Mayas udvikling – 2½ måned

Maya hos Fys

I dag har vi været forbi Karen-fys på Hvidovre Hospital igen. Maya skal de næste par år gå der ca. hver 14. dag for at få hjælp til træningen og for at gøre status engang imellem.

I dag gik det rigtig godt. Maya startede med at svinge armen op forbi ansigtet og helt op over hovedet. Det er første Mor har set Maya løfte armen højere end til skulder-niveau, så det er SÅ dejligt at se der stadig sker fremskridt.

Maya viste også, at hun er blevet bedre til at ligge på maven, selvom hun stadig ikke er helt tosset med det. Nu kan hun dog efterhånden ligge der et par minutter før hun bliver utilfreds. Øvelse, øvelse, øvelse!

Al den træning gør træt!
Al den træning gør træt!

I dag fik vi også bekræftet at Maya selv kan bruge sin biceps. De sidste to gange har vi set at hun har kunnet bruge bicepsen excentrisk – dvs. holde underarmen lodret (når vi har løftet den op for hende) – og det var den muskel, som lægen i Odense ikke kunne se Maya bruge, så det var skønt at se hvor meget hun brugte den i dag. I dag for første gang så vi også Maya bruge den koncentrisk – dvs. hun selv bøjede armen ind mod kroppen fra lodret position – og det er smaddervigtigt at hun kommer til at kunne bruge den så hun f.eks. kan spise med kniv og gaffel.

Alt i alt var det et super positivt fys-visit, hvor vi igen så store fremskridt.

Mayas hænder

Maya har fundet sine hænder i dag. Eller nok mest sin højre hånd, men med hjælp fra den også sin venstre.

Maya har grebet fat i legetøjet de sidste par dage – særligt hendes grønne bold er et stort hit – og i dag fandt hun så ud af, at hun kunne putte sine hænder i munden.

Maya med den grønne bold
Maya med den grønne bold

Det er primært hendes højre hånd, der bliver puttet i munden, men det er da også lykkedes Maya at tage fat i den venstre hånd med højre hånd og på den måde få ført begge hænder op til munden. Babyer finder typisk deres hænder når de er 3-5 måneder siger Hr. Google så her er Maya altså fint med (Maya er 2½ måned).

Udover det motoriske sker der også ting og sager med snakketøjet, som også er i fin udvikling.

Over de sidste 1½ uge er Maya gået fra at have en bæ-ble efter hvert måltid (dvs. ca. 10 i døgnet) til kun at producere en ble hver 2.-3. dag. Det har betydet en væsentlig besparelse i bleer og vådservietter, men det betyder også at Maya indimellem får lidt mavekneb og laver prutter med en helt særlig aroma ala rådne æg…

Maya nægter stadig at tage sutten efter vi måtte droppe at bruge den da hun var få uger gammel for at få styr på amningen. Mor har af flere gange siden forsøgt at genindføre den men Maya er mildest talt ikke begejstret trods det, at Mor har forsøgt med mange forskellige mærker og former. Mor gør nu et sidste forsøg med den sut vi brugte i starten og Maya gør ikke heeelt så stor modstand længere, men hun formår stadig ikke at få skabt vakuum med den i munden så hun får noget ud af den. Mor giver det et par dage endnu før hun giver helt op.

Far har været på tur med arbejdet de sidste to dage, så Mor havde igen Farmor til hjælp så hun ikke selv skulle stå med de to tutter til putning, nat og klargørelse til vuggestuen. Det var endnu engang en fornøjelse for alle 4!

Hyggestund i sofaen; "Maya sia Ia" (Maya skal sidde hos Ida)
Hyggestund i sofaen; “Maya sia Ia” (Maya skal sidde hos Ida)

Mødregruppe

Mor og Maya har mødtes med mødregruppen nogle gange efterhånden og det er altid super hyggeligt. Der er kæmpe stor forskel på børnene trods det, at de næsten er lige gamle. Nogle er store, nogle er små. Nogle sover, andre ikke. Vi har allesammen nogle småting vi kæmper med, men vi synes allesammen også at det trods alt er nemmere at blive Mor anden gang end det var første gang.

Mødregruppen eeeelsker kaffe!
Mødregruppen eeeelsker kaffe!
Albert, Asger og Maya
Albert, Asger og Maya 

Jordbærdragten

Maya vokser som ukrudt. Både i højden og i drøjden. Mor har derfor været i gang med at sortere ud i garderoben så str. 50 (som hun aldrig nåede i), str. 56 og str. 62 er pakket væk og snart bliver sendt videre til et hold nyfødte  tvillingebabyer, som kom lidt uplanlagt og, som trænger til mere tøj

Tøj på vej til tvillingerne
Tøj på vej til tvillingerne

Mor synes det er lidt vemodigt at pakke tøjet ned og vide, at man aldrig skal have det i brug igen, men samtidig glæder Mor sig over at åbne kasser med Idas aflagte tøj og gode minder, og føre det videre til Maya.

Herunder ses Ida og Maya i den samme natdragt. Ida er 4 måneder da billedet blev taget. Maya er 2½ 🙂

Ida og Maya i jordbærdragten
Ida og Maya i jordbærdragten

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *