en rigtig god krammer lægger hun bamsen på gulvet og lægger sig ovenpå den og giver den en ordentlig krammer.

Fremgang hos kiropraktoren

I tirsdags var vi til kiropraktoren og det går klart i den rigtige retning. Vi kan lynhurtigt se om Ida har fået noget maven ikke kan tåle for så går der mere end 1½ dag før der er gevinst og hun skal bruge flere kræfter end ellers. Vi er begyndt konsekvent at hjælpe Ida så hun kommer op i stående position når hun begynder at trykke for at hjælpe maven lidt på vej, og det bærer som regel altid frugt. I de sidste par dage hvor vi har slappet af og været hjemme har Ida været på tønden 2-3 gange hver dag hvor der førhen godt kunne gå en uge imellem. Og nu er det endda uden hverken laktulose eller svesker.

Det er bare super godt, og hvis den gode stime fortsætter trapper vi snart ned til at besøge Dr. Lauren hver anden uge. Ida får stadig ikke hvidt brød og havregrød, men derudover får hun det hun nu kan få af vores mad. Til morgenmad får hun blødkogt æg for tiden og det er et sikkert hit. Som tilbehør får hun f.eks. avocado eller kartoffelmos og en kvart rugbrød. Jo flere forskellige ting der indgår i et måltid, jo mere spiser Ida. Efter besøg af Liv og hendes forældre har Ida fået hang til friske blåbær, så dem har hun også fået en masse af med stor fornøjelse.

I dag har mor bagt nogle spelt-banan-boller til Ida uden sukker. Ida har fået en af dem i dag med smør på så mor er spændt på at se hvad maven siger til det over de næste dage.

Tuttesnacks: Spelt-banan-boller
Tuttesnacks: Spelt-banan-boller

Haven

Haven har båret frugt og vi har nu konsumeret to måltider med hjemmedyrket salat. Det er dejligt altid at have friskt salat ved hånden og det smager af så meget mere end supermarkedets.

Salat i stride strømme og radiser på vej
Salat i stride strømme og radiser på vej

Da mor og Ida kom hjem fra Danmark havde far passet godt på mors have og vandet den godt så den overlevede de mange solskinsdage.

Tulipaner lige ved at springe ud
Tulipaner lige ved at springe ud
Tulipaner i fuldt flor og krydderurter på vej
Tulipaner i fuldt flor og krydderurter på vej
Pinseliljer og tomatplanter på vej
Pinseliljer og tomatplanter på vej
Lækker frokost med salat af egen avl!
Lækker frokost med salat af egen avl!

Og sidst men ikke mindst:

En undsluppen baby som ikke havde tid til at få nyt tøj på
En undsluppen baby som ikke havde tid til at få nyt tøj på