13+5 (20. januar 2012)

2. gang lykkens gang!

15 minutter tog det den nye og yngre scanne-dame at få et rigtig godt billede af den lille ninja som stadig var fuld af liv men gerne ville ligge på ryggen for os så vi kunne få et godt billede og få styr på statistikken.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Formålet med nakkefoldsscanningen er at undersøge om baby har en forstørret nakkefold da dette kan være et tegn på downs syndrom. Hvis sandsynligheden er højere end 1:300 får man tilbudt diverse ekstra undersøgelser for at se nærmere på om alt er som det skal være. Vi var dog ikke nervøse da den kommende moders unge alder alene reducerede risikoen en hel del. Og det viste sig da også at det hele var som det skulle være. Vores sandsynlighed for at få et barn med downs syndrom var 1:18.500 så vi var rigtig glade for at det hele så sundt og godt ud og at vi nu bare skulle vente på at den lille voksede sig stor og stærk.

Terminsdatoen blev rykket frem til d. 22. juli baseret på hvor stor baby var. Alle babyer frem til uge 14 er nemlig den samme størrelse så man baserer terminsdatoen på hvor stor (og dermed gammel) babyen må være på dagen for scanningen. Sygeplejersken havde oprindeligt beregnet den til d. 25. mens vi selv kunne få det til den 23. juli.

13+3 (18. januar 2012)

Nakkefoldsscanning! Den store dag hvor vi endelig fik lov at se at der rent faktisk var noget inde i maven. For os var det en rigtig vigtig dag da den kommende mor hverken havde haft kvalme eller andre problemer i løbet af de første 13 uger og ligeledes heller ikke havde taget på. Så der var ingenting at se og ingenting at mærke.

Heldigvis viste det sig jo som bekendt at der VAR noget derinde. Det var en livlig lille klump med 2 arme, 2 ben, 10 tæer, 10 fingre, 1 hoved med en fin lille næstetip og 2 små fine ben. Den lille baby var vældig livlig og lå og sprællede som en ninja! Så meget at scanne-damen faktisk ikke var i stand til at få et ordentligt billede af babyen. Efter 2×30 minutters forsøg og en pause med en hoppende og luntende Heidi som skulle forsøge at få baby til at vende sig – dog uden held – fik vi lavet en ny aftale 2 dage senere hvor vi skulle se om baby var mere samarbejdsvillig.

Vi fik dog set at der var en baby og at det hele så normalt ud. Scanne-damen mente også at nakkefolden så normal ud men kunne jo ikke sige noget uden en måling.

9+7 (23. december 2011)

Vi havde besluttet os for at fortælle det til alle de kommende bedsteforældre og et par af oldemødrene i forbindelse med julen da vi tænkte det ville være den perfekte julegave selvom det stadig var lidt tidligt.

Bedsterne blev udrustet med et par ‘tidlige julegaver’ som skulle give dem den glade nyhed. Heidi havde været i gang med  saks og lim så der var en lille ting til dem alle. Nedenfor ses et par af gaverne. Det tog dog lige et par øjeblikke før det fes ind hos bedsterne og ikke mindst olderne hvad beskeden med gaven var. Mormor og Farmor fangede det hurtigst mens det tog lidt længere tid med de andre før de forstod de nye titler og at de rent faktisk var tiltænkt dem 🙂

Alle var selvfølgelig rigtig glade og mente ikke vi havde behøvet andre gaver den jul da det da var det største man kunne give dem (Note to self: planlæg baby #2 som en sommerbaby ligeledes og afslør det til jul så vi kan droppe gaverne det år) (Ekstra note to self: dårlig idé – julefrokostmånederne er rigtig hårde at være gravid i for en festglad chick som Heidi)

0+0 (14. november 2011)

2 streger. Det krævede et par gentagelser og ikke mindst en forklaring til Filosoffen af hvad 2 streger betød før det gik op for os at der var en lille på vej.

 

 

 

Så ændrede livet sig pludseligt og ikke mindst for den vordende mor som nu stod overfor et par måneder fyldt med julefrokoster hun skulle forsøge at klare sig igennem uden alkohol og uden for at fortælle den egentlige årsag da vi gerne ville holde det for os selv indtil den mest kritiske periode i graviditeten var overstået.