Mit online visitkort…
Header

Første dag i vuggestuen

January 6th, 2014 | Posted by Heidi in Baby - (Comments Off on Første dag i vuggestuen)

image

Så er første dag i vuggestuen Eventyrhaven veloverstået. Ida er kommet på stuen Tommelise sammen med 9 andre. 2 andre piger og 7 drenge.
Ida tog med det samme hun havde fået jakke og sko af den ene pædagog i hånden og gik med hende ind på stuen. Der var samling da vi kom kl 9 hvor børnene fik frugt og vi sang nogle sange. Derefter fik vi en tur rundt i huset og ud på legepladsen.

Ida synes der var mange spændende ting at lege med – men synes det var lidt strengt at man skulle dele med de andre børn.
Så legede vi med de andre børn en times tid og kl 11 hvor børnene skulle have frokost dryssede vi afsted.
I morgen vender mor og Ida tilbage kl 9 og bliver et par timer igen, og onsdag skal mor så ned og drikke kaffe i personalestuen mens Ida leger lidt selv.
Nu har vi en glad og træt tut som lige skal fordøje dagens oplevelse så hun er klar igen i morgen 🙂
image

Nytår og flyttenusseri!

January 5th, 2014 | Posted by Heidi in Baby - (Comments Off on Nytår og flyttenusseri!)

Flyttenusseri

Vi er efterhånden ved at være kommet på plads. Det er kun Lillesøsters sager, som stadig står i flyttekasser og så en enkelt kasse som Far skal have med på arbejde når han starter på tirsdag i Sverige (i morgen er det nemlig Hellig Trekonger-fridag i Sverige). Ellers er vi faktisk ved at være kommet meget godt på plads. Der er stadig lidt småting, som skal flyttes rundt men nu er det ved at ligne et hjem og vi er SÅ glade for at være vendt tilbage. Især køkken og badeværelse er en sand fornøjelse at besøge!

Ida midt i flyttevirvaret!

Ida midt i flyttevirvaret!

Mor har lavet en kraftig oprydning i især vores køkkenting og håndklæde-/sengetøjsbeholdning og Far har været sendt ned i genbrugsbutikken en del gange for at aflevere alt det vi ikke har plads til eller ikke kommer til at bruge mere. De sagde pænt tak – og vi gjorde ligeså.
Det har givet en dejlig masse plads i skabene så vi har kunnet fået ryddet op og efterhånden lavet lidt plads til Idas sager (som jo var noget begrænset i antal da vi forlod Frederiksberg i forhold til nu!) og til Lillesøsters ting. Vi mangler dog stadig at få lavet børneværelse ud af pulterkammeret, men det kommer lige til at kræve en tur i Ikea først, så vi kan få omarrangeret lidt i værelset og smidt et stort skab ud. Mange bække små…

Midt i al omrokeringen og oprydningen bliver der dog også tid til leg og hygge. I går gik vi ned til cykelhandleren som fik Mors cykel til låns et par dage så den kan få en omgang service-kærlighed og ikke mindst få monteret et barnesæde til Ida (julegave fra Mormor). Cyklen kan vi hente igen på tirsdag og så skal Mor og Ida ellers ud og drøne omkring. Det bliver første gang Ida skal ud og cykle (udover trækketurene i Farmors cykelkurv 🙂 ) og er sikker på hun kommer til at synes det bliver skønt!

Derefter gik vi videre op i Zoo, hvor vi fik fornyet vores årskort så vi kan komme lige så tit vi vil. Ida ELSKER dyr og synes det var fantastisk at være deroppe, trods masser af mennesker og en kort tur. Mor og Ida kommer til at bruge rigtig mange eftermiddage deroppe og det glæder Mor sig til. Skønt med en Zoo lige i baghaven 🙂

Tutterne i Zoo

Tutterne i Zoo

Far og Ida hilser på isbjørnen Ivan

Far og Ida hilser på isbjørnen Ivan

Leg og spas!

Idas yndlingsbeskæftigelser lige i øjeblikket er at cykle rundt i lejligheden på hendes løbecykel (julegave fra Farmor og Farfar) og at tegne. Hun bruger megen koncentration og mange timer på at sidde og tegne små krusseduller og hun stopper ikke før papiret er fyldt. Ida synes dog også det er ret spændende at smage på farvekridt, blyanter og kuglepenne og i går fik hun sig en god henna-kuglepens-tattovering på hele den ene hånd – så man er nødt til lige at have et øje på hende. Det havde vi ikke i formiddags, hvor Mor og Far var i gang med noget oprydning på badeværelset, og pludselig havde Ida fundet en blyant og var i gang med at dekorere de hvide vægge i entreen. Heldigvis var det kun med blyant så vi håber det kan viskes af…..hvis man ellers havde et viskelæder 🙂

Ida laver både store og små kunstværker

Ida laver både store og små kunstværker

Idas flotte kunstværk!

Idas flotte kunstværk!

Nytår

Vi fejrede nytår hos Liv og hendes forældre (Pernille og Mathias (som Far kender fra soldatertiden)) nær Hillerød – samme sted og gode selskab som sidste år.

Pernille er sygeplejerske og skulle møde kl 8 den 1. januar og Mor var tyk og alkohol-kedelig så i kombination med 2 små tøser (Liv er 3 uger yngre end Ida), som sætter dagsordenen, var vi enige om at holde en stille og rolig aften med god mad og børnehygge i højsædet. Det var en skøn eftermiddag og aften – Pernille og Mathias havde købt lækker mad som de serverede i løbet af aftenen og Far havde sørget for champagne og cigarer til herrerne…..for det hører sig jo til….åbenbart…

Ida og Liv hyggede sig i hinandens selskab og var meget høflige og gav hinanden legetøj og sagde pænt “Taaaaak”. Det var SÅÅÅÅ hyggeligt!

Vi tog en masse billeder på Pernille og Mathias’ kamera så når vi får billederne derfra skal vi nok fremvise et par stykker – indtil da må I nøjes med et af vores nabos julegave, som næsten er nytårsfyrværkeri i sig selv:

Vores nabo har fået sig en anti-depressionslampe. Den nyder vi også glæde af! Gæt selv hvilken lejlighed der er tale om...

Vores nabo har fået sig en anti-depressionslampe. Den nyder vi også glæde af! Gæt selv hvilken lejlighed der er tale om…

Vaccinationer

Mor og Ida har også nået at være til lægen i ugens løb og er begge blevet vaccineret. Mor og Ida kom ind til hver sin læge samtidig, så det blev Far, der gik med Ida ind til undersøgelse og vaccination.
Ida har fået en forsinket 12 måneders vaccine og Mor har fået en influenzavaccination. Begge damer tog vaccinationerne rigtig flot og har ikke haft gener – Ida fik endda to skud og kneb ikke en tåre! Ida blev også målt og vejet (12 måneders tjek) og måler nu 82,5 cm og vejer 10,5 kg. Det passer meget godt med det Mor har målt og vejet Ida til herhjemme.

Idas hoved er en smule større end gennemsnittet, men indenfor normalen, Ida er noget højere end gennemsnittet og vejer mindre i forhold til højden.

Store tutten!

Store tutten!

 

Lægen gav os også en recept på noget Movicol til Idas mave (en anden slags afførende middel end lactulosen som vi ikke har meget held med). Indtil videre har vi dog ikke set de store resultater så i dag har vi optrappet dosen en smule for at se om det giver bedre resultater. Idas mave var ellers fin i et par måneder, hvor Ida ikke var forstoppet, men det vendte pludselig tilbage og Ida bliver meget ked af det når hun skal på potten – måske fordi det gør ondt – måske fordi hun er bange for, at det skal gøre ondt. Det kan Ida desværre ikke fortælle os 🙁

Institution

I morgen er det blevet tid til at sende Ida i vuggestue for første gang! Det bliver første gang vi kommer ud og ser stedet og møder pædagogerne så det glæder vi os til. Det passer jo så fint, at Far har fridag så vi tager alle tre afsted i morgen til kl 9 og et par timer frem. Mor er meget spændt på at se, hvad Ida siger til alle børnene og især til den megen larm. Ida elsker andre børn, men hun kan godt blive lidt betuttet over for meget larm, men det vænner hun sig nok hurtigt til – det bliver hun i hvert fald nødt til 😉

Vi skal nok give en status på hvordan det er gået når vi har været afsted.

Glædelig søndag herfra!

Sygdom, håndværkere og hjælpetutten

November 30th, 2013 | Posted by Heidi in Baby - (Comments Off on Sygdom, håndværkere og hjælpetutten)

Mere sygdom

I torsdags var det Fars tur til at blive ramt af maveinfluenzaen – nu har vi alle været nede så forhåbentlig kan vi nu ikke smitte hinanden med den mere 🙁

Oveni var Ida blevet frygtelig forkølet så Mor konstant måtte løbe i hælene med et lommetørklæde for at undgå 11-taller. Ida hostede også en hel del, hvilket forstyrrede nattesøvnen så hun vågnede mange gange både torsdag og fredag nat. Sikke et sygehus vi holdt os :s Nu er vi heldigvis allesammen ovenpå igen (7-9-13!) og forhåbentlig færdig med sygdom for denne gang. Vi venter os dog stort ryk-ind af baktusser igen når Ida starter i institution om en måneds tid, så Mor skal hjem og have en influenza-vaccination så snart vi lander på dansk grund så hun forhåbentlig kan gå fri for det værste og undgå at Lillesøster også smittes i mavsen.

Når man er lidt syg må man få alle de boller og kakao man vil

Når man er lidt syg må man få alle de boller og kakao man vil

Hollandske håndværkere…

I torsdags fik vi installeret et nyt varmesystem. Det krævede dog 2 dage uden varme og 3 besøg af håndværkerne før de endelig fik det sat korrekt til. Så for at holde temperaturen oppe i det lille hjem med to syge tutter tændte vi op i masser af stearinlys og bagte hjemmelavede hindbærsnitter så ovnen også kunne varme lidt. Og så var det selvfølgelig også hyggeligt og smagte af ægte vinter-lækkerhed 🙂

Hygge #1

Hygge #1

Hygge #2

Hygge #2

Hygge #3

Hygge #3

Endelig i går aftes kl 20 fik håndværkerne så varmen til at fungere igen og de kunne gå på sen weekend 🙂

Hyggelørdag

I dag har den stået på ren hygge og afslapning. Ida sov til kl 8 og fik så lov at komme ind i Mor og Fars seng og se et afsnit af Traktor Tom før vi gik ud og spiste morgenmad. På trods af, at Ida sov længe tog hun alligevel lige 3½ times middagslur i stedet for de vante 1½-2 timer. Der må have været lidt at indhente fra de sidste nætter – nu er det bare Mor som er i underskud, men det er vist efterhånden en kronisk tilstand 🙂

Dagen er gået med masser af leg med lego, kaffestel og dukkerne. Ida er begyndt at sige ‘skål’ (udtales ‘gå’) og så skal vi allesammen skåle med vores glas. Mange gange. Ida synes det er en fest!

Ida har også tilføjet hestens vrinsk og grisens ‘øf øf’ til sit ord-repetoir og er sød til at sige ‘tak’ når hun får noget af nogen. Allermest siger hun dog ‘det’ og ‘ja’. Mange gange. Rigtig mange gange. Og hun bliver ved indtil man fortæller hende hvad det er hun peger på (selvom hun udmærket ved, at det er en hund eller en flyvemaskine), og Ida er en stædigrad, som bare råber højere indtil hun får respons. Mor tror naboerne glæder sig til vi snart flytter 🙂

Hjælpetutten

Ida er også blevet rigtig dygtig til at hjælpe mor med at hente hagesmækkerne, som hænger til tørre på radiatoren imellem måltiderne, og til selv at sætte sine støvler ind på plads når vi har været på tur. Ida synes også selv hun er mægtig dygtig når hun finder et stykke papir, som kunne minde om skrald. Så bliver det krøllet sammen og så piler Ida hen til skraldespanden for at smide det ud. Mor synes dog ikke altid lige det papir skulle have været smidt ud :/ Mor er desuden ret overbevist om at Idas lille gris og høne er overgået til skraldedøden da vi ikke har kunnet finde dem de sidste måneder, uanset hvor vi har ledt. Et sidste kig bliver gjort når vi pakker ned om et par uger og ellers erklæres de officielt for døde sammen med de efterhånden mange ubrugte bleer som Ida har smidt i skraldespanden.

Det er også blevet fast rutine at Ida får mors nøgler når vi kommer ind af døren nede i opgangen. Så løber Ida om til vores postkasse og forsøger at sætte nøglen i – Mor må dog lige hjælpe med at låse op og åbne. Hvis der er post tager Ida det ud og med op i lejligheden. Hun fortsætter derefter sin færd hen til elevatoren, hvor hun nu ENDELIG (i sin egen optik) er blevet høj nok til at nå elevatorknappen og tilkalde elevatoren. Hun synes dog også den guldfarvede ‘alarm’-knap er ENORMT spændende, men den får man sjældent lejlighed til at trykke på, for Mor er over Ida som en høg….hmmmpf!

Når vi kommer ud af elevatoren skal Ida lige hen og klappe de to Gøg & Gokke figurer, som sidder på en bænk udenfor naboens dør. Så får de et ‘ae ae’ og et ‘hej’ med på vejen før Ida går hen til vores dør og forsøger at låse op. Når vi kommer ind ved Ida godt, at man skal have sko og flyverdragt eller jakke af. Nogen gange er det dog mere spændende at hjælpe med at tømme klapvognen for eventuelle indkøb selvom det altså godt kan være ret så tungt med mælk og juicekartoner.

Mor har virkelig fået sig en dygtig hjælper, og Mor er sikker på Ida nok skal være sød til at hjælpe med at hente sutter, stofbleer osv. når Lillesøster kommer ud.

Mor-syg og Lego-lege-far

Ida er blevet rigtig mor-syg og brokker sig så snart mor forlader rummet. Det går dog som regel hurtigt over, hvis man blot får distraheret Ida så hun glemmer, at mor er væk.

Ida har fundet ud af, at hun nogen gange kan lokke far til at lege når mor ikke gider (hvis mor f.eks. synes det er vigtigere at spise sin aftensmad selvom Ida altså ER færdig – tsk!), men far vil helst lege med Lego. Så når Mor har sagt nej gentagende gange (det siger Mot tit(!) – så tit, at Ida er begyndt at gå rundt og sige ‘nej, nej, nej’ mens hun ryster på hovedet og peger med en sur pegefinger rundt omkring) går Ida over og finder Lego-kassen frem og begynder at stille giraffen, elefanten og de andre dyr op til far på bordet, hvilket som oftest resulterer i, at far lader sig overtale til at komme med ned på gulvet og bygge med Lego. Ofte bliver Far endda så optaget af at bygge høje tårne eller Zoo i flere etager, at han slet ikke opdager, at Ida er videre til den næste leg et andet sted 🙂

Gladetutten leger med lego med Mor og Far

Gladetutten leger med lego med Mor og Far

Allerbedst er det nu når både Mor og Far gider at lege og bygger store huse og fortæller hvad alle dyrene siger.

Institutionsplads

November 18th, 2013 | Posted by Heidi in Baby - (Comments Off on Institutionsplads)

Institutionsplads

I dag har vi fået tilbud om – og accepteret –  institutionsplads til Ida. Ida kan starte den 6. januar i Vuggestuen Eventyrhaven på Frederiksberg.

Far og Mor har dog valgt at opretholde Ida på ventelisten til de to institutioner hun oprindeligt var opskrevet til, da de ligger meget tættere på lejligheden på Frederiksberg. Eventyrhaven ligger knap 2 km fra hvor vi bor…. men det er via Valby Bakke så Mor ser frem til at få gode cykelbimser med tiden :s Heldigvis går der også bus direkte fra dør til dør.

Rutevejledningen er til at hitte ud af!

Rutevejledningen er til at hitte ud af!

Mor og Far kender ikke institutionen, men har læst en masse positivt om den på nettet, så vi satser på at det holder stik – og ellers må vi se på det, hvis vi ikke bliver tilfredse.

Nu glæder vi os bare til at komme tilbage til DK og få Lilletutten i institution så hun kan få en masse nye venner og få brændt noget krudt af.

Stadig en syg Tut

Bedst som vi troede Ida var i bedring efter en dag uden opkasning i går har Ida igen i eftermiddags kastet op. Så Mor måtte lave en lynevakuering i stuen og iværksætte operation ‘vask af Tut’, ‘vask af Idas og mors tøj’ og ‘vask af stue’. Pyyyyh, Mor synes det er hårdt at være alene med Ida når hun kaster op. Man får jo ikke noget varsel om at hun har det dårligt og pludselig har tænkt sig at kaste op ud over det hele! I timerne bagefter løb mor derfor rundt efter Ida med en skål i tilfælde af der skulle komme mere. Det kom der heldigvis ikke og nu sover hun sødeligt i sin seng.

Mor er ikke længere så sikker på det skyldtes pasta med tomatsovs, men nok nærmere en maveinfluenza som en dreng og hans mor lige havde haft da vi mødte dem i torsdags til babyrytmik. Øv bøv. Mor håber virkelig ikke hun også bliver ramt, for det er ikke en sund omgang til Lillesøster, og Mor skal desuden være alene med Ida hele tirsdag og onsdag igen mens Far er i Sverige og arbejde. Vi krydser fingre for god bedring!

Planlægning, planlægning, planlægning!

October 23rd, 2013 | Posted by Heidi in Baby - (Comments Off on Planlægning, planlægning, planlægning!)

Bryllupsplanlægningen skudt i gang

Så er datoen endelig sat for det forestående bryllup. Det bliver den 27. september 2014. Datoen er baseret på at vi gerne vil vente nogle måneder efter Babylils ankomst til familien og samtidig vil vi gerne have et sensommerbryllup. Den endelige dato blev dog valgt på baggrund af, at det var der vi kunne få den hytte som vi gerne vil afholde brylluppet i.

Der blev friet, og der blev sagt ja!

Der blev friet, og der blev sagt ja!

Valg af lokation

Vi blev hurtigt enige om at vi blev nødt til at finde et sted, hvor der var overnatningsmulighed for mange personer, da begge vore familier og vennekredse er spredt udover hele landet.

Valget faldt på spejderhytten Wigwam, som ligger ved Horsens. Ingen af os har været der før, så vi har alene vurderet ud fra billederne på hjemmesiden og på andres online bryllupsberetninger fra stedet, og da hytten allerede er booket langt ind i 2014 sprang vi til og bookede den.

Hytten set udefra

Hytten set udefra

Nu er to af de vigtigste ting faldet på plads – så mangler vi bare resten 🙂

Koordinator-Mor er naturligvis allerede godt i gang med at lave mange, lange lister så vi ikke glemmer noget.

Barselsordning endelig faldet på plads

Mors kommende barselsordning med Oticon er nu endelig faldet på plads og det er i fællesskab blevet besluttet, at Mor ikke skal tilbage på arbejde imellem de to barselsperioder. I stedet afholder Mor sin restferie og går derefter på orlov fra jobbet i tiden imellem de to barselsperiode.

Mor ville kun kunne nå at være på job i ganske få uger før hun igen ville skulle på barsel med Babylil og det har vi valgt at droppe så Mor nu forlænger sin periode som hjemmegående frem til start 2015. Pyyyyh, det synes at være om lang tid, men med Lilletutten i fuldt vigør og Babylil på vej bliver der nok at se til.

Beskæftigelsens mester!

Beskæftigelsens mester!

Dertil kommer flytning tilbage til Frederiksberg midt december, nyt job til Far efter jul og indkørsel af Ida i institution lige før Babylil kommer så Ida kan komme ud og få nogle nye legekammerater og blive udfordret af nogen på hendes egen alder.

Jojo, det bliver en travl – men spændende periode for den lille familie!

Regnvejrshygge og Skralde-eventyr

August 15th, 2013 | Posted by Heidi in Baby - (Comments Off on Regnvejrshygge og Skralde-eventyr)

Regnvejrhygge

Når sommeren går på held og der er gråt, vådt og ruskende udenfor må man hygge indendørs. Ida har brugt timer de sidste dage på at gå fra fordøren til altandøren med mors nøgler og sætte dem ved låsen (i Holland er der en lov om at det skal tage min. 3 min. at bryde ind i en husstand så der er låse i midten, foroven og forneden på dørene så Ida kan nå de nederste). Derefter vinker hun og siger “hej hej” og så går hun ud til den anden dør igen. Det er bestemt yndlingslegen pt udover at læse Pixibøger, som Ida elsker!

Lilletutten leger med nøgler

Lilletutten leger med nøgler

Lune boller på en kold regnvejrsdag. Mmmmmm

Lune boller på en kold regnvejrsdag. Mmmmmm

Skralde-eventyr

Mor og Ida har været på tur de sidste dage efter aftensmaden. Turen går kun ned til skraldespanden og tilbage igen, men Ida elsker at komme ud og gå og storgriner så snart mor giver Ida skoene på og spørger om vi skal på tur. I det øjeblik mor åbner døren styrter Ida ud til elevatoren og trykker på knappen (hvis man bare kunne nå!). Inde i elevatoren er det 50/50 om man forsøger at trykke på alarmknappen eller på dørlukkeknappen, og når elevatoren åbner igen løber Ida ud og hen til døren. Ida synes det er SÅ skønt at komme ud og gå tur og hun råber hej efter alle de naboer vi møder – absolut yndlings er det naturligvis når det er nogen med hund!

På vej ned af stien mod skraldespanden er et rent eventyr for Ida med lavendelbuske, fugle, græs og andet sjov. Så der er masser at se på og mange ting, der skal røres ved.
Når vi skal tilbage igen efter at have afleveret skraldet går turen op af trappens 8-10 trin. Det synes Ida også er helt fantastisk og hun har helt styr på at kravle op af trapperne i et hæsblæsende tempo.

Mor krydser fingre for at det snart stopper med at regne så vi også kommer på skralde-eventyr i aften!

Tilbage til Frederiksberg

Mor har fået godkendelse fra jobbet om forlængelse af orlov så hun først skal starte på job igen 6. januar. Oprindeligt hed datoen ellers start november, men da lejligheden på Frederiksberg er fremlejet frem til 1. december og Ida skal have en institutionsplads før Mor kan starte job igen, er det en kæmpe hjælp med de ekstra måneder. Det betyder at vi formentlig er tilbage på Frederiksberg i starten af december og kan komme stille og roligt igennem julen og forhåbentlig nå at få indkørt Ida i institution før mor skal retur på jobbet.

Mor synes også hun er ved at savne vennerne i København (og Jylland 🙂 ) , men timerne i selskab med Lilletutten i Amsterdam skal nok gå hurtigt og mor har tænkt sig at nyde de sidste måneder af barslen med masser af hygge i både Amsterdam og hos bedsterne i Jylland.

Søvnig søndag

November 18th, 2012 | Posted by Heidi in Baby - (Comments Off on Søvnig søndag)

Ny døgnrytme

I nat valgte Ida at holde nattefest fra kl. 22-04 og sov kun ½ time af gangen i dette tidsrum. Derfor besluttede mor og far i dag at læse lidt på lektierne og finde en ny døgnrytme til Ida.

Sove?! Hvem, mig???

Sove?! Hvem, mig???

Mor og far slog op i den store bibel om børn og søvn og fandt en foreslået døgnrytme for en 3-4 måneders baby. Købt!

Mor og fars søvn bibel

Mor og fars søvn bibel

Med denne søvnrytme skal Ida kun sove 3 lure – en formiddagslur fra 9-11, en middagslur fra 13.30-15.30 og en sen eftermiddagslur fra 18-19. Putning skal så ske omkring kl 21.30 og så sover hun frem til kl 8.30 muligvis med et par enkelte korte opvågninger…..måske.

Vi krydser fingre for at det hjælper i løbet af den næste uges tid så vi kan få flyttet flere af hendes sove-timer fra om dagen til om natten.

Søvnhjul. Mørk grå = søvn. Lys grå = kort opvågning. Hvid = vågen.

Søvnhjul. Mørk grå = søvn. Lys grå = kort opvågning. Hvid = vågen.

Bogen foreslår, at man deler et måltid op i to portioner, hvis man har problemer med ‘sjat-spiseri’ så det vil vi også forsøge os med så Ida får en mindre flaske lige efter en lur og en flaske igen lige før en lur.

Opskrivning til daginstitution

Udover at være trætte har vi også fået krydset et stort punkt på to-do listen af i dag. Opskrivning til daginstitution. Vi har skrevet Ida op til to institutioner, som ligger lige i nærheden. Vi har dog ikke haft mulighed for at besøge nogen af dem, så det er lidt et sats, men vi håber på det bedste og har en god fornemmelse efter at have læst om dem på hjemmesiderne og set billeder.

Begge institutioner lægger på Frederiksberg og har vuggestue og børnehave integreret så Ida ikke skal skifte når hun bliver stor nok til at skulle i børnehave.

  • Bliv opdateret
  • Facebook
  • Google+
  • LinkedIn
  • Twitter
  • YouTube
  • Last.fm