De sidste uger er gået stærkt med at flytte i ny lejlighed for Mor og pigerne, men vi har også haft tid til at udforske det nye hood med spændende nye legepladser og indkøbsmuligheder. Ida ELSKER at handle ind. Også selvom vi bare skal købe en liter mælk. Vi skifter imellem Aldi, Netto og Kiwi og Ida synes det er en fest at tøffe rundt i gangene og se på alle varerne. Maya følger godmodigt trop.
Oveni vores nye kaotiske tilværelse på Vesterbro fik Mor og Ida hevet en omgang roskildesyge med hjem fra børnehaven eller vuggestuen og så kunne vi ellers på skift kaste op hele forrige weekend. Farmor kom til undsætning da det værste var overstået, men fik desværre samme tur oveni som tak for hjælpen. Pyyyyyh, en omgang!
De sidste uger fremvises ultrakort herunder på bedste foto-vis:
De sidste uger har været præget af travlhed både i hverdagene og weekender. Ida har været i Jylland hos Farmor og Farfar på ferie i en lille uge og Maya har været febersyg og hostet en uges tid.
Derudover har vi også haft tid til at hygge. Mor har begået sine første hjemmelavede æbleskiver og flæskesteg, vi har været i Tivoli og se julemænd og julelys og så har vi danset, leget, sunget og gået ture til den helt store guldmedalje.
Pigerne bliver sejere og sejere begge to efterhånden som de lærer nye ting – Mayas yndlings ord lige pt er ‘oooookeeeeeej’ og Ida synger og tæller på engelsk på bedste vis stærkt inspireret af TV og apps.
Vi er så småt ved at gøre klar til december måned som skal julehygges for fuld skrue med pakkekalendere, julekort og julekagebagning, og julekortene ligger da også klar til at blive skrevet og sendt.
Efteråret er over os og Mor har været på loftet for at hente vintertøjet og støvlerne frem. Når man er på legepladsen i timevis og sover lur udenfor mærker man med det samme at det er blevet efterår.
Mor er nu bare spændt på at se hvor meget af tøjet og støvlerne pigerne hver især kan passe.
Maya snakker
Mayas snakketøj udvikler sig hver dag. I onsdags kom Maya ud i køkkenet kiggede op på Mor og sagde’ Hvad laver du Mor?’. Mor blev helt paf, for det var 100% korrekt udtalt. Mor fortalte at hun lavede mad og så gik Maya ind i stuen igen, åbenbart tilfreds med svaret. Maya siger også ‘Tak for mad’, ‘Far på arbejd(e)’ og ‘Selv tak Mor!’.
Ida er også et værre snakkehovede. Hun siger sjove ting og leger fantasilege. Lige for tiden er det ‘Far, Mor og baby-leg’ der foretrækkes. Ida er enten moderen eller barnepigen, som skiftevis hedder Joan eller Jane og som skal hente babyen i vuggestuen.
Joan og Jane
De sidste 2 måneder har vi nydt godt af Janes selskab og hjælp et par gange hver uge. Joan har været i praktik på studiet og vi har været så velsignede med verdens bedste barnepige-søstre, at de på forhånd havde aftalt at Jane kunne hjælpe os i de uger, hvor Joan ikke kunne være her. Vi er topglade for at have dem begge to at kunne trække på og Ida og Maya nyder den ekstra opmærksomhed og at blive hentet lidt tidligere. Mor og Far nyder at have ekstra hænder til pigerne og til madlavning og at kunne slappe lidt mere af i en ellers hektisk hverdag.
Joan er nu færdig med sit praktikforløb og overtager igen hentetjansen, og selvom vi er kede af at sige på gensyn til Jane er vi også glade for at have Joan tilbage. Nu venter bare lige et par ugers tilpasning af Joan-Jane-Jone-Jaon hos pigerne 🙂
Det holdt hårdt, men efter 2 x 10 meget hårde dage og ikke mindst nætter, hvor især Ida har været meget plaget af kløe og svie er det nu overstået og begge piger er retur i institution. Farmor kom os til undsætning af flere omgange så vi slap for at tage fri, men kunne nøjes med enkelt barnets sygedage her og der. Tak for det Farmor!! <3
Nu ser vi fremad og glæder os over at kunne krydse skoldkopper af børnesygdoms-listen.
Ny behandlingsform til Maya
Maya er startet i en ny behandlingsform, hvor hendes arm bliver tapet op fra tommeltot til skulder flere gange rundt om armen for at hjælpe Maya med at få armen drejet den rigtige vej og dermed at styrke hendes ‘gode muskler’ hvor hun ellers ikke selv har kræfter til at dreje armen om pga. de skadede nerver.
Maya synes det er super irriterende at få tapen på og ligeledes af, så Mor må sætte den på Maya når hun sover om aftenen og pille den af nogle dage efter med skrig og skrål. Til gengæld er hun ikke mærket af den når den sidder på armen. Nu mangler vi bare at se nogle resultater.
Det var en ergoterapeut fra Hvidovre Hospital, hvor Maya går til fys, som foreslog behandlingen. Vi havde godt hørt om andre der havde prøvet den med godt resultat så Mor tøvede ikke med at takke ja.
Hverdag
Efter 3-4 uger hvor Farmor har været fast inventar og pigerne har været hjemme på skift er vi nu tilbage til hverdagen. Det indebærer vuggestue/børnehave, madpakkesmøring, hente-/bringe, madplaner men også en masse hygge, ture på legepladser og i parker:
Mor har forsøgt at opsøge dem hen over sommeren men uden held. Til gengæld lykkedes det så Far at få dem opstøvet på vej hjem fra Jylland, hvor han stødte ind i en gymnasiekammerat med familien, hvoraf børnene havde skoldkopper, og de delte med glæde!
Maya havde nogle grimme knopper i bleområdet i går som vi godt mistænkte for at kunne være begyndelsen på noget, men da udslættet ikke havde bredt sig i løbet af dagen – og da vi i øvrigt lige havde skiftet blemærke – tænkte vi at det nok ikke var det. Vi tog endda temperatur, men heller intet at spore der.
I morges kiggede og målte Mor igen, men ikke noget nyt at se, så Maya blev frejdigt sendt afsted.
Der var da heller ikke nogen bemærkninger da Mor hentede Maya fra vuggestuen, men med det samme Mor tjekkede Mayas ryg for at se om der var kommet flere til var Mor ikke i tvivl:
Nu venter vi spændt på at se hvor slemt ramt Maya bliver, Mor kunne se der var masser af nye skoldkopper på vej på hals og i ansigt og hår hos Maya inden hun blev puttet, godt feberramt med 38,5.
Dernæst venter vi spændt på at se hvornår Ida bliver ramt. Der gik 25 dage fra Maya blev udsat for smitte og til de første blærer brød ud hos hende og vi ved ikke om Ida er blevet smittet i samme omgang eller om hun først bliver det via Maya nu.
I morgen har Mor passe-tjansen og onsdag kommer Farmor os til undsætning så Far og Mor igen kan komme på job. Hvad skulle vi gøre uden Farmor <3
De sidste to uger har den stået på sommerferie i Jylland. Første en uges tid hos Mormor og derefter en uge hos Farmor og Farfar. Vi har gået rigtig mange ture, leget rigtig meget på legepladser, kigget på køer, heste, høns, får, klappet katte og hunde, leget med vand, spist madpakker i haven og bare hygget og slappet af. Pigerne har elsket det og Mor og Far har haft tid til at tage en ekstra kop kaffe i ro og mag og sove længere om morgenen. Og nå ja, så har vi selvfølgelig også fejret Ida over flere dage med gaver, dejlig mad og vores dejlige familie.
Nedenfor ses nogle af vores sommerferieminder i sporadisk rækkefølge. Enjoy!
Ida er nu 97 cm høj og vejer ca. 15 kg. Ida har i dag været suttefri i 11 dage. Hun spørger stadig efter sutten et par gange dagligt, men hun har accepteret, at hun ikke får den. Ida kan være en hysterisk lille pige, men det meste af tiden er hun kærlig, nysgerrig, dygtig og sød. Hun er den bedste storesøster for Maya. Maya ser enormt meget op til Ida og kopierer alt hvad Ida gør, og Ida kvitterer ofte med en krammer og et ‘Jeg elsker dig lille Maya-mus’.
Ida er en lidt forsigtig pige, som helst skal have tid til at se tingene an før hun springer ud i noget nyt.
Ida sover fint de fleste nætter. I forbindelse med suttestoppet har vi også inddraget Idas middagslur for at få hende til at falde lettere i søvn om aftenen så Ida ikke skulle savne sutten så meget. Det har fungeret fint, men Mor er spændt på hvordan Ida reagerer når hverdagen igen vender tilbage med børnehave og faste rutiner.
Ida spiser alt. Hun elsker grøntsager, pasta og ris og efter bleen er lagt på hylden har Ida også kunnet undvære movicolen, som forebyggede hendes forstoppelse, som hun ellers har døjet med siden fødslen.
Ida er på niveau aldersmæssigt både sprogligt og motorisk. Hun er vellidt blandt vennerne og er efterhånden god til at finde på fantasifyldte lege, men samtidig elsker hun at sidde stille og nørkle med puslespil, vandfarver og perler. Hun er en rigtig pige, der elsker alt, som er lyserødt og hendes bedste legetøj er stadigvæk dukke Sally og selvfølgelig hendes Ninus, som følger hende i tykt og i tyndt.
Dagen blev fejret hos Farmor og Farfar som en del af vores sommerferie med godt humør og strandtur på Ajstrup strand. Billeder fra dagen ses herunder i galleriet. Klik ind på et af billederne og klik videre og se de andre.
Maya taler non-stop i øjeblikket kun afbrudt af når hun synger, spiser eller sover i stedet.
Hendes vokabular er temmelig imponerende for en lille fis på knap 16 mdr. og omfatter i øjeblikket følgende ord:
Mor, Far, Ida, Maya, Mormor, Morfar, Farfar, nøgler, bog, mad, mere, ‘Hvad er det?, min(!), ‘det der’, ja, nej, hov, av, ‘Hvor er mor/far?’, ‘Tak for det’, ‘Pas på’, traktor og ‘faldet ned’.
Derudover synger Maya på livet løs – som regel er det en blanding af ‘Ay, ay, ay’, ‘Giraffen Gumle’, Ia, ia, oh (Jens Hansens bondegård)’ og ‘Hurra, hurra, hurra (fødselsdagssangen). Se eksemplet i videoen herunder fra vores tur til Jylland i fredags.
Mayas yndlingsfagtesang er ‘hjulene på bussen’ hvor hun kan samtlige fagter og skråler løs i de rigtige toner.
Mor er dybt imponeret over hvad Maya efterhånden kan udtrykke og fortælle og Ida er da også langt foran Ida på dette tidspunkt. Ida var dog endnu ikke startet vuggestue på denne tid og havde heller ikke en storesøster man kunne kopiere så Maya er helt klart inspireret herfra. Selvom Maya er stærk i sproget bliver hun stadig af og til meget frustreret og smider sig ned på gulvet og skriger. Øv når man ikke får sin vilje!
Stadig suttefri
Ida har nu været suttefri siden i mandags – dvs. 3 hele nætter og 4 hele dage. I dag har hun spurgt om sutten et par enkelte gange, men hun er efterhånden med på at den er væk så hun giver hurtigt op igen. Mor har bildt Ida ind at vi har glemt sutten hjemme hos Farmor, så Mor er spændt på om Ida forventer at der er en sut hjemme hos Farmor når vi drager mod Malling igen i weekenden. Mor er allerede i gang med at forfatte en ny løgn 🙂
I dag har vi holdt Idas 3 års fødselsdagsfest for onkel og tante, bedster og older. Vi havde inviteret familien på brunch og lagkage og Ida havde en fest med gaver og gæster, selvom der blev lidt for meget fokus lige pludselig med fødselsdagssang oveni. Så blev Ida helt genert og lidt ked af det.
Gaverne
Ida fik fine gaver, som ses herunder og kasseapparatet fra Farmor og Farfar blev da også taget i brug med det samme.
Og Ida fik derudover også en masse penge til hendes opsparing.
Sæbebobleshow!
Tante Anne var for længe siden kommet til at love Ida et sæbebobleshow til Idas fødselsdag da Anne engang havde arbejdet i Eksperimentariet, hvor hun lavede kæmpe sæbebobler og Ida var da også helt solgt af de kæmpe bobler Anne kunne lave med sin hjemmelavede super-sæbeboble-blanding.
Mor havde lavet en lagkage med Hello Kitty, men Idas reaktion var ikke helt som forventet på den lille kat: “Neeeej Mor, sikke en fin ræv du har lavet på min kage!”. Indrømmet – Mor havde da også lidt problemer med glasuren, men en ræv alligevel…. Godt Mor har mange fødselsdage at øve sig på endnu.
Gæsterne
Alle bedsterne var mødt op hos Farfar og Farmor, hvor vi holdt festen. Også Olde Tove og Tante Anne og Onkel René var med.
Tak for besøget. Tak for sæbebobleshow. Tak for gaverne!